Göttinger Predigten

deutsch English espańol
portuguęs dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

22. sřndag efter trinitatis, 12.11.2017

Predigt zu Genesis (1. Buch Mose) 50:15-21 , verfasst von Eva Třjner Götke

1 Mos 50,15-21/ Fil 1,6-11/ Matt 18,21-35

 

 

Der er allerede noget selvretfærdigt i Peters spørgsmål.

Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder? Op til syv gange?

Hvor mange gange?...

Som om Peter er i gang med at lave et træningsprogram for de fromhedsøvelser, der hører med til det at være en god discipel, og hvor mange af dem han skal gøre.

Der er ikke langt fra Peter her til de unge i træningscentrene mellem alle maskinerne.

Og der er ikke langt fra Peter her til den unge Luther, som vi nu har fået fortalt så meget om i anledning af reformationsjubilæet.

Jeg tænker på den Luther, der i klosteret søger at gøre alle de ting, der skal bane vejen for ham, så Gud synes, at han er god. Alle ritualerne, bønnerne, messerne, lysene, for ikke at tale om det ydmyge sind og syndsbevidstheden.

Han vil så gerne være god.

Han vil så gerne gøre det rigtige. Luther.

Og holder regnskab med det hele.

Men han kom som bekendt senere, da han var ved at bryde sammen - til det gennembrud - i sin læsning af Bibelen- at hele dette regnskab, hele denne øvelse i hvor mange gange man skal tilgive, to – fire…eller syv (Peter strækker sig virkelig langt!) – det tæller ikke, når det gælder Vorherres nåde og barmhjertighed.

Det er den, nåden og barmhjertigheden, der er den røde tråd i Bibelen.

Og det er med den, at Gud binder sig til os, og binder os til sig – og ikke ved sine krav og bud.

 

Det er vor Herres nåde, der kommer først.

Vi kan tage imod den eller ej.

Den kan ændre alt for os, hele vores opfattelse af os selv og af vores omverdenen – eller den trænger ikke ind.

Forbliver et dogme, noget vi siger – i kirken hver søndag – eller trøstende til hinanden: Gud er tilgivelse. Husk det! Mens vi selv glemmer det og går ud og kræver vores gæld ind hos andre.

 

Peter går side om side med Vorherre, der utrætteligt spreder sin nåde, som man kaster perler for svin, - syge bliver raske, fattige bliver taget alvorligt, han sætter sig til bords med den, som alle har noget på, som alle véd har gjort sig skyldig i svig.

Alt det har Peter været vidne til.

Og så lidt har han fattet. Og spørger som den pligtopfyldende skolepige, der gerne vil gøre det rigtige, og som den dovne skoledreng, der ikke gider gøre mere, end han skal.

Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig mod mig?

Mig, mig, mig!

Hvad de andre skylder mig?

Hvor mange gange skal jeg bringe dét offer ikke gøre min ret gældende?

Hvor mange gange skal jeg vise mit storsind?

 

Derfor fortæller Jesus historien om tjeneren, der går ud og kræver de sølle 100 denarer, efter at han lige selv har fået eftergivet en gæld på ti tusind talenter.

Altså helt ude af proportioner, hvis det er det, vi er interesserede i – mængden – hvor stor forskel der er på gældens størrelse.

Overdrivelse fremmer forståelse, tænker Jesus vel.

Penge er noget, vi forstår os på.

Men det, som det hele handler om er jo, at tjeneren selv er blevet tilgivet, da han bad om barmhjertighed.

Hans konge var en god konge, der lyttede til ham.

Fik medynk med ham. Eftergav ham gælden, så hele hans liv ikke skulle ligge i ruiner og hans familie med ham.

Men han har ikke fattet det. Han har ikke taget imod den gældssanering som en barmhjertighedsgerning. Tænker måske, at han jo egentlig også havde fortjent den, - han havde gjort et stort stykke arbejde for den konge. Selvretfærdigheden har som bekendt ingen grænser.

Har barmhjertigheden det?

 

Da denne tjener ikke eftergiver sin medtjeners gæld, men bruger sin magt og sin ret og kaster ham i fængsel, bliver kongen rasende, da nogen i forargelse lader ham det vide.

Og han får det på sin egen måde – han bliver overladt til bødlerne, indtil han får betalt alt, hvad han skylder.

Så kan han lære det!

 

Forstår du det, Peter?

Forstår vi det?

Der er det, vi kalder regnskabets time, hvor vi sidder og fnidrer med bonnerne og tager mobiltelefonerne frem og overfører penge til hinandens konto. For det skal helst stå lige. Det kan vi bedst lide.

Og så er der barmhjertigheden, Guds utrættelige bæren over med os, Guds altomfattende nåde, der lader solen stå op over gode og onde, og giver liv til os alle sammen, kalder på os, gør os til ét – alle omfattet af denne kærlighed.

Vi er alle omfavnet af denne kærlighed.

Og vi er alle nogen, der skylder hinanden noget.

Det regnskab kan vi slet ikke gøre op rundt omkring bordet, når vi deler regningen.

Det hører med til det at leve sammen og have noget med hinanden at gøre.

Også når vi ikke har med hinanden at gøre.

Vi skylder hinanden noget, hele tiden – som mennesker.

Det er det, vi har så svært ved at håndtere.

Også Peter. Fordi han gerne vil være god.

Også Luther. Dengang han troede, at han kunne være god.

Indtil han opdagede, at det er Guds nåde, der kommer først.

Gud elsker os – sådan som vi er – i al vores selvretfærdighed, med alle vores små regnskaber, i al vores travlhed med at få indkrævet vores gæld hos andre.

Det skal vi have forkyndt – igen og igen – for det er ikke til at tro.

Hvordan kan Gud elske os, når vi hader os selv for vores egen smålighed?

Det får vi ikke svar på.

Men Gud har åbenbaret den kærlighed for os i et menneske – i Jesus Kristus.

De tog ikke imod ham, men slog ham ihjel, fordi han lavede rod i regnskabet.

Han vidste det skulle ske, da han sad omkring bordet den sidste aften med sine disciple.

Han vidste, at de ville komme til at føle skyld, og at ingen ville kunne tilgive dem, hvis ikke han gjorde det.

Og det gjorde han dér omkring bordet. Rakte dem brød og vin – og sagde ordene – som vi stadig hører, når vi knæler omkring det samme bord: til jeres synders forladelse.

Når vi går herfra er det som frie mennesker.

Det betyder, at vi kan rette blikket mod hinanden.

At vi kan hjælpe hinanden med at være hinandens skyldnere.

Måske endda glæde os over at være det.

Fordi det betyder, at vi er bundet til hinanden, på den gode måde – på den måde, der gør os til et vi og ikke et mig.

Amen.



Sogneprćst Eva Třjner Götke
DK-5230 Odense M
E-Mail: Etg(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)