Göttinger Predigten

deutsch English español
português dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

2. juledag , 26.12.2017

Predigt zu Mattĉus 10:32-42, verfasst von Peter Fischer-Mĝller

Julen er for rigtig mange af os blevet en familiebegivenhed. Så meget, at der går chokbølger igennem én, når man kommer i kirke her 2. juledag, og så bliver mødt med voldsomme sager: først hørte vi om lynchningen af Stefanus, den første kristne martyr, den første som kom til betale med livet for sin tro på barnet i krybben og manden på korset, og så kaster Jesus selv en molotovcocktail ind i familieidyllen: ”Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor.” Er det mon den samme jul, vi har indskibet os i – han og os? Ja det er det, og jeg ville ønske, at vi var lige så mange i kirken her i dag som vi var juleaften, for julen får kant og dybde, når vi tar 2. juledag med.

Det, der siges i dag af den voksne Jesus om familierelationerne, ligger på linje med, hvad der siges hver gang vi holder dåb i kirken. Hver gang et barn - eller en voksen – bliver døbt, så lover Jesus det menneske, at han vil kendes ved ham eller hende overfor Gud, som han kalder ”min far, som er i himlen”. Og vi tegner et kors for dåbsbarnets ansigt og bryst for at markere, at dåben er mere end en hyggelig navngivningsceremoni, at med dåben knyttes vores liv til historien om en kærlighed og en sandhed, der stadig skal kæmpes for, og som vi får et ansvar for at bære med os og række videre til andre.

Dåben er ligesom julen gået hen og blevet en familiebegivenhed. Det er der ikke noget i vejen med. Jeg glæder mig over, at vi tit er mange mennesker i kirke, når der er dåb. Det er godt, at vi på den måde giver hinanden passende undskyldninger for at komme i kirke ind imellem – også udenfor julen. Men der sker det hver gang et barn bæres til dåben, at det for en stund vristes ud af familiens kærlige omklamring. Vi får at vide, at barnet her er Guds før det blev søn eller datter, bror eller søster eller barnebarn. Og vi som ikke hører til dåbsfølget, men bare er kommet i kirke fordi vi hørte klokkerne ringe, vi får at vide, at vi skal modtage dåbsbarnet som ”en af vores egne”. Dåben knytter nye familiebånd.

Det er den voksne, den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, vores liv bliver knyttet til i dåben. Det begyndte selvfølgelig med barnet i krybben, som vi hørte om i forgårs og i går, men det var kun den spæde start på en historie, som udfoldes i og af den voksne Jesus. Det er hvad han siger og gør som voksen, der for alvor kan inspirere os og sætte vores liv i perspektiv, det er ham der kan skubbe til vores fordomme og vaneforestillinger. Selvfølgelig er hans fødsel julenat vigtig. Det er kristendommens inderste mysterium, dette at Gud blev menneske. At Gud lod sig føde af Maria, at han blev født som vi med navlestreng og moderkage og hele molevitten. Han blev et menneske som os med barndom og ungdom og voksenliv. Det er kernen i julens glæde, at Gud i Jesus ville dele liv med os, at han solidariserede sig med os, at han på egen krop mærkede, hvordan det er at være os. Som menneske hører Jesus som vi til i en slægt, han er en del af en familie, men hans historie rummer ikke nogen familieidyl. Tvært imod er Jesu familiehistorie skæv fra begyndelsen af. Hans mor bliver gravid udenfor ægteskab. For 100 år siden var han blevet anført som ”uægte barn” i kirkebogen. Josef kunne have valgt at lade Maria stene – det var den foreskrevne straf for utroskab dengang. Han valgte i stedet at gå efter at få ophævet forlovelsen, men så talte Gud til ham i en drøm og Josef blev overtalt til at gifte sig med Maria. De fik en større børneflok. Jesus har et ukendt antal søskende. Fire af hans mindre brødre kender vi af navn: Jakob, Joses, Judas og Simon. Og så havde han søstre. Vi ved ikke hvor mange, og vi kender ikke deres navne. Jesus bliver tømrer som sin papfar, men som 12årig konfirmand har han sit ungdomsoprør. Han går sine egne veje for at få kontakt med sin himmelske far i templet i Jerusalem. Og da han er 30 år kaster han sig ud i sit livsprojekt, nemlig at gøre sit folk, ja med tiden alverdens mennesker til én stor familie. Det kommer stærkt og provokerende til udtryk en dag, han er til fest, og han bliver opsøgt af Maria og brødrene. Da slår han ud med hånden og siger: Se, her er min mor og mine brødre. For den, der hører Guds ord og handler efter det er min bror og søster og mor. Stærke sager dengang og nu.

