Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
10. søndag efter trinitatis, 27.07.2008
Predigt zu Mattæus 11:16-24, verfasst von Ulla Morre Bistrup
DGIs landsstævne er en idrætsbegivenhed, som finder sted hvert 4. år. Her sætter ikke bare elite-idrætten, men især den brede idræt sine udøvere stævne. Og alle er på grønsværen til opvisninger med hundredevis af aktive gymnaster på én gang. 2006 er landsstævneår og det blev afviklet i Haderslev i begyndelsen af juli måned under - må man sige - forholdsvis lille bevågenhed fra pressen og medierne.
Men hvad værre er: Også med et skuffende deltagerantal. For 4 år siden blev landsstævnet holdt på Bornholm og her tilskrev man den geografiske placering et svigtende deltagerantal, men tendensen viste sig altså at være blivende.
Og der er efterfølgende givet flere bud på, hvorfor.
En repræsentant for DGI udtalte, at der nok er blevet mindre status ved at være gymnast nr. 1250 på et motionshold, fordi individualismen sætter sig igennem også her.
En generel svigtende interesse for idræt kan man i hvert fald ikke tale om, hvad denne sommer også har vidnet om med et rekordstort "deltagerantal" til begivenhederne VM i fodbold og Tour de France. Vel at mærke foran fjernsynsskærmen!
Der er som om man ikke vil være med selv, ja, ikke en gang være der selv, men hellere være publikum i den mest gennemførte forstand - nemlig publikum til et publikum, der overværer en begivenhed.
I husker sikkert en kvindelig tidligere kulturministers meget bemærkede udtalelse om, at hun havde det med sport ligesom med sex. Det er nu en gang sjovere selv at være med end at kigge på! Den holdning deler hun tilsyneladende ikke med flertallet - i hvert fald ikke, når det kommer til sport. Og ifølge sexologerne i øvrigt efterhånden heller ikke, når det kommer til sex....
Det er der alt sammen mange grunde til. Den mest oplagte er selvfølgelig, at jo flere medier, jo bedre mulighed for at være publikum uden overhovedet at behøve at flytte sig nogen steder hen. For man kan tage del i andres oplevelse uden at være der selv. Det være sig i filmens dramatiske, romantiske eller erotiske univers og det være sig i fodboldbanens dramaer og bjergetapens lidelser.
Og når mennesket får muligheden for at lade sig reducere til blot at være publikum har det - i et eller andet omfang - altid grebet den. Det har vel at gøre med noget så menneskeligt som dovenskab og magelighed.
Det handler om ikke at blive rodet ind i noget, om at skulle tage ansvar og bruge sig selv. Det er som bekendt nemmere at bande og svovle over politikerne, sportsresultaterne og den lokale skole eller kirke, hvis man ikke selv mener at have nogen andel i forholdene.
Men det gør sig også gældende i mere eksistentiel forstand og der bliver det fatalt. Hvis vi på én eller anden måde affinder os med tilskuerrollen til vores eget liv. Lader tilfældighederne eller de andres normer og applaus eller mangel på samme afgøre, hvad vi foretager os i vores liv. Skal man sammenfatte Søren Kierkegaards indædte kritik af sin tid (og den er ikke blevet mindre aktuel i vores) i en enkelt linie, så handler det om dét: Om at vi ikke må blive åndeligt og menneskeligt dovne og magelige bedsteborgere, som ikke tager vores livs muligheder og udfordringer på os og til os, men blot sætter os til rette i teatersædet eller fjernsynsstolen som et distanceret publikum til, hvordan vores liv nu kommer til at forme sig. Han kalder det at leve uegentligt.
I "Enten-Eller" skriver han: "Det hændte på et teater, at der gik ind i kulisserne. Bajads (det er sådan en slags nar) kom for at underrette publikum derom, man troede det var en vittighed og applauderede, han gentog det, man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige ho´der, der tror, at det er en vits!"
Vores stædige insisteren på "kun" at være publikum til en virkelighed, der "kun" er en vittighed - med vores menneskelige undergang som følge.
Dagens tekst handler om det samme. Dér er det Jesus, der revser sin tid: Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med....Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden. Forkælede børn, der ikke gider danse, når der bliver spillet på fløjte og ikke gider sørge, når der spilles klagesange, men hellere vil blive siddende som publikum - endda et både støjende og forstyrrende publikum.
