Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
5.søndag efter trinitatis, 22.06.2008
Predigt zu Mattæus 16:13-26, verfasst von Bent Arendt
En profet er et menneske, der har et budskab at forkynde, som adskiller sig fra anden menneskelig tale. Profetens ord gør krav på at rumme en eviggyldig sandhed, som skal gælde med guddommelig autoritet for alle mennesker. Det gamle Testamente er fuld af profeter, der på forskellig måde prøver at forkynde en sand gudsdyrkelse. Andre religioner har også profeter, ikke mindst islam, der anser Jesus for en profet, men dog Muhammed for at være den endegyldige profet, som har modtaget Guds fuldstændige åbenbaring. Også udenfor religionerne kan man imidlertid finde folk, der har fået tilkendt profetisk autoritet. Videnskabsmanden Charles Darwin, psykologen Sigmund Freud, politikeren Karl Marx er blevet opfattet som profeter, der havde et budskab for hele menneskeheden, som tilmed skulle kunne afskaffe al religion og alle andre profeter med fornuftige forklaringer. Uanset hvilken profet, religiøs som ikke-religiøs, er de dog alle gået ud fra, at sandheden findes og giver deres budskab dets myndighed. Og vi er forpligtet på sandheden, den ene sandhed er ikke lige så god som den anden. - Derfor har profeter det ikke godt i vore dage. Eller måske snarere: De har kun autoritet for en kort periode, hvor de ganske vist godt kan blive dyrket så meget mere intenst. For i vores tid er sandheden på mange måder blevet demokratiseret og nedskrevet til "det for tiden gældende", der har størst virkning og tilslutning, hvor den ene sandhed kan være lige så god som den anden, og der er stor frihed til at vælge, hvilken sandhed, der passer mig bedst. Medier, reklamer og politikere kan godt lyve og skabe deres egen virkelighed, blot det "virker", eller i det mindste så længe det virker. Virkningen er vigtigere end virkeligheden, og sandheden er et virkemiddel, vi kan bruge til vores formål, snarere end en virkelighed, vi alle er forpligtet på. Det presser nogle gange mennesker til at gå efter stadigt kraftigere eller anderledes "virkninger," fordi vi selv må dokumentere slagkraften i vores sandhed. Som terroristen prøver det. For så vidt er terrorisme ikke et gammeldags, fundamentalistisk fænomen, men snarere en lige så moderne foreteelse som de samfund, den vil bekæmpe. - Nu er der ingen tvivl om, at Jesus blev anset for at være en profet i gammeldags forstand, én, der siger et sandt ord med guddommelig autoritet - sådan som vi hørte det i evangeliet: "Nogle siger, du er Johannes Døber, andre Elias, andre igen Jeremias eller en anden af profeterne" som disciplene sagde. Sådan må vi også stadigt høre hans forkyndelse, uanset hvor svært det for tiden kan være at hævde en guddommelig sandhed. Men det påfaldende moderne ved Jesus er imidlertid, at han ikke svarede sine disciple: "Ja, sådan er det, jeg forkynder sandheden med guddommelig autoritet, uanset om I vil godtage den eller ej". Nej, Jesus spurgte derimod: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" "I" sagde han - disciplenes ord fik altså afgørende vægt. Ja, mere end det: Jesus tilkendte disciplen Simon Peters ord guddommelig autoritet, da han sagde: "Du er Kristus, den levende Guds søn." - "Salig er du, Simon, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene...Du skal hedde Peter, klippen, som jeg vil bygge min kirke på. