Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
15. søndag efter Trinitatis, 31.08.2008
Predigt zu Lukas 10:38-42, verfasst von Erik Dybdal Møller
Jeg kender godt Martha. Jeg kender også Maria. Og for så vidt også Martin og Marius. Og de har alle fire en slående lighed med de to kvinder, vi hører om i dagens beretning.
Den Martha, jeg kender, har ikke blot travlt med at sætte mad på bordet, når der kommer gæster. Hun passer også sit arbejde og sine børn, og er derved en god kone, og bestemt en god mor. Hun har bare det store problem, at det aldrig er godt nok. Og ér det godt nok, hvilket så meget beviser, for hun er jo dygtig til det, hun gør, så overskygges det hele alligevel af den stadige bekymring, hun ikke kan slippe. Og det mærker hendes børn. Det mærker hendes mand. Hendes omgivelser. Hun farer rundt med svedige hårtotter ned i panden, også de dage, hvor hun egentlig ikke får lavet så meget; men der var så meget mere, der burde laves. Martha er netop kvinden, der burde både det ene og det andet, og da ingen kan nå det, de synes de burde kunne nå, og fordi hendes idealer
ikke står mål med hendes tid og kræfter, så vokser bekymringerne, og i takt med dem hendes utilfredshed med de andre, og med sig selv. Og så er det utroligt svært at være en god mor, og en god hustru, og et glad menneske.
Den Maria, jeg kender, indså for lang tid siden, at der er meget, der ikke kan nås, og som det derfor heller ikke er værd at stræbe efter, bruge tid på, når nu tiden kunne bruges meget bedre på noget andet. Den Maria, jeg kender, bryder sig heller ikke om, at skidtet ligger i lag i krogene; men ved da godt, at skulle det ligge et par dag over, så går verden vel ikke under af den grund. For lige nu er det så meget vigtigere at fordybe sig i noget helt andet end gulvspanden. Hun kommer så tit til at høre et eller andet, der sætter tankerne i gang, og så må det meste af det andet vente, måske også hendes børn, det går nok, de ved jo, hvor de har hende, og det ved hendes mand også. Den Maria, jeg kender, har lært, at en god mor er en mor, der er nogenlunde tilfreds med sig selv. Det kan man jo ikke altid være. Men det hjælper at være det i ny og næ. Det mærker børnene i højeste grad. Og så sker det, at den Maria, jeg kender, ler ad sig selv. Det er det, den Martha, jeg kender, ikke er så god til. For det får hun ikke lov til for sine bekymringer.
De har deres daglige pligter begge to, både Martha og Maria. De er oven i købet nært beslægtede; men i mange ting som nat og dag.
Den Martin, jeg kender, har altid så travlt. Og han glemmer aldrig at fortælle andre om, hvor travlt han har det. Han får meget let, ligesom Martha, sved på panden, og en dårlig kulør i ansigtet. Det er ikke fordi hans kalender er mere overtegnet end så mange andres; men på hans indre kalender er der absolut ikke tid til mere, hvorfor han altid går rundt med en dårlig samvittighed. Og sådan en som denne Martin kan ikke rigtig være noget hverken for sine børn eller for andre, mest fordi de ikke orker hele tiden at høre på, at han faktisk burde bruge tiden på noget andet lige nu, også selvom det er hans fridag. Og for hans kone er det en ringe trøst i det daglige, når han evig og altid lover bedre tider, når de engang er pensioneret.
Den Marius, jeg kender, lader til stor irritation for alle andre, sit værktøj ligge og flyde. Fordi han skal skynde sig hjem. Han kommer så tit til at være for længe oppe, for det, han gør lige nu, er ikke til at slippe. Det er somme tider et problem for ham, for han skal jo op næste morgen. Han har det som Maria, at han synes ikke, det behøver at bekymre andre så meget. Og så mener han også, at der skal være tid til at se ud af vinduet.
De ville alle fire gerne kunne sige, at de har valgt den gode del. Og det har de på hver sin måde også, ud fra hver sit synspunkt. Og sådan er der så meget, lige indtil man ser, at alle fire sagtens kan rummes i en og samme person. Der er dage, hvor det glider for én. Og der er dage, hvor man ikke er til at holde ud.
