Göttinger Predigten

Startseite

Aktuelle Predigten

Archiv

Besondere Gelegenheiten

Suche

Links

Konzeption

Unsere Autoren weltweit

Kontakt
ISSN 2195-3171

Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach

Påskedag, 08.04.2007

Predigt zu Markus 16:1-8, verfasst von Bent Arendt

Forestillingen om et liv efter døden er ofte blevet gjort til et særligt kendetegn for kristendommen, hvormed den skulle adskille fra andre religioner. Men det er ikke tilfældet. Muslimerne har også en forestilling om et liv efter døden. Grækerne før Jesus havde en forestilling om en udødelig sjæl, der frigjorde sig fra legemet ved døden. Og i buddhismen, der opstod 600 år før kristendommen, forestiller man sig liv og død som et kredsløb, hvor mennesker til stadighed reinkarneres, indtil det får frigjort bevidstheden fra tilværelsens fængsel. Også farisæerne på Jesu tid, som Jesu var oppe imod, havde visse forestillinger om et liv efter døden til at opveje livets modsætninger og urimeligheder. Apostlen Paulus, der var en af de første til at forstå opstandelsens betydning, han var oprindeligt farisæer, og han har formentlig delt farisæernes forestilling om et liv efter døden, før han blev kristen. Alligevel fortælles det, at hans møde med den opstandne Jesus blev en total omvæltning af hans liv, så han fra at stræbe de kristne efter livet nu selv satte sit liv ind på at forkynde budskabet om Jesu opstandelse. - Når det altså ikke er forestillingen om et liv efter døden, der er kristendommens særlige kendetegn; når vi også ved, at der fra første påskedag blev sat lige så stort spørgsmålstegn ved Jesu opstandelse, som en hvilken som helst nutidig naturvidenskabs-fundamentalist kan finde på at gøre; når de første vidner til opstandelsen, kvinderne ved graven, blev bange og flygtede langt væk uden sige det til nogen; og kvinders udsagn dengang i øvrigt ikke blev regnet for vidnefast- Hvad i alverden gjorde så den kristne forkyndelse af opstandelsen så epokegørende, at kristendommen i løbet af hundrede år blev det romerske imperiums største religion, og over 1/3 af verdens befolkning i dag stadig fejrer Jesu opstandelse til påske? - Ja, svaret på det grundlæggende spørgsmål fremgår egentlig af evangeliet i dag: Jesu opstandelse fra de døde er et budskab til de levende ‑ om livet, hvad der gælder for vores liv efter opstandelsen påskemorgen. Kvinderne ved graven fik noget at vide om livet: Den døde, korsfæstede, er slet ikke her, hvor I søger ham som den døde; han er opstået. Gå hen og sig til disciplene, at han går forud for jer til Galilæa ‑ dér, hvor I kommer fra, hvor I mødte ham første gang i jeres liv, hvor det hele begyndte for jer. Dér skal I se ham ‑ i levende live ‑ sådan som han har lovet jer det. Det gælder jeres liv. Det er i jeres liv, I nu får et løfte om, at det ikke længere er døden, der sætter en stopper for livet, men livet der sætter en stopper for døden og alt, hvad den afstedkommer. Nok bevæger vi os mod død og ophør, men livet behøver ikke ende dermed; nok forspilder vi meget af livet og ødelægger det gang på gang for os selv og hinanden, men det behøver ikke blokere os fra at række ud efter livet; nok kan angsten for, hvad der venter os, hvad vi roder os ud i, og om vi magter livet, få os til bebyrde os selv og hinanden med alle mulige måder at opnå kontrol på; men det behøver ikke at stå i vejen for at lade os overraske af livet. Alle håbløse "langfredage", for nu at blive i påskens billede, kan vi lade være, hvad de er, uden hverken at flygte fra dem eller begrave os i dem. For opstandelsens løfte er nu kommet til, for at vi nu kan holde os til, at, ligesom Jesus kom mennesker i møde og gav dem liv og mulighed og ny begyndelse, mens han