Göttinger Predigten

deutsch English español
português dansk Schweiz

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Gästebuch

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Midfaste, 11.03.2018

Predigt zu Johannes 6:24-35, verfasst von Marianne Frank Larsen

Johannes 6, 24-35

 

Der står brød på bordet. Og smør. For slet ikke at tale om kaffe. Det er det, der gør det. Og så den vidunderlige varme fra komfuret og kakkelovnene, selvfølgelig. De bliver helt lykkelige, den nye præst og hans unge kone, som flytter ind i præstegården på en fjern klippeø blandt Ålandsøerne en tidlig forårsmorgen i 1946 i den bog af Ulla-Lena Lundberg, der hedder Is. De havde regnet med at komme frem til et koldt og fugtigt hus og tænkt over, hvor de mon kunne finde nøglen, og så står der i stedet en hel modtagelseskomite på kirkebroen, da båden lægger til, organisten og kirketjeneren og hans kone og en af damerne fra menighedsrådet. De har været oppe længe før, det blev lyst, men det bliver sandelig også værdsat! Det er taknemmeligt at tage imod gæster på øen, for hvis de kommer fra Åbo, har de været mere end tolv timer undervejs i båden. De er blevet ”kastet og skvulpet omkring i al slags vejr, og når de til sidst vakler i land, klæber tøjet koldt og fugtigt til kroppen”, står der; ”de er sultne, men har samtidig kvalme, ryster af kulde og sveder, snerrer ad hinanden og ønsker, de aldrig var kommet”.  Det er sådan, øen har fået sit ry for gæstfrihed. ”For når mennesker, der er sultne, udmattede og forvågede, kommer under tag og mødes af varmen fra komfuret og maden på bordet, tror de helt oprigtigt, de er blevet reddet i sidste øjeblik og kan ikke nok takke dem, der tager imod.”  Åh, hvor dejligt, siger præsten og hans kone, sikke et brød. Og smør. Og sikke en kaffe, varm, så den varmer helt ned i tæerne.

Det er en ganske almindelig erfaring, at et stykke brød - og en kop kaffe - kan gøre forskellen mellem ubehag og velvære, mellem kraftesløshed og energi, mellem opgivelse og nyt mod. Vi der altid får mere end nok at spise, mærker det ikke til daglig. Men engang imellem, når man virkelig er sulten, udmattet og forvåget som passagerne på båden fra Åbo, bliver det tydeligt, at brødet i virkeligheden gør forskellen mellem liv og død. Det er derfor, de unge præstefolk har det som om, de er blevet reddet i sidste øjeblik, da de endelig kommer inden for i varmen og får den første bid. Og sådan kunne man i virkeligheden kalde alt brød for livets brød, for det er jo det, vi lever af, grundlaget for, at vi overhovedet kan komme på benene og tage fat, som præstekonen, der ikke går ind og lægger sig, da modtagelseskomiteen er gået, men straks går i gang med at rede op og sætte møbler på plads i de nye stuer. Uden brødet – og kaffen og varmen fra komfuret – havde hun ikke kunnet stå på benene.

Det er det ganske almindelige brød, vi ikke kan leve foruden, som Jesus bruger som tegn i dagens evangelium. Dagen før har han delt ud til 5000 mennesker af to små brød, så rigeligt, at der oven i købet blev 12 kurve fulde til overs. Og de 5000 mænd og kvinder og børn har fået nye kræfter, glimt i øjnene og varme i kinderne, mens de har spist sig mætte, og dér, i det grønne, har de set en overflod, der ikke kender grænser, en rigdom og en fylde, der gør dem lige så lykkelige som de nye præstefolk på klippeøen. Det er derfor, de kommer for at finde Jesus igen og gøre ham til konge. For tænk at have en konge, der formår den slags! Hans rige må være et rige uden mangler. Hvor ingen skal sulte og savne og længes. Der, hos den konge, vil de gerne høre hjemme.

