Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
8. søndag efter trinitatis, 13.07.2008
Predigt zu Matthæus 7:22-29, verfasst von Erik Dybdal Møller
Så er det igen en af den slags evangelietekster, hvor Jesus taler, så jeg som prædikant overvejer, om jeg skal være lærer overfor jer, den lyttende menighed, og med klare ord og forordninger bruger min prædiken på at indprente den rette lære, klippegrundens ufravigelige livsregler og hele den kristelige dogmatik. Eller om ikke det var bedre, om jeg tog udgangspunkt i noget helt andet i stedet for at sige: For det første, for det andet og for det tredje.
Jeg vælger at begynde et andet sted, og kommer så siden til problemerne med, om det så har med henholdsvis sandgrund eller klippegrund at gøre. For jeg mener jo naturligvis, at det er umådelig vigtigt det, Jesus siger i teksten.
Jeg vil begynde med menneskeheden. Menneskeheden som sådan, i al dens forskellighed, og dog også i dens ensartethed.
Nu hører jeg ikke til dem, der læser Bibelen på den måde, at jeg så også siger, at Jorden blev skabt på seks dage for et overskueligt antal tusinde år siden. Jeg har det fint med den naturvidenskabelige måde at udtrykke det på, at vi skal adskillige millioner år tilbage. Og derfor mener jeg også, at menneskeslægten er betydeligt ældre, end der kan udledes af de slægtstavler, som også står skrevet i Det gamle Testamente. Og alligevel er jeg et kristent menneske.
Forskere fortæller mig, at det, vi kunne begynde at kalde for noget hen i retningen af et egentligt menneske, sådan en mand og en kvinde, der går oprejst og forstår at bruge hovedet bare en lille smule, for ca. 75.000 år siden begyndte at vandre ud i verden fra et sted nede i Afrika.
Der var nogen, der vandrede over til Asien, mens andre gik nordpå til Europa, og nogen blev tilbage på savannen i Afrika, hvor de så udviklede sig ret forskelligt, især hvis man ser på hudfarve og den slags. Men de blev ved med at være mennesker alligevel.
Langt senere vandrede nogen så videre, måske sejlede de, og kom til Amerika og Grønland og Australien. Og som årene gik, kunne ingen længere huske, at de alle i virkeligheden stammede fra et sted i Afrika, men troede, at de altid havde boet, hvor de nu boede. Og dette sted var Verdens navle.
Det, som i virkeligheden er noget af det mest fantastiske ved dem alle sammen, uanset hvor de slog sig ned, og uanset hvilken kultur de efterhånden grundlagde, var, at de i modsætning til alle andre former for levende væsner kunne tænke over tingene. Ikke altid lige godt, men alligevel. De kunne huske, og så kunne de fortælle det videre til andre, som de kunne huske, fra far til søn og fra mor til datter. Helt i modsætning til både aber og elefanter og krokodiller, som altid skulle starte forfra for hver generation. Fordi mennesket havde fået udviklet en hjerne, en hel masse inde bagved panden især, der gjorde det muligt at finde ord. Ord for træ og græs og sten og mad og liv og død og kærlighed.
Det var lige som om alt det støv, som hele universet består af, også mennesket, lige pludselig rejste sig og betragtede sig selv, vendte sig om og begyndte at undre sig, efterhånden som der kom flere og flere ord på. Det er mennesket det eneste væsen på jorden, der kan. Undre sig. Og forsøge at finde svar på denne undren.
Noget af det, der næsten undrer mig mest ved alt dette, er, at uanset hvor disse typer slog sig ned og blev til kinesere eller indere eller franskmænd eller indianere eller arabere eller danskere, så var de troende mennesker. Der findes ingen civilisation eller kultur, som er gudløs. Ikke før i nyere tid. Hvilket selvfølgelig er blevet tolket sådan, at nu er menneskehedens udvikling nået til så højt et trin, at noget så primitivt som at tro på en gud blot er udtryk for primitivitet. Mangel på udvikling. Derimod skulle sikker viden, efterprøvelig viden, være den eneste måde at opfatte virkeligheden på. I virkeligheden, siger man så, findes der ingen gud. Sådan en er bare blevet opfundet på et tidspunkt, hvor man ikke vidste bedre. Og det kan selvfølgelig også lyde klart og logisk, hvis man er med på de præmisser. Det er og har der bestemt været en del, der har været. Som så kalder sig ateister. Men igen er det tankevækkende, synes jeg, at der endnu ikke har fandtes en kultur noget sted i verden, der var ateistisk. Der har kun fandtes ateistiske samfundssystemer, og der har vi siden lært, at det kom der ikke meget godt ud af, selvom man i sådan et system slet ikke tvivlede på, at man byggede på den sande videns urokkelige stengrund.
Om en to tre hundrede år, når globaliseringen er gennemført, fordi kommunikationen og rejsemulighederne har muliggjort det, og alle disse folkeslag og kulturer, der i sin tid spredte sig fra Afrika, nu igen ser rimeligt ens ud og tænker nogenlunde ens, og der vil være nogenlunde den samme levestandard i hele verden, til den tid, vil der så også findes tro? Og hvilken tro?
