Göttinger Predigten

Choose your language:
deutsch English español
português dansk

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171





Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

21. søndag efter trinitatis, 12.10.2008

Predigt zu Lukas 13:1-9, verfasst von Erik Dybdal Møller

 

 "Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder"

sådan sagde man engang, og sådan troede man også engang, at havde fædrene forbrudt sig på en eller anden måde i forhold til lov og orden eller i forhold til Gud selv, så blev overtrædelsen straffet, hvis ikke på fædrene selv, så på deres børn i helt op til syv led, syv generationer. Men det skulle altså være slut med at tro den slags nu, ifølge profeten Ezekiel.

Man havde ment, at det var fra Gud selv, dette ordsprog om fædrene og druerne og sønnerne var kommet. Det var det ikke, lod Gud profeten sige, for hvert enkelt menneskes liv tilhørte Herren og ikke sådan en mærkværdig skæbnetro, som ordsproget ligesom forudsatte. Guds er livet og døden, hvert enkelt menneskes. Og tror man, at en så individuel størrelse som et menneskes overtrædelser på nogen måde kunne nedarves, endda sådan, at de kommende generationer skal komme til at undgælde for noget, der ligger langt tilbage i slægten, så er det ikke sådan, og Gud kan kun tage afstand fra sådan en overtro. Det er nemlig, hvad det er, overtro. Sådan sagde profeten Ezekiel på Guds vegne, at man arver ikke skyld på den måde.

 Da jeg læste den korte tekst foran altret, sluttede den med ordene: "Alle menneskers liv tilhører mig" og det var så det, kunne man sige. Men sådan er det så tit her ved gudstjenesterne, at teksterne er klippet ud af en større sammenhæng i Bibelen, hvorved der så går noget tabt. Faktisk burde der være læst følgende: "Alle menneskers liv tilhører mig; faderens liv såvel som sønnens liv. Den, der synder, skal dø." Så selvom der rases imod at tro, at skyld kan arves, så fastholdes alligevel hos profeten Ezekiel, at er der noget, der er helt klart, så er det dette, at skyld under alle omstændigheder bliver straffet. Endda med døden.  Og sådan fik mange mennesker ved profetens ord et godt redskab til at forklare det uforklarlige ved pludselig død eller direkte urimelige tildragelser og frygtelige ulykker, der krævede mange ofre. Man kunne læne sig tilbage og sige, at vel er noget så frygteligt umiddelbart uforståeligt; men hvad vi mennesker ikke forstår, det forstår Gud heldigvis, og så skal det nok vise sig, at de selv i sidste ende sikkert selv har været ude om det. Som man reder, ligger man. Som man sår, høster man. Og nu vi er i gang med ordsprogene om den sag, så kan vi vist også lige så godt tage dette her med, selvom det minder en del om det ordsprog, Ezekiel afviste om fædrene, der spiste sure druer, og det lyder som bekendt, at et æble falder ikke langt fra stammen.  Når det kommer til stykket, er det i grunden spørgsmålet, om vi har lagt den gamle tids overtro af os, om det ikke er sådan, at også vi mere eller mindre bevidst hævder, at var faderen en tåbe, så er sønnen det sandsynligvis også. I hvert fald er noget af det tungeste at kæmpe sig ud af for et menneske den sociale arv, og vi ved også godt, at mange af de mennesker, der må slås med store problemer af mange forskellige slags i deres eget liv, på en måde kan takke deres forældre for den dårlige start på livet, de fik. Og ude ved sidelinien står de andre og siger, ja, ja, så skulle du have kendt hans far, han har det sandelig ikke fra fremmede. Men, siger profeten Ezekiel, bland Gud udenom dette! Det er ikke Vorherres mening, at det skal være sådan. Det skyldes udelukkende menneskene selv. Og for øvrigt, sagde profeten også, så tager Gud sig af hver enkelt, og straffer ham, hvis han har forbrudt sig imod retfærdigheden.

 Dette er til at forstå. Og det er til at forklare. For det er en klar moralistisk forkyndelse, hvor sort er sort og hvidt er hvidt. Du er selv skyld i dine ulykker, enten ryger du for meget, eller du drikker for meget, eller du spiser for meget, eller du sover ikke nok, eller noget helt andet. Du har dig selv at takke. Og skulle der trods alle mulige modforanstaltninger alligevel ske dig noget grumt, så har du blot ikke været bevidst om dine fejl, for retfærdigheden sker fyldest. Med andre ord, det lyder fuldstændig som vore dages nyreligiøse prædiken, at der ikke er tilfældighed til, og at alt i sidste ende er til at forklare, blot man opnår den rette indsigt.