Det er virkelig provokerende her mens vi stadig har englesangen fra juleaften klingende i ørene:

Ære være Gud i det højeste og på jorden, Fred til mennesker med Guds velbehag! - da at høre Jesus sige: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor. ” Det er jo alt sammen relationer, vi sætter højt. Familien kan godt nok være en kompliceret størrelse – det mærker mange i julen, hvor vi er sammen flere dage i træk og skal have kabalerne med mine og dine og fraskilt og tilgifte til at gå op. Men vi vil forfærdelig gerne have det til at lykkes. Og det er de færreste, der med hånden på hjertet kan sige, at de er ligeglade med om konflikter i familien gjorde, at de ikke fik set børnebørn eller svigerforældre i julen. På Jesu tid var de 10 bud norm i samfundet. Det fjerde bud lyder: ”Ær din far og din mor! ” Med det bud i ørene har Jesu skarpe ord om familien lydt som noget nær gudsbespottelse. Og det blev ikke meget lettere for de kristne, som jo ikke kun tog historien om Jesus, men også hans forhistorie, Det gamle Testamente og de 10 bud med sig.

Noget af det gode ved at komme i kirke her 2. juledag efter at familien i nogle dage har fået hvad den skal have er, at Jesus giver et velanbragt spark til den dovenskab og magelighed og selvglæde – og til den sorg og de frustrationer, der altid ligger på lur, når vi dyrker familien som selve livets inderste mening og omdrejningspunkt. Det går ikke, siger Jesus. Det er ikke nok. Livet er meget mere end det. Og med sig selv som frontfigur og med sit eget liv som indsats baner han vej for en større familie, et større liv, en større verden. Det handler ikke kun om at løsne de for stramme familiebånd, det handler også om at give rum for at kunne binde nye, som da Jesus ved korset, siger til sin ven, Johannes og sin mor Maria: Johannes her er din mor, og mor, her er din søn. De skal nu bære sorgen sammen og de skal efter opstandelsen hjælpe hinanden med at finde vejen videre frem i livet.

Vi er Guds levende mennesker. Det har vi fået at vide af vores storebror, krybbebarnet fra i forgårs. Og det er godt nyt for den danske kernefamilie, som bliver følelsesmæssigt overbelastet, når vi prøver at gøre den til selve vores livs indhold, og som mistrives når vi idylliserer den på en måde, som bare et par juledage sammen viser ikke holder.

Anden juledags realisme er vigtig for os som har familie og som gerne vil øve os i at være kærlige og sandfærdige og ansvarlige medspillere i en familiesammenhæng. Og budskabet om at vi er Guds mennesker på tværs af familiebåndene er mindst lige så meget for dem med de brudte familier, for singlerne og enkerne og enkemændene.

Det er det perspektiv, der udfoldes for os i 2. juledag med dens dramatiske historier, her hvor Jesus klipper ligusterhækken ned og åbner vinduerne, så vi kan få lidt frisk luft ind i stuerne. For barnet i krybben er ikke af marcipan, han er af kød og blod og sammen med ham er vi i familie på tværs af sprog og kulturer og verdensdele. Ja også med den sure nabo – måske skulle man forsøge sig med et venligt nik eller en invitation til et lille glas og en chokolade – det bliver jo på en måde i familien. Amen.



Biskop Peter Fischer-Mĝller
DK 4000 Roskilde
E-Mail: pfm(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)