Børnene gider hverken lege bryllup eller begravelse - og det er ingen tilfældighed, at det er netop de associationer vi får - den største glæde og den største sorg holdes på afstand. For hvad handler det her om i den sammenhæng, Jesus taler ind i. Jo, det handler om alle dem, der så gerne stillede op som publikum. Til Johannes Døberen, der - ved vi - blev opsøgt af store, store menneskemængder som har hørt på hans barske fordømmelse af deres liv og udvendighed og set, hvor sært han levede - I ved kun af græshopper og vildhonning og den slags. Og selvom der åbenbart var noget, der tiltrak dem, har de på vejen hjem sikkert rystet på hovedet og talt om, at manden var besat. For på den måde at kunne holde hans ord på afstand. For at kunne forblive dét publikum, der ikke personligt var involveret, inddraget og gennemskuet.
Og på samme måde med Jesus - Menneskesønnen - som formentlig tiltrak endog større folkeskarer, som dybt forundrede hørte ham tale ikke kun om dommen, men også om nåden og Guds kærlighed. Han omgikkedes hvem som helst, sagde at sabbats- og spisereglerne og alle renhedsforskrifterne var sekundære og gjorde vand til vin. Så selvom dét han sagde, måske stemte de indre strenge, som de aldrig før var blevet stemt, skyndte man sig - f.eks. i byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum - at konkludere at Jesus var lidt utilregnelig. Frådser og dranker, ven med toldere og syndere. For at holde ham og hans budskab på afstand. For - igen - at forblive det distancerede publikum.
Og i dag er vi så kommet i kirke og hvad enten vi nu er det af vane eller pludselig tilskyndelse, så lyder både Jesu og Kierkegaards ord også til os - som spørgsmål, men især som opfordring og opmuntring:
Tør vi være andet end publikum lige nu? Tør vi lade kameraet eller den indre huskeseddel ligge og i stedet tage en salmebog og åbne øren øjne og sind og faktisk være med og tage del. Så vi ikke kun er tilhørere til - nårh ja - væsentlige ord fra en bemærkelsesværdi mand, Jesus. Og tilskuere til højtidelige og smukke ritualer og rammer. Men tør vi lade ordene gå ind og spørge os selv, om det i grunden ikke er os, det her handler om. Vores liv, der er på spil, som et liv, der skal tages på sig og fyldes ud - ikke af tilfældigheder og de andres normer, men af os selv. Vores valg og vores tagen ansvar, opgaver og muligheder på os. Som de kommer til os - i skikkelse måske af det lille barn, I i dag har ladet døbe, i de mennesker, vi hører sammen med, i den skønhed, nydelse og de møder, som gør hver dag ny og selvfølgelig i de vanskeligheder, som vi selv og vores medmennesker slås med og skal slås med.
Så kunne det jo være, at vi i stedet for at grine af narren, der forsøger at fortælle os, at teateret brænder, kunne få ilden og måske også fjernsynet slukket og bevæget os ud i den virkelighed, hvor vi er mere end publikum. Amen.
DGIs landsstævne er en idrætsbegivenhed, som finder sted hvert 4. år. Her sætter ikke bare elite-idrætten, men især den brede idræt sine udøvere stævne. Og alle er på grønsværen til opvisninger med hundredevis af aktive gymnaster på én gang. 2006 er landsstævneår og det blev afviklet i Haderslev i begyndelsen af juli måned under - må man sige - forholdsvis lille bevågenhed fra pressen og medierne.
Men hvad værre er: Også med et skuffende deltagerantal. For 4 år siden blev landsstævnet holdt på Bornholm og her tilskrev man den geografiske placering et svigtende deltagerantal, men tendensen viste sig altså at være blivende.
Og der er efterfølgende givet flere bud på, hvorfor.
En repræsentant for DGI udtalte, at der nok er blevet mindre status ved at være gymnast nr. 1250 på et motionshold, fordi individualismen sætter sig igennem også her.
En generel svigtende interesse for idræt kan man i hvert fald ikke tale om, hvad denne sommer også har vidnet om med et rekordstort "deltagerantal" til begivenhederne VM i fodbold og Tour de France. Vel at mærke foran fjernsynsskærmen!
Der er som om man ikke vil være med selv, ja, ikke en gang være der selv, men hellere være publikum i den mest gennemførte forstand - nemlig publikum til et publikum, der overværer en begivenhed.
