Göttinger Predigten

deutsch English espańol
portuguęs dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

1. sřndag i advent, 30.11.2014

Predigt zu Mattćus 21:1-9, verfasst von Margrete Dahlerup Koch

 

"Kirken skal hver mands hjemhus være". Det er et citat, som debattører ynder at bruge, når der skal sættes trumf på en diskussion om, hvem der må bruge kirkerummet og til hvad, fx. i forbindelse med sager om udviste asylansøgere, som med menighedsrådets tilladelse havde taget ophold i en kirke. Pudsigt nok kan folk ikke rigtig blive enige om, hvor det udmærkede citat egentlig stammer fra. Nogle mener bestemt, at det står i Jyske lov fra 1241, andre har læst det i Sjællandske lov fra 1284 - men det er sådan set også ligegyldigt, om det er den ene eller anden kong Valdemars eller Eriks formulering. For det er jo så indlysende sandt og smukt og rigtigt, at ingen vel kan være uenig. Herinde er ingen af os værter for de andre. For værten, det er Vorherre selv. Og vi er alle børn af huset. Derfor er døren bred og rummet stort, så vi alle sammen kan være her. "Kirken skal hver mands hjemhus være".

I dag er det Store Festdag: Kirkeårets nytårsdag, 1. søndag i advent. Med nye høje alterlys, den flotte, friske adventskrans, krybben er sat frem og alterdugen stivet. Men hvad er det så for noget, vi bliver mødt med? Betingelser, krav om, at man nu alligevel skal være på en bestemt måde for at kunne være med til fest her. "Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted? Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk" blev der sunget i salmen fra Det gamle Testamente, vi hørte fra alteret. "Lad os aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på. Lad os leve sømmeligt ... ikke i svir og druk ... ikke i kiv og misundelse... og vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær", sagde Paulus.

Så er der altså ikke plads til "hver mand" alligevel, eller hvad? Og hvad er det, man skal? At "leve sømmeligt og ikke være optaget af det kødelige", hvad er det, bortset fra kedeligt?

I den oversættelse af Det nye Testamente, som kom for nogle år siden, og hvor man har forsøgt sig med et mere moderne dansk, har man oversat "lad os leve sømmeligt" med "lad os leve et ordentligt liv". Og det tydeliggør nok bedre, hvad det er Paulus taler om. Det er ikke småborgerlig konsulinde Holm- moral, det handler om. At leve sømmeligt, eller ordentligt, betyder for Paulus at leve et liv, hvor hensynet til det andet menneske er det, der sætter grænsen for min egen selvudfoldelse. Når det for tiden er blevet moderne at efterlyse høflighed, så er det måske i virkeligheden det samme, der er på spil. Vi savner ikke den opstyltede, tomme attitude, men vi savner den helt almindelige høflighed, som er et udtryk for, at vi respekterer og agter hinanden. At jeg sætter grænser op for mig selv, for at den anden kan være her, ja, måske lige frem kan få mere og bedre plads.

Det er det, og ikke bare takt og tone ved julefrokosterne, det handler om for Paulus. At leve sømmeligt er at se den anden og sig selv, som det vi er: Nemlig Guds mennesker. At leve kødeligt vil sige at gøre det modsatte: At gøre sin omverden til sin ejendom. At leve kødeligt - det er det, vi gør, når vi ser på naturen og andre mennesker, som noget der er til for at opfylde vores behov. Når vi reducerer naturen til ressourcer; når barnet bliver trofæ, kæresten bliver livsopfyldelsen og vennekredsen dem, det pynter at have med til festerne. Når vi kort sagt, gør de andre til nogen, der er til for vores fornøjelses skyld og ikke ser, at de først og sidst og altid er Guds og har krav på at blive behandlet derefter.

"Lev ordentligt, brug ikke de andre til at opfylde jeres egne behov" - det er det, vi skal, netop for at hver mand - alle de andre - også kan være her.

Og så tilføjer Paulus det underlige udtryk: "Iklæd jer Herren Jesus Kristus". At leve ordentlig - det er intet mindre end at iklæde sig Kristus.

