Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juleaften, 24.12.2008
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Rudolph Arendt
"Ære være Gud i det højeste! og fred på jorden "
De ord fra juleevangeliet kender vi alle sammen. Af alle kristne højtider, er julen den, som de fleste holder af. Og af alle ord i NT er de ord nok dem, der huskes af de fleste.
De handler om, at Gud får ære, og jorden får fred.
(Ordene er så kendte, at så snart vi hører begyndelsen: Ære være Gud i det højeste, tænker vi straks på fortsættelsen: og fred på jorden. Sådan er de to ting vævet sammen i juleevangeliet, Guds ære og jordens fred, at de ikke mere kan skilles. Og det er da også meningen, at de to ting er uadskillelige)
Der er mange forklaringer på hvorfor, der ikke er fred imellem mennesker. Evangeliet har sin, som det ikke bliver træt af at gentage: når der er ufred mellem mennesker, er det fordi Gud ikke æres.
Så er det, fordi menneskene vil have den ære, som alene er Guds.
Det fortælles om en kendte kirkeleder , at man engang spurgte ham, hvordan de havde det i menigheden på hans egn. Han svarede, at de på mange måder havde det godt med hinanden, kun når æren skulle fordeles, så var der altid for lidt. Så blev der altså ufred.
Egentlig er det noget godt, at menneskene ærer hinanden. "Vil du elske og ære ham? Vil du elske og ære hende?" spørges der, når to mennesker bliver gift i kirken. Skal der være fred mellem mennesker, må de ære hinanden.
"Ær den, som æres bør". Ethvert menneske bør æres for det, det er, et menneske. Det må ikke behandles som en ting, man kan træde på eller koste rundt med.
Men er ære mellem mennesker nødvendig for at der kan være fred imellem mennesker, så er æren også årsag til, at der bliver ufred mellem mennesker, nemlig når man, i stedet for at give hinanden ære, begynder at tage ære af hinanden, eller fra hinanden.
(Så længe man giver hinanden ære, er der nok ære at fordele. Men så snart man begynder at. tage ære fra hinanden, bliver der for lidt af den, og så kommer ufreden.)
"Hvorledes kan I tro, I som tager , ære af hinanden?" sagde Jesus engang.
Dermed mente han, at når mennesket ikke kunne tro på Gud, så var det ikke fordi de ikke kunne se ham eller få ham bevist, men så var det ganske simpelt, fordi de tog ære af hinanden. At tro på Gud er jo at give Gud ære. Men i stedet for at ære Gud var de mere optaget af at blive æret af mennesker.
Jesus sagde ikke: "Hvorledes kan I tro, I som giver hinanden ære?" For mennesker kan godt give Gud ære og samtidig give mennesker ære. At ære Gud er også at ære mennesker, ære dem som Guds skabninger.
Man kan naturligvis ikke ære mennesker, som om de var Gud og samtidig ære Gud. Det er at forgude mennesker. Det var det, de gjorde med kejser Augustus og andre kejsere. Ham ærede de som om han var en Gud. De gav ham noget af den ære, som de alene skyldte Gud. Når man ærer mennesker på den måde, er det også, fordi man ikke tror på Gud. Så gør man mennesker til guder.
Og det er lige så galt at ære mennesker, som om de var mere end mennesker, som at vanære mennesker, som om de var ringere end mennesker.
På et af de første blade i Bibelen fortælles om det, som kaldes syndefaldet.
Det handler om, at mennesker ville være som Gud. I stedet for at ære Gud som Gud ville de selv være som Gud. Og straks var ufreden der.
Adam begyndte at give Eva skylden, og Eva gav slangen skylden. Skylden vil man nok give hinanden. Men æren vil man selv beholde. Og begge dele giver ufred både når man giver hinanden skylden og når man tager ære af hinanden.
Midt ind i al den ufred, som kommer af, at mennesker giver hinanden skylden og tager hinandens ære lyder nu juleevangeliet: "Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden ". Her er tingene sat på plads.
