Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
11. søndag efter trinitatis, 03.08.2008
Predigt zu Lukas 7:36-50, verfasst von Johannes Værge
Kvinden tørrede hans fødder med sit hår ... Det kan jo kun lade sig gøre, hvis kvinden lader sit lange hår hænge frit. Men netop det var noget, man som kvinde ellers ikke kunne! Nedarvet skik og brug i Mellemøsten - skærpet hos muslimerne, men velkendt også hos jøderne på Jesu tid - nedarvet skik og anstændighed krævede, at en kvinde tildækkede sit hår for ikke at tiltrække sig uvedkommende mænds opmærksomhed. Tildækning som et tegn på underordning. Men her, over for Jesus, gælder den slags regler ikke. Af med tørklædet! - her sættes hun fri.
Da denne detalje i stykket fra Lukasevangeliet forleden sprang mig i øjnene, genvakte det min erindring om et træk fra kirkens tidlige tid: Fortællingen om de afslørede jomfruer i Karthago.
Når man omkr. år 200 kom til gudstjeneste i Karthago, dengang en betydningsfuld romerske by i Nordafrika, mødte der en dette syn: Anbragt synligt i kirken sad der samlet en flok unge kvinder - uden det sædvanlige slør! Med utildækket ansigt, udslået hår - virkelig et særsyn. Og menigheden var stolt over at kunne fremvise disse kvinder: Se, hvad kristentroen kan medføre! En ny frihed!
For den romerske middelhavsverden på den tid gjaldt det, at samfundet var stærkt hierarkisk, med denne rangfølge: Øverst mand, dernæst gift kvinde, derpå barn, nederst slave. Kvindens mulighed for at blive indrangeret i samfundsordenen bestod i blive gift, derved underordnet en mand - og tilsløret.
Men med kristendommen viste der sig en mulighed for at gå på tværs af traditionelle normer - for kvinden: at bryde mønsteret ved at vælge en anden rolle end hustruens. At forstå sig selv som fri, bundet alene til Gud.
I en samtidig kilde hører vi en af disse kvinders stolte erklæring: "Jeg er utilsløret, for forgængelighedens slør er fjernet fra mig; jeg er uden skam, for skammens gerninger er fjernet langt væk fra mig."
For os virker det fremmedartet at se valget af en jomfruelig tilværelse som andet end afkald. I datidens sammenhæng derimod: et håbets tegn. Udtryk for, at der i troen var en styrke, en forvandlingskraft i det legemlige liv, stærkere end de nedarvede normer.
I kristendommen erfarede man altså en impuls til gå op imod gamle mønstre, i de første århundreder ikke mindst brugt af kvinder til at opnå indflydelse, uafhængigt af social arv. Underklasse, slave, aristokrati - dette tilhørsforhold var ikke afgørende i menigheden. I mange menigheder opstod der grupper af indflydelsesrige enker.
Det skal dog også med, at denne friheds-forståelse ikke blev uimodsagt i samtiden. Stærke kræfter trak i retning af, at samtidens almindelige normer også måtte gælde i kirkens sammenhæng. Så kunne kirken bedre opnå fred med omgivelserne.
Fremvisningen af de afslørede kvinder blev derfor en parentes - og dog: Det, som de af-slørede kvinder i Kartago repræsenterede, blev senere i anden form taget op af klosterbevægelsen. Her var der en mulighed for kvinder at finde en anden rolle end i samfundet ellers - selv om vi ud fra vores tids forestillinger nok har mere blik for begrænsningerne i nonnernes livsform. Sådan så man oprindelig ikke på det; snarere var det at gå ind i en frihed, som bundetheden til Kristus gjorde mulig.
Hvad den historiske udvikling så i øvrigt angår, kom den engang så nyskabende, normbrydende impuls i kristendommen - fx også i synet på barnet, agtelsen af barnet - disse impulser sivede efterhånden sådan ud i omgivelserne, at det har fået karakter af selvfølgeligheder for os.
Nå, tilbage til hændelsen, som Lukasevangeliet fortæller om. Værten i huset, farisæeren Simon, krymper sig ved at se, at Jesus godtager den uindbudte kvindes hengivelses-handling. Simon har kun foragt til overs for kvinden, ved nok, hvad hun er for en. Han er rystet over Jesus - at han lader denne berygtede kvinde røre ved sig, skamløs som hun er.
Ja, netop: skam-løs. Uden skam. I mødet med Jesus: ingen skam. Som at blivet løftet ud af et indelukke, ud i åbent land, mærke det levende. Ikke længere dømt ude.
