Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

20. søndag efter trinitatis, 05.10.2008

Predigt zu Mattæus 21:28-44, verfasst von Peter Skov-Jakobsen

  

Der var dem der sagde at de ikke ville, men alligevel gjorde det. Der var dem der sagde de ville, men lod være, og så var der nogle der fik prygl, andre blev myrdet, en blev stenet - og til sidst havde Gud håbet at hans søn ville gøre det hele begribeligt og antageligt. Men de undslog sig ikke. Han blev henrettet.

Og så lyder ordene: "Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter." Han er den hovedhjørnesten som holder alt oppe, og falder man over stenen bliver man kvæstet, falder den ned over én, bliver man knust.

Der er ingen elskværdigheder tilbage i denne tekst. Det er klart nok at man kan tage så meget fejl at livet fortoner sig for én. Man kan blive knust.

Vi kender det også fra livet, litteraturen, filmene at en tragedie ødelægger et menneskes liv. Til tider kommer man fuldstændig uforskyldt ind i en tragedie. Naturkatastrofer, bilen der kom ud af ingenting og jævnede et liv med jorden eller det uforsætlige uheld der ødelagde en andens liv; sindssygen der tog magten fra én og amputerede fornuften og følelsen og lukkede et menneske inde i fortvivlelse og angst.

Men vi taler også om at vi kan få knust vort hjerte. Fra hjertet udgår hjerteligheden og i vores kultur er hjertet sædet for fortroligheden, hengivenheden, kærligheden, tilliden, menneskeligheden. Alle disse ting pumpes rundt i et samfunds legeme og holder det oppe - alle disse ting pumpes rundt mellem os og gør os livfulde.

Hjerteligheden giver os tillid til at misforståelser kan ryddes af banen. Hvor hjerteligheden regerer, bærer man over med hinanden. Hvor der er mennesker, er der også fejltagelser. Fejl skal rettes, og de skal tilgives eller overøses med nyt liv.

Det er vel noget af det vigtigste, vi fik med hjemme fra: at vores forældre lærte os noget om hvad der er rigtigt og forkert. Og når vi så kom til at lyve, stjæle, prale, misunde så lærte de os noget andet; men de holdt ikke bebrejdelserne op for os evigt. De sagde hvad vi havde gjort forkert, og dér tog så hjerteligheden over, og vi mærkede at de havde tillid til at vi kunne komme på benene igen. De lagde en masse liv og mening hen til os og lod os mærke at sandheden nok havde lidt ondt pga. vores opførsel, men den var ikke forsvundet, havde end ikke fortonet sig, men stod lysende klart og ventede blot på at vi også måtte få dens skær i øjnene.

Jeg tror det er meget enkelt! Man lærer kun at tilgive selv hvis man har erfaret at der bliver båret over med én selv. Derfor er det også en forbrydelse at lade et barn hænge fast i sin forbrydelse. Efter påtalen og udskældene kommer livet og munterheden - vreden og surheden er blevet jaget på flugt! Ensomheden og angsten er blevet tavse.

Han eller hun fik sit hjerte knust, kan vi sige og dermed mener vi at hele verden fik et grundskud. Verden faldt fra hinanden. Tilliden blev sat overstyr; sandheden turde ingen tro; kærligheden var blevet hjemløs.

Har man først fået hjertet knust, er det svært at finde tillid igen. Vi ved alt for godt hvad det er når ordene ikke længere vil strække sig mod den anden. Vi ved hvad det er når mistanken erobrer ens sind og kun ser ondt i de andres handlinger. Vi ved hvad det er når man ikke kan flytte sig ind i den anden; men krampagtigt holder fast på sit eget fordi man er bange for helt at tabe sig selv af syne.

Dengang på Golgata var det som om verdens hjerte blev knust.  Der sænkede sig et mørke og en jernnæve knyttedes om jorden, og fremtiden lå der kun som en trussel og en forbandelse.

Der var vel knap nogen der kunne se hinanden i øjnene. Ordene havde alle fået en dump klang. Sandheden kunne knapt få dem til at trække på skulderen. Der var kun ondskabens forbandede forvirring som jog deres liv rundt.

Men alligevel var der den erindring som lå et eller andet sted og spirede - selv i deres knuste hjerter. Det var erindringen om ham der havde set den blinde Bartomæus og hørt hans råb - og der var også dengang han havde gjort en lam rask - han havde også mærket hende der afskyede sig selv, ligeså meget som de andre afskyede hende, fordi hun havde blødt i tolv år - han havde fået dem til at se hinanden - han havde fjernet deres mistro og angst for hinanden - han havde befriet dem fra deres mistanker og havde endog fået dem til at se at deres fjender var mennesker. Når deres erindring faldt på ham, så opstod der liv - selv i deres knuste hjerter. Det var som om dødens og ondskabens erfaring ikke kunne kvæle dem. Alverdens kynisme, ligegyldighed, fanatisme, bedrevidenhed, nederdrægtighed spredte stadigvæk skræk og ødelagde liv; men i den babelske forvirring var det stadig som om det gryede i deres knuste hjerter - det er nok muligt at løgnen og mistilliden stadig larmer meget, men stadig er der ekkoer af historien om Jesus der opstod fra de døde og dermed knuste hjerteløsheden og rettede menneskers blik mod tro, sandhed, håb, barmhjertighed - fik os til at tro at Guds riges frugt er at vi tør tro at Guds Rige spirer i knuste hjerter og giver os mod til at møde verden med menneskelighed - han får os til at tro at vi kan føde sandhed og kærlighed ind i verden hvis vi tør tro livet og knuse vores hjerteløshed, mistanke, dumhed og hævntørst!

 

 



Sognepræst Peter Skov-Jakobsen
1312 København K
E-Mail: pesj(a)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)