Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
4. søndag efter trinitatis, 15.06.2008
Predigt zu Mattæus 5:43-48, verfasst von Johannes Værge
En af de inspirerende teologer fra oldkirkens tid er Gregor af Nyssa, som levede i 300-tallet i Kappadokien, en landsdel mod øst i det nuværende Tyrkiet, dengang et af den unge kristendoms kærneområder. Gregor var biskop i byen Nyssa. Fra hans hånd er der bl.a. bevaret et skrift, hvor han gennemgår Fadervor. I forbindelse med det led i Fadervor, hvor vi beder til Gud: "Ske din vilje", skriver han, at den bøn forudsætter, at vi gør op med det i vores liv, som ikke er Guds vilje, men skyldes vores egen vildfarne vilje. Denne fejlkurs må vi bekende, i den forstand fælde dom over os selv. Og Gregor fortsætter, henvendt til Gud: "Hav medynk med mig og giv så at din vilje også sker med mig. For som mørket må vige, når lyset kommer ind i hulernes mørke kroge, sådan vil al ond og utilbørlig drift blive til intet, når din vilje sker i mig (...) så viger hadet, misundelsen, vreden (...) det onde forsæt, hykleriet, mindet om krænkelser (...) Hele den hoben onder går til i det kærlige sind."
Hvor er det godt set, at til de onder, der skal gå til, hører mindet om krænkelser! Der ligger en virkelig destruktiv magt over vore sind, når vi klæber til mindet om den uret eller miskendelse, vi har været ude for. Mindet om krænkelser binder vore kræfter, får os til at krumme os ind i os selv. I stedet for åbne, modtagende hænder går vi billedlig talt rundt med knyttede næver. Tænker på hævn, den søde hævn, som vi siger. I andre tilfælde må vi lade os nøje med skadefryden, når det går dén dårligt, som vi mener har skadet os, overset os, vist os manglende respekt.
Skadefryd eller hævnfølelse - hvor Jesus taler om at elske fjenden og bede for dem, der forfølger os! Muligheden for at blive et frit menneske, ikke bundet til mindet om krænkelser.
Mindet om krænkelser, hævnfølelse og skadefryd - dét er det, der ligger lige for, en naturlig tilbøjelighed. Men det er ikke det bedste for os.
Det, at kristendommen kommer med en anden model for vores liv med hinanden end hævn og skadefryd, fik fx afgørende betydning i det gamle norden. Den gamle tro på Odin, Tor og de andre nordiske guder var efterhånden degenereret, så en mere eller mindre angstpræget livsholdning havde bredt sig - med det resultat, at tanker om ære og hævn blev styrende, med et voldeligt samfundsliv til følge. En spiral af krænkelse og blodhævn hærgede.
Ind i denne samfundsmæssige katastrofe kom så kristendommens forkyndelse af en helt anderledes magt end den rå vold. En omvæltning i forestillingerne om, hvem der er den største, også en omvæltning i forhold til den gamle kult, hvor kun de voksne mænd havde adgang til ofrings-ceremonierne: I kirken fik alle adgang, i forhold til de hellige handlinger, sakramenterne, var slaven, kvinden og den magtfuld høvding på lige fod. Og det gjorde indtryk, når det fortaltes, at Guds Søn ved sin henrettelse havde bedt Gud tilgive dem, der udførte korsfæstelsen, for de vidste ikke, hvad de gjorde.
Forholdet mellem mennesker ikke længere styret af byrd og rang. En uhørt ligestilling af mennesker og en uhørt appel om tilgivelse. Tilgivelse som en stærkere handling end hævn og drab.
Har vi så endegyldigt fået uskadeliggjort mindet om krænkelser og hvad deraf følger af hævn, mistillid, fjendskab, hårdhed? Nej, der er så stærke, destruktive kræfter på færde her, at de gang på gang bryder igennem den civiliserede overflade.
Også hvor der i århundreder er blevet forkyndt kristendom, kan det ske. Jeg tænker på krigene på Balkan i 90'erne, hvor der jo ikke kun var tale om konflikt mellem muslimer og kristne, men også mellem gamle kristne folk som serbere og kroater. Magtbegærlige og kyniske politikere udnyttede mindet om krænkelser til at sætte folk op mod hinanden, mennesker som længe havde levet fredeligt sammen. Uhyrligheder blev som bekendt resultatet. Propagandaen pustede effektivt til mindet om krænkelser, gamle forurettelser, reelle og påståede overgreb tilbage i historien. Det mindste kunne bruges til i oppustet form at vække fjende-bevidsthed, så hidtidige med-mennesker blev mod-mennesker, fjender. Nu skulle der hævnes! Den retfærdige hævn, den søde hævn!
Ja, hvor sød var hævnen, når det kom til stykket?
Hvordan er det så hos os selv med mindet om krænkelser? Det er blevet sagt om vores nuværende samfund, at aldrig har der været en så hyppigt forekommende bevidsthed om at være offer for det eller det. Der er ligefrem blevet talt om, at vi lever i en offer-kultur. At det er blevet påfaldende almindeligt at hænge fast i tanken om, at den eller den dårligdom i ens tilværelse er nogle andre skyld i. Forstå dog, at jeg er et offer! Giv ikke mig skylden, det er ikke mit ansvar - jeg er offer for det eller det.
