Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag efter trinitatis, 01.06.2008
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Johannes Værge
Det er barske bibeltekster, vi har hørt i dag. I den gammeltestamentlige læsning gav profeten Jeremias udtryk for at være så hårdt trængt ved at være i Gud Herrens tjeneste, at det førte ham til udbruddet "Ve mig, mor, at du fødte mig!" Dér endte det dog heldigvis ikke; profeten angiver selv at have fundet og slugt Herrens ord, de "blev til fryd og til hjertets glæde", og Herren gav så tilsagn om, at hvis profeten "fremfører dyrebare ord og ikke tom snak", er han Herrens mund - og de, der angriber ham, vil ikke kunne besejre ham.
Men angreb, konflikt er der altså. Noget tilsvarende i de to andre tekster, jeg har læst op, fra henholdsvis Johannes' Åbenbaring og Lukasevangeliet Der fremstår, formuleret på forskellige måder, en modsætning mellem det, vi med et af Bibelens udtryk kunne kalde verden, og det, som er Guds vilje. En konflikt og et kald til liv på andre præmisser, et kald til at følge "en vej, som verden ikke kender".
I stykket fra Lukasevangeliet spidses det til; konflikten føres ind i forholdet til vore allernærmeste: Hvis ikke du kan tilsidesætte dine nærmeste - det er det, der her ligger i bibeltekstens 'hade' - hvis ikke du kan tilsidesætte dine forældre, ægtefælle og børn og søskende, kan du ikke være Jesu discipel.
Jeg bruger altså her ordet 'tilsidesætte' i stedet for 'hade'. Ordet 'hade' er i vore dage tungt ladet med følelse, intens, negativ følelse. Det bibelske ord, derimod, er ikke emotionelt ladet, snarere end noget følelsesmæssigt betegner det en handling, en aktiv fravælgelse, en vilje til aktivt og utvetydigt at sige fra. Tilsidesættelse. Den oversættelse burde vi, der i sin tid var med til at lave den nuværende bibeloversættelse, nok have holdt stærkere fast på, da det var til diskussion. Men det synspunkt sejrede, at man ikke ville glatte ud i forhold til dansk bibeltradition; der skulle også være noget at tage fat på for dem, der skal udlægge teksten! Den svenske oversættelse, som kom lidt før den nyeste danske, har også bibeholdt 'hade', mens den norske formulerer det sådan: Vi må ikke sætte forholdet til de nærmeste højere end det at være discipel. Det er måske til gengæld lidt for tamt. Med 'tilsidesætte' fastholdes en skarphed i konflikten.
Og en forståelig protest vil lyde: Det at tilsidesætte ens nærmeste er da ikke pænt. Og dét skal vi høre på i en gudstjeneste med to dåb i samme familie, dåb af to søstres børn lagt sammen som udtryk for familiefølelse! Og vi hører jo gang på gang "familieværdierne" fremhævet som kristne værdier! Den menneskelige nærhed i familien, det at kunne stå sammen og støtte hinanden, når tab og bekymring melder sig - og stå sammen i glæde: børnefødsler, dåb!
Men hvis skal tro evangelieteksten, er familie-forholdene ikke det absolutte forhold i vores liv, ikke det afgørende grundlag. Der er noget, der betyder mere. Ja, også vores eget liv, vore egne livsomstændigheder, skal vi kunne tilsidesætte. Kunne give afkald på alt vort eget.
Der er noget, der betyder mere.
Hvad kan dét dog være?
Ja, vi kunne jo kalde det Gud!
Du må ikke have andre guder, lyder det første af de ti bud. Det er dybest set det, det her drejer sig om. Ingen af dine medmennesker må du forgude. Det er hverken du eller de pågældende tjent med. Intet menneske kan tåle den forventning og belastning at være sat i Guds sted.
Du skal ære din far og din mor, men det betyder ikke, at du som voksent menneske skal være underlagt dem. Du har ansvar for dit liv. Tilsvarende skal du ære din ægtefælle, som det lyder i ritualet. Ære, men ikke forgude!
Forgudelse - hvem der end er genstand for den - kan komme slemt i vejen for det, der er den levende, hellige Guds vilje med dig. Det kan låse dig fast i en afhængighed, en ufrihed. Give dig et fundament, som ikke holder i længden. Gøre dig uægte. Du er også Guds barn, skabt til at være dig. Der er en mening med, at du er dig, med ansvar for at svare på livet med din stemme, ikke med svar, som andre med mere eller mindre gudestatus indtaler i dig.
