Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Alle helgens dag / 24.søndag efter trinitatis, 02.11.2008
Predigt zu Matthæus 5:13-16, verfasst von Hanne Drejer
Hvad intet øre nemmed, hvad intet øje så,
har Gud i himmelhjemmet hengemt til sine små.
Der hvor hvert slør vil falde, bli'r livets gåde løst,
når Gud er alt i alle og nåden fuldt udøst. (DDS 553 vers 6)
Amen
"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. Den første himmel og den første jord forsvandt.
Og jeg hørte en røst sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem - han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg - skrig - eller pine. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen sagde: Se, jeg gør alting nyt"
- de ord hørte vi før fra Johs. Åbenbaring, Bibelens allersidste bog!
Og det er jo store ord - store ord, der står i en voldsom kontrast til den virkelighed, vi kender.
For i den verden og den virkelighed vi kender, findes døden jo netop - den slipper ingen for.
Dagen i dag, Alle helgens dag hvor vi mindes vore døde, taler jo sit tydelige sprog om, at i vores virkelighed og verden ender alt liv med døden - vi får ikke vore døde levende tilbage, men må lære at leve med tabet.
Om den virkelighed har Martin A. Hansen skrevet så hjerteskærende i novellen Høstgildet.
Tjenestedrengen Jens Otto er ved et høstgilde blevet drukket ihjel nede i folkestuen. Der går bud hjem til forældrene, og faderen kommer og bærer sin dreng hjem til huset i sandbankerne.
Præsten, der har været med til høstgildet oppe i gårdens fine stue, skynder sig efter faderen fordi han vil hjælpe. Ude i mørket indhenter han ham, da han sidder med sin døde dreng i armene på et vandtrug.
"Jeg vil hjælpe dig, siger præsten. Faderen rørte sig ikke, og præsten gentog: jeg vil hjælpe dig.
Da siger faderen: kan du gøre ham levende, præst?"
Hvad præsten jo ikke kan, og mens han står hjælpeløs og tavs, rejser faderen sig og går hjem med sin døde dreng i armene.
Og præsten står tilbage i mørket, skamfuld og med faderens ord rungende i øret: kan du gøre ham levende?
"Jeg ville så gerne hjælpe, men magtede det ikke", siger præsten til sin kone hjemme i præstegården. Hun pakker så en kurv med lidt til Jens Ottos familie, og sender præsten af sted med ordene: når du først er kommet derud med kurven, finder du måske mere i den end jeg har pakket ned!
Præsten føler en mur foran sig, da han står ved drengens hjem: Jeg kan jo ikke, tænkte han.
Men går alligevel ind.
Da Jens Ottos far står i døren ser, han længe på præsten og spørger så igen: Kan du da gøre det nu? - gøre drengen levende.
Præsten prøver at samle forældrene om drengens dødsleje, så de kan bede sammen - men de går. Selv knæler han ned og prøver på at bede, men kan ikke, da han mærker drengens kolde hånd i sin.
Men en tid efter hører han en frygtelig lyd fra køkkenet - præsten går derud, og helt inde ved ildstedet, presset op mod den sodede væg, stod faderen og græd, mens konen var hos ham.
Da vidste præsten, at muren var brudt og at faderen havde fået den første frygtelige hjælp - og selv gik han tilbage for at være hos den døde."
Hvad er det for en første frygtelig hjælp, faderen fik? Det er den frygtelige hjælp der ligger i at indse realiteterne - indse at han - og vi - aldrig får vore kære døde levende tilbage her på jorden. Det er frygteligt at opdage det - men også en hjælp at være nået dertil - fordi der så også er en chance for at vi en skønne dag lærer at leve videre - med tabet.
Sådan er alt stadig ved det gamle her på jorden - alting er bestemt ikke nyt endnu - som Johs. Åbenbaring lover det engang skal blive.
Nej, de store ord fra Johs. Åbenbaring om at døden og sorgen og smerten skal forsvinde - er bestemt ikke vores virkelighed nu. Vi må tværtimod sige, at alting er som det altid har været - og de store ord og de mægtige syner fra Johs. Åbenbaring kan derfor virke forlorne og som en bedragerisk løgn - fordi vi lever vores liv hvor døden hersker og hvor vi derfor alle også en dag mister.
At indse det, er den første frygtelige hjælp vi kan få - det er hårdt, men det er også en hjælp at nå til den realistiske erkendelse.
Og det vil Alle helgens dag hjælpe os med, hjælpe os med at mindes og huske og bære dem med os videre i vores liv, alle dem som vi ikke får levende tilbage, men som - med deres liv - var salt og lys i vores liv.
Hvad skal vi da stille op med de store ord fra Johs. åbenbaring? Er det løgn og latin? Ja, det er jo ofte blevet sagt at de store ord om herlighedsriget hos Gud engang, blot er at udstede falske veksler på evigheden - blot er sagt for at give os en falsk trøst - for at holde os hen, og få os til at holde alle smerter og problemer ud, med det løfte at alt engang - men først engang - nok skal blive lyst og godt.
