Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
sidste søndag i kirkeåret,, 23.11.2008
Predigt zu Mattæus 11:25-30, verfasst von Inger Hjuler Bergeon
Min prædiken i dag vil bestå af fire små kapitler. Fire små indfaldsvinkler på teksten.
Det første man lægger mærke til, det er at Jesus taler på tre forskellige måder. Først taler han til sin far og siger jeg og du. Jeg priser dig, og: du har skjult og: det var din vilje. Altså direkte tale, som om han talte til én, der sad overfor ham. Og da det er Gud fader han taler til, ja så plejer vi at kalde det for en bøn.
Derefter taler han til nogen, som vi ikke ved, hvem er. Da han siger: Alt har min fader overgivet mig o.s.v. Vi ved ikke hvem han nu henvender sig til, - til sin fader er det i hvert fald ikke længere, for han taler OM sit forhold til Faderen og dennes forhold til ham. Så han taler om noget, måske til sig selv, måske til nogle tilhørere, - måske er det os.
Og så skifter han sandelig taleform igen. Nu til 2.person flertal: kom til mig alle I, der slider jeg trætte. Og så er resten af talen til nogle, en direkte tale. En direkte opfordring.
Så på bare 10-12 linjer skifter han mellem hvem han taler til og hvad han taler om.
Men på en eller anden måde hænger det sammen alligevel. For det er som om, at alt det første udkrystalliserer sig i det sidste: : "kom til mig, tag mit åg på jer." For han opfordrer os til at være hans, ligesom han er sin fars, og på den måde binder han os sammen, alle tre parter kan vi sige, til en stor fælles forbindelse. Med den overskrift: kom til mig, I der slider jeg trætte, mit åg er godt, min byrde let.
Det var første kapitel: de mange taleformer, i eet lille stykke. Først en bøn, så en omtale og så til sidst en opfordring eller en indbydelse.
Nu til andet kapitel: "kom til mig I der slider jeg trætte, mit åg er godt min byrde let" er noget af det mest elskede i vores bibel. Hvis man ikke lige føler sig ramt, ja så er det måske lidt sentimentale ord, men i samme øjeblik man bare har smagt en anelse af, hvad det vil sige at længes efter hvile og at een tager imod, uden at vi skal yde, ja så kender man hvor godt helt ind i de dybeste lag af sjælen, disse ord gør. Disse ord taler dybt til os.
Og der er to kunstneriske tolkninger af disse ord, som nærmest er fælles eje. Og som måske kører i sine egne spor, mens man hører bibelordene. Det ene er i Händels Messias, hvor der er en arie som først citerer Esajas ord om hyrden, der vil lede sin flok og derefter umærkeligt går over i: kom til mig alle I der slider jeg trætte og jeg vil give jer hvile.
Og så er der Thorvaldsens Kristus-statue fra Københavns domkirke, hvor Kristus står med udbredte arme, indbydende, hældende sig lidt forover, så vi kan se, at han mener hvad han siger: Kom bare. Men hans hænder er hullede, har naglegab. Thorvaldsen har altså valgt, at det er den korsfæstede Kristus, der indbyder, og med sidesår efter lansen. Hos Mattæus er det langt tidligere i Jesu liv, at han indbyder alle til at finde hvile hos ham, for hans åg er godt og hans byrde let. Thorvaldsen viser, hvordan byrden kunne komme til at se ud. Og alligevel indbydes der. Under Thorvaldsens statue står derfor de berømte ord: Kommer til mig!
Denne statue er måske den mest kendte Kristus-fremstilling i verden, overhovedet. Og jo kopieret i talløse gips- og porcelænsudgaver. Og ethvert hjem med klaver i slutningen af 1800-tallet, havde også en Thorvaldsen-Kristus.
Det må altså tale dybt i os, denne stille opfordring fra en lidelsernes mand, når vi både, igen og igen fylder koncerthuse og kirker for at høre Händels Messias og når Thorvaldsens Kristus kunne blive SÅ udbredt, at enhver genkender den.
Jeg tror, det er koblingen af et løfte og en fremtid, der er uden utopi og uden falske forhåbninger. Der loves ikke guld og grønne skove. Der loves ikke succes, for det er naglede hænder, der indbyder. Men der tilbydes hvile for trætte og udslidte mennesker. En indbydelse, et tilbud, men ikke for at overlade os i stille ro og passiv tilstand. Der er også fremtid i det. For der tilbydes hvile til alle de trætte og slidte og der opfordres på samme tid til at tage hans åg på sig. Og det ved vi havde sin pris og sine omkostninger.
Det var anden synsvinkel: en Kristus der tilbyder hvile og indbyder trætte og slidte, og som opfordrer os til at tage hans åg på sig.
Tredje kapitel og tredje del vil derfor handle om åg og byrder.
