Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juledag, 25.12.2008
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Peter Nejsum
At få et barn er at binde sig til verden. Sådan siger forfatteren Carsten Jensen. Og det er godt sagt. Det passer på en prik til den oplevelse man har som nybagte forældre: At man nu er bundet i en helt anden forstand end før. Meget af det man før kunne gøre spontant og når man havde lyst, kræver nu store forberedelser, alt fra pakning af pusletaske til afstemning af ammerytmer. Men at få et barn binder også en til verden i videre forstand. Man er på en anden måde i stort og småt forpligtet på sin verden. Man kan ikke længere nøjes med at se verden udefra, man kan ikke gemme sig i rollen som tilskuer, der ikke har del i det liv der foregår, eller er ligeglad med det. Man får også øjnene op for at man bærer et ansvar, ikke bare for sig selv og den lille, men for den klode vi lever på, vores fælles fremtid. At få et barn er at binde sig til verden.
Julenat binder Gud sig til verden ved at få et barn. Og derved bliver alt vendt op og ned i forholdet mellem Gud og den verden der er din og min, mellem Skaberen og os han har skabt. Og derved bliver vores blik på verden et helt andet. Og vores opfattelse af Gud.
Juleevangeliet handler om Kristus begyndelse. Det er en fortælling om hvordan alt det kristendommen er, blev til. Kristendommen er naturligvis ikke ene om at have sådan en fortælling, det er snarere reglen end undtagelsen at de store religioner rummer en fortælling om hvordan deres stifter blev til, som sammenfatter alt det væsentlige i det han kom til at stå for. Således også med Buddha, grundlæggeren af buddhismen, som nok har hjemsted i Indien, men også har fundet mange tilhængere i det moderne Danmark. Og legenden om Buddhas opvækst viser, at her er noget helt andet end Kristus:
Buddha, der har det borgerlige navn prins Gautama, bliver født som søn af kong Shuddhodana. Allerede fra fødslen har de vise konstateret, at her er et helt særligt barn, et barn som bærer alle de synlige tegn på at blive mahaparusha, = et stort menneske. Enten vil han blive verdenshersker eller Buddha, det betyder: Den vakte. Hans far bliver urolig for disse spådomme, og påbyder derfor at sønnen ikke må bevæge sig uden for paladset og dets mageløst smukke park. Her er alt smukt og velordnet og harmonisk. Men ved gudernes indgriben sker det alligevel at han gør tre udflugter til verden udenfor. På den første møder han en affældig olding der støtter sig til sin stav. Hvad er det for et menneske, spørger Buddha rystet vognstyreren, hvorfor er ser han så anderledes ud? Da han hørte svaret, blev han forfærdet og mente så var det bedre ikke at blive født, når livet ebbede ud på den måde. På den anden tru mødte han en syg, der er afmagret og bleg og brænder af feber. På den tredje udflugt møder han endelig en død, der af de sørgende bæres til gravpladsen. Det er en rystende oplevelse for den unge prins for første gang at se den menneskelige lidelse. Ja, ingen kan undgå sygdom, alderdom og død, betror kusken ham. Dybt ulykkelig kommer den unge Buddha på en sidste udflugt, og her ser han en tiggermunk med et roligt og afklaret blik. Det trøster ham, for det viser at religionen kan råde bod på den menneskelige elendighed.
Buddha forlader paladset og udvikler efter nogen tid den lære, der skal blive til buddhismen. Den handler om den menneskelige lidelse og verden som lidelsens sted, om lidelsens årsag, om lidelsens ophør, og ikke mindst om den vej man skal gå for at få lidelsen til at ophøre. Og hvad er så det for en vej? Ja, sagt ganske kort, så er vejen ved hjælp af visdom og forskellige teknikker at frigøre sig fra verden, eller rettere, frigøre sig fra det der er årsagen til lidelsen, nemlig det der kaldes tørsten, tørsten efter stadig nye nydelser og kildren af sanserne, den livstørst der binder os til livet, og som gør os mennesker til en del af den årsagssammenhæng, der fører skuffelsen, sorgen og smerten med sig. Den verden der er for vores øjne, er dybest set et blændværk. Frelse er at kunne frigøre sig fra tørsten, frigøre sig fra verden, kappe og endemålet er Nirvana, en tilstand hvor man er hævet over denne verden, dens smerte og lyst, fri for igen at skulle fødes.
