Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
9. søndag efter trinitatis, 20.07.2008
Predigt zu Lukas 18:1-8, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Jesus fortæller en lignelse om altid at bede og ikke blive trætte.
Det er overskriften til dagens evangelium, og det bliver det også for min prædiken: om at bede om og om ikke at blive trætte.
Vi kender udmærket træthed. Den kan både vise sig som opgivenhed, - eller bare som ugidelighed.
Træthed kan jo være begge dele.
Når den er opgivenhed, så har man haft et håb, så har man haft nogle tanker om fremtiden og håbet på det, og haft troen på at det skulle lykkes. Man har haft forestillinger om noget andet.
Det kan være for sit personlige liv, for sig selv, eller for sine nærmeste. Det kan være ved sygdom, at man beder og beder for helbredelse, og så giver man op. Mister håbet. Giver op. Men har på et tidspunkt haft en tro på, at det skulle lykkes som man selv ville. Det kan også være ved modgang af anden slags. Konflikt på arbejdspladsen eller derhjemme: man prøver at løse den, man prøver at være med til at løse det, man beder, man tænker, man overvejer. Der bliver afprøvet løsninger, og så pludselig siger man til sig selv. Jamen, lad det da så sejle sin egen sø. Sådan er menneskelivet. Fyldt af konflikter. Jeg kan ikke løse dem alle sammen, og Gud vil åbenbart ikke, - eller også er det for småt til at han gider tage sig af det. Jeg opgiver. Man har haft et håb om en løsning eller om forløsning af problemet, man har haft en tro på at det kunne lykkes og der blev trivsel, men så giver man op. Så træthed kan altså godt være opgivenhed, hvor man har haft håb og tillid til, at det skulle blive godt.
Det gælder ikke kun det private, lille personlige liv. Der er også den træthed der indfinder sig når man tænker på verdens tilstand. Især hvis man har set for meget TV-avis, og derfor ikke har læst eller hørt om alle de positive kræfter, der også er i gang. Når man sådan har hørt og set en TV-avis, så tænker man: jamen verden er da også tosset. De slås, de slår hinanden ihjel. Det er altid børn og kvinder og gamle det går ud over. De værgeløse.
Hvad nytte er det til at håbe og tro for en bedre verden. Og Gud har åbenbart også givet op. For hver gang der bliver fred et sted, så udbryder der krig et andet sted. Og der er sult og flugt. Og vi fyldes af tomme ord og løgne.
Sådan giver vi op, også når det drejer sig om verden og ikke lige om vores egen person. Vi opgiver at have et håb. Og tænker: lad stå til. Lad stå til. Lade det sejle sin egen sø. Det er bare om at værne om det, jeg så kan værne om: nemlig min familie og venner.
Opgivenhed. Træthed kan være en opgivenhed, hvor der har været et håb og en tiltro til at det skulle kunne lykkes.
Men træthed kan også være ugidelighed. At man overhovedet slet ikke har haft nogle håb eller projekter for fremtiden, eller tanker om trivsel. Men bare følger med strømmen, med en længsel efter at det skal være godt at leve. Men man gider egentlig ikke finde løsninger, for man nærer ingen illusioner og har ingen forestillinger om en anden slags virkelighed, hvor alt er fred og godt. Og derfor kender vi også en træthed, som ikke har at gøre med opgivenhed, for man har ikke givet op; der har ingen anstrengelser været for at skabe noget bedre eller bede om hjælp. Der er bare en ugidelighed, fordi man lader stå til og følger med. Sådan kan træthed også være. En slags åndelig ugidelighed eller åndelig dovenskab...
Og det kaldte man jo i middelalderen for en dødssynd: den åndelige dovenskab.
Så er det, vi taler om at vække, og engagere, ligesom da vækkelsen brød igennem i sidste århundrede, og bønder, husmænd og fiskere begyndte at bygge andelsmejerier, missionshuse, forsamlingshuse, friskoler, højskoler, valgmenigheder og alt det andet vi kender. Og arbejderne lavede fagforeninger. Da havde der været en ugidelighed, en træthed, og så vågnede de op.
Jesus fortæller en lignelse om altid at bede og ikke blive trætte. Så spørgsmålet ligger lige for: Beder vi? Får vi det gjort?
Eller er vi trætte? Har vi givet op? Eller har vi aldrig gidet? men bare fulgt med og ladet nyhedsformidlingen fortælle os, hvordan verden går og skal gå. Og lader vi alle mulige, der har gjort sig en smule tanker, lader vi dem definere vores eget liv, i stedet for selv at fordybe os?
