Göttinger Predigten
Choose your language:
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Mariæ Bebudelsesdag (Judika), 25.03.2007
Predigt zu Lukas 1:26-38, verfasst von Erik Dybdal Møller
Mariæ Bebudelsesdag (Judika)Lukas 1, 26-38
Det er her, det sker. Det er her, det egentlige foregår. Alle andre steder er fulde af travlhed, af planlægning, af diskussioner frem og tilbage, fulde af heftighed og uro. Sådan er verden. Den er urolig. Den bekymrer sig, og det gør den jo for det meste ret i. Delegationer sendes hid og did. Soldater med højteknologisk udstyr sendes i krig, og bomber vælter ned i stedet for brød og medicin. Havde man nogensinde overvejet at tæppebombe fjendeland med madpakker og aktier og obligationer, så havde TV-avisen haft helt andre billeder at fremvise, og enhver diktator havde været nødt til at forlade landet med halen mellem benene, fordi ingen despot i længden kan regere over en befolkning af mætte selvejere. Men sådan gik det jo ikke. Det er kun en drøm. Og andre steder farer travle folk ud af deres huse til arbejdet. Andre vrider hænderne over, at ingen har brug for dem. Nogle finder måske glæden i at være til overs, så længe de kan klare sig. Nogle leder og andre bliver ledet. Og vidste de ikke bedre, så ville de alle sammen tro, at de levede lige netop dér, hvor det egentlige bliver til, i verdens centrum. Og verden har mange af den slags centrum, hvert land, hver egn, hvert hus, hver enkelt. Og det er nok godt sådan. Sådan er vi vant til at tænke, at hver især er verdens navle.
Men det er her, det sker. Det er her, det egentlige foregår, her i en lille flække udenfor den store verdens opmærksomhed.
Mens solens lys dirrer udenfor, står den unge pige inde i huset. Hun vasker måske tøj. Hun vasker måske op. Eller hun er lige blevet færdig og har lagt sig for at tage en lur inde på sit værelse. Da sker det, som forandrer alle ting. For anden gang i den store historie. Første gang var, da Gud skabte verden. Og det er for så vidt ligegyldigt, om det foregik, som videnskabsmændene siger, ved en stor eksplosion, som satte fart i Universet, og som foregår endnu den dag i dag. Eller det skete, som vi kan læse det i Det gamle Testamente, at først var der kun Guds Ånd, som svævede over dybet, hvorefter han skabte land og hav og alt det levende på seks dage, hvorefter han hvilede den syvende dag. Det er ligegyldigt, når blot vi ikke fjerner os fra tanken, at Gud stod bag, Gud, som vi aldrig kan blive enige om, hvordan er. Gud, som er radikalt anderledes end os, eller rettere sagt, som vi ikke på nogen måde kan sammenligne os med, uden at det går galt. Gud, som er alle tings ophav, skaberen, som vedholder at give os liv og opmærksomhed.
Han sendte sin Ånd til mange. Han sendte den til Abraham, hvis kone Sara ikke kunne lade være med at le mistroisk, da hun i sin høje alderdom i teltet hørte, at hun alligevel ikke skulle gå barnløs igennem livet.
Han sendte sin ånd til Moses, så han kunne føre Israels folk ud af slaveriet, igennem ørkenen og til det forjættede land. Og han sendte igen sin Ånd til Moses på Sinaj Bjerg, så ingen mere skulle være i tvivl om, hvad lov og orden er for noget, hvis de nogensinde havde været i tvivl om dette.
Og til dommerne og kongerne sendte Gud sin Ånd. Og til profeterne og til dem, som hørte efter, hvad profeterne sagde. Men også til hvert enkelt menneske, der levede og lever på Jorden, sendte Gud sin Ånd, for at intet liv skulle leve uafhængigt af Ham.
Og så en almindelig dag sendte Gud sin Ånd og en engel til Maria for at forandre Verden. Fra da af var intet som før, for noget nyt tog sin begyndelse. Gud ville være menneske. Noget så vanvittigt som at ville være menneske. Noget så uværdigt for en guddom, at ville være som sin egen skabning.