Ære, men ikke forgude. Den skelnen er vigtig. Kun Gud kan holde til at være Gud. Den Gud, som kalder og stiller krav - men også har styrke til at rejse os op igen, når vi falder med det kors, som er vores, har styrke til at bære os, når vore egne kræfter endegyldigt slipper op. Denne ultimative magt har ingen anden end Gud. Det skal der en guddommelig kærlighed til for at magte.
Der er dog under alle omstændigheder en strenghed i de Jesus-ord, evangelisten her har gengivet.
Men hvis man læser det, der står lige før, og det, der står lige efter stykket, vi hørte, så sættes de barske Jesus-ord i en ramme: Umiddelbart forud gengiver evangelisten lignelsen om det store gæstebud, den lignelse, hvor Jesus fortæller om, at nogle har for travlt med deres eget til at tage imod Guds indbydelse, men så skal indbydelsen rækkes rundhåndet ud på byens gader og stræder til alle, også dem der selv havde grund til at mene, at de med god grund var sat udenfor - ja, "gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt".
Og lige efter vores barske tekststykke - dér kommer lignelsen om hyrden og det mistede får, billedet på, hvordan Jesus er sendt for at opsøge den, der er faret vild og ikke af sig selv kan komme tilbage, hvor der er næring og tryghed - ikke uden ved at blive båret på hans skuldre. - Blive indbudt, blive opsøgt, blive båret.
Altså først og sidst denne guddommelige magt til at kunne gå ud, byde ind, favne, bære - det omkranser det strenge, vi så også hørte, og som hører med: Også den guddommelige magt til at være streng.
En magt, som er både mild og streng.
En magt ud over den, selv stærke og gode familiebånd har.
Jeg kom til at tænke på et andet sted i profeten Jeremias' Bog end det, vi hørte fra alteret. Et sted, hvor profeten forudsiger en ny pagt med Gud, hvor de bindinger, der traditionelt gælder i stamme-samfundet, det slægts-bundne samfund, ikke har gyldighed: "I de dage skal man ikke mere sige: 'Fædrene spiste sure druer,/ og sønnerne får stumpe tænder.' Nej, enhver skal dø for sin egen synd; ethvert menneske, der spiser sure druer, får selv stumpe tænder." Altså en ny tid med ophævelse af det forhold, at slægten er så afgørende, at efterkommerne skal straffes for fædrenes synder. Enhver skal stå til regnskab for sit eget liv. En provokation i profetens tid, hvor slægten stadig ansås for det bærende - en modsigelse i forhold til de kredse også hos os, der tyr til æresdrab, fordi slægten er det afgørende. Slægtens ære.
En ny pagt, varslede altså profeten, hvor den slags ikke gælder.
Og jeg kom til at tænke på indledningen til Johannesevangeliet, prologen om Ordet, som var i begyndelsen, og som alt er blevet til ved, Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os.
Dette det allermest guddommelige benævnes også som lyset, det sande lys; da dét blev menneske, kendte verden ham ikke, skønt verden er blevet til ved ham. "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud."
Åbenbaring af en ny pagt, hvor Åndens magt er endnu stærkere end blodets bånd. Indfælder mennesket i en virkelighed, som er af Gud, ikke af mennesker. En lysfyldt virkelighed, som er evig.
Jesus havde selv erfaret, fortæller evangelisterne, hvordan hans mor og søskende på et tidspunkt prøvede at lede ham væk fra den vej, han var i færd med at gå. Og han var nu, da ordene fra Lukas-evangeliet falder, på vej mod Jerusalem, hvor de ledende kredse ikke havde lagt skjult på, at de anså ham for en farlig forstyrrelse og ønskede at få ham standset, fjernet.
Skulle Jesus underlægge sig sin familie, skulle han underlægge sig frygten for at miste sit eget liv? Skulle hans disciple? Det viste sig ved begivenhederne den påske i Jerusalem, at Jesus havde magt til at holde sig fri af at underlægge sig andet end Gud. Disciplene klarede det ikke på samme måde. De blev bange, da det snørede sig sammen. Det vil sige: Jesus fandt ingen sande, store, uplettede disciple, ingen der kunne følge ham hele vejen. Men som den opstandne viste han sig for dem, trådte frem i deres liv - som udtryk for tilgivelse. De havde ingen grund til stolt knejsen, men sine disciple regnede han dem stadig for.
Der synes altså stadig at være håb for ufuldkomne disciple! Magten i Jesus har fortsat denne spændvidde: Han indbyder, han stiller krav, han bærer på sine skuldre, når dét er nødvendigt. Amen.