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget; og hvad du binder og løser på jorden, skal være bundet og løst i himlene." Den samme Peter, der et minut senere blev kaldt: "Satan - du vil bringe mig til fald, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil" - og siden hen totalt fornægtede Jesus ved korsfæstelsen. Sådan er Jesus altså profet med guddommelig autoritet: Ikke ved at stille sig op og holde på sandheden, men ved at give sandheden fra sig - lægge den ud til disciplene, til Peter, der ikke ville, hvad Gud vil, og til alle mulige mennesker, der omgav Jesus, forrædere, prostituerede, syndere, modstandere, besættelsessoldater, forfølgere, hvem ved jeg. Nogle vil måske deraf drage den slutning, at Jesus var en moderne demokrat, næsten lige så god som en dansker, ligesom nogle danskere forestiller sig, at demokratiet skyldes kristendommen. Men så er vi ikke bedre end dem, der henrettede Jesus, for så ser vi ham kun i vores eget billede, ligesom de kun så i Jesus, hvad de forventede af en profet, og ikke hørte, at her var mere end en profet og en hvilken som helst menneskelig forestilling. En profet må holde på sandheden; men råd til at overlade sandheden til mennesker, som Jesus gjorde, og dermed give deres liv og bekendelse så stor betydning, at de bliver afgørende for sandhedens opfyldelse - dét er udover al profeti og moderne demokrati. Det kan man kun, hvis man selv er Gud, selv er den, der giver sandheden til mennesker, og "sætter dagsordenen" for menneskers liv, uanset hvilken sandhed de så bekender sig til. Dét er det springende punkt i Jesu forkyndelse. Hvis Jesus kun er en profet, så må vi tage den sandhed, han overlader til os i vores liv, som så mange andre sandheder og vurdere den på, om den har nogen virkning. Men er Jesus også Gud - "den levende Guds søn", som det lød i Peters bekendelse - så vender billedet. Så har vi ikke blot en guddommelig sandhed at forholde os til og tage udgangspunkt i, men får den sandhed overladt til os, så vores liv, og sandheden i det liv, vi lever, får uendelig, evig, ja, "guddommelig" betydning, for så vidt som Gud nu regner med os. Det er en betydning, vi aldrig vil kunne fatte, men kun tage imod, eftersom vi jo ikke kan begribe Gud, men kun tage imod, hvad der kommer fra Ham. Hvis Han, der "sætter dagsordenen" for vores liv, sådan overlader sandheden til os, så bliver det afgørende for os, hvordan vi så hver med vores liv forholder os til sandheden, uanset, hvordan de andre, dengang som nu, måtte forholde sig til den. Stræber vi efter at gøre "virkning", for at godtgøre os? For så er livet, som det sker for os og er overladt os at tage vare på, ikke tilstrækkeligt for os, og vi må have stadigt mere; det er måske, "hvad mennesker vil", som også Peter ville det. Stræber vi efter sandhed, vel vidende om vores begrænsede fatteevne og muligheder og svigten, men dog ud fra en tro på, at sandheden er betroet os? For så er livet rigeligt for os, som det sker for os og er overladt os at tage vare på, eftersom netop vores liv og tro får afgørende betydning for Gud. Det er måske "hvad Gud vil": Først at acceptere os som de mennesker, vi er, og overlade sandheden til os; og dernæst at tilkende vores liv en sådan betydning, at selv det måske mest virkningsløse liv, den måske mest oversete og forfordelte, den for enhver menneskelig betragtning måske mest ligegyldige og foragtelige person, han kan meget vel være den, der for Gud har afgørende betydning for livets opfyldelse. "Den, der vil frelse sit liv (ved at ville gøre en virkning), skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig (i stadig tro og håb om sandhedens opfyldelse) skal finde det" som Jesus sagde. Standser livet dig, og du må spørge: "Hvad er det, jeg vil? Hvad er det, jeg gør? Hvad tror jeg egentlig? Hvad håber jeg? Hvad er sandheden? Hvad er livet?" - så lyt ikke til det som fortvivlelsens spørgsmål, som vi måske ville synes i en fremadstormende tilværelse - men hør efter, om det er sådanne øjeblikke, hvor Jesus, som menneskesøn og Guds søn, spørger dig: "Men du, hvem siger du, at jeg er?" - for at kunne bygge på os og overrække os nøglerne til himmeriget, både i det liv, vi må leve nu, og i det, der skal komme. Amen.