Göttinger Predigten

deutsch English espańol
portuguęs dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

2. pinsedag, 28.05.2012

Predigt zu Ezekiel 11:19-20, verfasst von Christian Grund Sřrensen

 

"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød."

Det er nogle af de smukkeste ord fra hele det Gamle Testamente. Drømmen, håbet, forventningen om, at en dag, skal det hele blive anderledes.

En dag skal mennesker ikke møde hinanden med kolde og hårde hjerter. En dag skal de kolde og hårde facader smelte bort til fordel for, at vi ser ind i hinandens øjne, hjerter og sjæle med kærlighed.

En dag skal der ikke længere være Nigeriabreve, håbløs fattigdom, arrogante politikere, psykopater, mennesker der udnytter andre og dem, der går forbi en næste i nød.

Hm.. Måske det endda nogle gange er mig selv?

Som én af dem, der rent faktisk kan skifte hjul på en bil, kan jeg nogle gange overmandes af medfølelse når en medtrafikant står langs vejsiden og bakser med at løsne hjulboltene. Men valget er nådigt, som Søren Kierkegaard udtrykte det. Inden jeg når at lade min næstekærlige omsorg springe ud i fuld flor, har farten heldigvis ført mig ganske langt væk. Og det er jo farligt sådan lige at lave en U-vending.

Så jeg håber på, at endnu en barmhjertig samaritaner vil komme ridende på sit æsel...

"Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop, og giver dem et hjerte af kød!" Læg mærke til, når der opstår ufred mellem to mennesker, så er der sjældent overskud til at se den anden i øjnene, og lytte. Stenhjertet slår til, og giver sig udslag i ligegyldighed, kulde, misundelse, egoisme, og videre i brudte relationer, skilsmisser, børn, der slår hånden af forældre, forældre, der slår hånden af deres børn og venskaber der forrådes.

Men der er en anden, måske mere skrøbelig vej, som Gud åbner for os. Det bløde, måske endda blødende hjertes vej.

Den vej, som vi så, da Jesus bredte sine arme ud for at tage imod os, og blev naglet fast på Golgathas kors. Den vej vi så, da Gud valgte at lade sin egen søn gå i stedet for os.

Som vi hørte i Johanneevangeliet: "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød (min krop, mit legeme), som gives til liv for verden."

Det er næsten som at se nadveren for sig: Dette er Jesu Kristi legeme. Det er også som at se en kærlighed, der ikke har nogen bagtanker og skjulte dagsordener.

Jesus vil frelse os. Han rækker de naglemærkede hænder ud, og beder os tage fat. Det er troen.

Men kan vi klare at åbne os for så megen kærlighed?

Kan vi klare at modtage den, og lade den leve is os med glæde og tryghed. Ligesom de første kristne i Jerusalem, hvor der står, at " jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst."

Og de delte deres overskud med hinanden, så ingen havde for lidt. Som man gør i en god familie.

Men er det ikke problematisk alligevel? Bliver der ikke lidt hippieagtigt happy-go-lucky over al den blødhed og kærlighed?

Og er det muligt at lade indvendingerne mod Jesus ligge, og i stedet tage bare imod?

Som barnet, der stædigt kæmper imod sin mor eller far. Og til sidst giver op, accepterer og lader sig bære af den andens kærlighed.

Jeg tror, at mange af os er bange for kærlighed. Vi søger den men flygter også fra den. Vi lader stenhjertet banke med hårde hammerslag, i stedet for at bede Gud om det nye hjertes puls. "Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød...... De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud."

"Overhovedet at elske er at blive sårbar. Elsk noget, og dit hjerte vil med sikkerhed blive knuget og måske knust. Hvis du vil være sikker på at beholde det intakt, må du ikke give dit hjerte til nogen...." (CS Lewis) Gemmer du dit hjerte sådan, i en mørk kiste, under låg, så vil det med tiden "blive umuligt at knuse, umuligt at gennemtrænge, umuligt at frelse."

Stenhjertet holder sin styrke ved lige ved aldrig, at forvente for meget af Gud. Aldrig at turde overgive sig. At være som den røver, der spottede Jesus fra nabokorset. Skønt hans ven på den anden side kunne se, at Jesu offer var hans eneste mulige redning. "Jesus, husk på mig..." - Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis."

Gud kræver ikke, at dit og mit hjerte skal være blødt og bankende. Det er hårdt nogle gange. Sådan er vi. Egoister og os selv og vore nok. Derfor kan vi ikke frelse os selv.

Gud står der med gaven til os. Livets brød. En indre forvandling ved at tilhøre ham.

"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød."

Vil du og jeg det? Vil vi vove at sænke paraderne, og blive sårbare? Vil vi vove, at se ind i et andet menneskes øjne? Vil vi vove at være sårbare?

Så lad os da gå ud på hans ord. Vove at bede om hjertet af kød. Vove at se hinanden i øjnene med Guds øjne. Vove at sige ja til alt det, som Gud rækker os. Ikke vige tilbage i frygt og selvbeskyttelse. Det er ham, der er Gud....

"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød."

Amen

 



Sogneprćst Christian Grund Sřrensen
DK-9610 Nřrager
E-Mail: cgs@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)