Og hvordan går det til? Ja, det er ganske mærkeligt. Da menneskene ville være som Gud, blev der ufred på jorden. Det fortælles der om i Det gamle Testamente.
Og da Gud ville skabe fred på jorden, blev Gud menneske. Det er jo det, Julen handler om. I Jesus er det Gud selv, der kommer til verden. Før havde Gud talt til menneskene gennem profeterne. Men nu kom han selv til verden gennem Jesus. Jesu fødsel, det er Gud, der bliver menneske. Det er Guds svar til menneskene.
Menneske ville være som Gud, og hvad gjorde Gud? Han blev som et menneske. Da menneskene ikke ville komme til Gud, kom Gud til menneskene.
Og hvordan tog menneskene imod Gud.
Der var ikke plads til ham. Det var jo ikke mennesker, men engle, der sagde: "Ære være Gud i det højeste". Menneskene sagde: "Ham har vi ikke plads til." Der var ikke plads til ham, fordi han forstyrrede menneskene i at tage ære af hinanden. Han forstyrrede dem i deres forsøg på selv at blive som Gud.
Og hvad gjorde Gud? han fandt sig i det. Han gik ikke igen og slog med døren. Sådan hævdede han ikke sin ære;) Han blev hos menneskene, selvom der ikke var plads til ham. Og da menneskene~ sidst ikke havde anden plads at give ham end et kors, så tog han den plads. Hellere end at forlade menneskene ville han tage den eneste plads, der var tilbage til ham blandt menneskene, pladsen på korset.
Gud gjorde alt for at komme menneskene i møde, og menneskene gjorde alt for at skaffe ham af vejen. Selv mennesker, der ikke før kunne tåle at se hinanden, for eksempel farisæerne og saddukæerne, Pilatus og Herodes, blev enige, da det gjaldt om at skaffe ham af vejen. "Den dag blev Herodes og Pilatus venner ",;"Den dag "var langfredag.
Men nu os, der er samlede her i kirken i julen og synger lovsange til Gud, vi giver da Gud ære. Vi er ikke som dem dengang, der ikke have andet at byde ham end stald og krybbe, kors og død. Vi har en smuk og fornem kirke at byde ham. Nej, så let går det ikke. Vi kan ikke bruge vores kirke og vores kirkegang og lovsang som et dække over, at vi ikke er bedre til at tage imod Gud end de var dengang. Så var det bedre, vi ingen kirke havde, og ingen lovsange, hvis de skulle bruges på den måde, til at dække over vores skyld. Nej, når vi har en kirke, så er det, for at vi skal bekende for Gud, at vi ikke er bedre til at tage imod ham, end de var dengang. Vi kommer ikke i kirke for at takke for, at vi ikke er som de andre. Men vi kommer i kirke for at bekende for Gud, at vi ikke er bedre end de andre. Og hvad gør Gud? Han gør nu som dengang. Han slår ikke med døren og siger: så kan I have det så godt, så går jeg min vej igen. Men han siger så bliver jeg alligevel hos jer. Så er det netop for jeres skyld, jeg er kommet. For jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte,
De fortabte. det er dem, der ikke har plads til ham, Men det er netop dem, han er kommet til. Det har han jo vist ved at tage til takke med stalden og korset. (Vi som ikke kunne skaffe plads til Gud i vores liv, Gud har alligevel skaffet plads for sig. Det har han gjort gennem Jesus. Jesus, det er Gud, der er hos dem, der ikke har plads til ham)
Så er det da egentlig den eneste måde, vi kan give Gud ære på, ved at bekende vor, skyld. Ved at sige: Det er vor egen skyld altsammen. Når det står sådan til med os, som det gør, så er det vor egen skyld. Vi har ingen at give skylden. At give Gud ære det er det samme som ikke at give andre skylden.
"Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden - ," sange englene julenat.
Og sådan lyder det oversat til menneskesprog: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
Det er vort hjertes efterklang af engelens bud i dag. Amen