Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
12. søndag efter trinitatis, 10.08.2008
Predigt zu Matthæus 12:31-42, verfasst von Peter Skov-Jakobsen
"På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes" sagde han til dem, og det skulle jo nok have kunnet få dem til at tie stille. Men de vidste sikkert at tavsheden ikke behøver at være mindre ond, og ikke nødvendigvis er et udtryk for det gode og det sande.
Jesus havde en idé om, havde en drøm om, at det gode menneske kunne hente godt frem af sit forråd ligesom den onde kunne spy sin ondskab over jorden. 1500 år senere da reformationen begyndte, tænkte man mere nuanceret fordi tiden forlangte det. Nu troede man ikke så meget på at menneskeheden kunne inddeles i gode og onde. Ikke fordi ondskaben var elimineret eller at det gode ikke stadig optog menneskers tanke; men fordi man så ofte havde set i de forløbne år at det gode, det sande, det retfærdige sagtens kunne gemme sig i et menneskes mund som hverken var god, retfærdig eller særlig sandhedssøgende.
Allerede under kristendomsforfølgelserne i den tidligste historie havde man kæmpet med problemet om hvem der var værdige nok af biskopper og præster til at døbe og lede menigheden under nadveren. Det hændte jo at selv biskopper og præster blev bange og afsvor troen under trusler og måtte gå henover et krucifiks. De standhaftige og de modige syntes ikke at sådanne og biskopper og præster skulle have lov til at administrere sakramenterne. Det kom til en større meningsudveksling i kirken og den viste sig at være meget vigtig for hvad var det egentlig det drejede sig om? Var dåben og nadveren afhængig af det menneske som formidlede den hellige kraft? Eller var løftet i dåben og nadveren så stærkt at det havde sit udgangspunkt i Jesus selv - det strakte direkte tilbage til ham og var ikke afhængig af det menneske der kom i mellem? Svaret blev: at så stærkt var løftet at det strakte direkte tilbage i selve gudshemmeligheden, og derfor var det ikke afhængigt af noget menneske på jorden. Sakramentet er båret af Ånden selv, formidlet ved livets Ånd og kan selv gøre det menneske til fortaler for sig som man aldrig ville have troet det om. Vi hævder det som den kristne frihed at Ånden kan lægge sig ind i en sjæl og få mennesket til at sige noget sandt - også selv om det samme menneske ellers bestræber sig på at tumle så meget som muligt. Hvad tror I ellers der har fået den ene generation af præster efter den anden til at turde sige noget? Vel kan man nok både i nutiden og kirkehistorien finde eksempler på prædikanter der mener at tale lige ud af Guds tanke og ind i hans øre igen; men de fleste har vist været så tæt på denne verdens spejle at de godt fornemmer at de alle synes at have nogle pletter der ikke kan vaskes af fordi de hører til spejlbilledet.
Men det vigtigste som man fandt ud af for mange hundrede år siden under den diskussion var at kirken, menigheden, de troende faktisk ikke samler sig om troen, om dåben og nadveren som de skyldfri. Det er ikke skyldfriheden der er vores væsen. Tværtimod, vi samles som dem der er forvirrede og til tider modløse fordi livet tamper os rundt og vi ikke altid ved hvad der er rigtigt, ondt og godt. Men vi mærker en længsel efter at se kærligheden omsat i liv på jorden. Vi mærker at vi tilsyneladende ikke kan lade være med at komme på kant med sandheden. Vi kan ikke lade være med at distancere os fra Jesus. Vi mærker at Kains raseri og misundelse over broderens held stadig lever. Vi mærker at vi gerne ridser i andres lak, hvis vi på den måde kan fremstå lidt bedre selv. Men vi ser også ondskab for fuld udblæsning, og kan sagtens selv blive en del af den!
Skulle det mismod som vi med rette kan sænke over menneskeheden så gå hen og blive alt hvad der kan siges om mennesker? Skulle det virkelig være den sidste og afgørende sandhed om os at vi er uforbederlige?
Tilbage til Jesus - det er nemlig som om at han hævder at hvis han stiller sig mellem medmennesket og os, så er det også som om vores syn på det samme medmenneske ændrer sig. Han vender vort blik, han forvandler vores følelse, han får os til at genkende. Han giver os en fornemmelse af at mennesket går ud fra en levende Gud og derfor ikke er lagt i jern af sine fejltagelser og misforståelser, men lever med en Ånd der også er en drøm om at forholdet mellem Gud og mennesker er oprettet og mennesket kan høre sandheden og gøre den - en Ånd der også giver os forståelse for hinanden og giver os en længsel, så vi tør drømme om en ny jord under den nye himmel som han åbnede for os.
Når vi ser på Jesus, så fornemmer vi at her er mere, her mødes mennesket af en medfølelse og en medtanke som aldrig tidligere. Nu møder Gud virkelig menneskeheden, bliver ansigt for vore øjne, bliver en stemme i vore øre, bliver en krop og vi mærker at verden kan bevæges et andet sted hen og der findes en længsel og en livsgnist som intet menneske skal forhåne, le ad, eller gøre nar ad for det er livets eget centrum - det er Ånden som ved tro, håb, kærlighed, solidaritet, mod og visdom vil give os liv og gøre os menneskelige. Amen.