Det er et vildt og sært billede. At iklæde sig Vorherre. Tage ham på. Eller tage ham over sig. Et mærkværdigt billede. Ja, men måske også et billede af en længsel. Forleden fortalte en mor om sin 5 årige, som var meget optaget af bibelhistorierne i sin børnebibel. "Jeg kan altså så godt lide Gud", havde han sagt en dag. "Kan man ikke få ham på klædudtøj?"

"Kom, som du er". Sådan tror vi voksne, at den bedste festinvitation lyder. Men den 5-årige dreng og Vorherre ved bedre. "Kom, som jeg er", lyder Vorherres invitation. "Iklæd jer Kristus". Det vil sige, klæd jer af og klæd om, så I kommer til at ligne det, I ikke er, nemlig Kristus. Tag ikke for Guds skyld, men tag for hinandens skyld hans tro, hans barmhjertighed, hans styrke og hans glæde til jer og på jer, som var det jeres egen.

Vi lever i et samfund, hvor vi ustandselig skal redegøre for, hvad vi føler og tænker om dette og hint. Vi lever i en kultur, hvor det at være i kontakt med sine inderste følelser og tanker, er et ideal. En testkultur, hvis mål det er at komme bag om snyderi og "laden-som-om" for at finde ud af, hvem og hvordan vi virkelig er. Det nøgne, ærlige menneske, synes vi, er rasende interessant: Os selv, som vi er unplugged og uden filter.

Vorherre er åbenbart af en anden mening. Allerede da Adam og Eva forlod Paradiset, sørgede Gud for at give dem noget på. Han satte sig såmænd selv tålmodigt med nål og tråd og syede skindtøj til dem, så de kunne være beskyttet for at skulle stå afklædte og ubeskyttede over for hinanden og resten af verden. Et nådefuldt billede, som vel bunder i en urgammel erfaring af, at når nogen føler sig kaldede til at fortælle den nøgne sandhed om andre, kommer der som regel kuldechok og forfrysninger ud af det.

Derfor er der en kæmpe aflastning i, at der altså findes ét sted i vores samfund, nemlig her i kirkerummet, hvor vi kan få lov til at være noget andet end bare os selv. Ét sted, hvor vi netop ikke skal grave de gode, rigtige, stærke tanker og følelser frem fra vores eget indre, men hvor vi får dem pålagt. Kirken og gudstjenesten er som et stort walk-in-closet, hvor vi kan tage det på, som en anden, nemlig Vorherre selv har hængt frem til os. "Iklæd jer Kristus". Vi bliver klædt på til livet. Af Gud selv.

Det er det, vi bliver til dåb og nadver: Vi blive beværtet, vi spiser og drikker og dykker ned i alt det, der er hans. Og vi tager hans bøn, Fadervor, og gør den til vores egen.

I dag begynder det nye kirkeår. Og som en programerklæring for alt det, der skal komme også i dette nye år, står beretningen om, hvordan Jesus rider ind i Jerusalem. Stille og roligt, sindigt og stædigt på et æsel. Det æsel, som han først har beordret løst sammen med dets føl. Og folk, der ser ham komme, tager deres kapper af.

Æslerne der løses. Folk, der tager kapper af.

To små detaljer, som er billeder på, hvad det er, der er det nye, som Jesus kommer med og kommer for: De, der har svøbt, gemt og varmet sig i deres egne uforgribelige meninger og holdninger og værdier, må lægge det fra sig. Og de, der er bundet og låst fast, bliver frigivet. Den fortid, skyld, skam eller almindelig småfornærmethed over at tilværelsen ikke lige opfører sig, som jeg havde planlagt - alt det, der baster og binder os til os selv og forhindrer os i at se de andre og Gud - det er det, han i dag kommer endnu en gang for at befri os fra.

Æslerne bliver løsladt med den begrundelse: "Herren har brug for dem". Det er den samme begrundelse, Jesus giver, hver gang han løser lamme, fortvivlede, selvoptagede og døde mennesker fra det, der binder dem til sig selv. "Gud har brug for dig". Derfor "rejs dig, tag din båre, stå op, opstå, gå". Ud til de andre. Sådan som du er blevet klædt på til. Amen.




Sogneprćst Margrete Dahlerup Koch
DK-6980 Tim
E-Mail: mdk(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)