Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
22. søndag efter trinitatis, 19.10.2008
Predigt zu Mattæus 18:1-14, verfasst von Ulla Morre Bistrup
Hvis ikke I omvender jer og bliver som dette lille barn kommer I ikke ind i Himmeriget. Det lyder rimeligt nok. For der er jo noget særligt med børn. De kan så at sige skabe himmeriget omkring sig næsten hvor som helst. Eller i hvert fald sanse og nyde de helt nære omgivelser og oplevelser og tillægge dem en betydning som var det himmerige de befandt sig i. Det er sagt og skrevet utallige gange. Blandt andet i en af de sange Benny Andersen har givet os og som for længst har opnået status af nationalt klenodie. Om det paradisiske barndommens land: Fluen, er blå. Kilder på min tå og et par myrer vi kender hygger sig på dine hænder, skrubtudsen tisser en tår, før den går". Så enkelt, så uspoleret og intakt, så trygt og fortroligt. Selv myrerne er nogen, man kender. Og slår man sit ben på en kampesten, så må man hellere få plaster på.
Ikke underligt, at vi som voksne kan længes tilbage. For nu er der så meget, der slet ikke er enkelt, men spoleret, utrygt og ukendt. Også meget andet end myrerne. Og vi har fået masser af skrammer, som ikke har kunnet klares med et plaster.
Så, jo, vi vil så gerne. Vi vil så gerne blive som børn igen. Elsker at opsøge barndommes steder, udsigter og lugte. Elsker at synge om dem og fortælle om dem til den næste generation af børn. Tilbage til den tabte uskyld. Til det tabte paradis. Som stadig virker lige så tillokkende, som det er og bliver utilgængeligt som andet end minder. Fordi de erkendelser og erfaringer af andres og egen sårbarhed, af livets kompleksitet og dilemmaer, der ligger i mellem, hverken kan eller skal gøres til intet.
I salmen vi lige sang af Grundtvig skærer han også barskt igennem alt dette:
Barnelivets favre dage kun forgæves folk på jord kalder sukkende tilbage, som en drøm de heden for.
Ja, sådan er det. Men hvad mener Jesus så, når han taler om at vi skal blive som børn?
Hvad betyder al Jesu tale om barndommen, hvis ikke en nostalgisk flugt tilbage til et livsafsnit, der var en gang og som netop er tabt for altid, som andet end en - ganske vist umådelig væsentlig - klangbund for at vi er, dem vi er.
Jo, Jesus taler ikke om barndommen som uskyldens sted, som paradis før syndefaldet. Han taler om den som begyndelsens sted og dermed som et sted, der i den grad har noget at betyde også efter syndefaldet om jeg så må sige. Barndommen er det sted, hvor det hele begynder. Hvor livet ligger foran en. Fuld af muligheder. Som det sted, hvor erindringen, sorgen eller bitterheden om fortiden ikke kan tage livet af forhåbningerne, forventningerne til fremtiden.
Han kalder et lille barn hen til sig og stiller det - som der står - midt i blandt dem. Med ansigtet vendt mod de måbende disciple, som uden tvivl har fundet dette træk aldeles upassende og umotiveret, stiller han barnet foran sig. Og viser dermed at det sted, stedet midt i blandt dem og resten af verden med ham bag sig, med ham i ryggen er begyndelsens sted. Og hver eneste gang vi fejrer gudstjeneste er det i al sin enkelthed for at han skal gribe os om skuldrene og stille os på det sted. Foran sig. Ligesom han gjorde det med det lille barn. Så vi mærker, at den ny begyndelses sted ikke bare var engang da vi var børn, men findes for altid også for os. Som det nye livsmods sted. Som det sted, hvor vi kan finde forventninger og forhåbninger til fremtiden. Tro på, at fremtiden har nyt at bringe os - ja, hvem ved; måske endda det bedste.
Fordi vi har ham i ryggen. Ham, som på et kors langfredag tog syndefaldet og alt, hvad vi har forspildt og forbrudt i vores fortid med sig op på korset. For at ny begyndelse på den måde altid er mulig for os.
Siger han. Til os. Men kan vi tro på det? Kan vi tro på, at den ny begyndelsens sted findes for os?
Ja, vi kunne jo starte med at spørge om vi kan tro på, at den findes for andre. Kan vi nære os? Styre os og vores begreber om ret, rimeligt og retfærdigt, så vi ikke ringeragter en af disse små, der finder en ny begyndelse. Eller bringer vi straks dem og dermed os selv til fald - på vej i havets dyb med møllestenen om halsen. Ved at fnyse foragteligt af deres nyvundne livsmod. "Det går vel som det plejer med dig" - eller værre: "Du er en gang for alle stemplet af dig selv og os andre, som én, der har lagt din fremtid bag dig - forstå det dog!".
Og når det gælder os selv. Bringer vi os selv til fald fordi vi ikke tør eller ikke vil være en af disse små. Kan vi ydmyge os og opgive al selvretfærdighed, alle tanker om alt, hvad vi har gjort os fortjent til og illusion om at være vores egen eneste lykkes smed. Tør vi opgive alt det og se vores livs nye begyndelse som noget, der gives os og alle andre ufortjent og uafhængigt - ja endda på trods af - hvem og hvad vi er og har præsteret?
Tør vi hugge selvretfærdigheden, forstandigheden og alle de hårdt tilkæmpede fortjenester og udmærkelser af os, som tekstens hånd, fod og øjne, som bringer os til fald?
Det er spørgsmål, som vi hver i sær må kæmpe med. Men mens vi kæmper, kalder han hen til sig.
Han kalder, som han gjorde lige før, da vi fejrede dåb. "Lad de små børn komme til mig", kaldte han. De små børn, ja, det er det dåbsbarn, I bar til døbefonden, men det er også jer, der kom med det. Og alle os andre, der stod omkring. Og så sagde han til os, at Guds rige er vores. Kvit og frit.
Han kalder, som han vil gøre det lige om lidt, hvor vi fejrer nadver: "Drik alle heraf, for dette bæger er den nye pagt ved mit blod som udgydes til syndernes forladelse". Syndernes forladelse. Tilgivelse. Så ny begyndelse er mulig for alle mine små.
Han kalder os igen og igen hen til sig, og han stiller os midt i blandt alt, hvad der udgør vores liv. Af store og små genvordigheder, af tvivl og svære valg, af skuffelser og fortrydelser, af håbløshed og modløshed. Foran ham stiller han os. Som et lille barn. For der står vi på den ny begyndelses, tilgivelsens, forsoningens, mulighedernes og fremtidens sted. Med ham i ryggen.
Og lad os stillet her så høre Grundtvig om de barnedage, som varer hele livet og længere endnu - nemlig som en af disse små, som Guds børn:
Disse Herrens barndomsdage
De er evighedens vår
Vifter bort al sorg og klage
Også fra de hvide hår,
Taler med hinanden lydt
Om det mål for livet nyt
Himmelvidt fra skyggedale
Guddomsliv i gyldne sale.
Amen.