Der er måske noget om, at der en sådan tilbøjelighed forekommer. Men der er bestemt også mange tilfælde, hvor der helt reelt er tale om, at et menneske uforskyldt lider fx under krænkelser i barndommen, eller hvad det nu kan være. Uheldige forhold af den ene eller anden slags, som man ikke bare kan se bort fra. Så finger-pegning skal vi være tilbageholdene med.
Men selv om det kan være mere kompliceret end som så, bør vi tilstræbe at kunne skelne mellem en reel og en unødvendig offer-identitet. Og under alle omstændigheder kan hver enkelt af os jo prøve at se med nøgterne øjne på sig selv: Kender jeg ikke til - strengt taget unødvendigt - at være fanget i forurettelse? Kender jeg ikke selv til, hvor styrende mindet om krænkelser kan være, hvor bundet de gør mig, lukker mig inde i mistillid og vagtsomhed. Hvor ufri og tvangspræget jeg bliver af at dyrke mindet om krænkelser.
"Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer", sagde altså Jesus her i sin bjergprædiken. Slægt derved Gud på, den rundhåndede Gud, som lader solen stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige - slægt Gud på, træd frem som Guds børn! Tillidsfulde og frie, ubekymrede. Ud fra den overskuds-bevidsthed, at I er Guds børn. Modtagere af en velsignelse fra livets dyb. Bundet til Gud med stærkere bånd end til noget minde om krænkelser.
Den ubekymrethed, som i datidens samfund var forbeholdt de rige og mægtige, breder Jesus ud til de fattigste og mindste: Salige er I, som er fattige. Salige er I, som græder. Til jer siger jeg: I skal ikke bekymre jer! Frygt ikke!
Hvis man er bange, føler sig svag, er fjenden en stærk trussel, foruretteren en dominerende figur i bevidstheden. Men Jesus vil give os tillid til Gud, bevidsthed om at være i en stærkeres hånd; Jesus vil lære os en angstfrihed, en livs-tillidsfuldhed, som gør det muligt at leve rundhåndet med hinanden, slægte Gud på - være så rundhåndet, at det bliver muligt også at se fjenden som ens næste og bede for forfølgeren og give slip på minder om krænkelse.
Er det så slut med at have fjender, slut med at se nogen som vores foruretter? Nej, det er hævn-tænkningen og i det hele taget de tvangsprægede forhold, det skal være forbi med. Træd ud af gengælds-mønstrene, ryst den mørke tvang af i forholdet til hinanden. Der vil fortsat forekomme modsætningsforhold, men også modstanderen og foruretteren er et menneske, elsk ham eller hende, bed for ham eller hende!
Nu skal man dog være klar over, at Bibelen kan bruge ordet elske på en anden måde, end vi automatisk gør. - For få uger siden handlede prædiketeksten om, at det ifølge Jesus var nødvendigt at kunne hade sin mor og far, hustru og børn osv. for at kunne blive Jesu discipel. Som jeg forklarede den søndag, bruges ordet hade ikke der om de intense følelser, som vi forbinder med had. Det kunne snarere oversættes med, at vi må være i stand til at sige nej til forældre osv., sige nej til det, der hindrer os i en større forpligtelse; ikke være låst i noget, der hindrer os i at finde vores eget svar på livet.
Tilsvarende er det ikke meningen med Jesu ord om at elske fjenden, at vi nødvendigvis skal have varme følelser for modparten. I vore dage gøres det at føle ofte til det afgørende - jeg følte, at det og det måtte jeg gøre - som om det gælder, at når man bare føler noget, så behøves der ikke yderligere argumenter. Men her i evangelieteksten handler det ikke så meget om indre rørelser som om holdning og handling. Ligesom ‘hade' kan betyde det at sige nej, kan ‘elske' svare til et ja. Det drejer sig om i holdning og handling at sige ja til at se et medmenneske i modparten. Ikke at det er ligetil for os at efterleve, også her kommer vi til kort og har brug for tilgivelse, men så igen kaldet til os om holdning og handling: Se også din fjende som din næste.
Jesus benægter ikke, at vi kan have fjender - at der er reelle konflikter; det var der jo også i hans eget liv. Men han viser en anden holdning end gengældelsens og det tvangsmæssige. Selv på korset: "Tilgiv dem ..."
Det betyder ikke, at vi skal se bort fra modsætninger. "Tilgiv dem ..." giver kun mening, når der er noget at tilgive, altså at der er noget ondt; dét glattes ikke ud. Og Jesus giver i bjergprædikenen udtryk for ønsket om at se os stå tydeligt frem, stå frem som mennesker, hvis ja er et ja, og hvis nej er et nej. Og tydelige mennesker undgår ikke i længden konflikt. Men der er stor forskel på at være tydelig ved at være selvhævdende og uforsonlig - eller at være tydelig ved at hvile i tillid, ved som Guds barn at vide sig omsluttet af en velsignelse fra livets dyb, så man også tør se en fjende eller foruretter som et menneske, der ligesom en selv er omsluttet af Guds kærlighed.
Du er Guds barn. Den ubekymrethed, som i datiden var forbeholdt de rige og mægtige, den breder Jesus ud til de fattigste og mindste: Salige er I, som er fattige. Salige er I, som græder. Til jer siger jeg: I skal ikke bekymre jer! Frygt ikke!
Fra livets dyb strømmer der en kærlighed og et lys, som ingen fjende eller foruretter er stærk nok til at afskære dig fra. Dér holdes du fast, i liv og død.