vandrede på jorden, sådan gælder den virkelighed nu for alle mennesker til hver en tid, i hver vores livs "Galilæa". Som kvinderne skulle vende tilbage til deres Galilæa, hvor det hele begyndte, på samme måde er der nu knyttet en sådan begyndelse til alt, hvad vi end kommer ud for i liv og død. - Og: Hvad så? vil nogen sikkert indvende. Opstandelsen på den måde er jo blot en påstand. Som så mange andre påstande. Sandt nok. Men ikke kun det. Opstandelsen er også et løfte fra Gud. Og det vil sige: Det troværdige ved den påstand er, at vi møder opstandelsens løfte i det liv, vi erfarer, i det Galilæa, der er vores i 2005, og ikke kun som en eller forestilling om et liv efter døden. Forestillinger gør vi os jo så mange af: Om en udødelig sjæl, om dommedag til at opveje tilværelsens uretfærdighed, om reinkarnation i livets lidelsesfyldte fængsel, og alle de naturvidenskabelige teorier om liv og død. Fint nok med det! De kan jo også tjene som forklaringer. Lige fra barnsben elsker vi forklaringer; det giver lidt styr på tingene med. Men selve livet, det at leve, kan vi ikke forklare eller styre med nok så mange forestillinger. Det må vi leve, mens vi gør det, iagttage og beskrive det, der er, så godt vi kan; mere formår vi ikke. Og når det gælder dødens virkelighed, den kan vi jo af gode grunde ikke leve eller iagttage, før vi er døde. Derfor er det, vi får opstandelsen som et løfte. Et løfte kræver ingen forklaring; det kan vi leve på. Hvis vi lover hinanden vores kærlighed, kan det blive en tilskyndelse til at gå ind i livet sammen og dele det med hinanden; men at skulle forklare vores kærlighed, er det samme som at svække den. Eller hvis vi lover at tale sandt, kan det give anledning til tillid og respekt for hinanden; men hvis vi skal begrunde vores løfte om at tale sandt, har vi anfægtet sandheden. Løfterne fører os ind i livet, og kan give os mod på det, som det lille barn rækker uforbeholdent ud efter livet og går i lag med det i tillid til forældrenes levende løfte om kærlighed og omsorg. Løfter gør så meget muligt, som ellers ville være lukket land for os. Sådan et løfte er opstandelsesbudskabet påskemorgen. Og fra Gud, altså ikke ud i den blå luft, men fra selve forudsætningen for, at vi er til. Det løfte er det nye udgangspunkt for menneskers liv at holde sig til, der kan rumme livet, som det nu er. Der er ikke kun lys og mørke, godt og ondt, overfor hinanden, i en uendelig kamp, hvor vi aldrig helt véd, hvad vi har i vente. For det er opstandelsens løfte, at vi har liv i vente og nu kan holde os til, at kunne møde lys, hvor der er mørke, liv, hvor der død, glæde, hvor der er sorg, fred, hvor der er fortvivlelse ‑ alle de steder, hvor vi af os selv ville sige det modsatte, eller kristeligt sagt; Møde Gud og hans liv i vores Galilæa, midt i det uvisse og uforudsigelige liv. - Når kvinderne ved graven blev forfærdede over det løfte, og disciplene med, så de løb bort og holdt mund med det, og når der lige siden er stillet spørgsmålstegn ved det løfte - så hænger det sammen med, at vores forestillinger og forklaringer, hvormed vi prøver at håndtere tingene, ikke kan rumme det. Og godt det samme. For det betyder, at opstandelsesbudskabet så heller ikke kan hverken kan rummes eller anfægtes af noget af det, vi ellers prøver at forstå og rumme vores liv i. Vi kan kun tage imod og tro det løfte, i tillid til, at det så kan rumme alt det i sig, som vi ikke kender og ikke forstår, og dog bliver udsat for. Guds liv venter os i det løfte, i hver generation, hver eneste påske, både i liv og død. De første kristne valgte at sætte alt ind på så at lade det løfte om livet råde. Påskens spørgsmål er så, hvad vi vælger at lade råde for vores liv. Amen.

---