Så hellere en konge eller en kejser, eller en præsident måske, med magt og værdighed fra Gud til at gøre store ting. Om det så skulle være at forandre Verden til det bedre, fint nok, vi kunne trænge til mange af den slags; men at Gud selv, han, som skabte verden, skulle være menneske, det er jo vanvittigt!
Og skulle det ske, så var der så mange andre steder, som passede sig bedre for Gud at sende sin engel med sådan en besked. Der er paladser nok. Der er kontorer nok med blankpudsede skriveborde. Der er mange værdige, når man sådan vurderer med verdens øjne. Men Gud sendte sin engel med beskeden til Maria, at hun, et Guds ord fra landet, havde Gud udset sig til at være moder til den dreng, der ikke blot skulle kende Guds Ånd, som Abraham, eller Moses, eller kongerne og profeterne havde kendt Guds Ånd; men selv være bærer af Guds Ånd, så hvad han sagde og hvad han gjorde, var Guds ord og Guds vilje. Men i menneskedragt. Sådan at Jesu ansigt var både Guds ansigt, som intet menneske tåler at se, men også en landsbydrengs ansigt, som de færreste kunne se noget særligt ved. Sand Gud og sandt menneske skal din søn være, Maria. Verdens frelser!
Nok var Maria udvalgt; men også en almindelig pige, der godt vidste, at man ikke bliver gravid sådan uden videre. Så hvordan skulle det gå til, hvis der ikke havde været nogen mand? Men det er jo ikke noget problem, når det er Guds Ånd, der skaber, hvad Han nævner. Slet intet problem.
Og dertil er der bare at bøje hovedet og lade tingene ske. Se, jeg er Herrens tjenerinde, sagde hun, lad det ske mig efter dit ord. Ikke så megen snak, og hvem ville alligevel forstå? Kun den, som Guds Ånd gav tro til at forstå det.
Mange år efter skete det for tredje gang, at Verden blev ny og alt forandret. Da havde man henrettet Marias Søn ved at hamre ham fast til et kors, så han kunne dø en langsom og pinefuld død, for han havde kaldt sig selv for Guds Søn, ja, han havde kaldt sig meget mere, og det havde skurret i ørerne på dem, der alle sammen ventede Gud Søn, men som en helt anden og anderledes fyrstelig og storslået Guds Søn end ham her, der drev omkring med syge og fattige og udskud af alle slags i stedet for at holde sig til Moses´ drenge, der kunne loven både forfra og bagfra, og som nok mente at kunne kende en svindler, når de så en.
Da skete det for tredje gang siden skabelsen, at alt blev nyt inde i hovederne på dem, der måske ikke forstod det, men så troede det, da Jesus opstod af døden, stik imod alt, hvad videnskaben og den almindelige fornuft med al beviselighed altid havde sagt, at dødt er dødt og det står ikke til at ændre. Men Guds Ånd, som Jesus var fuld af, Guds Ånd, som havde fundet Maria værdig, Guds Ånd, som havde svævet over dybet før tiderne begyndte, havde nu også ladet Jesus besejre døden. Og sådan fortæller Guds Ånd til den, der tror, at for Gud er alle ting mulige, selv at ville redde det mindste menneske fra at gå til grunde. Bedst som de kloge troede at Jesus var ude af Verden, blev han i den, for at ingen skal gå fortabt, men alle have evigt liv.
Lad så tvivlen tvivle på det hele. Det er jo tvivlens bestemmelse. Lad tvivlen tvivle på skabelsen, på jomfrufødslen og på opstandelsen. Lad tvivlen tvivle på, at der overhovedet er en Gud. Men udeluk aldrig, at for troen er Gud altid til stede. Og udeluk heller ikke, at om man syntes man havde mistet troen, så er det Guds Ånd selv, der giver den tilbage. Han giver liv og håb. Måske en dag, hvor man vasker op og pludselig synes, at lyset fra vinduet er så forandret. Måske en dag, hvor der ligesom er musik overalt, fordi man har anet, hvad kærlighed er. Måske en dag, hvor det går op for én, hvem han var, Marias Søn. Amen.