Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
6. søndag efter trinitatis, 29.06.2008
Predigt zu Mattæus 19:16-26, verfasst von Ulla Morre Bistrup
Ene råde skal Guds nåde
For vor fromhed og vor dyd
Om Guds øje fra det høje,
Hvile skal på os med fryd.
Når man synger i kor er der nogle fif, man skal lære. I hvert fald, hvis det skal lyde nogenlunde hæderligt. For det første skal konsonanterne synges utroligt præcist ellers kan man ikke høre teksten og for det andet skal vokalerne synges med samme intonation og her er det afgørende, at man giver hvert enkelt vokal samme klang, som ikke må være for flad. F.eks. lærer man, at vokalen ø helst skal synges næsten som et y. Når man synger salmer kan det give nogle ret fjollede associationer. I "Se nu siger solen" må man så synge: "...ud hans hånd mig river af dydens garn" og det er vel ikke, hvad man sådan umiddelbart forestiller sig om Vor Herre. I "Sov sødt barnlille" bliver det endnu værre, når man synger om alle dem, der striden har "stridt og dyden har lidt".
Men i virkeligheden er det faktisk ikke så fjollet igen, det man på den måde kan komme til at synge. For er det i grunden ikke Jesu ærinde i dagens tekst: At rive os ud af dydens garn, hvor vi både har stridt og lidt....?
Det er i hvert fald en vældig dydig ung mand, der kommer til ham i dagens tekst. Og her tænker jeg selvfølgelig ikke på ordet dyd i den betydning det efterhånden har fået i retning af seksuel afholdenhed. Nej, den unge mand er dydig således at forstå, at han generelt er lovholdende og moralsk i gerning og formentlig også i tanke. Han kan uden at blinke sige, at han har overholdt alle de ti bud og spørger ivrigt, hvad han mere kan gøre. Så er det Jesus river ham ud af dydens garn. Da han siger til ham: Gå hen og sælg alt hvad du ejer og kom og følg mig. Ja, i første omgang kan den unge mand selvfølgelig gøre gode gerninger og demonstrere sin dyd ved at give alt det til de fattige, som han får ind ved at sælge din ejendom. Men hvad så bagefter? Ja, så er han jo altså aldeles blanket af. Ruineret. Aldeles prisgivet.
Og det bliver snart klart at det her minsandten ikke bare handler om kroner og ører, det her. Når Jesus siger, at det er sværere for en rig at komme ind i Guds rige end at få en kamel gennem et nåleøje, er det ikke et udfald mod den ulige fordeling af jordisk gods, selvom det såmænd kunne være berettiget nok. Nej, den rigdom som står i vejen for at komme ind i Guds rige har at gøre med at føle sig rig nok i sig selv. Føle sig så rig på gode gerninger, dyd, at man ikke for alvor har brug for at tage imod Guds nåde. For så skal man jo opgive alt det man har gjort som adgangstegn til frelsen. Og det er netop, hvad den unge mand ikke vil.
Nu er dydig ikke det ord, man først ville komme i tanke om i forbindelse med vores tid.
Men faktisk skal man lede længe efter en bedre repræsentant for vores tidsånd og for os end netop denne rige, dydige unge mand.
Vi kan nemlig bedst lide at have rede på, hvad vi selv kan gøre for at opnå det ene eller det andet. "Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" spørger vi ustandseligt. Og starter med at forholde os til livet på denne side af dødens grænse, som vi gør, hvad vi kan for at gøre så evigt som muligt. De fleste af os beskæftiger os i den sammenhæng mest med vores krop. Sundhed, motion og fysisk ungdommelighed fylder side op og side ned i ethvert livsstilsblad og skovsti på skovsti med pustende joggere . Nogle - langt færre, må man sige - tager skridtet videre til den åndelige dimension og spørger også til hvad man sådan i religiøs sammenhæng skal gøre for at arve evigt liv? Svarene er mange og spænder fra at man skal sørge for at udfylde sin karma til at få de rigtige numerologiske bogstavkombinationer i sit navn.
Det er alt sammen meget krævende, ja, måske endda temmelig udmattende, men er alligevel kendetegnet ved ikke at være helt umuligt for os. Det handler om dyd, som er i familie med ordet dåd, der jo betyder at handle - at gøre noget. Vågn op til dåd! råber vi til os selv og tager endnu en tur i fitness-centeret eller ind til den clairvoyante, for at gøre noget, så vi kan arve evigt liv.
Men nu siger Jesus så til den rige, dydige unge mand og alle os andre, at vi skal sælge ud af det hele og følge ham - fattige, nøgne og prisgivede. Fordi dét at arve evigt liv ikke har at gøre med dyd og dåd og alt det vi kan gøre.
Og der står vi så - os der fra morgen til aften får tudet ørene fulde af at man skal være en self-made gør-det-selv handlingernes mand og kvinde - lamslåede og forvirrede med synkende hænder. Nærmest forfærdede, som vi også hører disciplene bliver det - og spørger med dem, hvordan man så bliver frelst.
Og svaret lyder "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt!"
For Gud er alting muligt.
Og måske kommer vi så i tanke om, at de øjeblikke, hvor vi har følt os nærmest det evige liv - ja, i hvert fald har følt et glimt af evigheden - næsten altid har været i øjeblikke, hvor vi netop lod hænderne synke.
Når vi har oplevet et barn komme til verden f.eks. Hvem af os kunne derefter finde på at ringe rundt til familie og venner og sige: Nu skal I bare høre, hvad jeg har gjort for at arve evigt liv. Jeg har gjort et barn!
Nej, et barn har vi fået - måske endda fået skænket.
Eller tænk på kærligheden mellem os. Opdager vi for alvor at nogen elsker os, mens vi samtidig ved, at vi er smukke, dygtige, eftertragtede og succesombruste. Nej, det opdager vi den dag, hvor vi ikke er det og vores nærmeste bliver hos os alligevel - ikke p.g.a. det vi gør og al den kærlighed, vi dermed tror vi har fortjent, men bare fordi vi hører sammen.
Eller glæden. Tænk på glæden. Jeg læste i avisen i denne uge en hjerneforsker forklare, at glæden om jeg så må sige sidder i forpandelappen og at et amerikansk forsøg har vist, at glædestilstanden er karakteriseret ved manglende aktivitet i forpandelappen. Forpandelappen er vel at mærke det sted, hvor vi løser problemer, og tilrettelægger handlinger og adfærd. Glæde er med andre ord groft sagt det samme som at lade være med at gøre noget - en tom stirren på en solnedgang eller ind i et bål f.eks. Det er da en indsigt, der er værd at holde ferie på for os, der har noget tilbage af den slags!
Når vi er holdt op med at spørge, hvad vi kan gøre, når vi har solgt ud af alt, hvad vi har af fortjenester og står nøgne og prisgivede det Gud kan, som vi ikke kan, da har vi arvet evigt liv, da er vi frelst.
Eller med Paulus´ ord fra epistelen:
"Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger."
Først i troen på og tilliden til ham og ikke til os selv og vores fortjenester kan vi for alvor tage imod dét, som han vil give os. Livet, kærligheden og glæden. Og håbet, som rækker længere end vi kan række med vores gerninger. Række helt derind, hvor vi mangler ord. Hvor det handler om en mening og handler om en omsorg ikke bare i dette liv, men også i det ukendte evige.
Derfor skal vi ind i mellem turde lade hænderne synke. Måske endda folde dem. I glæde og taknemmelighed over, at Gud, for hvem alt er muligt, sendte sin søn til jorden. Hvor hans hånd mig river også ud af dydens garn. Amen.