Kvinden er, som der står, en der "levede i synd i den by" - en falden kvinde. Set på med forargelse og afstandtagen af de flestes øjne, af en del mandeøjne set på med en lige så nedværdigende blanding af begær og foragt. Et menneskeliv, hvor noget er gået galt, og nu er hun sat i bås med en ganske bestemt funktion i den lille bys kredsløb: opsamlingspunkt for begær og ringeagt.
Farisæeren Simon, derimod, hører til de ordentlige, de moralsk velbjergede, de agtede. Sådan var det med farisæerne: At have tilsluttet sig farisæernes bevægelse indebar en forpligtelse til at leve eksemplarisk. Farisæerne var mennesker - mænd! - der tydeligt tog deres personlige liv alvorligt, og de blev i almindelighed betragtet med stor respekt. - Flere steder i evangelierne kommer Jesus med skarpe udfald mod farisæere for hykleri, men det var jo alligevel ikke anderledes, end at Jesus kunne forholde sig helt åbent over for en farisæer som Simon og med glæde, må vi tro, tage imod hans indbydelse.
Nu sker der så imidlertid det, at denne kvinde, som Simon bestemt ikke har inviteret, trænger sig ind i selskabet, baner sig vej gennem det spærrende tæppe af misbilligende blikke, og hvad hun har af tårer og velduftende olie og hengivenhed, slipper hun ud over Jesus. En voldsom udladning af hengiven taknemmelighed. Og for Simon at se falder Jesus igennem ved ikke at vise væmmelse over hendes berøring, ved ikke at afvise hendes tårer og salving og hendes løsnede hår. Kan Jesus da ikke se, hvad det er for en kvinde?
Jo, Jesus ser hende, som det fremgår, som et menneske med "mange synder". Hun er ingen uskyldighed. Han ser et menneske, der er kommet af sporet. En tilværelse, der er blevet stærkt grumset.
Dét er farisæeren Simon og Jesus fælles om at kunne se. Men forskellen er, at dét er alt, hvad Simon i sin velbjergethed ser, mens Jesus ser mere. Afgørende mere.
Hvad der er gået forud for hændelsen i Simons hus, ved vi ikke, men et eller andet stærkt må kvinden have erfaret fra Jesu side. Hendes overvældende reaktion i Simons hus kan kun forstås som udtryk for, at hun har oplevet dét at møde Jesus som banebrydende, omvæltende. Jesus må have ramt hende med et overvældende svar på hendes længsels smerte, med det resultat som når et sammenfiltret og skyggegivende buskads bliver ryddet og fældet, og der kommer sol og regn til en skyggeramt plet jord, og lyset og væden kalder liv frem, hvor der før var goldt, og alle havde ellers taget det som en selvfølge, at dér kunne der ikke gro noget godt.
Men Jesus havde dét i sig, som fik den slags til at ske. Med en magt, som var det Gud selv, der var kommet nær. Skaberen kommet nær, livs-nyskaberen.
I synderen og synderinden så han Guds elskede barn gemt, og han kalder det frem. Ind i sit blik, ind i sit ord, ind i sit rige. "Dine synder er tilgivet".
Længselens smerte, skriget i sjælen efter forløsning som fuldgyldigt menneske i åbent land, og her er hun blevet set, blevet fundet og oprejst, kaldt ud af skammens fængsel - har fundet sin befriende tro. Mødt sin frelse.
"Din tro har frelst dig. Gå bort med fred", lyder det til kvinden med de mange synder. Hendes overvældende reaktion den dag står som et tegn på, at når det erfares, at Gud er nær, kan der frem af det værste grums kaldes en lysfyldt strøm så klar. Og ligesom Jesus taler til kvinden om "dine synder", kalder han kvindens tro "din tro". "Din tro har frelst dig". Synderne var dine, men nu er de tilgivet, de skal ikke mere spærre for dit liv, skammen er væk - og troen er din, som livet er dit. Det er gave, men ikke et eller andet fremmed, du skal overtage, snarere den gave, du var bestemt for, men som du er kommet bort fra. Noget, der var blevet skjult, kaldes frem. Du er skabt til det - i Guds billede.
Det er dét, hans øjne ser i dig, i os, rydder plads for, vil kalde frem. Det er det, der mere end noget andet er dig. Kaldt frem ved troen, modtageligheden for Guds lys og væde. Mennesket fornyet til at modtage og give. Så enhver på sin plads opdager, at vi bliver til rådighed for livet, det der er større end os.