Den Maria, Jesus kendte, Marthas søster, valgte den gode del. Hun stoppede op, lyttede og tænkte efter for fødderne af ham, der altid var værd at høre på. Og hendes søster Martha syntes ikke, der var tid til det lige nu. Først skulle der laves mad, og så skulle der dækkes bord, og så skulle der det ene og det andet. Så kunne alle bagefter sidde og lytte og tænke. Og vi ville sikkert gerne alle sammen ligne Maria, ikke mindst fordi Vorherre selv kaldte det for den gode del, og sagde, at det var det eneste fornødne. Vi vælger alt for ofte det unødvendige. At kunne være som Maria, det ville vi gerne. Men det har aldrig rigtig været oppe i tiden. Jo, der har altid været mennesker, der valgte at fjerne sig fra de daglige trivialiteter. Der var f.eks. munke, som gik i kloster. Der var nonner, der viede deres liv til Kristus i bøn og stilhed. Der har været mange slags måder at vælge fra på. Men vi har også lært, at gjorde vi alle sådan, så gik alt i stå. Det var godt nok med hende Maria; men Martha var måske mere ansvarlig, når det kom til stykket. Og sådan begynder vi næsten instinktivt at forsvare Martha overfor Maria. For hvor Martha dog ligner dét, ens mor bad én om at være.
Da Jesus rejste igen, og de to søstre atter var overladt til sig selv og deres bror Lazarus, hvad talte de så om. Bebrejdede Martha igen Maria, at det var hende, der som sædvanlig skulle sørge for det hele, hende, der skulle være den aktive? Eller var det mon ikke sådan, at de begge havde fået noget at tænke over, for Martha fik vel tid til på et eller andet tidspunkt at sætte sig ved mesterens fødder. Hun, der ville tjene og opvarte, fik vel tid til at indse, at den, der får noget, også dermed får mere at give af.
Det er ligesom med musik. Er der ingen pauser, er det kun larm. Er der ikke et ophold en gang imellem mellem tonerne, bliver det ulideligt at høre på. I musikken er pausen ligeså vigtig som tonen. Og i livet er det ligesådan.
Der er en anklage af os alle i dagens beretning. Det er ikke altid nemt at finde ud af at vælge den gode del. Men det skal vi ikke desto mindre gøre alligevel. For ellers spilder vi tiden på alt for meget, som har det med at bide sig selv i halen, og det bliver en ring af bekymringer.
Til alle os Marthaer og Martiner, der mener at kende den gode del, det ene fornødne; men som ikke tør slippe alt det andet, for tænk om tiden rendte fra os, til alle os er budskabet tydeligt og klart, at det skal vi nu alligevel, for ellers spilder vi tiden.
Det kan godt være, at det ikke er lige belejligt, det kan være, at arbejdet skal gøres lige nu, eller at telefonen skál svares lige nu, eller at indkøbene skál gøres lige nu; men glemmer vi i alt det, der skál ordnes, at ét er fornødent frem for noget andet, så spilder vi tiden, og livet med, for så lytter vi ikke længere. Der ér stunder, hvor der er noget, der er større end dét, vi ellers plejer at betragte for stort.
Hvad var det mon, Jesus sad og talte om den dag, hvor i hvert fald til at begynde med kun Maria lyttede? Det ved vi jo ikke direkte. Det står ingen steder. Men vi må gå ud fra, at det var et øjeblik af en sådan fylde, at det ikke kan sammenlignes med meget andet. Et saligt øjeblik.
Disse salige øjeblikke, hvor vi hører Herren tale til os, hvor vi uden den evindelige vantro eller tvivl kan høre, hvad der bliver sagt til os i evangeliet, disse salige øjeblikke er ikke forbeholdt en særlig slags mennesker, verdens fromme Maria´er, de er til alle mennesker.
Disse salige øjeblikke, hvor det står klart for én, at kun ét er fornødent, kan være når som helst; men det er nok især ved bestemte lejligheder. Måske ved en barnedåb. Måske sammen med en bedste ven. Måske opleves et sekund af evigheden, som blev der løftet en flig ind til Vorherre selv en dag, hvor vi pludselig hører og forstår en lille linie i en salme, vi ellers aldrig rigtig havde forstået. Det eneste fornødne, ikke bare vigtige, der er så meget, der er vigtigt, men kun ét er fornødent, dette ene skal ikke tages fra nogen.
Til det at leve et ordentligt liv hører dette at lytte til Gud. I taknemmelighed for livet. Sådan må vi sige i kirken ikke mindst, hvor det forsømmes så mange andre steder. Vi må lytte. Så vil alle bekymringer ikke sådan uden videre flyve ud af vores tilværelse, selvfølgelig vil de ikke det. Og sorgerne heller ikke. Men ind i tilværelsen vil rykke, som små pauser, som glimt af Himmelen, i dybe samtaler eller i ren forunderlighed, det eneste fornødne, den gode del, og da sker det, at vi mærker livsmod og håb.
Amen.