I husker sikkert en kvindelig tidligere kulturministers meget bemærkede udtalelse om, at hun havde det med sport ligesom med sex. Det er nu en gang sjovere selv at være med end at kigge på! Den holdning deler hun tilsyneladende ikke med flertallet - i hvert fald ikke, når det kommer til sport. Og ifølge sexologerne i øvrigt efterhånden heller ikke, når det kommer til sex....
Det er der alt sammen mange grunde til. Den mest oplagte er selvfølgelig, at jo flere medier, jo bedre mulighed for at være publikum uden overhovedet at behøve at flytte sig nogen steder hen. For man kan tage del i andres oplevelse uden at være der selv. Det være sig i filmens dramatiske, romantiske eller erotiske univers og det være sig i fodboldbanens dramaer og bjergetapens lidelser.
Og når mennesket får muligheden for at lade sig reducere til blot at være publikum har det - i et eller andet omfang - altid grebet den. Det har vel at gøre med noget så menneskeligt som dovenskab og magelighed.
Det handler om ikke at blive rodet ind i noget, om at skulle tage ansvar og bruge sig selv. Det er som bekendt nemmere at bande og svovle over politikerne, sportsresultaterne og den lokale skole eller kirke, hvis man ikke selv mener at have nogen andel i forholdene.
Men det gør sig også gældende i mere eksistentiel forstand og der bliver det fatalt. Hvis vi på én eller anden måde affinder os med tilskuerrollen til vores eget liv. Lader tilfældighederne eller de andres normer og applaus eller mangel på samme afgøre, hvad vi foretager os i vores liv. Skal man sammenfatte Søren Kierkegaards indædte kritik af sin tid (og den er ikke blevet mindre aktuel i vores) i en enkelt linie, så handler det om dét: Om at vi ikke må blive åndeligt og menneskeligt dovne og magelige bedsteborgere, som ikke tager vores livs muligheder og udfordringer på os og til os, men blot sætter os til rette i teatersædet eller fjernsynsstolen som et distanceret publikum til, hvordan vores liv nu kommer til at forme sig. Han kalder det at leve uegentligt.
I "Enten-Eller" skriver han: "Det hændte på et teater, at der gik ind i kulisserne. Bajads (det er sådan en slags nar) kom for at underrette publikum derom, man troede det var en vittighed og applauderede, han gentog det, man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige ho´der, der tror, at det er en vits!"
Vores stædige insisteren på "kun" at være publikum til en virkelighed, der "kun" er en vittighed - med vores menneskelige undergang som følge.
Dagens tekst handler om det samme. Dér er det Jesus, der revser sin tid: Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med....Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden. Forkælede børn, der ikke gider danse, når der bliver spillet på fløjte og ikke gider sørge, når der spilles klagesange, men hellere vil blive siddende som publikum - endda et både støjende og forstyrrende publikum.
Børnene gider hverken lege bryllup eller begravelse - og det er ingen tilfældighed, at det er netop de associationer vi får - den største glæde og den største sorg holdes på afstand. For hvad handler det her om i den sammenhæng, Jesus taler ind i. Jo, det handler om alle dem, der så gerne stillede op som publikum. Til Johannes Døberen, der - ved vi - blev opsøgt af store, store menneskemængder som har hørt på hans barske fordømmelse af deres liv og udvendighed og set, hvor sært han levede - I ved kun af græshopper og vildhonning og den slags. Og selvom der åbenbart var noget, der tiltrak dem, har de på vejen hjem sikkert rystet på hovedet og talt om, at manden var besat. For på den måde at kunne holde hans ord på afstand. For at kunne forblive dét publikum, der ikke personligt var involveret, inddraget og gennemskuet.
Og på samme måde med Jesus - Menneskesønnen - som formentlig tiltrak endog større folkeskarer, som dybt forundrede hørte ham tale ikke kun om dommen, men også om nåden og Guds kærlighed. Han omgikkedes hvem som helst, sagde at sabbats- og spisereglerne og alle renhedsforskrifterne var sekundære og gjorde vand til vin. Så selvom dét han sagde, måske stemte de indre strenge, som de aldrig før var blevet stemt, skyndte man sig - f.eks. i byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum - at konkludere at Jesus var lidt utilregnelig. Frådser og dranker, ven med toldere og syndere. For at holde ham og hans budskab på afstand. For - igen - at forblive det distancerede publikum.