De har set brød, oven i købet i overflod, men de har ikke set, hvad brødet er tegn på. Og det er en fejl, for tegn er én ting og betyder noget andet. En ring er tegn på troskab. En solsorts sang er tegn på forår. Og et brød? Det er selvfølgelig tegn på liv, for det er vores daglige erfaring. Men brødet i Jesu hænder, der aldrig slipper op, brød i overflod, brød, der mætter alle uden undtagelse – hvad er det tegn på? Ja hvis de sultne havde haft blik for det, kunne de midt i overfloden have set ham stå og takke sin far i himlen. Men det gør de ikke. De ser kun den fantastiske mand med de fantastiske evner. De ser ikke, at den mand ikke kunne drømme om at handle på egne vegne, men altid takker en anden end sig selv. Han er uløseligt forbundet med den gode Gud, som skabte brød, hvor der intet brød var, til forfædrene i ørkenen. Det er den gode Gud, der nu igen i hans hænder skaber brød, hvor der intet brød er, til mænd og kvinder og børn i ødemarken. De får brød. Men de får også et tegn på, hvem Jesus er, og hvad han er kommet for at give.

Den mad, som består til evigt liv. Brødet fra himlen. Det sande brød, der kommer ned og giver liv til verden. Sådan afslører Jesus lidt efter lidt, hvad brødet var tegn på dagen før. Indtil han endelig siger det ligeud: Jeg er livets brød. I en anden forstand end det, vi lever af til daglig. For det giver nok næring og varme og nye kræfter, og derfor kan det bruges som tegn, men det kan ikke hindre os i at blive ældre, svækkede, syge; det kan ikke holde os fra at savne og mangle og længes, og det kan ikke redde os fra at dø. Det daglige brød holder os i live, så længe det varer. Livets brød, derimod, det giver næring til et liv, der aldrig slipper op. Og det er ikke bare et brød, Jesus giver. Det er ham selv, der er det brød, der er kommet ned fra himlen for at give liv til verden. Med de ord peger evangeliet til midfaste frem mod den dag, fastetiden slutter med. Den dag, da det er sig selv, han giver væk, og hans egen krop, der bliver brudt ned som brødet, der bliver brudt ned i vores kroppe. Han har krone på, og han hænger højt ophøjet over alle andre. Sådan bliver han alligevel konge, men dén dag en konge uden folk. Langfredag er der ingen, der skal nyde noget. Og dog tror vi, at netop sådan giver han slip på det liv, som Skaberen havde lagt i hans krop og hans ord og hans hænder, det guddommelige liv, som aldrig hører op. Og vi tror, han giver slip på det for at give det til os, alle vi, der skiftevis følger ham og vender ham ryggen, dengang som nu. For han viser ingen bort.

 

At det liv er til os – det giver han os sit ord på, men ligesom de mange i ødemarken får vi også tegn. Tre små håndfulde vand. En lille mundfuld vin. En bid brød, der ikke ser ud af noget. Så gælder det om, at vi er bedre til at tyde tegnene, end de var dengang i ødemarken. For til forskel fra dem ved vi, hvad historien slutter med, eller hvordan den begynder på ny påskemorgen, med et liv og en glæde, der er uden ende. I lyset fra morgensolen påskedag kan vi måske se, at de små dråber og den lille bid er tegn på noget så stort som det liv, han har fra Gud, og som døden ikke kan gøre indhug i. Og når han giver os det at spise, så det bogstaveligt talt kommer ind i vores kroppe, er det tegn på, at han tænder det liv i os allerede nu, som engang skal folde sig ud i hans rige, hvor vi intet skal mangle og ingen skal savne. Tegn, som sammen med ordene kan give næring til vores tro og håb og vores kærlighed, så vi kan rejse os og leve det liv, vi skal leve, med de savn og de mangler, der er vores, men også med den daglige gavmildhed, det rummer.

Gavmildheden – det er maden på bordet og tøjet på kroppen. Det er solsorten og bogfinken og musvitten, som man også kan høre i Århus C. Det er påskeliljerne, der netop nu åbner sig i klostergården udenfor. Det er fine små børn med nye stemmer, som dag for dag folder sig ud. Det er mildheden, andre kommer os i møde med. Alt det er til sammen det daglige brød, som vi får at leve af, indtil vi dør, og vi er blinde, hvis vi ikke kan se det. Men den helt overrumplende gavmildhed - det er livets brød, som vi får at leve af, selvom vi dør. Det er et menneske. En historie. Nogle ord. En lille mundfuld brød. Små tegn på de største af alt. Åh, sikke et brød! Sådan sagde den nye præst og hans kone i munden på hinanden den forårsmorgen, da de kom til bords inden døre efter den endeløse rejse på havet, afkræftede og forkomne. De havde det, som om de var blevet reddet. Faktisk er det lige præcis det, vi er. Amen.

 



Pastorin Marianne Frank Larsen
Aarhus, Danmark
E-Mail: mfl(at)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)