Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
26. Sonntag nach Trinitatis, 16.11.2008
Predigt zu Mattæus 13:44-52, verfasst von Claus Oldenburg
Hvis vi skal tale om himlen, må det nødvendigvis ske i billeder, da vi selvsagt ikke har nogen eksakt viden om dette sted.
Også Jesus taler om himlen - eller Himmeriget - i billeder. Eller lignelser. Det ligner.
De tre lignelser, han refereres for i dagens tekst er meget karakteristiske for den måde Himmeriget omtales på i evangelielitteraturen. Det karakteristiske er, at tonefaldet svinger fra det glædelige til det truende. Og billederne er i øvrigt overordentligt jordiske, meget kontante og direkte, hverdagsagtige. Billederne søger nedad.
Men præcis dét gør kulturens himmelbilleder ikke. Vi er børn af en religiøs og civilisatorisk tradition, der har produceret enorme mængder af himmelbilleder, men de synes ikke at være inspireret af evangelierne og Jesu lignelser om emnet - hvilket faktisk er højst mærkværdigt, da den bibelske tekst så at sige er grundbogen for den kristne verden.
Jeg henviser til maleriets tradition, hvor himmelbillederne vitterligt bevæger sig i de øvre sfærer, og jeg henviser til den digteriske tradition, hvor ordene også søger opad.
I vores gudstjenestesammenhæng er de sproglige billeder fra salmetraditionen velkendte og jeg henviser til Grundtvig, som skriver om en 'borg så prud og grand / med gammen i gyldne sale / så frydelig der til evig tid / med venner i lys vi tale.' Eller Brorson, som glæder sig til at stå i 'den store, hvide flok', der lovsynger Herren. Eller Kingo, der ser frem til himlen, 'som er ene af salighed fuld', for modsætningen mellem sorg og glæde er ophævet dér.
Kulturens himmelbilleder søger fysisk opad eller henad. Med henad mener jeg verdensafslutningen, hvor denne verden skal afløses af 'den kommende verdens liv'.
Det er selvfølgelig en meget varieret måde at beskrive himlen på, og der skal ikke megen indsigt i hverken det sproglige eller det religiøse til ikke at kunne se, at digteren laver sine egne længselsbilleder og hæfter dem på den himmelske tilstand - sagt lidt brutalt holder Grundtvig 'vennemøde' i sin himmel, Brorson svinger sig op i de himmelske landskaber, væk fra denne sorgmættede verden, og Kingo lider under modsætningerne, denne dialektiske spænding i verden, som skal afløses af en fuldkommen harmoni.
Temaet - himlen - kan således varieres i det uendelige, men det slår mig, at hele denne vifte af forestillinger eller fantasier om det himmelske, som vi kender fra specielt malerkunsten og digterkunsten, overhovedet intet har at gøre med de lignelser, vi har overleveret fra den nytestamentlige tekst.
Det må hænge sammen med, at kilden til vores kulturs himmelbilleder snarere er en rest af det middelalderlige univers end det antikke univers - og så den faktiske logik, der lå i det middelalderlige verdensbillede som et nøjagtigt spejl af ikke blot menneskers sanser men også deres følelser.
Vi siger jo stadig, at solen 'går op', og den 'går ned', for det er det, vi ser med vores sanser, og lever så i øvrigt udmærket med den modsætning, at det fysisk set er jorden, der bevæger sig, mens solen står stille.
Og skal et menneske orientere sig fysisk og geografisk i forhold til godt og ondt, så sidder den gode Gud stadig - for en følelsesvinkel - i sin himmel, mens helvede, dybet, er under jorden og i mørkets kamre.
Hele den traditionelle religiøse opdragelse, som i hvert fald var virksom frem til dette århundredes midte, har reproduceret disse foroven- og forneden-billeder i ethvert barns bevidsthed og givet barnet en rum-fornemmelse, så det har kunnet føle sig hjemme i verden.
Der er tale om mentale grænser for bevidstheden og både følelsesmæssigt og sprogligt er dette gamle verdensbillede spiller-levende.
Men det er ikke levende for den offentlige - og officielle - tankegang, for i fornuftens, fysikkens og verdsliggørelsens navn blev både Gud og Fanden tænkt ud af verden, hvorfor modsætningen mellem godt og ondt blev gjort fysisk hjemløs og den ydre verden således blev indifferent - hvad følelsen heldigvis ikke er og aldrig bliver, ligesom sproget heller ikke kan tale indifferent om verden.
Så billederne er civilisationens billeder, næret af en kirkelighed, som engang satte den åndelige og moralske dagsorden for verden og omsluttede det europæiske menneske.
Men så bør man tilføje, at den magt, der administrerer adgangen til himlen og tilsvarende til helvede i spillet mellem frelse og fortabelse, er en magt af uhyrlige dimensioner, for man har fat - ikke i folks tro - men i deres følelser. Og præcis dét åbner for kontrol og styring. Og fører til misbrug. Al magt korrumperer. Åndsmagt i særdeleshed - desværre.
