Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i advent, 30.11.2008
Predigt zu Matthæus 21:1-9, verfasst von Erik Fonsbøl
Hvert år ved påsketid drog den romerske kejserlige guvernør, Pontius Pilatus op fra sin residens ude ved havet ved Kæsaræa - den nye by, der var opkaldt efter Cæsar selv for at holde sit årlige indtog i Jerusalem.
Det var et indtog med kolonner af heste og mænd i læder og jern. Der var faner og basuner - der var hele der romerske kejserlige opbud af militærmagt - og det var netop meningen, at Jerusalem, der var arnested for så meget oprør mod romermagten, skulle vide, at hele militærmagten var til stede. Folket skulle se og forstå det håbløse i enhver form for modstand.
Og folk stod og så - tavse, betuttede måske, imponerede over dette kolossale opbud af magt - men også med knyttede hænder i det skjulte - i vrede og afmagt over denne håbløse besættelse af disse romerske hedninger, som i snart 70 år havde plaget og udsuget det jødiske folk, og som nu sad fastere og hårdere på magten end nogensinde. Hvor længe, Herre? Hvor længe endnu vil du lade dit folk træde under fode af disse krigsgale barbarer? Og så denne sadistiske tyran til Pontius Pilatus, som havde omdannet selve tempelpladsen til et slagtehus med sine tilfældige massakrer på uskyldige mennesker. Der kom han - højt til hest - iklædt sin guldskinnende brynje, den fjerprydede hjelm og det røde slag. Flot, sejrrig, uovervindelig...
Alt dette foregik ved Vestporten, hvor vejen fra Kæsaræa gik ind i Jerusalem. Omme på den anden side af byen, ved Østporten, hvor vejen nordfra løber ind i byen, blev der også holdt et indtog på denne solrige forårsdag. Et indtog, der vakte et spinkelt håb i mange jødiske hjerter blandt bønder og slaver og andet godtfolk af den fattigste befolkning. En profet fra Galilæa havde arrangeret sit eget indtog netop på denne dag - og hvilket indtog i forhold til det romerske i den anden ende af byen! Ridende på et æsel - ganske alene - holdt denne mærkelige mand sit alternative indtog i byen. Han holdt det i henhold til profeten Zakarias, der engang havde spået om Israel: Se, din sande konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel.
Fattigfolk strømmede til. Byens elite - de fornemme familier - præsterne og romernes medløbere var alle til stede i den anden ende af byen. Men de fattige i Jerusalems East-end oplevede noget, de aldrig helt skulle glemme. De oplevede et menneske, der åbent turde demonstrere sin modstand imod den altdominerende magt i landet - ja, i hele verden.
Ligeså stille - men også på en måde, der ramte dem - også ukuelig sad han dér på sit æsel i sin enkle, fattige kjortel - uden nogen form for pomp eller pragt - endsige våben - og så dog alligevel så strålende som en feltherre i sit fornemste skrud. Sad dér på Zakarias' æsel og benægtede rent ud enhver virkelig betydning af det andet indtog i Jerusalem.
De kan stille an med hele maskineriet - med al deres magt - med alle deres heste og alle deres mænd. Men ret får de aldrig. De kan undertrykke og slå ihjel massakre efter massakre - korsfæste i tusindvis - men sandt bliver deres forehavende aldrig - og derfor er det dømt til undergang.
Først måbede de. Så jublede de alle disse håbløst undertrykte eksistenser. Og de dansede omkring ham og skar grene af træerne og lagde deres lasede klæder foran ham som en hyldest - en hyldest til sandheden, der pludselig dukkede op som et levende håb. Dér sad han jo og var til stede og red ind - lige midt ind i romermagtens centrum - og hvad kunne det ikke ende med. Frihedens time var måske endelig begyndt at slå. Gud havde måske nu endelig forbarmet sig over sit folk, sådan som han altid havde gjort det. Hosianna - velsignet være han, som kommer i Herrens navn...
Jesu indtog i Jerusalem var - ganske som Pontius Pilatus årlige indtog - en demonstration, men dermed hører enhver sammenligning op. For mens den romerske hær demonstrerede våbenmagt og vold som middel til at opretholde freden med, så demonstrerede Jesus sagtmodighed, ydmyghed, ikkevold som middel til at opnå den virkelige fred. Og dermed demonstrerer han et ganske andet menneskesyn og samfundssyn - en vision, om man vil, om en anden måde at leve sammen på. Uden vold - uden aggression - uden vrede. Sådan som de gamle profeter forestillede sig samfundet i Guds ånd - et samfund, der byggede på kærlighed og barmhjertighed. Et samfund, hvor sværd blev smedet om til plovjern.