Hvordan er det nu noget helt andet kristendom? Og hvordan er Buddhas fødsel og opvækst noget helt anderledes den fortælling, vi fejrer jul på, om Guds søn i krybben i en fremmed stald, født imellem geder og får, og med nogle afstumpede og usle hyrder som eneste vidner? Forskellen er at Gud ved at sætte et barn i verden binder sig til verden. Gud viser sig ikke som en særlig kraft der giver os mulighed for at frigøre os fra verden og al dens lidelse. Den er der ellers nok af. Han bringer ikke engang lidelsen til ophør, han viser os ikke nogen vej udenom den, snarere tværtimod. Det barn han sætter i verden vender ikke lidelsen, nøden, og magtesløsheden ryggen når han møder den på sine vandringer i Galilæa, tværtimod. Selv i den dybeste fornedrelse så han mennesket som det var bestemt til at være: Skabt i Guds billede. Han forskrækkes ikke over det ufuldkomne liv, men møder det med en selvfølgelig accept, selv de der vitterlig selv var ude om det.
Gud viser os heller ikke vejen til en højere åndelig sfære, hvor vi kan søge tilflugt, han baner ikke vej for en særlig indsigt i verdensindretningen, der kan hæve os over den. Nej, han gør kun det, at han får et barn, et helt almindeligt barn, og binder sig til verden. Et barn der som voksen ikke skyede nogen del af livet, og ikke fandt det livet værd, men gik ind i det med hud og hår.
Det barn bliver født under de usleste omstændigheder for at ingen skal kunne sige, at det her, det er for ophøjet til mig, det kræver evner jeg ikke har, en tro jeg ikke har. Det der er min lille verden, det er nok ikke sådan en Gud tager bolig i. Det skal ingen kunne sige. Det storslåede, det forunderlige ved julens budskab, det er netop at det præcis er sådan verden, sådan et liv han binder sig til og ikke vil slippe.
Selvom buddhismens forestillingsverden og begreber er fremmedartede for de fleste, så kender vi udmærket til den længsel, den er udtryk for, nemlig længslen efter at kunne frigøre sig fra verden, længslen efter at kunne gøre sig immun overfor de slag den giver, dens sorger og skuffelser. Tænk at mestre en teknik der kan holde verden og dens fortrædeligheder på afstand.
Vi kender også til følelsen af tomheden. Den forfærdende fornemmelse af at alt er tomhed, at alt virker underligt meningsløst og ligegyldigt. Følelsen af at det man sådan går og foretager sig i grunden er en slags tidsfordriv. Hvorfor gør man det egentlig? Hvad formål tjener det? Og er det her virkelig alt? - Alt det vi jager efter, det er som i øjeblikket er så vigtigt at opnå, det er jo i grunden ingenting, det er forfængelighed, forfængelighed, som vi synger med Kingo. Og det kan der jo godt være meget rigtigt i. Men følelsen af tomhed kan gøre forfærdelig ondt, og kan få os til at længes efter noget andet og mere.
Vi kan gribes af en eksistentiel rastløshed, en længsel efter at sætte spor, at "gøre en forskel", som det hedder, i stedet for blot at være mennesker, blot at passe de dagligdags gøremål, der virker ligegyldige og trivielle. Vi kan gribes af en trang til at vise vores berettigelse ved at være noget særligt, ved at rage op i en eller anden forstand. Det vanskelige, det er blot at være menneske.
Selvom buddhismen kan virke fremmedartet, så kender vi godt nogle af de grundlæggende erfaringer.
Hvorfor skulle menneskelige erfaringer også være væsensforskellige? Længslen efter at blive fri for lidelsen, oplevelsen af verden som et fængsel, det kender vi. Tomheden. Men svaret på det er helt anderledes. Det er ikke at trække sig bort fra verden. At kaste vrag på den. Eller at hæve sig over den, isolere os fra vores medmennesker, ikke søge tilflugt i mystiske oplevelser, hvor vi tror vi kan skue Gud og få vished. Vi skal være mennesker. Intet andet. Vi skal gå ind i livet. For Gud har givet det blot at være menneske en helt ny betydning.
Vi skal være mennesker i en verden, hvor det mest vidunderlige og smukke, lever side om side med det mest nedrige og skrækkelige. Smerten, tomheden, skuffelsen, elendigheden forsvinder ikke. Nej, men den bliver noget andet. For det er alt sammen gennemlyst af Guds nærvær. Der er ikke noget der er fremmed for ham. Selv i gudsforladtheden er han der, sammen med os, så forunderligt det lyder.
Det er det vi fejrer jul for. I dag er født os en frelser. I dag har Gud bundet sig til verden ved at få et barn. Vores verden. Og derfor er Gud ikke længere tilskuer, der betragter verden og dens skæve gang og kan vende ryggen til den. Han har forpligtet sig på verden. Han er gået ind i verden, med al den kærlighed en far eller mor ejer. Vi skal aldrig være i tvivl om at de ord også gælder os: Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag. Amen.