Og i dag er vi så kommet i kirke og hvad enten vi nu er det af vane eller pludselig tilskyndelse, så lyder både Jesu og Kierkegaards ord også til os - som spørgsmål, men især som opfordring og opmuntring:
Tør vi være andet end publikum lige nu? Tør vi lade kameraet eller den indre huskeseddel ligge og i stedet tage en salmebog og åbne øren øjne og sind og faktisk være med og tage del. Så vi ikke kun er tilhørere til - nårh ja - væsentlige ord fra en bemærkelsesværdi mand, Jesus. Og tilskuere til højtidelige og smukke ritualer og rammer. Men tør vi lade ordene gå ind og spørge os selv, om det i grunden ikke er os, det her handler om. Vores liv, der er på spil, som et liv, der skal tages på sig og fyldes ud - ikke af tilfældigheder og de andres normer, men af os selv. Vores valg og vores tagen ansvar, opgaver og muligheder på os. Som de kommer til os - i skikkelse måske af det lille barn, I i dag har ladet døbe, i de mennesker, vi hører sammen med, i den skønhed, nydelse og de møder, som gør hver dag ny og selvfølgelig i de vanskeligheder, som vi selv og vores medmennesker slås med og skal slås med.
Så kunne det jo være, at vi i stedet for at grine af narren, der forsøger at fortælle os, at teateret brænder, kunne få ilden og måske også fjernsynet slukket og bevæget os ud i den virkelighed, hvor vi er mere end publikum. Amen.
DGIs landsstævne er en idrætsbegivenhed, som finder sted hvert 4. år. Her sætter ikke bare elite-idrætten, men især den brede idræt sine udøvere stævne. Og alle er på grønsværen til opvisninger med hundredevis af aktive gymnaster på én gang. 2006 er landsstævneår og det blev afviklet i Haderslev i begyndelsen af juli måned under - må man sige - forholdsvis lille bevågenhed fra pressen og medierne.
Men hvad værre er: Også med et skuffende deltagerantal. For 4 år siden blev landsstævnet holdt på Bornholm og her tilskrev man den geografiske placering et svigtende deltagerantal, men tendensen viste sig altså at være blivende.
Og der er efterfølgende givet flere bud på, hvorfor.
En repræsentant for DGI udtalte, at der nok er blevet mindre status ved at være gymnast nr. 1250 på et motionshold, fordi individualismen sætter sig igennem også her.
En generel svigtende interesse for idræt kan man i hvert fald ikke tale om, hvad denne sommer også har vidnet om med et rekordstort "deltagerantal" til begivenhederne VM i fodbold og Tour de France. Vel at mærke foran fjernsynsskærmen!
Der er som om man ikke vil være med selv, ja, ikke en gang være der selv, men hellere være publikum i den mest gennemførte forstand - nemlig publikum til et publikum, der overværer en begivenhed.
I husker sikkert en kvindelig tidligere kulturministers meget bemærkede udtalelse om, at hun havde det med sport ligesom med sex. Det er nu en gang sjovere selv at være med end at kigge på! Den holdning deler hun tilsyneladende ikke med flertallet - i hvert fald ikke, når det kommer til sport. Og ifølge sexologerne i øvrigt efterhånden heller ikke, når det kommer til sex....
Det er der alt sammen mange grunde til. Den mest oplagte er selvfølgelig, at jo flere medier, jo bedre mulighed for at være publikum uden overhovedet at behøve at flytte sig nogen steder hen. For man kan tage del i andres oplevelse uden at være der selv. Det være sig i filmens dramatiske, romantiske eller erotiske univers og det være sig i fodboldbanens dramaer og bjergetapens lidelser.
Og når mennesket får muligheden for at lade sig reducere til blot at være publikum har det - i et eller andet omfang - altid grebet den. Det har vel at gøre med noget så menneskeligt som dovenskab og magelighed.
Det handler om ikke at blive rodet ind i noget, om at skulle tage ansvar og bruge sig selv. Det er som bekendt nemmere at bande og svovle over politikerne, sportsresultaterne og den lokale skole eller kirke, hvis man ikke selv mener at have nogen andel i forholdene.
