Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag i advent, 14.12.2008
Predigt zu Mattæus 11:2-10, verfasst von Peter Lind
"Advent" betyder som bekendt "komme", og med sit sammenfald med den sidste måned i året rummer denne tid mange spændende forjættelser om alt det, der skal komme i det kommende år. Men det er kun lidt ekstra krydderi på adventstidens særlige smag og stemning, for adventstiden er jo per definition selvfølgelig tiden op til jul; til den, der skal komme, nemlig Jesus Kristus, Guds søn. Og som altid, når man glæder sig til, at noget eller nogen skal komme, så opstår der forventninger.
Vi har sikkert alle nogle mere eller mindre konkrete forventninger til det kommende år i forhold til de planer, vi har lagt, og ser vi generelt på vore dages danske traditionelle julefejring er der forventninger til gaverne - både m.h.t. at give og til at få. 11 milliarder kroner forventer forretningerne, at vi fem millioner danskere bruger på julegaver i år, og det er såmænd slet ikke så ukristeligt, som det måske kunne lyde, for der er en glimrende evangelisk pointe i at give og modtage gaver; men alligevel var det jo nok lidt mere tydeligt, hvad julens forventning drejede sig om i Palæstina for omkring totusind år siden, da julen og dens budskab ikke var pakket ind i glitrende papir, nisser, julemænd, reklamer, julefrokoster, brunkager, gløgg og gran og meget, meget mere, for da var forventningerne til det, der skulle komme, rettet direkte imod Messias, Frelseren.
Her drejede det sig om Guds salvede, som skulle komme for at opfylde alle de gammeltestamentlige profetier; - såsom profetierne om "ørkenen, der skal juble og blomstre, blive til oaser og kildevæld", som det hed så flot hos profeten Esajas i et utroligt stærkt forventningsfuldt billede på en lykkelig, fredfyldt og sorgløs fremtid. Det var en enorm forventning, som igennem flere hundrede års besættelse og undertrykkelse af skiftende stormagter nærmest var blevet det jødiske folks eksistensgrundlag.
Disse forventninger kan være lidt vanskelige for os at forholde sig til i dag, hvor julen dels er blevet en fast, gentagen tradition uden synderlige overraskelser, og dels fordi vi i dag har et lidt mere jordnært og realistisk billede af forventningerne til Kristus. Med vores historiske bagklogskab kender vi jo fortsættelsen på historien efter juleaften og i første omgang ca. 33 år frem, og får dermed i kraft af hele evangeliet om Jesus Kristus sat vores forventninger ind i nogle ganske andre rammer end jødernes.
Det kan derfor godt være svært at leve sig helt ind i disse forventningsfulde tekster fra både Det gamle og Det nye Testamente, som skal føre op til julen. For vi ved præcis, hvad der skal komme; julen kan i den forstand ikke længere ligefrem overraske os med sit glædelige budskab om en frelser i form af et nyfødt barn i Davids by, og som er Kristus, Herren. Det er vi såmænd allerede for længst klar over, og medmindre man er i stand til at glemme alt om det og deltage i kirkeårets totalteater og i åndeløs, forventningsfuld spænding leve med i adventstidens brogede collage af den, der skal komme, så må forventningerne til juleaften søges andre steder; f.eks. i julemad og julegaver. Men da hele tiden huske på, at disse traditionelle adventstids-forventninger er tegn på den virkelige adventsforventning; - at vores forventninger til f.eks. julegaverne bliver et slags billede på forventningerne til Messias´s komme for 2.000 år siden.
Så ligesom man i diverse julekalendere i fjernsynet engang imellem lige bør huske på, at julen ikke kun drejer sig om nisser og julemænd, så skal vi også af og til bryde igennem vores billeder og traditioner og tænke over, ikke kun hvordan vi gør det, men hvorfor vi gør det; hvad det egentlig betyder at holde jul? Og en måde til at komme tilbage til den "oprindelige jul" så at sige, er at prøve at gå ind på adventstidens betingelser. Ikke ved at foregive at man har glemt al sin børnelærdom og nu for allerførste gang aldeles måbende hører om Guds søn som et barn i en krybbe; men at man netop med al sin viden - og tro - prøver at forstå, hvad disse ting så kan betyde for mig i dag.
Da er det rigtigt godt og lærerigt at høre om Johannes Døberen, for mon ikke de fleste kan nikke bare en lille smule genkendende til den stakkels Johannes´ tvivl, da han sidder i sit fængsel og hører de mange rygter om Jesus; "Er det nu rigtigt nok, eller skal vi finde noget andet at tro på?"
Johannes er presset fra flere sider; både af sit ansvar som den, der skal forberede vejen for Kristus, og af tiden. Han sidder i vasalkongen Herodes Antipas´ fængsel anklaget for majestætsfornærmelse, og han ved, at han næppe har lang tid tilbage at leve i. I den situation må han uundgåeligt gøre status over sit liv. Har han levet det ordentligt? Har han løst den opgave, som han blev stillet? Som han blev født til? Som hans far, Zakarias sagde ved hans fødsel: "Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje..." Johannes har skullet forberede Messias´ komme. En stor del af hans forventninger har været konkret handling; - at døbe folk i Jordanfloden til omvendelse i tro på deres synders forladelse, indtil den dag Jesus kommer til ham og bliver døbt. Dermed starter Jesus på at løse sin opgave, og Johannes kan regne sin for afsluttet. Det er vel også derfor, at han begynder på den noget selvmorderiske opgave, det er at kritisere kongens moral og livsførelse.