Nu står jeg ikke og siger alt dette for at trætte jer med min sparsomme viden om menneskets udvikling. I virkeligheden er det et udtryk for en dyb bekymring, der intet har at gøre med, om verden blev skabt på seks dage eller var millioner af år undervejs. Det kan jo dybest set være lige meget. Hvad, jeg derimod ikke kan se, er lige meget, er om den tro, som har karakteriseret menneskeheden ligeså meget som bestræbelserne for at vide og forstå mere og mere igennem de sidste 75.000 år skulle forsvinde. For med troens forsvinden ville kærligheden forsvinde. Så sandt kærlighed er en trossag.
For mig er det selvfølgelig heller ikke lige meget, hvad der vil blive troet på denne jord om en to tre hundrede år, når hele menneskeheden igen er mikset sammen, så den atter, i hvert fald i det ydre, ligner sit afrikanske ophav fra årtusinder tilbage. Jeg synes selvfølgelig, det vil være bedst, om alle til den tid vil være kristne, fordi det jo er det sandeste for mig. Men man ved jo aldrig.
Hvad skal vi igennem inden da? Indtil kommunikations- og rejsemulighederne har gjort det muligt igen at blive en monokultur, sagt lidt dyrt, ligesom den urstamme, vi alle stammer fra, var en ensartet kultur. Og kald bare denne stamme for Adam og Eva eller noget afrikansk. Men skal der udkæmpes vanvittige kampe i de næste par hundrede år fra de forskellige kulturers side, fordi det kommer til at handle om, hvem og hvis kultur og religion, der er stærkest? Vil der om tre hundrede år findes hinduisme, ikke blot i Indien, men i hele verden? Vil islam være den herskende religion overalt? Eller er kristendommen nået ud til de fjerneste hjørner og Jesus blevet alles frelser? Eller har materialismen sat sig så endegyldigt i menneskene, at det kan være helt lige meget med både Gud og Jesus for hele bundtet? Eller er det noget helt nyt, denne verdensomspændende fælleskultur skal knytte an til? Jeg ved det ikke.
Nu kunne jeg rigtig godt tænke mig at være en profet, der kunne sige, hvordan og hvorledes. Nu kunne det være rigtig dejligt én gang for alle, og uden omsvøb at komme med den hele og fulde sandhed om menneskehedens fremtid, endda med seriøse forskeres formodninger. Og, måske lidt mere ydmygt, som kristen præst, kunne fortælle, at det vil slet ikke stå så dårligt til for vores kristne måde at tro på i fremtiden, for det er jo den eneste sande og rigtige måde. Og det kun er et spørgsmål om tid, før alle og enhver på hele kloden tænker og tror sådan. Men sådan er der ingen, der kan sige. Vi kan allerhøjst håbe. Måske tro på det, hvis vi kan tro. For, jeg mener, vi kan jo slet ikke vide det. Vi ved slet ingenting.
Jeg er en rigtig dårlig profet. Når sandheden skal frem, så bygger jeg slemt dårligt på klippegrunden. Allermest, viser det sig, fordi den grund, jeg i virkeligheden bygger på, er det rene sand. Der skal såmænd ikke mange bekymringer til, før jeg synes, de ligner vældige storme og oversvømmelser, der ryster mit livs lille stakkels hus. Se nu bare på mine tanker om fremtiden! Hvor er den brændende kristne vished om, at selvfølgelig sejrer kristendommen i kulturernes kamp for at overleve globaliseringen, som det vel var meningen hele tiden siden tidernes morgen? Hvis ikke jeg har en vished for, at kristendommen er det eneste rigtige, hvad står jeg så her for? Men jeg har ingen, slet ingen vished.
Da Jesus var færdig med sin tale, var alle forundrede over, med hvilken myndighed, han havde talt. Og ikke som en af de skriftkloge, vel at mærke. Sådan en myndighed er der ingen, hverken præst eller anden, der kan tale med. For ingen af os er Vorherre. Vi kan ene og alene tale ud fra vores små individuelle sandbyggerprojekter. Vi kan ikke vide noget som helst om nogen som helst ting, der har med den fjerne fremtid eller med Gud at gøre. Vi kan allerhøjest tro. Men lad det så være troen, der er menneskets adelsmærke, ligesom dette, at vi kan håbe og undres og elske.
Så lad os derfor tro. Eller forsøge på det. Så godt vi kan. Vi ved jo, så sikkert som amen i kirken, at det aldrig bliver godt nok. Ligesom vi er nogle slemme profeter de fleste af os. Vi er dømt udenfor reel indflydelse.
Hvor godt, siger jeg nu, at være et kristent menneske! Gennemdiskvalificeret på den profetiske arena, og helt på Herrens mark.
Derfor døber vi børnene. Fordi de er mennesker, og ikke guder. Fordi de skal høre om Vorherres kærlighed til selv den mindste. Ikke om mægtige bedrifter for de særligt velsignede. Men om velsignelsen ved at turde tro på, at ethvert menneskeliv er uendeligt værdigfuldt, fordi Gud elsker os, som dem, vi er, og viste det i Jesu liv og død og opstandelse.
Ingen viden. Ingen vished. For os. Fordi, er der en klippegrund, så er den Vorherres. Kun han kan bygge så sikkert. Men trøst og håb og glæde og livsmod kan der så vel også komme på vores lille tros velsignede sandede og solbeskinnede strandbred.
Amen