Sådan har man som bekendt holdt mennesker hen og fået dem til at udholde det utroligste - her på jorden, mod at saligheden ventede dem i himlen.
Det er selvfølgelig at misbruge de ord.
Men hvor ville det dog være trist og fattigt hvis vi skulle undvære den store vision og de løfterige ord.
"Og jeg så en ny himmel og en ny jord - hvor Gud selv vil tørre hver tåre af vore øjne - og døden er ikke mere, for se, Gud vil gøre alting nyt!"
Det er ord der beskriver den kolossale forskel der er og altid vil være mellem
Gud og mennesker -
himmel og jord -
dødelighedens verden og det evige liv.
Ingen mennesker har magt over liv og død - det har kun Gud - og Gud, som har magt til at give os livet og en dag tage det til sig igen, han har altså lovet at han engang vil gøre alting nyt og godt igen, som på skabelsens første morgen, hvor Gud så på alt hvad han havde skabt og så hvor godt det var.
Det er det genskabte paradis der skildres i de ord - himmel og jord før syndefaldet og før det onde fik magt - himmel og jord, hvor der derfor ikke er død, sorg, skrig eller pine.
Se, jeg gør alting nyt, siger Gud, i denne fremtidsvision, dette syn for de sidste tider, hvor Gud selv vil blive alt i alle.
På de allerførste sider i Bibelen står der: Gud så alt hvad han havde skabt, og se, det var såre godt - Sådan måtte Gud sige da han har skabt livet og verden. Og på de allersidste sider i Bibelen står så de løfterige ord, der svarer dertil: og se, jeg gør alting nyt.
Den store drøm og vision hvælver sig over os - den store bue lever vi under, og kan se frem til, at som Gud engang gav liv til alt - vil han også en dag gøre alt godt igen.
Store og smukke ord - som altså står i en voldsom kontrast til den virkelighed vi kender - hvor vi må lære at leve med døden og smerten og tabet. Ja, men netop derfor er det ikke til at undvære de store ord: Se, en dag vil jeg gøre alting nyt og godt igen!
Mellem den første skabelse dengang i fortiden og nyskabelsen engang i de sidste tider, ligger syndefaldet hvor det onde fik magt. Det ondes væsen er at ødelægge det gode - så da det onde får magt, bliver døden også til som den, der ødelægger alt liv - og skaber sorg og smerte.
Og det sætter Gud i arbejde - netop som han havde indledt sin hviledag ovenpå den gode skabelse.
Fra at være en Gud der kunne hvile sig ovenpå 6 dages smukt arbejde, bliver han nu en Gud der ikke har rist eller ro før det gode skaberværk er genoprettet, og han har gjort alting nyt og godt igen.
Gud er en Gud der længes og er på vej.
Først giver han så mennesker loven - de 10 bud - som skal bøde på de værste udslag af det onde - sådan som en lov altid går ud på at beskytte de svage mod de stærke og frække.
Men den onde er stor og stærk - stærkere end mennesker. Derfor må Gud selv besejre det onde. I sin søn kommer Gud derfor til verden og den onde bliver faktisk besejret og nedgjort - det skete ved Kristi død og opstandelse.
Ved selv at dø dræber Guds søn døden, derfor opstår han og paradis er igen lukket op - Og engang ved denne verdens ende vil også døden og den onde drage sit sidste suk, når Gud skaber en ny himmel og en ny jord.
Da bliver ringen sluttet fra "og se, alt var såre godt" da Gud havde skabt livet - til Bibelens sidste ord: Og se, jeg gør alting nyt"
Under den store vision lever vi så - lever det liv hvor døden stadig hersker, men hvor vi har lov at tro på at døden ER besejret.
Derfor er det ikke til at undvære de store ord fra Johs. Åbenbaring, fordi de fortæller os, at Gud er på livets side - og at selvom døden tager vore kære, så har døden og mørket og det onde ikke den virkelige magt længere - selvom vi endnu her på jorden må leve med alle tabene.
Vi lever efter Kristus - med hans gerning i ryggen så at sige. Han har med sit liv, sin død og opstandelse befriet os fra det uoverkommelige - at vi selv skulle bekæmpe synd og død og djævel - for det har han gjort for os.
Det giver håb og kræfter til at holde fast ved troen på, at det er livet og lyset og glæden fra Gud der har ret - så vi kan være hjemme i denne verden og leve med alle tabene, men også altid på vej mod noget bedre og noget nyt. Så vi kan være jordens salt og verdens lys for hinanden.
Det har vi Guds ord for at vi har lov at drømme om og håbe på og kæmpe for - Det samme gør Gud: For se, jeg vil gøre alting nyt.
Amen