Men det gør jo ikke noget, hvis han bliver slået ihjel nu; han har jo gjort, hvad han skulle.
Men siddende alene i fængslets mørke og elendighed kommer han i tvivl. Har han nu også løst sin opgave? Er det nu også Kristus, han har beredt vejen for? Tænk, hvis han har taget fejl. Tænk hvis det nu slet ikke er Jesus, der er Messias, men hvis han også bare er en forbereder, en profet, inden den rigtige Messias kommer? Johannes hører i sin fængselscelle rygterne om Jesus, og af en eller anden grund gør de ham urolige og sår tvivl i hans sind. Så stærkt, at han gennem sine disciple må sende et spørgsmål til Jesus for at finde ud af, om han kan dø i fred og i sikker overbevisning om, at alt er som det skal være, eller om hans liv har været totalt spildt og misforstået.
Det er ikke specielt nogle rare tanker at sidde og pusle med i ensomhed, men de er uundgåelige for det menneske, der er sig sit ansvar overfor livet bevidst. Har jeg levet mit liv ordentligt; har jeg løst de opgaver, som jeg blev stillet, og som jeg selv påtog mig? Eller er hele mit liv en misforståelse og var det bedre, at jeg aldrig var blevet født? Nagende spørgsmål som vi vel alle sammen til tider stiller os selv, og som vores familie, venner og arbejdskammerater mere eller mindre direkte besvarer for os. Nogle gange bliver spørgsmålene så påtrængende og altdominerende og foruroligende, at man må spørge de professionelle, lægerne, psykologerne, psykiaterne, ja, måske endda en præst for at få et slags svar på dem.
Men stakkels Johannes; han har ikke haft mulighed for at tale med en psykolog eller en præst, og det ville næppe heller have hjulpet ham i hans situation. Det eneste, som - måske - ville kunne have fjernet hans tvivl og lade ham imødese sin død i fred og afklarethed, ville have været et klart og entydigt svar fra Jesus. Et ja, som ville gøre ham lykkelig, eller et nej, som nok ville gøre ham ked af det, men som i det mindste ville lade ham vide sandheden.
Egentlig burde Jesus, da han blev klar over Johannes´ tvivl, have besøgt Johannes og ydet lidt akut krisehjælp, men det gør han ikke. Han svarer ikke engang klart på Johannes´ fortvivlede spørgsmål, men henviser bare til de gamle Esajasprofetier, og ligger der oven i købet ikke en lille kritik af Johannes gemt i den sidste sætning, "Og salig den, der ikke forarges på mig."? Stakkels Johannes; intet svar, som kan fjerne hans dybe tvivl; han har sandsynligvis været naget af den til det allersidste, lige indtil bødlens sværd gjorde en brat ende på hans liv.
Egentlig er det jo en fuldstændig underminering af julen, at Johannes får lov til at stille dette spørgsmål og ikke får et klart svar på det bare få dage, før vi skal høre den utrolige påstand, at det lille barn i krybben er den, der kommer. For én ting er, at vi kender Johannes´ eksistentielle tvivl fra os selv - om han har levet og brugt sit liv ordentligt - ; men vi kan jo også nikke genkendende til hans tvivl m.h.t. Jesus. Var denne Jesus født i Betlehem virkelig Guds Søn, eller er vi i fællesskab med millioner og millioner af mennesker i de forløbne totusind år blevet ofre for verdenshistoriens allerstørste bedrageri? Hvem kan ikke som Johannes blive i tvivl om det?
Og bør man faktisk ikke engang imellem lade sin tro nage af tvivlen, fordi en tro uden den mindste tvivl meget let kan ende i fanatisme? Skal tvivlen faktisk ikke være en uundgåelig og nødvendig del af troen på Jesus Kristus? For vi kan ikke og vi skal ikke basere vores tro på viden og beviser; hvis det var tilfældet, så havde Gud nok givet os lidt mere håndgribelige ting at forholde os til end nogle ord og en ånd. Selv de konkrete tegn i vores gudstjeneste, dåben og nadveren, er jo netop kun tegn, der viser tilbage til ordet, til forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus. Det var det, Johannes måtte nøjes med i sin fængselscelle, og det er, hvad vi må nøjes med her godt 2.000 år senere. Høre ordet om forventningens opfyldelse i Jesus Kristus. Tro på det og ind i mellem også kunne tvivle på det; men forhåbentlig altid med den forventning og det håb, at den eneste, der er i stand til at give os det endegyldige og sande svar på vores tro & tvivl; at han også vil gøre det engang, når tiden er inde.
I virkeligheden er det måske netop dette lille, forventningsfulde håb, der altid vil være vores stærkeste tro. Amen.