Göttinger Predigten

deutsch English español
português dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

24. sĝndag efter trinitatis, 18.11.2012

Predigt zu Daniel 7:9-10. 13-14, verfasst von Peter Fischer-Mĝller

 

Hvad er det sværeste at komme til rette med i de to bibelske læsninger her?

Måske er det talen om dommen. Dommen som Johannes fortæller, at Faderen har overdraget til Sønnen.

I hvert fald er det her, jeg vil tage fat.

Jo ældre vi bliver, jo flere løse ender bliver der i vores selvforståelse og vores liv med hinanden. De ligger der i baghovedet, de gange hvor vi kun så os selv og søgte vores eget og det viste sig at være på nogle andres bekostning. Sorgen over det, der kunne have været anderledes, hvis vi havde valgt en anden vej, er som en nisse - eller måske et helt nisselandskab, der følger med.

Vi bliver meget alene med skylden, hvis ikke vi tør tale om den. I katolske lande har man stadig skriftestole stående i kirkerne, hvor folk overfor en præst kan sætte ord på det, der gik skævt i deres liv, sætte ord på skylden og skammen. Hos os røg skriftestolene ud med reformationen, men det at tale med en præst om det svære i sit liv fortsatte. Indtil for 100 år siden var det almindeligt, at man, når man mærkede døden nærme sig, bad om at komme til at betro sig til en præst inden de skulle møde sin Gud og skaber.

Det sker stadig at mennesker kommer til præsten for at få sat ord på den skyld, de bærer på, men det er sjældnere. Vi går ikke længere til Gud med vores skyld. Vi spiser i stedet piller eller går i terapi for at slippe af med skyldfølelsen.

Og det er godt, at vi har fået medicin og behandlere, der kan hjælpe mennesker, når problemerne vokser dem over hovedet eller når sindet bliver sygt af belastningen. Men det er ikke godt, hvis vi tror vi kan behandle os fri af skylden.

Vi må lære at sætte ord på skylden og se den i øjnene.

Vi må turde stå ved vores liv som det blev overfor Gud.

Det går som en rød tråd gennem de bibelske fortællinger - lige fra historien om Adam og Eva - at vi står til ansvar for det liv Gud har givet os, at Gud er vores dommer, at vores liv har konsekvenser, og at vi en dag skal afregne det med Ham.

Det er stærke billeder, som nu i dag, hvor vi møder profeten Daniels syn af Gud, der sætter sig på sin trone i himlen som en gammel engelsk dommer iført kappe og paryk af ren hvid uld. Bøgerne, hvori alle vore gerninger er skrevet op, hentes frem. Det er regnskabets time.

Den slags kan det være spændende at se på film eller i fjernsynet, men selv at stå på anklagebænken: nej tak.

Man har kaldt vores tid for offerets tidsalder. Og noget rigtigt er der i det. Vi er utrolig hurtige til at se os selv som ofre, som nogen det er synd for, som nogen andre ikke har gjort nok for. Vi kan trække linjen fra de første svigt i barndommen og mobningen i skolen over ventelister og fejlbehandling i sygehussystemet til glemsomme præster og sløsede bedemænd.

Men samtidig med at vi er blevet meget ferme til at se os selv som ofre og selv at fralægge os ansvaret, så er vi blevet hårde i dommen overfor de andre. "Det er for dårligt, nogen må kunne stilles til ansvar!" siger vi - og klager og kræver erstatninger og glæder os over at se de skyldige afsløret på forsiden af Ekstrabladet. Vi vil gerne have et godt liv, og hvis den ægtefælle vi tilfældigvis har valgt ikke rigtig lever op til varedeklarationen hvad angår godt humør eller villighed til at tage sin del af opvasken, så skal man da ikke gå og trækkes med sådan en. Og narkomaner og andre misbrugere, dem er der da ingen grund til at ofre så mange gode skattekroner på, de er da selv ude om det - eller hvad mener I?

Selvom vi er hurtige til at undskylde os selv, så er vi blevet temmelig hårde i filten overfor andre. Vi vurderer og bliver vurderet hele tiden. Og det slider på os. Stress kalder vi det, og vi bliver syge af det.

Måske er det grunden til, at talen om skyld og dom næsten er forstummet i kirken den sidste generation. Fordi vi har så travlt med at dømme og bedømme hinanden udenfor.

Så kommer vi her i kirken for at møde noget andet. For at møde accept og kærlighed. Vi længes efter at vide, at vi er mere end vores titel i telefonbogen og det belånte hus og den lidt for dyre bil. Vi længes efter at høre, at livet er mere end det, at Gud ser mere i os end det. At Gud elsker os som et par forældre elsker deres børn. At Gud er vores himmelske far. At hvert eneste menneske er enestående og uerstatteligt i Guds øjne - på trods af vores ubetalte regninger og ødelagte ægteskaber, vores forsømte børn og glemte gamle.

Det er trøst og ikke tugt, vi længes efter. Jeg tror at det er derfor billedet af Gud som dommeren over vores liv næsten er blevet væk i den sidste generation. Den udvikling som en pensioneret biskop ved sin afsked med et skævt smil karakteriserede sådan, at hvis man skulle bedømme efter de prædikener, han havde hørt i sin tid, så var Gud blevet mildere med årene.

Men måske snyder vi os selv og hinanden for noget vigtigt, når vi prøver at springe dommen over. Måske er dommen i sikrere hænder hos Gud end hos os mennesker.

Hvis vi turde tale om Gud som dommeren, så ville det måske sætte de mange domme vi fælder over hinanden i et velgørende kritisk perspektiv. Vi dømmer og bedømmer jo ofte hinanden på et meget overfladisk og ufuldstændigt grundlag. Hvad ved vi egentlig om, hvad der rører sig i et andet menneskes hjerte og sind? Vi dømmer på det vi lige kan få øje på, og gang på gang dømmer vi forkert og uretfærdigt.

Gud, derimod, som har skabt os og stadig opretholder vores liv, han som kender os bedre end vi kender os selv, vil han ikke være en bedre dommer?

Ja, det kan godt være, at vi for vores eget vedkommende krymper os lidt, for overfor ham vil det måske ikke lykkes at spille offerrollen så overbevisende som vi gør det for os selv, til gengæld vil vi blive nødt til at være mere tilbageholdende i vores bedømmelse af andre, fordi vi er klar over at vi kun kender en side af sagen.

Men også billedet af Gud som dommer gælder det om at omgås med forsigtighed. Vi må indse, at den Gud som har skabt universet og stadig er magten til at være til i alt hvad der er til - vi må indse at om Ham kan vi kun tale i billeder. Ingen kan se Gud ansigt til ansigt og leve, hedder det i Det Gamle Testamente. Ja, de gamle havde en sådan ærefrygt overfor Guds majestæt, at de end ikke turde nævne hans navn. Ligesom billedet af Gud som den store far, der bare grænseløst elsker sine børn, kan blive uforpligtende og ensidigt, sådan kan også dommerbilledet stivne og forkrampe.

Det var hvad der var sket for en del af Jesu samtidige. De kunne slet ikke forestille sig Gud anderledes end som den, der havde givet menneskene de 10 bud og alle de andre forskrifter i Moseloven, og som nøje holdt regnskab med hvordan de blev overholdt. For eksempel det 3 bud, om at komme helligdagen i hu. Når Gud nu havde givet menneskene dette bud, hvordan kunne Jesus så finde på at helbrede et menneske på en helligdag? Det er den situation, der sætter gang i den samtale vi har som evangelium i dag, og hvor Jesus tegner et andet billede for dem end dommeren, der kun har sine lovbøger at holde sig til. Jesus siger: min far arbejder indtil nu, derfor arbejder jeg også!

Altså: Gud er ikke kun dommeren, han er også skaberen, der vil, at hans skabninger skal kunne leve og trives, det er vigtigere for ham end rigoristisk lovoverholdelse.

Når mennesker låser sig fast i et billede af Gud som dommeren på sådan en måde, at de mener at kunne læse Gud i kortene og fælde dom over andre på Guds vegne - så er der brug for at få andre billeder med i spil, som det billede Jesus tegner for os i dag. Ikke den fjerne bogstavfikserende dommer, men den Gud der er os nærmere end vi er os selv, den Gud vi intet kan skjule for, den Gud der virker i vores liv i hvert øjeblik, den Gud som har ladet solen stå op og har betroet os endnu en dag.

Jovist er Gud dommeren, siger Jesus, men han er den dommer der - som profeten Daniel så det for sig - har valgt at overlade dommen til en menneskesøn, til et menneske, der kender til det at være menneske indefra.

Som kristne tror vi, at Jesus er den menneskesøn Gud overlod dommen til. Vi tror at Jesus er Guds søn, Guds udtrykte billede, at vi med Jesus har fået et billede af Gud, der gør det muligt at forstå dommen på en ny måde.

For med Jesus sker der det, at han på en gang afslører os mennesker - tænk bare på hans disciple som endte med at forråde og fornægte og forlade ham - og så alligevel vil kendes ved os.

Hvis vi tør tro på det, så er vi gået over fra døden til livet, siger Jesus, for så kan vi se vores egne fejltagelser og svigt i øjnene fordi vi ved, at Gud ser mere i os end det, at vi stadig er Guds mennesker - på trods - på trods.

Vi undgår ikke at dømme og bedømme hinanden her i livet. Kristendommen befrir os ikke for det ansvar vi har for hinanden. Mange gange må vi se i øjnene, at vi ligger som vi har redt, at der er et regnskab vi må stå til ansvar for, at der ind imellem skal betales ved kasse 1.

Men vi er ikke ladt alene med vores bedømmelse og den dom andre fælder over os.

For den egentlige og endelige dom er overladt til Gud, den er i Hans hånd, der relativerer alle vores bedømmelser. Og den dom har med Jesus vist sig at være en frikendelsesdom. Værsgo: her får du en ny dag. Tag den og brug den til Guds ære og dit medmenneskes gavn.

Amen.

 



Biskop Peter Fischer-Mĝller
DK-4000 Roskilde
E-Mail: pfm@km.dk

(zurück zum Seitenanfang)