Göttinger Predigten

deutsch English espańol
portuguęs dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

1. sřndag efter helligtrekonger, 07.01.2018

Predigt zu Markus 10:13-16, verfasst von Eva Třjner Götke

Enfantokrati. Ikke demokrati – hvor folket hersker, men enfantokrati, hvor barnet hersker og styrer.

Ordet findes ikke på dansk.

Jeg har det fra den tjekkisk/franske forfatter Milan Kundera.

Det er ham med filmen Tilværelsens ulidelige lethed.

Og for Kundera er det – måske til vores overraskelse - ikke et positivt ord.

 

Derimod bruger han ordet som en kritik af den kultur, som dyrker det barnlige, letheden, underholdningen, overfladiskheden. Dér hvor alting bare er ’for sjov’.

 

Jeg kan i hvert fald høre kritikken af vores mediekultur.

Hvis Kundera, som i dag er en meget gammel mand, boede i Danmark, ville han helt klart høre til dem, der lytter til P1 og ikke til radiostationen 24/7.

 

Selvom det er 30 år siden, han kom med denne spiddende kritik af det useriøse og af barnligheden i bl.a. vores mediekultur, så er den ikke mindre på sin plads i dag.

Hans påstand om at vi lever i et ’enfantokrati’ – og ikke et demokrati – retter sig også som en kritik af den verden, hvor de voksne lever videre i barnlighed, som om de stadig var børn, og lader børnene og det barnlige sætte dagsordenen.

 

Det lyder som en frygtelig generalisering – og provokation – men noget sandt er der vel i det!

Kære nybagte forældre!

Pas nu på, at jeres børn ikke kommer til at køre jer rundt i manegen og kommer til at fylde alt – projektbørnene – som vi kalder dem i dag.

 

Projektbørnene - fordi børnene skal opfylde forældrenes behov for underholdning i badeland og Bonbonland– og ikke omvendt, børnenes.

Og projektbørn, fordi de skal leve op til forældrenes forventninger og give dem status overfor de andre forældre.

 

Skolelærere fortæller i dag, at det ikke er samværet med børnene i klassen, der giver dem grå hår – men det såkaldte samarbejde med forældrene, der kun vil deres eget barn det godt og til enhver tid vil tage det i forsvar.

 

Efter prædikenen her skal vi synge en salme af Grundtvig, der hedder barnelivets favre dage – fager: skøn, dejlig, yndig.

For Grundtvig betød barnelivet det at leve i bekymringsløshed, i tryghed, uden ansvar, at der blev taget sig af én, man skulle ikke præstere.

Barnelivets favre dage – ja, dengang man kunne have lov til at være barn.

 

Måske har denne salme mistet sin betydning, fordi der ingen barndom er tilbage.

Børnene får ikke lov at være børn. Men små voksne.

Der skal leve op til en masse forventninger og krav, mens de voksne sjover rundt.

 

Børnene har ansvar – ikke blot for egen læring – men også for deres forældre.

Typisk for vores tid, at nytårsreklamen i år for sikker affyring af raketter var lavet af børn, der skulle lære de voksne at bruge sikkerhedsbriller og tænke sig om.

 

Uha – det kommer tæt på i dag, - det gør det, når det handler om børn – som det gør i dag.

Evangeliet er en kerne-historie.

Vi hører den hver gang vi har dåb.

Barnedåb såvel som voksendåb.

 

Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.

Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer I slet ikke ind i det.

 

Hvad er det for en slags børn vi skal være for at tage imod Guds rige?

De fornuftige og moralske og ansvarsfulde børn, der kan sætte deres forældre på plads og minde dem om, at de ikke må køre bil, når de har drukket eller skal tage sikkerhedsbriller på, når de fyrer af?

 

Eller er det de børn, som de voksne forsøger at være: de spontane og åbne og sjove og fordomsfri og uskyldige?

 

Disciplene havde i hvert fald en forestilling om, at man skulle ’være’ noget for at kunne komme hen til Jesus og blive berørt af ham og tage imod hans velsignelse.

Derfor jog de kvinderne væk, der kom med deres børn på armen.

For i den kultur var barnet ingenting.

Det regnedes ikke for ’noget’.

Det var ikke bare umyndigt i retlig forstand, men også urent i religiøs forstand - de var ingenting.

Kunne ikke drages til ansvar, var ikke et ’selv’, var ikke ’et menneske’.

 

Jeg tror, at det er den kristne pointe – eller Jesu budskab – at vi ikke skal være noget for at kunne tage imod Guds rige – tage imod kærligheden – tilgivelsen.

 

De små børn, der blev båret dér af kvinderne var hjælpeløse.

De kunne intet gøre.

De kunne ikke ’komme med noget’.

De skulle ikke præstere noget, vise deres tro, fortælle om deres gode hensigter overfor andre mennesker.

De små børn er hjælpeløse. Det gælder til alle tider.

Og de har intet ansvar.

Se på dem, jeres små børn – de har ikke selv bedt om at komme til denne verden.

Og de bekymrer sig ikke.

De er små børn – der skal have lov at leve barnelivets bekymringsløshed, indtil de ligesom os andre mister uskylden.

 

Og den dag, vi gør det – mister uskylden – da skal vi tage skylden på os, dér hvor vi har ansvaret og magten – og ikke bare sjove rundt og lade som ingenting.

Og slet ikke lægge ansvaret over på vores børn.

 

Men den dag, vi kommer derud, hvor vi ikke har magten, da har vi heller ikke ansvaret, og da giver det heller ikke mening at tale om skyld.

 

Det er når vi kommer derud – hvor vi ikke har magten og ikke har ansvaret – at vi skal have lov til at være ligesom et lille barn – være i hjælpeløsheden - være et Gudsbarn – og lægge ansvaret over på Gud, lægge den skyld, som vi føler vi har, fra os – over på Gud – for dér hvor du ikke har magten, kan du ikke have ansvar og heller ikke skyld.

 

Når vi er hjælpeløse har vi trøsten i, at vi kan få lov at se på os selv som børn – overfor Vorherre – Guds børn, som bliver taget sig af, taget imod, taget i favn, velsignet. Som jeres dåbsbørn i dag.

Amen.

 



Sogneprćst Eva Třjner Götke
DK-5230 Odense M
E-Mail: Etg(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)