Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Juledag, 25.12.2008
Predigt zu Lukas 2:1-14, verfasst von Claus Oldenburg
Der er noget sært noget ved julemorgen - og jeg tror såmænd, at jeg siger det hvert år - men altså: Der er sådan en stille stemning efter det store slag, hvor alle menneskers følelsesregistrering har været oppe på kogepunktet for at etablere den gode jul. Og så vågner man bagefter op til en helt stille by og en kirkegang, som må karakteriseres som professionel.
For man skal da vist indtage det vaskeægte kirkegængerembede for at komme op og gå til gudstjeneste denne morgen.
Og min egen noget pressede prædikantsjæl kommer i tanke om salmen 'Frisk op! Endnu engang' - og så må jeg endda indrømme, at det ikke engang er 2. juledag endnu, og jeg endda har fri i morgen.
Men. Forleden dag nævnte jeg ét træk, som måske kan danne basis for en prædiken. Og prædikener har det med at være føljeton-agtige på grund af produktions-hastigheden.
Men altså. Ikonen kunne være en sådan mulighed, fordi det altid har slået mig, at blikket - jomfruens og barnets - altid og hver gang er dybt sørgmodigt. Det er alvorligt og betragtende, og det er som en endnu ukendt smerte er malet ind i disse mørke blikke, der ser ud i verden.
For de ser. Det ægte ikonmaleri ser på sin betragter. Det er ikke betragteren, der ser ind i et billede eller på et billede. Det er omvendt. Billedet ser på dig og mig, og præcis derved bliver det det guddommeliges nærvær i jordens egne.
Den normale fortolkning af denne mørkhed i øjnene vil være, at blikkene ser ind i den helt særlige skæbne, som skulle og måtte blive Hans, drengens - altså korsfæstelsen og hele det både blodige og mærkværdige drama, som forsoningsværket vil det menneskelige sind. Også vores sind, for vi kender alle historien så godt, at man uden besvær kan deltage i den, som om den var - og det er den netop - en processuel bevægelse, som taler til den indre billeddannelse.
Altså. Vi ser ind i billeder, men billederne ser også på os.
Og det mørke blik fra Jomfruens og barnets side ser med dyb alvor ind i virkeligheden - og virkeligheden er både deres og vores betingelse.
Virkeligheden er således vores vilkår, men det afgørende er, at vi ikke hersker over dette vilkår.
Dette vilkår er Guds.
Og dét er det egentlig skræmmende. Og måske kommer mørkheden af netop dét.
Mor og barn kikker ind i noget, de ikke véd, hvad er. Vi véd det i bakspejlet eller fornemmer det. Men ikonmalerne gennem tiden har præcis fanget dette frygtsomme.
Vi skal derfor - med en berømt Luther-formulering - 'frygte og elske' Gud.
For vi skal elske og frygte virkeligheden. Og det er det, Jomfruen og barnet gør. Det er simpelthen den følelse, der er lagt ind i ikonen, fordi det er kunstens opgave at antyde dét, som rationaliteten ikke kan omfatte endsige udtrykke.
Der er således tale om en dobbelthed for den menneskelige følelse, og den kommer i hvert fald til udtryk ved juletid, fordi så meget er spændt op inde i selve det drama, som det er at gennemføre festen - og løbe dens risiko.
Eller med Mann: 'Kan det undre, at det menneskelige altid gærede frem under festen og med bifald fra sæd og skik udartede til utugt, fordi liv og død deri erkender hinanden? - Fortællingens fest, du livshemmelighedens højtidsdragt, for du frembringer tidløshed for folkets sanser og besværger myten, så den kan foregå i nøjagtig nutid!'
Tidløsheden er genkendelsen, og julens glæde er genkendelsens glæde. Trofast vender julen tilbage år efter år, og de fleste - også jeg - farer rundt for at leve til denne festens glæde.
Men samtidig blander det skæve sig hver gang. For sorgerne bliver så tydelige, og de konflikter, der måtte være, hævder sig med forrang og voldsomhed netop ind under jul.
Det er ikke for ingenting, at skilsmisseraten får et opsving netop i december, og at husspektaklerne kulminerer 2. juledag i en forrygende blanding af druk, træthed og familiær overanstrengelse. Utugten - forstået som det skæve og det ophedede - blander sig med tugten, som er andagten, roen, tætheden og stilheden.
Så festens funktion er at fremprovokere forskellen mellem liv og død.
Liv som det skabende element og død som det destruktive element.
Og kun den menneskelige følelse kan opfange det, opfange selve forskellen, og at det ene ikke er uden det andet.
Så liv og død ikke blot erkender hinanden under festens tegn - de genkender hinanden. Og véd, at de hinandens forudsætninger.
Det er selve nerven og højtidens indbyggede spænding.
Så når Jomfruen og barnet kikker med en uudgrundelig alvor ind i virkeligheden - og at dét faktisk er det betagende ved den egentlige Madonna-ikon - så må det skyldes, at vi under festens tegn ser med samme følelsens alvor ind i virkeligheden.
Og den er ganske enkelt: At vi må frygte og elske. Frygte det, som sker eller kan ske, og elske det alligevel, for ellers er vi slet ikke til stede i verden.
Barnet er til stede i verden uanset moderens bekymring.
Og barnet er følelsens anker, menneskets anker til virkeligheden. Barnets eksistens er fornemmelsen af jord, følelsen af at høre hjemme her, og at nogen i bund og grund har brug for dig og mig. For afhængigheden er så voldsom, og den afhængighed er faktisk gensidig. For en voksen uden barnet har aldrig erkendt følelsens binding.
På den baggrund er det julebudets nærvær, at vi er bundet til og forpligtet på Guds nærhed i barnets skikkelse.
Og dét er hverken sentimentalitet eller idyl - men det er en menneskeliggørelse af selve forestillingen om Gud.
For forestillingen om Gud kan bruges til alt, og den kan derved misbruges til alt. Vi véd det, og vi ser det. For opgraderingen af religionen - af hvad snit den end er - fører til en åndsstramning og en tankemæssig ensretning i sammenhængens og meningens navn, som i sit væsen er absurd og kun tjener til at tryne andre med - i sandhedens navn.
Men står man med barnet i armene er der kun afhængigheden tilbage. At man selv bliver den lille og netop omfavner den store.
Det er essensen i legenden om Christophorus, denne mægtige figur, som præcis segner under vægten af det lille barn.
Og han - som vi - kender den alvor, hvormed mor og barn kikker ind i verden.
Blikket har den tyngde, som Christophorus mærker over skulderen. Amen og glædelig jul.