Er der på den baggrund overhovedet adgang til de himmelbilleder, vi har i evangelierne? Jeg synes, at der er svært, for hvordan kommer man uden om disse foroven- og fornedenbilleder, som vi har med i den kulturelle bagage, og så tilbage til nogle himmel-forestillinger, som er så udpræget jordiske?:
Som en mand, der køber en mark, en købmand, der vil have fat i én perle eller et net fyldt med fisk, der bliver sorteret mellem spisefisk og skidtfisk?
Kun det sidste billede eller lignelse tenderer den religiøse forestillingsverden som den truende domsscene, hvor Guds engle ved verdensafslutningen sorterer de onde fra de retfærdige, og de fyrer godt op i ildovnen, et billede, som får mig til at tænke på Jeronimus Bosch' gruopvækkende dommedagsbilleder og gaskamre af menneskelig fornedrelse.
Hvis der er et begreb, der hæfter ikke blot disse tre lignelser sammen, men også kulturens billeder, så må det være Afgørelsen.
Altså: en mand VIL have den skat, der er skjult i marken og følgelig rydder han alle sine konti for denne marks skyld.
Eller en købmand satser hele sin formue på én perle.
Eller en fangst: vi tager kun de gode fisk - væk med resten.
Og så kulturens billeder: en dag vil verden blive afgjort.
Markkøberen afgør sig. Perlekøbmanden afgør sig. Fiskerne afgør sig. Guds engle gør det.
Og en dag vil verden blive afgjort mellem gode og onde, retfærdige og uretfærdige.
Men hvad er det så for en visdom at være oplært for et sådant Himmerige, dette mærkværdige udsagn, som teksten slutter med? Dette underlige billede med husbonden, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd? Det er muligt, at disciplene har fattet det, jeg har ikke.
Afgørelsen er - så vidt jeg kan se - ikke kalkulerende. Den er heller ikke rationel. Den er ikke gennemskuelig eller forudsigelig.
I de to første lignelser kommer afgørelsen op som et billede indvendig fra, hvor manden bliver besat ved tanken om skatten i marken og købmanden af denne enestående perle, han MÅ eje.
Det kan jeg godt forstå, for der ligger en mægtig kraft i en sådan besættelse. Den er irrationel og følelsesstærk. Jeg skal og jeg gør og jeg handler derefter. Og i opfyldelsen ligger der en fryd, som er himlens fryd, det store øjeblik.
Men der siges intet om, hvorvidt manden og købmanden er gode eller onde. De er bare grebet af noget.
Scenen med fiskefangsten og ildovnen synes meget mere forretningsmæssig og kølig: ligesom fiskerne må gøre fangsten op, må Guds engle ved verdens ende gøre menneske-regnskabet op.
Jeg mener, at vi kender besættelsen, hvor ét bliver vigtigt. Én ting bliver af afgørende betydning og sætter sig som en lidenskab, der vil ét og sorterer alt andet fra.
Er det også sådan med dommen over verden?
Ja, det må man da sige. Den rummer en lidenskab efter afgørelsen.
Fra Guds side? Eller vores?
Da ingen af os kan udtale os på Guds vegne, kan vi ikke afgøre dét fra Hans vinkel. Men mennesket har et billede inde i sig af en sådan lidenskab for afgørelsen. Jeg tror, at det er en gennemlysning af mennesker og verden, en afklaring - og dermed også en afsløring.
At sandheden bliver åbenbar. At alt det, som er skjult, skal komme for en dag.
Og dette - vil jeg så personligt sige - dette må være Himmeriget.
Kulturens himmelbilleder spejler en bevidsthedsmagt, der kunne skalte og valte med menneskers følelsesbilleder i spillet mellem frelse og fortabelse. Afgørelsen lå uden for mennesket.
I dag sidder disse billeder inden i individerne og bliver så at sige personlige spejle af verden og universet. Derved får vores kultur et vist narcissistisk præg, selvoptagethedens kunst, hvor man reelt lægger omverdenen fra sig for at koncentrere sig om sin egen ensomhed og blive frelst gennem udsagnet: Jeg mente det godt.
Hvis man har det sådan, er man ikke oplært i Himmeriget.
For man mangler enhver lidenskab. Man går ikke på skattejagt. Man risikerer ikke alt for én perle. Man går ud fra som givet, at man kommer i himlen - for er Gud måske ikke god - og - endnu mere - mente jeg det måske ikke godt?
På den måde ender vi alle i Himlen.
Det er ret smart.
Men jeg tror ikke på det.
For afgørelsen er altid voldsom. Enhver afgørelse er.
Til gengæld sveder, lugter og ånder afgørelsen af liv, kød og puls.
Det gør den kommende verdens liv også, så sandt Gud er den levende Gud og ikke en begrebsmæssig sløjfe over Altet, alle til beroligelse.
Men måske er pointen, at vi alle gerne vil have fred med os selv.
Det får man kun ved at forsone sig med virkeligheden og dens afgørelse, og således oplært i Himmeriget kunne hente nye og gamle ting af sit forråd.
At Gud gør det samme, oplært af jordens liv, og giver os en ny historie - hvorfor den kommende verdens liv ikke er løsningen, men fremtiden i afgørelsens klare lys. Amen.