Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter trinitatis, 08.06.2008
Predigt zu Lukas 14:25-35, verfasst von Arne Simonsen
Selvfølgelig gik det galt, ellers var der ikke blevet en historie ud af det. Det handler jo om fortabelse - om at mennesker kan gå fortabt. Fortabelse betyder, at der ingen muligheder er tilbage for det menneske. At livet er slut.
Livet var slut for den yngste søn.
Han havde ellers alle mulighederne fra begyndelsen - men han brugte dem ikke. Han kunne have investeret pengene, og fået endnu mere ud af dem - som i fortællingen om de betroede talenter. Han kunne være vendt hjem igen som et pragteksemplar af en søn og glædet sin fader ved sine kloge dispositioner og vist ham et blomstrende regnskab.
Men det gjorde han ikke, for han havde smidt det hele væk, og det er hele pointen. Han havde ikke noget at vise frem, og som historien er skruet sammen her, havde han heller ikke tænkt sig at investere de penge i noget som helst. De skulle bruges, og aldrig ville han vende hjem igen.
Den yngste søn er altså tvangsindlagt til en rolle, som ingen af os ville bryde os om. Succes er udelukket her - det handler om en eklatant fiasko, og det var nok til at forudse.
Er moralen da: Sådan skal du ikke gøre? Du skal tværtimod være som den ældste søn, der blev derhjemme og passede sit arbejde og aldrig voldte sin far besvær? Det kunne man tro, men sådan er det alligevel ikke. Det handler om noget helt andet.
Selvfølgelig skal vi ikke gøre som den yngste søn, men hvad nu hvis det alligevel går galt?
Succeshistorier er der nok af i dag. Hver tid har sine helte, sine forbilleder, både mandlige og kvindelige, og det gælder om at ligne dem: Alle de dygtige, de smukke, de effektive, de rige.
Der er ingen, der bryder sig om fiasko. Historier om mennesker, der har forspildt deres chancer, er der masser af, men hvad skal vi bruge dem til? Successamfundet har ikke plads til dem, og de tæller ned i statistikken.
Den yngste søn var en fiasko - det vidste han bedre end nogen, og hans omgivelser lod ham ikke i tvivl. Hvad kan man bruge sådan en mand til? Her til at fodre svin - og han følte sig som et svin. Ingen selvrespekt havde han tilbage, alle drømme var bristede, fremtid var der ikke noget af, foragt mødte han alle vegne, og han sultede og led nød.
Længere ned kan et menneske ikke komme.
Kender vi nogen, der har det sådan?
Har vi selv været i nærheden af det, som han var ude for her?
Sult og elendighed kan også handle om andet end rugbrødsskiver og pålæg. Der kan være en sult i sjælen, en nød som ligner den her i historien.
Vi kan også spørge: Fortrød han, sønnen her? Angrede han, hvad han havde gjort? Både ja og nej.
Han er ikke en bekendende synder - som mange gerne vil opfatte ham. Altså: bare man kommer langt nok ned i skidtet, så får man øjnene op for, hvor hjælpen er at hente, og man vender sig bort fra sit tidligere, lastefulde liv og bliver et nyt menneske.
Jamen, vendte denne søn ikke hjem til sin far, fordi han pludselig indså, hvor tåbeligt han havde båret sig ad, og i tillid til at en fars kærlighed er større end alt andet?
Nej, det gjorde han ikke.
Han omvendte sig overhovedet ikke. Han var den samme, ynkelige, snavsede fyr - og at tage hjem så han som den sidste mulighed, hvis han ikke skulle dø af sult eller tage sit eget liv.
Det var tanken om, at de derhjemme alle sammen sad omkring bordet og spiste godt, som var ved at gøre ham vanvittig.
Sult kan gøre mennesker desparate.
Se bare til Esau. Han kom engang hjem fra jagt uden at have skudt noget dyr, og han var virkelig sulten, og da han så broderen Jakob sidde med en duftende ret linser, i gang med at spise, tiggede Esau om at få noget af det, og fik da at vide, at det kunne han godt, men kun på én betingelse: Han skulle afgive sin førstefødselsret til Jakob, og Esau sagde straks ja, for han var meget sulten
Sult kan gøre mennesker svage og parat til alt.