Beder vi, og beder vi om vejledning? Har vi noget sted, hvor vi tør forestille os det "anderledes".
Eller har vi nærmest opgivet Gud, og har selv alle løsningerne. Og kun når det virkelig brænder på, og det ser umuligt ud, så skriger vi i vores angst: hjælp mig Gud.
Se, det er virkelig spørgsmålet til os i dag.
Er vi også trætte, enten fordi vi har givet op og lader verden og os selv passe sig selv uden at håbe på Guds indgriben? Eller har vi slet ikke gidet, men lader livet gå, som det nu går?
Jesus fortæller en lignelse om altid at bede og ikke blive trætte.
En lignelse om en uretfærdig dommer, der hverken frygter Gud eller mennesker, og om enken, der ingen rettigheder har overhovedet. Enken har ingen rettigheder, men hun bliver ved. Bliver ved. Giver ikke op. Har en tiltro til retfærdighed, og giver ikke op, selv om den dommer er kendt for at være uretfærdig. Hun giver ikke op. Hun bliver ved.
Og så til sidst giver dommeren sig. Han gør det fordi hun volder ham besvær! Og det går ham på. Og så tænker han: tænk, hvis hun kommer og slår mig i ansigtet. Jeg må hellere give hende hendes ret.
Denne dommer giver sig og giver hende hendes ret. Og så kan man jo fortsætte: "når nu denne dommer, der er uretfærdig giver hende hendes ret, fordi hun volder ham besvær, hvor meget mere vil jeres far i himlen så ikke yde jer retfærdighed. Ham som ikke kender til uret. Hvor meget mere vil I så ikke blive bønhørt".
Jesus fortæller en lignelse om altid at bede og ikke blive trætte.
Vi skal besvære Gud, ligesom enken. Hun kerer sig om fremtiden, hun har en forestilling om noget anderledes. Hun har et håb om retfærd. Og derfor er hun besværlig.
Og det skal vi også være. Det er besværligt med mennesker, der håber og tror. Det er meget besværligt. For man kan ikke kommandere med dem. De er ulydige. De har selv nogle forventninger og forestillinger og planer. Det er besværligt. De, der regerer, synes det er utroligt besværligt. F.eks. på sygehuse og plejehjem, i skoler, i kommuner, og i nationerne: hvor mennesker protesterer mod overfald og krig. Hvor er mennesker, der har håb og forventninger og gør noget for det, hvor er de dog besværlige!
Men Gud elsker det. Ja, Gud ånder besværet ind i verden. Det er ham, der har givet os den evne til at håbe og have tiltro til at det nytter. Det er Gud, der har vist os, hvordan det kunne være anderledes. Det er Gud, der har fortalt om retfærd, og det er Gud, der har vist os hvad kærlighed og fred er. Så kilden til at ønske det anderledes og ønske det godt, den stammer fra Gud selv. Han har vist os håb om noget andet, og ånder tillid ind i verden og i hjertet.
Og derfor skal vi bede til ham. Og besvære ham.
Nogen ville sige: jamen Gud kender jo vore hjerters tanker, og er barmhjertig, så hvorfor bede til ham, han kan da bare gå i gang, han kender jo vor længsel.
Ja, men vi skal heller ikke bede for Guds skyld. Men for vores egen. Og for verdens skyld.
For det er i bønnen, når vi besværer ham, når vi er besværlige, og tænker på fremtiden, og beder om vejledning, at vi erfarer, at trætheden forsvinder.
Vi skal bede for ikke at blive trætte.
For når vi stopper samtalen med Gud, og ikke længere gider bede om vej og sandhed, ja, så er det måske fordi vi ikke gider besvære os mere med livets gang, men lader stå til.
Så vi skal bede for ikke at blive trætte.
Vi skal bede for vores skyld og verdens skyld, ikke for Guds skyld. - Han bliver ikke træt.
Men han vil gerne have en chance for at ånde mod og forhåbning ind i os. Og det sker i bønnen.
Og derfor skal vi bede. For verden, for de andre, og for os selv i den.
Vi skal ikke falde for fristelsen til at give op, og lade stå til.
Vi har en himmelsk far, der aldrig bliver træt af os.
Vi skal være besværlige.
Mennesker, der har et håb er besværlige.
Jesus fortalte en lignelse, om at altid at bede, og ikke blive trætte.
Amen.