Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Anden påskedag, 09.04.2007
Predigt zu Lukas 24:13-35, verfasst von Ulla Morre Bidstrup
Bliv hos os, når dagen hælder.
Dagen i går - påskedag - emmede af morgenstemning. "Som den gyldne sol frembryder" sang vi og talte om de fantastiske hændelser i den røde morgensol.
Teksten til i dag - 2. påskedag - rummer til gengæld en sval aftenstemning. Som da også kan genfindes i Ingemanns aftenssalme "Bliv hos os, når dagen hælder", som vi skal synge til slut i dag.
Teksten er fuld af begyndende tusmørke. Det er sidst på dagen. Der er tusmørke omkring de to vandringsmænd - dette sivende grå, som dæmper alle farver og det er der også i deres sind. De så bedrøvede ud, hører vi. For det er to skuffede, desillusionerede og forvirrede mænd, der er på vej fra Jerusalem til Emmaus.
De hører til kredsen omkring Jesus. De har fulgt ham og har troet på ham. Ja, der har ingen ende været på deres forventninger til, hvad han skulle bringe dem.
Det kan være fortvivlende ikke at have noget at tro på. Men det er også fortvivlende at have troet på noget, som tilsyneladende ikke var værd at tro på. Skuffelsens vej hjem er tung at gå, når vejen ud var så fuld af store forventninger.
Vejen er tung for de to, for hvem alle farver nu toner i gråt. De har selvfølgelig hinanden at tale med om alt det, der er sket i Jerusalem, men det kan såmænd også blive for få, når man har været omkring det hele utallige gange. Så de lader sig oplive en smule, da en tredje mand kommer og slår følge med dem. Og da han tilmed viser sig ganske uvidende om alt, hvad der er er sket i Jerusalem, får de en kærkommen lejlighed til at fortælle det hele forfra. Den trang kender vi alle til.
De fortæller det hele og lægger ikke skjul på deres forvirring: Nogle af kvinderne i kredsen omkring Jesus var nemlig samme morgen ude ved graven og kom tilbage og fortalte at den var tom og at engle havde fortalt dem, at Jesus levede. Men der er dog ingen, der har set Jesus i live, slår de to vandringsmænd fast og ryster rådvilde på deres hovedet, mens tusmørket tager til.
Men nu tager den nyankomne til orde og forklarer dem, at det, der er sket, måtte ske. "At det netop er, hvad Moses og profeterne har forudsagt om Kristus". De lytter, fuldstændigt optagede af, hvad han siger, men deres ansigtsudtryk bærer mere præg af intens grublen end egentlig forståelse.
Da de når deres bestemmelsessted Emmaus, vil deres ledsager tilsyneladende gå videre alene, men de beder ham blive hos dem, frem for at gå alene videre i det tusmørke der snart vil blive til nattemørke.
I Emmaus sætter de sig da til bords sammen.
Og det er den scene vi i dag ser skildret af den store dansk-schleswiske kunstmaler Emil Nolde.
Ham der nød den store anerkendelse, at Hitler fandt hans kunst farlig og forbød den. Angiveligt fordi den var depraveret "entartet", som det hed i det tredje riges terminologi. For Noldes kunst var ikke strengt realistisk og slet ikke idealiserende, som nazisterne helst ville have det.
Nolde lavede senere flere kendte billeder med kristne motiver. Man finder de fleste på det vidunderlige marksmuseum i Seebüll, men billedet her er det første billede fra Noldes hånd med et kristent motiv. Og man må sige at han senere bliver langt mere fri af tradition og realisme i farvevalg og komposition end tilfældet er på billedet her.
Her sidder de da de tre mænd og bag manden til højre står deres vandringsstave, helt hvide forneden af landevejens støv. Landevejen fra Jerusalem til Emmaus. Bordet er dækket fyrsteligt med hvid dug og en gylden kande. Sådan har der givetvis ikke været dækket op den dag i Emmaus, men det er selvfølgelig ikke de historiske omstændigheder omkring dette måltid, der interesserer Nolde. Nej, det er et bestemt øjeblik. Billedet fastfryser brøkdelen af et sekund. Nemlig genkendelsens sekund: "Da åbnedes deres øjne og de genkendte ham. Præcis dette "da" har Nolde malet. Jesus tager brødet, velsigner det og i samme sekund genkender de ham. Og se dem da de to. I teksten får vi dem skildret som to mænd i samme situation. Vi får ganske vist navngivet den ene - Kleofas, hedder han, men ellers gøres der ingen skelnen. De er lige rådvilde.
Men i Noldes billede skelnes der. I genkendelsens sekund viser de to mænds forskellighed sig. Manden til venstre samler sine hænder i glæde og tilbedelse og hans ansigt udtrykker ren kærlighed. Øjnene er store og åbne opmærksomt vendt mod hans Herre og Mester, munden let åben - af forbavselse. Han lytter og han tror. Hele ansigtet er belyst af det fantastiske skær, der udgår fra ham, der viste sig at være den opstandne Kristus.
Men den anden mands ansigt er ganske anderledes belyst. Hos ham er det kun panden, der for alvor er oplyst af stråleskæret. Den trodsige pande. Hans øjne betragter Jesus under rynkede bryn. Hans hænder knuger om bordets kanter. For der er ingen, der skal drive gæk med ham. Han holder godt fast og hele hans krops lurende afventende holdning udtrykker skepsis og tvivl. Nu skal han ikke køres mere om hjørner med. Vidste vi ikke bedre, kunne vi tro, at hans navn var Thomas, men han møder først den opstandne på søndag.
Teksten fortæller os, at Jesus i næste sekund bliver usynlig for dem og vi kan næsten ane det på billedet, hvor lysskæret er ved at nå billedets fjerneste hjørner og dermed fortrænge tusmørket. Og hvad sker der så derefter - når Jesus går helt i ét med lyset og forsvinder for deres øjne - ja, da må deres øjne ramme hinanden. Da må de se hinanden lige ind i øjnene og jeg er sikker på, at det da er manden til højre - tvivlen og trodsen, der først ser ned, for ellers havde vi ikke haft en kirke i dag.
De genkendte Kristus i Emmaus. Derfor kaldte de gamle misssionsfolk utallige missionshuse for Emmaus. I håbet om, at folk i dem skulle gøre det samme.
Og også Nolde vil med sit fantastiske billede af genkendelsens sekund i Emmaus vise os netop vores vilkår i mødet Kristus. Og det består ikke i, at nogen af os har det udelukkende som ham til højre andre udelukkende som ham til venstre på maleriet. Nej, pointen må være, at vi rummer dem begge to. At både troen og tvivlen sidder med til bords også i vores sind, når vi møder den opstandne Herre, som netop er tilstede midt iblandt os, som det lyder lige inden vi går til alters.
Og billedet er vel at mærke et alterbillede. Udsmykker alteret i en lille ydmyg kirke i Ølstrup i Vestjylland. Under det billede går man til alters - og under det billede slår man sig ned på en kirkebænk og mon ikke de i Ølstrup klogelig skifter lidt mellem at tage plads i den højre og den venstre side...
Billedet viser os dét møde, hvor vi bliver os bevidste, hvem det er, der er med os. Bliver os bevidste, at Han er tilstede midt i blandt os også når vi ikke er os det bevidste. For eksempel på vores livs støvede landeveje i tiltagende tusmørke - skuffede, desillusionerede og forvirrede, fordi alting er gået så ganske anderledes end vi havde håbet og troet. Så slår han følge med os, sætter sig til bords med os og giver os nye kræfter, nye dage og nye muligheder i en ny og tryg forvisning om at han bliver hos os. Amen.