 Men overtro er det! Overtro, fordi man prøver at forklare det uforklarlige med det rene tankespind.

 Ingen mennesker kan holde det uforklarlige ud. Vi vil allerhelst se en stor og dyb mening med det hele. Og derfor forfalder vi til overtro. Sker der noget grimt, vi ikke kan forstå, så kommer vi måske i tanker om en eller anden sort kat, vi så krydse vejen. Eller vi mindes lige pludselig, at vi vist nok tabte noget salt på gulvet, eller noget helt andet. Eller vi søger at finde forklaring i måden planeterne står i forhold til stjernerne, og er vi rigtig med på den vogn, så prøver vi at bilde os selv ind, at det alt sammen er udslag af karma, skæbnen, der hele tiden giver os et puf ind på vejen igen, hvis vi var kommet for langt ud, sådan at vi til sidst, efter jeg ved ikke hvor mange genfødsler, kan opgå i den store og guddommelige helhed, den endelige indsigt.

 Men det er alt sammen overtro, ikke andet end overtro, der har mange navne: Skæbnetro, åndsvidenskab, new age. Og alt sammen har det ikke en pind at gøre med kristendom.

Og så er vi endelig ved denne dags evangelietekst.

 Der kommer nogle hen til Jesus og fortæller ham om en massakre, Pontius Pilatus har stået bag, hvor nogle pilgrimme fra Galilæa er blevet myrdet i Templet. Vi ved ikke hvorfor. Måske har Pilatus frygtet, at de var oprørere. Men disse "nogle", som fortalte Jesus om massakren, har tilsyneladende ment, at ofrene på en eller anden måde må have været større syndere end andre, siden Jesus spørger dem om det. Også noget andet spørger han dem om: Om de mener, at de atten personer, som et tårn i Siloa styrtede ned over og dræbte, om de på en måde fik som forskyldt. For det mener Jesus nemlig ikke, at de gjorde. De stod på det mest uheldige tidspunkt ved siden af tårnet, da det væltede. De var ikke større syndere eller mere skyldige end alle andre mennesker i Jerusalem. Det var meningsløst, hvad der skete. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at skulle man endelig placere en skyld et sted, så var det måske hos dem, der havde bygget tårnet. Men dengang blev dårlige ingeniører og håndværkere sikkert ikke retsforfulgt.

 Pointen i det, Jesus sagde, var simpelthen, at ingen var større syndere end andre, for alle var, når det kom til stykket, netop syndige. Alle er skyldige og risikerer at dø. Og så handler det selvfølgelig om at omvende sig, for hvem kan sikre sig imod tilfældighedernes spil. Og hvor frygteligt at dø pludseligt uden at have omvendt sig, uden at det vil kunne blive sagt, at man nåede at leve. Dø skal vi alle. Det er vores skæbne og vilkår. Og at skulle dø en tilfældig død er selvfølgelig ubehageligt at tænke på. Men det betyder dog kun en eneste ting, at det så netop ikke er ligegyldigt, hvad vi bruger vort liv til. Det er det, Jesus vil holde os fast på.

Vi har fået livet, og vi skal miste det igen, så skal vi også i taknemmelighed overfor Gud gøre vort til, at det var værd at leve; stort eller småt, men livet værd.

 Og for at vi ikke skal gå hjem og føle, at noget så stort kan vi slet ikke leve op til, så fortæller Jesus lignelsen om figentræet. Det bliver jo hverken skylden eller døden, der får det sidste ord. Det bliver nåden. Det kan godt være, at figentræet ikke havde fortjent andet, sådan ud fra fornuftshensyn og simpel retfærdighed, end at det blev hugget om. Det kan da godt være, at når det kommer til nyttehensyn, så er vi nogle golde figentræer, i hvert fald de fleste af os. Men Guds nåde er større end den smule nytte, vi kan gøre. Og det er vores redning.

Sådan er kristendommen ikke en religion eller overtro, der klart opstiller regler for dette og hint, og dømmer fuldt retfærdigt og snorlige efter disse retningslinier. Her er det hverken karma eller skæbneguder, der råder. Kristendommen er budskabet om Gud, der trods det enkelte menneskes skyldighed og endelighed, ønskede at tage det til sig i kærlighed. At tro på det er saligheden.

                                                                                                                                         Amen.

 

 

 



Sognepræst Erik Dybdal Møller
DK-8000 Århus C
E-Mail: edm(a)km.dk

(zurück zum Seitenanfang)