Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i advent, 07.12.2008
Predigt zu Lukas 21:25-36, verfasst von Claus Oldenburg
Adventsmotivet er indeholdt i 'ankomsten ' - eller med denne tekst rettere: genkomsten, altså Jesu genkomst.
Som jeg havde lejlighed til at sige det i søndags, hvor vi tog hul på adventsperioden, så er disse søndage påfaldende i variationen af gudsbilledet.
I søndags var det den sagtmodige 'Ærens konge', der kom ridende ind i hjerterne, men Han blev modstillet af den 'Ærens konge', som er vældig i krig - og så bliver det så som så med sagtmodigheden.
I dag er ankomsten helt oplagt verdensdommeren, der præsenterer sig 'på skyen med magt og megen herlighed', en storslået fantasi - eller rettere: vision - af det, som den store Løgstrup nok ville kalde 'den kosmiske vending', altså verdensomvæltningen. Og iscenesættelsen af denne fejler ikke noget i henseende til dramatisk energi.
I den forstand vi alle tænker rationelt og tilsvarende benytter os af prognosen som en lige fremskrivning af erfaringens elementer, om end prognosen sjældent går i opfyldelse, forekommer denne vision - mildt sagt - nok vidtløftig nok. Skepticismen har således let spil, for fantasien synes for fantastisk og sandsynligheds-vinklen vil trække på smilebåndet, hvis en sådan matematisk logik altså kan det.
Men derfor mener jeg selvfølgelig alligevel, at visionen skal tages meget alvorligt, og man skal gøre det for dens mentale indhold. For ingen viger alligevel tilbage for at forestille sig afslutningen på denne verdens liv.
Tendensen for vores generelle tænkemåde er at forestille sig en sådan afslutning negativt, negativ til det ekstreme - altså som et undergangsscenarie.
Den slags er der nemlig rigtig mange af, og det har der altid været. Og de har normalt altid været - præcis - negative. Men måske er det mangel på fantasi ikke at kunne forestille sig den positive udgang. Det kunne jo være.
Faktisk er Jesu genkomst den eneste positive, hvis jeg kender min åndshistorie fra denne vinkel.
Derfor bliver jeg nødt til at gå åndshistorisk til værks.
De rigtig gamle religionsformer havde ingen tidsfornemmelse, hvorfor der hverken var fortid eller fremtid. Tiden blev kun genkendt som en rytmisk gentagelse. Man kalder det Demetertid efter den romerske frugtbarhedsgudinde, og denne cyklus var selvfølgelig forbundet med årets rytme - altså såning, vækst, høst og forfald.
I disse gamle religionsformer var det gudens opgave at opretholde denne rytme, og kaostænkningen var, at netop dén brød sammen. Undergang var énsbetydende med sult og død.
Flytter man denne grundtankegang over til de tilsvarende ældre samfunds indre stabilitet, så var det gudens opgave at sikre netop samme stabilitet. Derfor faldt den religiøse og den politiske magt sammen, og guden blev taget i éd, primært ved ofringer, ritualoverholdelse og varsler.
Religionen var absolut ikke et tros-anliggende endsige en metafysisk sløjfe over verden. Religionen var den eneste sikkerhed for at holde himmel og jord på plads i en rimelig balance - og netop derved undgå undergangen.
Af samme grund var præsteskabet og magtens folk to sider af samme sag. Og religionens udøvelse var i en vis forstand sikkerhedspolitik - med et moderne ord - for at prøve at kontrollere de kræfter, som ikke kunne kontrolleres.
Den religionsform, der så at sige sætter guden ind i et tidsligt perspektiv, er forestillingen om Jahve i den ældre del af jødedommen. For Jahve bevæger sig ad tidens og dermed historiens linie, og det er Hans kraft, der skal erobre 'landet, der flyder med mælk og honning', altså Det forjættede Land' eller 'Det hellige Land'.
Denne drift har været gældende for det jødiske stammefolk helt op til vore dage og er det fortsat - uanset hvad der ellers er sket. For der er sket jøderne meget i historiens løb, men omkvædet har altid været: 'Næste år Jerusalem!'
Den ellers klassiske undergangsstemning, som dominerede de ældre religionsformer, herunder også Romerriget, blev i dette perspektiv omsat til et forventningsmotiv. Forventningen kaldes også 'forjættelse', et løfte og en drøm om forløsning.
Men det var stadigvæk yderst konkret, fysisk og politisk. Men tiden var opfundet som en del af religionen og forude ventede det ønskede mål. Heraf opstår de Messias-forventninger, som blev en del af senjødedonmmen, for selv om jøderne - med visse politiske modifikationer - sad i dette berømte og omstridte landområde, så var forventningerne alligevel ikke blevet indfriet. De var ikke følelsesmæssigt tilfredsstillet, for virkeligheden er altid en anden end idealet. Og deraf frustrationen.