Fordi vi ikke bruger åg længere, så er det blevet en almindelig opfattelse, at et åg er det samme som en byrde. Åhhh læg ikke dette åg på mig, kan vi næste sukke. Men et åg er ikke en byrde, men et hjælperedskab til at bærer byrder med. Ja, et hjælperedskab, der gør, at byrder bliver lettere at bære, fordi man kan fordele vægten bedre og bruge sin skuldres konstruktion til at bære med, frem for at få lange arme og ømme muskler. Med et godt åg kan man lettere bære tunge byrder. Så et åg er ikke en ny byrde oveni de andre, men et hjælperedskab. Og man siger, at i gamle dage, så var det en kærlighedsgave, måske en forlovelsesgave, hvis en karl kunne skære et godt åg til sin kæreste. Et der passede til hendes skuldre. Passede så fuldstændigt, så hun ikke skulle have slidmærker og ødelægge sig ved at bære dagligdagens spande og andre tunge ting. Og på flere museer har man samlinger af disse åg, og der er små og der er store. Små piger, som kunne bære meget og skulle bære meget, og som fik et åg, der kunne passe dem og som var en uundværlig hjælp i deres dagligdag.
Denne lille omvej ville jeg tage for at åbne for disse ord fra Jesu om, at mit åg er godt og min byrde let, tag mit åg på jer. Han siger nemlig IKKE: bær mine byrder eller bær byrder ligesom jeg. Tag alt det tunge op du kan, opsøg byrderne, så du rigtig kan betale for dit liv ved virkelig at vise, at du er det værd. Det siger han IKKE. Han taler ikke om, at vi skal tage byrder på os. Men han opfordrer os til at tage hans åg på sig. Altså bruge hans hjælperedskab. Til de byrder, som viser sig hen ad vejen, kunne vi så tilføje, og som vi alle sammen kommer til at bære nogle af.
At jeg ridser denne forskel op på byrder og åg er ikke bare for at vi ikke skal misforstå de danske ord, men det er af dybt religiøse årsager. For vi har i os, og ikke kun os kristne, og ikke kun de passionsdyrkende katolikker eller de flittige protestanter, men vi har i os, en underlig form for ønske om lidelse og offer. Også f.eks. i den græske nemesis-tanke, at hvis man havde været for heldig og for glad for det, så hævnede det sig... Det skal gøre ondt, åbenbart, for at vi skal nyde at være i live. Der skal betales. Vi kan jo grine af 1500-tallets misbrug af afladsbreve og det offer man pålagde sig for at undgå skærsilden og for at få frelse. Og vi er med god grund glade for Luthers opgør med det. Og samtidig så sniger offer-tanken og offerrollen sig stadig ind alle vegne, måske som selvafstraffelse. Man synes ikke man har fortjent bedre... Psykologisk er vi plaget af offerroller og mindreværd, -det plager virkelig nutidsmennesker. Måske vil få tale religiøst om det, og mener bare det hører til livet at vi kører så travlt på og løber så stærkt og pålægger os selv så mange pligter, så vi måske ikke har så meget at sige de andre på, alle dem vi kalder flagellanter. Dem, der i middelalderen piskede sig selv, måske endda offentligt, for at opnå frelse. Vores flagellanteri viser sig i et arbejdstempo, der for mange er livstruende, og i et aktivitetstempo, der bl.a. skaber stressede børn, som vi aldrig har set det før. Og i en kropskontrol, hvor anoreksi er blevet en kulturel sygdom og festsugning en almindelig mulighed. Det er da underligt, at vi sådan plager os selv. Påtager os byrder, slæber os trætte. Udslidte. Søvnløse.
Og det er ikke dét, Kristus indbyder til. Han indbyder ikke til selv-plageri. Han indbyder til at bære hans åg. For det er et godt åg. Det gør byrden let.
Og dermed til den sidste synsvinkel, til fjerde og sidste kapitel: Hvad er det for et åg, der kan gøre byrder lette? Altså ikke lette på den måde, at de vejer mindre, for det har intet åg kunnet, -spandene vejede stadig det samme, men et åg gør, at byrden dog kan bæres.
Jeg tror, at Kristi åg er kærlighed.
Åg er kærlighed. Kærlighed ligesom Kristus selv var det og levede det. Og derfor viser Thorvaldsen ham med udbredte arme og hullede hænder. Og derfor indbyder han alle trætte og slidte og lover hvile.
Åget er kærlighed, og derfor som et hjælperedskab til at bære byrder. Ikke byrder, vi skal opsøge for at betale for vores tilværelse. Men de byrder, der følger med enhver tilværelse. De kan bæres, når kærlighed billedlig talt lægger dem til rette på vores skuldre. En kærlighed, der blev levet og vist af Kristus selv.
Der er mange byrder, vi i vores liv gerne ville have været foruden. Og samtidig er der det forunderlige, at når vi ser, at forskellige byrder, der bare skulle bæres undervejs, når kærlighed bar med, så blev byrderne lettere. Det var de samme byrder, men lettere at bære. Kristus bar med, som det åg, som den kærlighed, der gjorde at man ikke løb fra byrden eller gik under for byrden, men kunne bære den.
Fjerde synsvinkel er altså denne: at tolke åget som kærlighed.
Lad os høre løftet igen:
"Kom til mig, alle I der slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
Amen.