|
5. Sonntag
nach Trinitatis, 20. Juli 2003
Lukas 5, 1-11, Jørgen Demant (-> zu den aktuellen Predigten / www.predigten.uni-goettingen.de) |
Fortællingen om Peters fiskedræt har gennem den kirkelige fortolkningshistorie været genstand for flere slags udlægninger. Én af fortolkningerne opholder sig ved mødet med det hellige, den hellige. Og dette møde finder sted ved søen. Søen er eet af skræk-stederne i den bibelske tradition. Sammen med Bjerget og Ørkenen. På udsatte steder finder det hellige møde sted. Tænk på stormen på søen. Søen er stedet , hvor både det dæmoniske og det guddommelige manifesterer sine kræfter. Det andet prædikeemne, der melder sig med billedet af dette fisker- og færgelaug, er missionsvirksomheden. Dyrefiskeriet der bliver til menneskefiskeri Mødet med det hellige, missionsvirksomhed er motiver, der ligger på spil i denne fortælling. Jeg vælger at se fortællingen sammen med de to andre læsninger til denne søndag, nemlig Esajas’ kaldelse (Es.6,1-8) og Peters formaning til at være rede til lidelse og forsvar (1.Pet.1,8-15) . Og gør man det, så bliver et andet motiv presserende og pågående. Nemlig spørgsmålet om, hvad kaldelse er. Den gammeltestamentlige fortælling fra Esajas handler om profetens egen kaldelse. Kan man se Genezareth for sig, kan det måske være sværere med dette næsten science fiction-agtige scenarium, hvor Jahve sidder på sin trone, iført det store skrud med slæbet, der fylder hele templet. Serafer – de seksvingede væserner omkring sig, hvis tilstedeværelse kan få hele paladset til at ryste. Og så det helligste øjeblik, hvor den ene seraf flyver fra alteret med et stykke gloende kul i en tang for at berøre Esajas’ læber med det: ”Nu har dette rørt dine læber / din skyld er fjernet, og din synd er sonet”. Han berørte min mund. Det guddommelige ord, der rører menneskets læber. Her formidlet af en overengel – en seraf. Man vægrer sig næsten ved at afmytologisere billedet. Så smukt og fantastisk er det. Måske skulle man bare fortsætte billeddannelsen. Jeg kommer til at tænke på billedet af heltene i kristningen af danerne, klerken og senere biskop Poppo, der bar jernbyrd for at demonstrere det kristne ords magt og myndighed. Eller en kunstner, der skulle fastgøre englevinger på en figur, fortalte, hvor svært det var at finde punktet for overgangen mellem menneskekrop og englevinger. Altså mellemrummet mellem ånd og krop, mellem himmel og jord. Hvor på kroppen begynder ånden. Hvor på jorden begynder himlen. Det er det, som Esajas kaldelse også handler om. ”Således
taler Gud”. Så synes Apostelen Peter at være mere sikker i sin kaldelse og overbevist om ordets virkning. I hver fald sådan som vi hører ham i epistelen. Her er ikke fiskerens tilbageholdenhed og skyhed, men tværtimod apostelen for den første kirkes uforfærdede frimodighed og gå-på-mod: ”I er kaldet til at arve velsignelse”. Den velsignelse der folder sig ud i livet med hinanden i medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Hvordan forholde sig til kaldet fra Gud? Hvordan er det med Gud ord
på menneske-tunge? Er det som et glødende stykke kul, som
kan røre mine læber med den hellige ild, det flammende ord,
det brændende hjerte. Et ord, der drager og forskrækker.
Og som man derfor forholder sig til i nærværets afstand og
afstandens nærvær. Men i hvert fald frastand I eet af sine sene digte skriver digteren Rainer Maria Rilke: Udsat på hjertets bjerge. Se dog hvor lille, se:
Man kender det fra den situation, hvor ord, man har hørt tusinde
gange før, pludselig får fylde. Ordet var der i forvejen,
det har lydt mange gange. Men nu er situationen til, at ordets hemmelighed
kan blive til virkelighed. Hvordan var det nu med Peter. Den dag han hørte de stærke
ord fra Jesu mund. Da han blev kaldet. Der er kun én síndsstemning i ham: FORGÆVES. Alt
synes umuligt.
Jamen hvad så med fiskeren, der blev apostel, og talte om kaldet til at arve velsignelse, den velsignelse hvis ord sætter sig igennem som liv: enighed, medfølelse, broder kærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Det lyder næsten for overvældende til at være sandt: at den helliges ord sådan lader sig leve ud. At det bliver til virkelighed. At Peter med ordet lod sig døbe ved Genezareth sø er der nok ingen tvivl om – her blev hans bane ændret. Her blev han kaldet. Her blev han berørt af et ord, der gav ham en ny horisont. Guds-rige-horisont. Og ikke nok med det. Han blev sat til at være gesandt for dette ord. Men hvordan nu skelne mellem mellem det ord, han blev berørt af selv, og det ord han skal berøre andre med? Det blev ikke nogen let opgave for menneskefiskeren Peter eller for nogen siden. Horisontudvielsen – at man befandt sig i gudsriget – kunne enten føre til overmod, selvforherliggelse og guddommeliggørelse af sig selv. Man kunne komme til at gå på vandet og tro at man var gud selv. Og det kan jo være ganske fint, bare det ikke udstrækker sig i for lang tid. Jesus er fisken, vi er de små fisk. Peter er klippen, som bliver til menneskefisker, ikke klippen. Fisk fra Genezareth-søen blev eet af kirkens første tegn.
Kristus er fisken, vi er småfiskene. Og det gælder om at
holde sig for øje, at der er forskel. Vi må som kirke holde fast i dette billede. Ikke mindst når vi giver os ud som menneskefiskere, at der forskel på Jesus, der fangede med sit ord, og det ord, som Peter fanger ind med. Jesus er fisken og vi er småfiskene. Det første tegn i kirkens historie – fisken, forvandlede
til andre tegn og symboler. Som man satte på kirkens vægge
og i vinduerne. De var sammen med selve kirkebygningen og de andre ydre
tegn og handlinger i kirkerummet: bibelen på alteret, som der læses
op af, dåben, nadveren, trosbekendelsen At ta’ med ud og fisk’….kan være en højst
vidunderlig og risikabel affære. Pfarrer Jørgen Demant
|
(zurück zum Seitenanfang) |