Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. juledag, 26.12.2008
Predigt zu Matthæus 23:34-39, verfasst von Peter Nejsum
Man skulle tro at enhver der hørte om det glædelig som skal være for hele folket, som englene så smukt forkynder det for englene julenat, bare ville tage det til sig med en umiddelbarhed og glæde som et barn juleaften. Man skulle tro at budskabet om at Gud netop ikke er fjern og uhåndgribelig, men nærværende og synlig, har fået kød og blod og kommer til syne i et menneskes skikkelse, ville vække begejstring. Man skulle tro at evangeliet om Guds kærlighed til hver enkelt af os, en kærlighed vi ikke skal gøre os fortjent til, men som elsker os som det menneske vi er, man skulle tro at det var kærlighedserklæring man ville tage imod med kyshånd.
Men sådan er det altså ikke. Knap har støvet lagt sig efter himmelfarten, så kræver den nye tro sit første offer, Stefanus, fattigforstanderen fra Jerusalem, som har lagt navn til denne dag. han bliver, som vi hørte det før, stenet af en rasende menneskemængde. Og siden går det slag i slag. Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Det er Jesu ord i dag, hvor han forudsiger og fordømmer afvisningen ham i en ramsaltet svada, hvor han opregner alt det profet-blod der har måttet flyde, fordi den sandhed de forkyndte ikke var velkommen.
Sagt på en anden måde: Det der sker julenat, hvor himlen kysser jorden, får konsekvenser af sådan karakter, at det vækker modstand, forargelse, protest, uvilje. Der er noget i det budskab, så tilforladeligt og indtagende det end ser ud, der er sprængfarligt. Ellers ville det ikke kalde på den reaktion. Det er måske blevet svært at se for en senere tid, der har gjort budskabet til en ufarlig og glat prædiken om at tage hensyn og tage sig sammen og at holde igen og at være god ved dyr. Men de er der alligevel, modhagerne, og de hører snævert sammen med det der kom til verden julenat. Derfor skal vi høre om det i dag.
Hvad er det der vækker den modstand? Inden jeg begiver mig ud på et forsøg på at svare, så er det vigtigt at slå fast at det ikke kun handler om den modstand det vækker hos kristendommens modstandere, hvad enten de tilhører andre religioner eller har ateismen som deres tro. Det virkelige interessante er jo at det også vækker en modstand hos os. At det udfordrer os og vores måde at tænke på.
Hvad er det så der er så provokerende? Ja, jeg tror det hænger sammen med forestillingen om Gud kommer til os i skikkelse af et menneske, af Jesus af Nazareth. Med troen, ikke på Gud, men på Kristus.
Hvorfor nu det? Jo, troen på Gud, det siger egentlig ikke noget. Det sker jævnligt at aviserne spørger et udsnit af befolkningen om de tror på Gud. Og næste dag kan man så læse at det gør flere og flere, eller også at vi gør det mere end svenskere, eller hvad man nu bruger den til. Men det er mærkeligt og diffust hvad dem der svarer egentlig mener med ordet "Gud". Jeg ved ikke om I kender det, men jeg bliver af og til spurgt, navnlig af børn og unge: Tror du på Gud? Så svarer jeg selvfølgelig JA meget bestemt, men jeg efterlades altid med en tvivl om hvad jeg egentlig svarer på. De spørger jo fordi de selv tænker noget bestemt, og har en bestemt forestilling om Gud, men jeg generer mig som regel for at spørge: Hvad mener du med Gud? Og det nænner jeg slet ikke, når et menneske selv siger "Jeg tror på Gud", og man kan se hvor meget det betyder, og hvor hårdt tilkæmpet det måske er. Det fortæller bare slet ikke så meget som den pågældende tror.
Af og til er der også nogen der meget bestemt erklærer at de ikke tror på Gud. Hvis man så spørger dem hvad det er for en Gud de ikke tror på, og beder dem at beskrive det nærmere, så finder man mange gange ud af, at sådan en Gud er faktisk ikke værd at tro på. Hvis Gud virkelig var som de beskriver, så forstår man godt at de ikke tror på ham, for det er tilbøjelig til ikke at gøre selv. Igen viser det, at ordet Gud er et ord der i sig selv ikke siger særligt meget. Begrebet Gud er i virkeligheden er et kar man kan fylde hvad som helst i.
Derfor kan man også opleve mennesker, der mener at Gud i alle de forskellige religioner i grunden er den samme, og forskellene skyldes kun at mennesker nærmer sig ham på forskellig vis, og med forskellige forudsætninger. Så gør man bevidst så bredt at det kan rumme alt, lige fra Allah til et åndeligt energiprincip, fra en frugtbarhedsgud til en buddhistisk indsigt i verdensindretningen. Det er et synspunkt der på sympatisk vis vil forene hvad der er adskilt, men som ikke særligt overbevisende forklarer de forskelle, der opleves som helt grundlæggende. Men det kan være et ligeså rigtigt synspunkt som så meget andet, for det an tager jo blot udgangspunkt i at ordet Gud er så bredt, at det ikke siger særligt meget.
