Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Søndag efter jul, 28.12.2008
Predigt zu Lukas 2:25-40, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
Her på tærsklen mellem det gamle og det nye år møder vi Simeon og hører hans lovsang.
Alle navne betyder noget. Simeon betyder den, der hører. I betydningen hører efter. "Hør, Israel, hør, Herren er én". Sådan begynder den vigtigste jødiske bøn og trosbekendelse. At tro er uløseligt knyttet til det at høre. At høre - at være en Simeon, den der hører - betyder ikke kun, at man bruger sin høresans, men også, at man tager det, man hører, til sig. At man tror det, som ens ører registrerer.
Simeon har hørt, at Gud har lovet ham, at han ikke skal dø, før han har set Messias, Kristus, den vente frelser.
Simeon har hørt efter og troet sine egne ører. Troet, at netop han stod på tærsklen mellem det gamle og det nye. Han har ventet og ventet. Ventet på, at tiden skulle skifte. At Guds salvede skulle komme. Simeons liv har været som én lang nytårsaften, hvor klokken bliver ved med at være 5 minutter i 12.
Simeon, den fromme mand i Jerusalems tempel, har en endnu ældre navnebror. En navnebror, som Lukas måske vil have os til at tænke på, når vi hører navnet Simeon.
For den første Simeon i den bibelske fortælling befandt sig også i en vigtig periode af sit liv i en venteposition. Også han ventede på sin forløsning. Ganske bogstaveligt ventede han, den første Simeon, på at blive løst - løsladt.
Vi skal tilbage til 1. Mosebog og fortællingen om Josef og hans brødre. Josef, som via brøndens dyb, slavehandlerne, Potifar og fængslet til sidst ender som Faraos højre hånd i Ægypten. Og her, som rig og fornem ægypter, møder han igen sine 10 ældre brødre, der tvunget af hungersnød, er draget til Ægypten for at købe korn. De kan ikke genkende Josef, men han genkender dem. Og for at finde ud af, om brødrene stadig er de samme eller ej, lader Josef som om, han tror, de er spioner. Han tordner mod de forskræmte mænd, at han kun vil frafalde den anklage (som vil udløse dødsstraf), hvis også Benjamin kommer til Ægypten. Benjamin, som er gamle far Jakobs yndlingssøn og eneste trøst efter tabet af Josef. Fordi alle regner Josef for død, er Benjamin nu Jakobs eneste Rakel-søn. Den enbårne. Mens de 9 brødre rejser tilbage efter Benjamin, bliver en 10. bror tilbageholdt som gidsel. Og hans navn er Simeon.
Simeon må sidde tilbage i Ægypten som gidsel og vente på sin forløsning. Vente på, at far Jakob vil give sin yndlingssøn fra sig. Kun Benjamins tilsynekomst kan give Simeon friheden igen.
Og da det sker - da Jakob omsider giver slip på yndlingssønnen - da bliver gidslet Simeon efter flere forviklinger endelig løsladt og befriet.
Der skal en bror til, for at frigivelsen kan ske. Faderen skal sende sin elskede søn, før den frelse, de øvrige brødre har ventet på, kan blive virkelighed.
Det erfarer - hører og tror - begge de to Simeoner. Men i Lukas´ Simeon-fortælling er der 2 nye, altforandrende pointer.
Lukas' Simeon i Jerusalems tempel får det at se, som han har hørt: Herrens salvede, den nye Benjamin, yndlingssønnen, Gud Faders enbårne. Og det syn betyder frihed - "nu lader du din tjener gå bort med fred", synger Simeon i sin løsladelsessang, "for mine øjne har set din frelse".
Men denne frelse er mere end en personlig sag, der kun kommer Simeon ved. Det er ikke kun ham, men det er hele menneskeheden, der løslades. Frelsen, som Simeon ser i det lille barn, sønnen, som Maria og Josef kommer med, er "for alle folk". Det er den ene af Lukas' nye pointer. Simeons lovsang er et ekko af englesangen julenat: "Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket".
"Jeg tror på Gud på min egen måde", siges det af og til forsigtigt. - "Nej, det er alt for lidt", synger både juleengle og Simeon. Det er at være for fedtet med Gud. Gud er ikke en privat oplevelse til indvortes brug. Julenat gik Gud ind i verden, fordi hele verden, alle folk er hans. Gud kan ikke sådan stykkes sammen efter behov. Gud er Gud for alle folk. Gud kan man ikke fedte ned i sin egen bukselomme eller hygge sig med i sit eget lille sjæleliv, som var Gud en individuel virkelighed, som er lige så forskellig fra menneske til menneske som vores fingeraftryk og DNA-profil.
Jul - barnet i krybben og nu i dag i Simeons arme - er, at der er noget, vi er fælles om. Vores virkelighed kan ikke skilles fra Gud. Gud er ikke et produkt, vi selv kan udvikle, designe og føle os frem til. Gud er i verden. For al verden. Og derfor lukker Simeon munden op og synger og fortæller om Gud til alle og enhver.
Og så tilføjer Simeon noget til sin lovsang, som englene julenat ikke sang noget om. Nemlig at den frelse og befrielse, som barnet er og betyder for alle folk, ikke vil blive modtaget, hørt og troet af alle folk.
Barnet er et tegn, som modsiges, siger Simeon. Herrens frelse er anderledes end forventet. For Gud er anderledes end forventet.
Der skal en bror til, for at den fangne og den, der venter, kan blive fri og gå videre. Og den bror er Gud selv. Det er den anden, nye og altafgørende pointe i Lukas´ fortælling. Broderen, der bringer frihed, nyt mod og bevægelse i alt det stillestående, fastlåste og gamle, den bror er Gud selv. I Jesus giver Gud sig til kende. Som en bror. Som en af os. