Göttinger Predigten

deutsch English espańol
portuguęs dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

2. sřndag i fasten, 16.03.2014

Predigt zu 1 Mos 1:27-31/ Hebr 5,1-10/ Mark 9,14-29, verfasst von Eva Třjner Götke

 

Den slags kan kun drives ud ved bøn, siger Jesus.

Nåh, ved bøn, siger vi så.

Det er dét, der skal til!

Havde disciplene bare bedt til Gud, så havde de været i stand til at gøre drengen rask.

Er det sådan det er?

Hvor mange gange erfarer vi ikke, at vi beder om at blive raske, og det sker ikke.

Vi bliver ikke raske.

Ikke desto mindre forskes der i disse år på de sundhedsvidenskabelige fakulteter i virkningen af bønnen i forhold til syge mennesker.

I bønnens betydning.

Og jeg tror, det er vigtigt ar forstå bønnens betydning bredere - end bare at se på bønnen isoleret som et middel i forhold til helbredelse.

Bøn har stor betydning for den måde, vi er mennesker på i verden.

At kunne bede er udtryk for en særlig måde at være til på og forholde sig til omverden på.

Det at bede peger hen på det, som ligger udenfor os selv.

På den hjælp, der er at hente.

På den styrke, der er at hente.

På alt det, vi ikke selv skal komme med.

Som et håb, en mulighed, der er, når vi ikke kan gøre noget.

 

Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os, siger drengens far til Jesus.

Hvis du kan! siger Jesus. Alt er muligt for den, der tror! Og drengens far råber straks: Jeg tror, hjælp min vantro!

Hans tro ligger i overhovedet at bede Jesus forbarme sig over sig og drengen og hjælpe dem - i den tro, at han vil hjælpe. Hvis han altså kan - tvivlen.

Hvis du kan! siger Jesus. Som om!

Faderens vantro ligger i, at han får sagt "hvis du kan!"

Men troen og tvivlen hænger sammen her.

Og derfor siger han: Jeg tror, hjælp min vantro.

Troen og tvivlen hænger sammen.

Derfor er hans bekendelse - jeg tror - også en bøn om tro: hjælp min vantro.

Han beder om tro - samtidig med at han siger, at han tror.

Hører drengens fader bare til dem, vi kalder de svage i troen?

Eller kan du spejle dig i ham?

Vi erfarer hele tiden, at ting ikke lader sig gøre, fordi vi ikke kan gøre det, der skal til.

Og vi kan ikke forstå det, når lægerne siger, at de ikke kan gøre noget - når de opgiver og siger: vi kan ikke gøre mere. De er læger! De må da kunne gøre et eller andet.

Drengens far har oplevet det. Han har oplevet disciplene komme til kort.

Selv disciplene!

Og disciplene har oplevet, at de ikke kunne dét, som de troede, de kunne: helbrede drengen.

De undrer sig over, at de ikke kunne det.

Hvordan gjorde du? spørger de Jesus.

Som om det var et spørgsmål om at vide det.

Vide, hvad der skulle til for at kunne gøre det.

Som om det var et spørgsmål om den rette dosis medicin, håndens placering på drengens krop, de rette ord, som dæmonen ville adlyde.

Det måtte da kunne læres.

De troede, de kunne. De tvivlede ikke, disciplene.

De troede, de havde dét i sig, som skulle til.

De tvivlede ikke.

 

Den slags kan kun drives ud med bøn, svarer Jesus dem så.

Den slags.

Hvad for en slags?

Det, som er umuligt at drive ud.

Det kan kun ske ved bøn.

Det er kun muligt for den, der tror.

Og den, der tror, er den, der beder om tro.

For troen hænger sammen med bønnen om tro.

For troen hænger sammen med tvivlen.

 

Tænk sig - en evangeliske pointe.

At bønnen om tro er troen.

At tro ikke findes - i sig selv - som et greb, som en tilstand, som noget inde i os, - men kun som bøn som en væren, som en måde at være til på.

Og at troen og tvivlen hænger sammen.

Som udtryk for tro.

I en vished om, at troen kommer til kort.

 

Den dæmon, der virkelig slider i os og får det til at vrider sig rundt i os - for nu at bruge drengens sygdomssymptom - det er den, der prøver at gøre tvivlen stum.

At lukke munden på den.

I angst for, om andre vil tro, at vi ikke tror nok.

 

Men så meget kan vi tugte os selv, at vi kan bilde os ind, at vi kan tro, at alt er muligt - kan tro, som en præstation, en evne.

Og så tro, at vi er frelst.

Og dermed har frelst os selv - med vores tro, (tror vi).

Men vi véd godt, at det ikke er sådan.

Vi tør bare ikke sige det.

For så er vi bange for, at vi ikke tror, sådan som vi skal.

Men det gør vi jo heller ikke.

Vi er en vantro slægt.

Og Jesus siger til os, at han ikke kan holde os ud.

Det er hans tro, der bliver sat på en prøve.

Det er hans tro, det kommer an på - om han kan tro, at alt er muligt.

Også hjælpe os i vores vantro.

 

Derfor må vores bekendelse til Gud altid samtidig være en bøn om, at Gud må forbarme sig og hjælpe os og give os den tro, der gør det muligt, som vi ikke tror er muligt.

Derfor må vi tage faderens ord i vores mund, når vi bekender vores tro og sige: Jeg tror, hjælp min vantro. Fordi alt er muligt for den, der tror.

Amen.



Sogneprćst Eva Třjner Götke
Odense M
E-Mail: ETG(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)