Den tidligste kristendom havde den samme nære forventning om Messias' komme, som i denne optik blev til Jesu genkomst og Guds riges frembrud.
Heller ikke dét løfte blev indfriet, men til gengæld satte kristendommen Tiden som fænomen i system, et system vi fortsat bruger.
Nemlig en begyndelse engang, også benævnt Skabelsen. En midte i Tiden, som er Guds søns tilstedeværelse i tid og rum. Og så en afslutning engang, som både er verdensdommen og Guds riges frembrud. Rent talmæssigt har vi indrettet tiden efter denne model - og det har resten af verden såmænd også gjort, hvilket viser noget om vores styrke, for den, der behersker Tiden, sætter dagsordenen.
Men vi har også indrettet oplevelsen af verdens gang efter samme mentale model.
Det er vandringens model - at vi så at sige er på vej - ikke mod 'Det hellige Land', men mod en ubekendt størrelse.
Tidens bevægelse blev så at sige ladet med en elektricitetens spænding. For hvad bevæger vi os imod?
Denne udsigt har i hvert fald én verdslig model - hvis den ikke har flere - og den har adskillige religiøse modeller.
Den verdslige er primært de undergangsscenarier, som fremhæves i den offentlige debat. Bare i min levetid har de skiftet, men i 60'erne var det atombomben, der afgjorde verden, og siden blev det det forestående økologiske sammenbrud, i dag koncentreret omkring klimaændringer.
Modsat den urgamle undergangsstemning er disse fantasier futuriske, og spørgsmålet synes at være: Hvor lang frist har vi? Det sætter det politisk-moralske problem.
Og modsat den urgamle undergangsstemning er disse fantasier ikke religiøse i streng forstand, men ustyrligheden er alligevel religiøst ladet. For nu er det menneskeslægten, der er sin egen største fjende - kort sagt syndens virksomhed. For i de undergangs-prognoser, som kulturen sætter op, er vi selv de skyldige. Det er os, der styrer direkte mod undergangen, om end det indtil videre sker på 1. klasse. Men vi har kun os selv at bebrejde, altså det politisk-moralske problem.
Og hvis jeg ser mig omkring i vores kulturkreds, så kan jeg egentlig ikke se nogen rest af forventning, af håb eller af vilje til overlevelse. Det er selv-plageriet, der sætter alvorens dagsorden med den indbyggede selv-forargelse, der ligger heri.
Men det er jo ikke sikkert, at det går sådan. Det kunne være, at det gik, 'som præsten prædikede' - med forlov.
Som mentalt billede er dagens tekst nemlig ikke så ringe - og heller ikke Grundtvigs salme 'Rejs op dit hoved, o kristenhed'.
For billedet rummer en tillid til, at der ved Guds hånd nok kommer en omvæltning, men den skal være en lutring af mennesket og en gennemlysning af verden. Billederne skal falde, og vi skal alle se klart.
Omvæltningen har en forventning i sig. For bag den gemmer sig det, vi i dette rum kalder: Den kommende verdens liv - et egentlig smukt og renfærdigt udtryk.
Det vil sige. Kristendommen evnede at erstatte det urgamle, nære undergangsmotiv med et futurisk billede, der i sig rummede løftet om den verden, der gemmer sig bag den mentale horisont. Altså løftet om det endnu ukendte. Det er det, der er frelsens sprog.
Min åndelige omgangsfælle Thomas Mann benævner dette perspektiv med to udtryk.
Han kalder det kristendommens evne til 'åndeliggørelse' - altså evnen til at frigøre religionen fra dens fysiske binding til samfundsmagten og til institutionen, inklusive dens præsteskab som formyndere. Kristendommen kunne danne billeder, som i sig selv var frisættende og løfterige ud fra menneskets vinkel.
Manns andet begreb er metamorfosen, altså forvandlingen. Det betyder, at den skikkelse, vi kender, skal iføres en anden skikkelse. Frelsen er i dette perspektiv præcis ikke en idealisering eller perfektionering af det, vi kender, men er en forvandling fra det snart sagt sædvanlige til det usædvanlige, fra det gammelkendte til det nye og anderledes.
Paulus siger nøjagtig det samme, når han hævder, at 'dette forkrænkelige skal iføre sig uforkrænkelighed' og 'dette dødelige udødelighed'.
Så ifølge Mann hæver både åndeliggørelsen og forvandlingsperspektivet religionen ud over den omkostning, der er forbundet med forvekslingen med den nærværende, fysiske verden. Forvekslingen kan være politisk opportun - fra mange vinkler - men den er forræderisk over for menneskets længsel, som er bønnen om, at 'Guds nåde må være os alle' - og også er det på den yderste dag.
Den samme bøn er faktisk også indeholdt i julen og i dens længsel efter Guds fred.
Amen.