Således var den yngste søn parat til tage hjem og blive mødt med kulde og foragt - og han havde heller ikke fortjent bedre, tænkte han også ved sig selv - bare han kunne få lov til at sidde med ved bordet og spise.
Han var ikke længere værd at kaldes søn af huset, vidste han - og det ville hans ældre broder også sige.
Med andre ord: Han vil forhandle med sin far. Han satsede alt nu for dette ene: at have et sted at bo og noget at spise.
"Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere."
Altså: Han ville lave en kontrakt med sin far. Han havde brudt alle regler - og det vidste han, og han mente det uden tvivl, når han sagde, at han bare ville gå som en af daglejerne - det vil sige til en ussel løn og uden rettigheder af nogen slags.
Havde Jesus stoppet her, ville folk have tænkt: Jamen, sådan må det gå, når man bryder alle regler og hensyn.
Den yngste søn her kendte de regler, som vi også selv kender og accepterer: Ethvert fællesskab, ethvert samfund er bygget op på regler, der handler om at opføre sig ordentlig, tage hensyn, gøre gengæld.
Sådan også med den ældste broder derhjemme. Han var tilfreds, lod det til og eneste søn, troede han, indtil fjolset dukkede op. Det var ikke så meget det, at broderen kom hjem, men det var måden han blev modtaget på, der slog ham ud.
Her styrtede alt sammen for den ældre broder, men også for den yngre broder må det hele have virket ganske uvirkeligt, men vi hører ikke noget om, hvordan han reagerede. Derimod er vi smertelig tæt på den ældre bror, der slet ikke kan få noget til at hænge sammen mere.
Det er en bombe, der springer lige midt mellem os alle sammen, hver gang vi hører fortællingen, for det handler om en Gud, der løber sin forkomne søn i møde og omfavner ham, kysser ham og klæder ham på og laver en stor glædesfest for ham. Han var død, men var blevet levende, han var fortabt, men var blevet fundet.
Og til denne slutning indvendte folk, at på den måde var der jo ingen rimelighed mere. Så kunne folk jo bare slå sig løs og leve som de ville, sagde man - Gud tilgiver dem jo bare.
Paulus havde senere det største besvær med at forklare menigheden i Korinth, at sådan er det ikke. Gud er ikke en Gud, der lader fem og syv være lige, men han har en side, vi ikke kender eller som vi glemmer - det er den Gud profeten Esajas skriver om her, hvor Gud selv siger:
Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte,
jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig.
Jeg sagde: Se, her er jeg!
til et folk, der ikke påkaldte mit navn.
Dagen lang rakte jeg hænderne ud
imod et genstridigt folk,
som følger en vej, der ikke er god,
efter deres egne planer;
Og det er også billedet af den fader her, som sørgede over tabet af den søn, der havde forladt ham, og som han havde mistet, men da hen ser ham igen, kender hans glæde ingen grænser.
Når alt andet er glemt og pakket ned, så står tilbage billedet af en kærlig Fader, en kærlig Gud.
Om den kærlighed må vi ikke tænke, at den bare er der, og den kan vi altid regne med, lige meget hvad.
Sådan tænker vi jo heller ikke om hinandens kærlighed, at man bare kan byde den anden hvad som helst, men det er netop modsat: den kærlighed forudsætter hensyn og omtanke; den kærlighed ved vi om, når intet andet er tilbage, og da som et håb, som en mulighed, der kan rejse os op igen.
Den kærlighed må vi gerne prøve at efterligne i det små, og samtidig vide, at skumler vi som den ældre broder over den fest, faderen lavede i glæde og lettelse, så er det fordi vort øje er ondt.
Har Gud ikke ret til at gøre med det, der er hans, som han vil?
Jo, netop - hans er jo riget og magten og æren, men vi kan da håbe det bedste for os selv og lade det være nok og lade andre have deres i fred. Amen.