Af samme grund er ordet Gud også et uhyre farligt ord. Det er nemlig åbent for at man kan lægge alt muligt i det. Man kan gøre det mest uhyrlige "i Guds navn". Man kan begå de værste forbrydelser ved at henvise til at "det er Guds vilje". Tænk hvor meget umenneskelighed mennesket har døjet med, som er sket i Guds navn. Social udstødning, tvang, fordømmelse, genopdragelse af dem der træder ved siden af, alt sammen, ikke af ondskab, men af godhed, fordi Gud vil det. Alt det profet-blod Jesus beskylder sine modstandere for at have på hænderne, er det ikke netop sket i Guds navn? Man kan føre krig i Guds navn. Her behøver man ikke engang at gå langt tilbage i kirkehistorien for at finde eksempler. Her behøver man bare betragte optagelser af en sammenbidt præsident Bush i dagene efter 11. september, da han erklærede krig mod de terrorister der spredte død og ødelæggelse - hvad de i øvrigt også gjorde i Guds navn.
At handle i Guds navn, det kan man fordi begrebet Gud som en svamp suger det til sig som betyder allermest for en. Og det kan være dødsensfarligt. Ikke mindst fordi det derved får et skær af legitimitet, mens det i virkeligheden stammer fra én selv. Og tro er en kraft i et menneske som er større end noget andet.
For at vende tilbage til spørgsmålet: Hvad skyldes modstanden mod det kristne evangelium? Ja, den skyldes at Kristus-tro er noget andet og mere end Guds-tro. Troen på at Gud giver sig til kende for os i skikkelse af mennesket Jesus af Nazareth, er altafgørende. Dermed får nemlig den farlige og åbne Guds-tro et helt konkret indhold og er ikke længere åbent for hvad man måtte fylde i det. Ja, ikke bare ligger det fast, for det sørger de fleste religioner jo trods alt for at det gør, men det ligger fast ved at være bundet til et menneske af kød og blod. Et levende menneske med indlevelsesevne og medlidenhed og som ikke tøver med at handle efter den, et menneskes der med stor strenghed forkynder hvor meget der skal til for at Gud kan være tilfreds, og samtidig i lignelse på lignelse fremstiller Gud som ham der tilgiver for et godt ord uden smålighed overhovedet. Et menneske der insisterer på en retfærdighed der er meget større end de retfærdiges, med skarp sans for det hykleriske og bedrevidende, der altid sættes på plads, og derfor altid er i opposition til det vedtagen og etablerede.
Det er et menneske der som en af sine vigtigste handlinger midt i påskeugen træder ind på tempelpladsen og smider dem der handler med offerdyr ud og vælter vekselerernes boder så mønterne triller i alle retninger. Det er ikke bare et opgør med kommercialisering af højtiden, for det de handlede med var helt nødvendigt. Nej det betegner et opgør med gudsdyrkelsen som sådan. Det er det opgør der finder et koncentreret udtryk, men det går gennem alt hvad Jesus siger. Den sande Guds-dyrkelse, den består i barmhjertighed. Intet andet. Det er den Jesus selv lader gælde i alle forhold, den der gør at han kan se værdigheden i selv det mest usle menneske. Og samtidig møder man her et opgør med de rigtige meninger, de rigtige gud-givne meninger, som også går som en rød tråd gennem alt hvad Jesus gør.
I julen fejrer vi at han kom til os som et menneske. Vi fejrer det der gør Guds-tro til Kristus-tro, og holder os fast på det. Men derfor også det der vækker modstand, ikke bare for andre, men også for os selv. For den vil hele tiden modsige os, hver gang vi har gjort forestillingen om hvem Gud er og hvad Gud er, til en stivnet skabelon, der sætter skel mellem os og andre, og bilder os ind at vi kan tage Gud til indtægt for vores måde at gøre tingene på at. Den vil modsige os når vi helst vil lade Gud forblive en fjern og ubestemmelig størrelse, som ikke har noget med vores handlinger at gøre. Og som modsiger os når vi ikke synes det er nok at blive elsket som vi er, elsket for at være mennesker, men vil elskes for det vi kan, for vores godhed, for det vi synes får os til at rage op over andre. Det hører alt sammen med, midt i vores glæde over at han har deler vores liv, gør sig til et med det, giver det dybde og skønhed, og ophøjer det for Gud. Amen.