Men det gør sig også gældende i mere eksistentiel forstand og der bliver det fatalt. Hvis vi på én eller anden måde affinder os med tilskuerrollen til vores eget liv. Lader tilfældighederne eller de andres normer og applaus eller mangel på samme afgøre, hvad vi foretager os i vores liv. Skal man sammenfatte Søren Kierkegaards indædte kritik af sin tid (og den er ikke blevet mindre aktuel i vores) i en enkelt linie, så handler det om dét: Om at vi ikke må blive åndeligt og menneskeligt dovne og magelige bedsteborgere, som ikke tager vores livs muligheder og udfordringer på os og til os, men blot sætter os til rette i teatersædet eller fjernsynsstolen som et distanceret publikum til, hvordan vores liv nu kommer til at forme sig. Han kalder det at leve uegentligt.
I "Enten-Eller" skriver han: "Det hændte på et teater, at der gik ind i kulisserne. Bajads (det er sådan en slags nar) kom for at underrette publikum derom, man troede det var en vittighed og applauderede, han gentog det, man jublede endnu mere. Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige ho´der, der tror, at det er en vits!"
Vores stædige insisteren på "kun" at være publikum til en virkelighed, der "kun" er en vittighed - med vores menneskelige undergang som følge.
Dagens tekst handler om det samme. Dér er det Jesus, der revser sin tid: Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med....Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til hinanden. Forkælede børn, der ikke gider danse, når der bliver spillet på fløjte og ikke gider sørge, når der spilles klagesange, men hellere vil blive siddende som publikum - endda et både støjende og forstyrrende publikum.
Børnene gider hverken lege bryllup eller begravelse - og det er ingen tilfældighed, at det er netop de associationer vi får - den største glæde og den største sorg holdes på afstand. For hvad handler det her om i den sammenhæng, Jesus taler ind i. Jo, det handler om alle dem, der så gerne stillede op som publikum. Til Johannes Døberen, der - ved vi - blev opsøgt af store, store menneskemængder som har hørt på hans barske fordømmelse af deres liv og udvendighed og set, hvor sært han levede - I ved kun af græshopper og vildhonning og den slags. Og selvom der åbenbart var noget, der tiltrak dem, har de på vejen hjem sikkert rystet på hovedet og talt om, at manden var besat. For på den måde at kunne holde hans ord på afstand. For at kunne forblive dét publikum, der ikke personligt var involveret, inddraget og gennemskuet.
Og på samme måde med Jesus - Menneskesønnen - som formentlig tiltrak endog større folkeskarer, som dybt forundrede hørte ham tale ikke kun om dommen, men også om nåden og Guds kærlighed. Han omgikkedes hvem som helst, sagde at sabbats- og spisereglerne og alle renhedsforskrifterne var sekundære og gjorde vand til vin. Så selvom dét han sagde, måske stemte de indre strenge, som de aldrig før var blevet stemt, skyndte man sig - f.eks. i byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum - at konkludere at Jesus var lidt utilregnelig. Frådser og dranker, ven med toldere og syndere. For at holde ham og hans budskab på afstand. For - igen - at forblive det distancerede publikum.
Og i dag er vi så kommet i kirke og hvad enten vi nu er det af vane eller pludselig tilskyndelse, så lyder både Jesu og Kierkegaards ord også til os - som spørgsmål, men især som opfordring og opmuntring:
Tør vi være andet end publikum lige nu? Tør vi lade kameraet eller den indre huskeseddel ligge og i stedet tage en salmebog og åbne øren øjne og sind og faktisk være med og tage del. Så vi ikke kun er tilhørere til - nårh ja - væsentlige ord fra en bemærkelsesværdi mand, Jesus. Og tilskuere til højtidelige og smukke ritualer og rammer. Men tør vi lade ordene gå ind og spørge os selv, om det i grunden ikke er os, det her handler om. Vores liv, der er på spil, som et liv, der skal tages på sig og fyldes ud - ikke af tilfældigheder og de andres normer, men af os selv. Vores valg og vores tagen ansvar, opgaver og muligheder på os. Som de kommer til os - i skikkelse måske af det lille barn, I i dag har ladet døbe, i de mennesker, vi hører sammen med, i den skønhed, nydelse og de møder, som gør hver dag ny og selvfølgelig i de vanskeligheder, som vi selv og vores medmennesker slås med og skal slås med.
Så kunne det jo være, at vi i stedet for at grine af narren, der forsøger at fortælle os, at teateret brænder, kunne få ilden og måske også fjernsynet slukket og bevæget os ud i den virkelighed, hvor vi er mere end publikum. Amen.