Utopi! vrænger romeren, der kun kender én kommunikationsform, der virker, nemlig ordren, der efterkommes af frygt. Med rette. Det var den holdning - ja, det var den teologi, der havde bygget det romerske verdensimperium. Magtens teologi - den guddommelig ret til at herske, hvis man kunne. Overmagtens ret til at bestemme alt. Det var ikke tilfældigt, at kejseren i Rom havde titel af Guds Søn - og dermed havde understreget sin guddommelige ret til at herske uindskrænket over hele verden.
Vi ved, hvordan det gik de to mennesker, der holdt deres indtog på hver sin måde den dag i Jerusalem. Pontius Pilatus blev nogle år senere afsat i unåde af kejseren på grund af unødig grusomhed - og Jesus blev fem dage efter sit indtog korsfæstet af romerne. En hurtig og effektiv sejr for romermagten, kan man sige - i hvert fald på kort sigt. Man hørte ikke meget til denne Jesus og hans lille profetbevægelse senere. De stak alle af som hunde med halen mellem benene, og endnu engang triumferede overmagten og bekræftede den holdning, som havde skabt imperiet. Udryd alt, hvad der truer Pax Romana - den romerske fred.
Og så sidder vi alligevel her i dag på adventssøndag - 2000 år efter disse skæbnesvangre indtog i Den hellige Stad.
Det romerske verdensimperium er for længst gået i opløsning - de romerske guder har for længst forladt livet i denne verden og er kommet på museum - men overalt i verden samles mennesker endnu den dag i dag for at hylde den fattige, sagtmodige konge, der red ind i Jerusalem dengang på et æsel - og demonstrerede en anden fred - et helt andet liv - end magtens og voldens guddommelige imperium. Og nu er det ham - den fattige stakkel, der kun fik fire dage i Jerusalem til at forkynde sit budskab i, inden han hurtigt og effektivt blev fjernet fra jordens overflade - nu er det ham, der kaldes Guds Søn - Fredsfyrste - Frelser - alle de titler, den romerske kejser havde. Nu er det ham, der tilbedes af millioner af mennesker på en måde og i et omfang, som end ikke kejser Augustus kunne drømme om i sine vildeste magtfantasier.
Og så skulle man jo tro, at verden var blevet anderledes. At Jesu budskab også var slået igennem med kærlighed, barmhjertighed - sagtmodig ydmyghed. Fred. Og verden er blevet et bedre sted at leve i - i hvert fald her hos os. Menneskeligheden vinder frem til fordel for den rå vold og undertrykkelse. Tolerance og frisind findes.
Men magten og volden lader sig ikke sådan skubbe fra tronen - og stadigvæk er det både god og guddommelig tone at slå ihjel for at opnå sin ret. Stadigvæk blomstrer magtens og voldens imperier med uovervindelig våbenmagt. Det er, som om den romerske ånd går igen.
Men den ukuelige lille, latterlige modsigelse af magtens og voldens eneret, som Jesus grundlagde med sit alternative indtog i Jerusalem og med sin forkyndelse i de fire dage, han færdedes frit i templet - findes stadigvæk - altid i det små, og ikke altid iklædt kristne og kirkelige gevandter. Men den opstår rundt omkring - og når vi oplever den, får vi det på samme måde som de måbende og jublende tilskuere til Jesu indtog i Jerusalem på et æsel. Der tændes et levende håb i vore hjerter - et håb om, at kynisk og voldelig magt nok har sin tid, men aldrig sandhedens ret - og at den derfor altid er dømt til undergang.
Som Gandhi sagde engang - og denne hindu er måske et af de mest kristne mennesker, der har levet: den ikke-voldelige modstand mod undertrykkelsen er altid uovervindelig. De kan torturere os - de kan slå os ihjel, men de kan aldrig overvinde os, for deres sag er tabt på forhånd - deres uretfærdige og umenneskelige sag.
Det er et ukueligt håb om, at det gode og det sande - det menneskelige - altid vil sejre til sidst. At verden er sådan indrettet, at undertrykkelsen og uretfærdigheden altid må vige for sandheden - før eller senere. Ligeså håbløst alt kan se ud, så vil dog sandheden, kærligheden, livet selv sejre over alle dødens og ondskabens magter.
Men det gode og det sande - det menneskelige - kan aldrig komme til uden menneskers hjælp - uden vores indsats, og derfor står vi altid overfor et valg.
Der var to indtog i Jerusalem den dag for mange år siden. Spørgsmålet er så i denne adventstid - ja, hver dag, vi lever: Hvilket af disse to indtog foretrækker vi at tiljuble? Amen.