Göttinger Predigten

deutsch English español
português dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Julesĝndag, 31.12.2017

Predigt zu Mattĉus 2:13-23, verfasst von Anne-Marie Nybo Mehlsen

De fleste danskere har fejret jul hele vejen op til Juleaften og Juledag med, – men SÅ! Så skulle alt pynten også væk, bort, ud i mørket, for nu er det snart nytår og næsten forår, og vi tager, som bekendt, gerne alting på forskud. Vi har ikke rigtigt tid til at vente, til at nyde og være et øjeblik i freden og fryden. Derfor passer det måske meget godt, at julefreden for os, rent liturgisk, spoleres allerede 2. Juledag med Stefanus Martyr (ApG 6, 8-14; 7, 54-60) og endnu mere Julesøndag med barnemordet i Betlehem. Hvor det 2. Juledag faktisk var ok, at synes, at verden er et uretfærdigt sted for en renhjertet menneskesjæl, så bliver det i dag, Julesøndag, tydeligt, at Guds Søn ikke gjorde forskel. Ikke i verdslig forstand, i al fald. Julen har ikke løst eller tilendebragt én eneste af verdens konflikter. Krigen i Syrien fortsatte henover julen med barnemord og det, der er værre. Israel og Palæstina ofrede endnu et år unge og gamle, (flest unge) på konfliktens alter. Og her i Europa skændes vi om, hvem der skal tage sig af alle denne verdens flygtende sjæle, - i al fald den del, der har skaffet sig vej til os.

 

Dagens evangelium stiller os præcis dér: På pletten, midt i konflikten, og forbyder os at hænge guirlander og pynt på det liv, vi lever. Det er nemlig ikke en pyntet udgave af os eller et særligt artigt ”julebarn”, Gud elsker. Det er os, som vi er, han elsker, med en kærlighed, der er villig til at gå alle dagene igennem med os.

 

Alt det i os, der skriger på mening og Guds indgriben i verdens og vore konflikter, har noget på spil i dagens fortælling hos Matthæus. Når vi råber et: ”Hvorfor?” og bliver vrede over barnemord og andre grusomheder, har vi noget på spil i fortællingen om flugten til Ægypten.

 

Noget i os skriger på, at når bare den renhjertede godhed fødes til verden, så vil Guds vilje blive menneskers vilje og alting godt igen. Men den renhjertede godhed lod sig føde Julenat, – og hvad skete? Verden tog ikke imod. Hos Herodes var der end ikke plads til tanken om et kongebarn, heller ikke et kongebarn, der ikke gjorde krav på magten. Senere viste det sig, at der heller ikke var plads i menneskers hjerte. ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Den renhjertede godhed endte på korset, og Jesu skrig blev ét med Ramaskriget, – et skrig til Gud.

 

Først da blev der håb for mennesker.

Først da er der trøst at byde de utrøstelige, og først da er der håb for os, her midt i vore egne og verdens konflikter.

Uden julepynt, uden forstillelse er Gud selv kommet til os. I det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved, har Gud selv fundet sted.

 

Hvad formår vi? Selv med de mest godhjertede og renhjertede ønsker og motiver kan vi udrette så lidt for den, der har mistet. Hvilken trøst kan vi give til de tusinder, der skriger af sorg, af nød, af sult, af angst?

Der findes kun et muligt svar, der trøster. Nemlig at give liv på ny, at samle skårene til et nyt, smukkere og stærkere hele.

Hvem af os formår det? – om vi så er nok så gode, nok så renhjertede og nok så gerne vil bygge bro over konflikterne?

 

Det kan kun Gud.

 

Derfor begynder den nye historie i den yderste armod, i en fremmed stald og fortsætte i nød og flugt. Han gav afkald for at give os livet. Han døde, for at vi skal leve – evigt.

Men også for at give os mod på at leve nu, – midt i konflikten, midt i fragmenterne og meningsløsheden. For at vise os, at han er med, og at intet er ham fremmed eller forgæves. Hvert kærtegn, vi giver fra os, hver lille stump af kærlighedens mosaik, vi formår at bidrage med, er for Gud smerten og møjen værd, – selv den på korset, også Ramaskriget. Og det er alt sammen råmaterialet for fuldendelsen engang – som mosaikrudens vidunderlige brydning af sollyset i tusind farver, der samles til ét nyt vidunderligt billede.

 

Tør vi tro det? Tør vi håbe det? Tør vi række hænderne ud og modtage en kærlighed så ubetinget, frygtløs og uselvisk, og tør vi betro os i dens magt og lade den følges med os alle dage?

Tør vi stole på, at den kærlighed gælder os, som vi er? – og at den derfor forvandler os i sit eget billede?

At have fortrøstning og tillid til den kærlighed, er langt fra det samme, som at sætte sig hen med hænderne i skødet og forvente, at Gud skal rydde op for os.

Tilliden til den kærlighed forandrer os, dens lys falder gennem os og vore små fragmenter af kærlighed. Må det ske! Amen!

 



Sogneprĉst Anne-Marie Nybo Mehlsen
DK-4100 Ringsted
E-Mail: amnm(a)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)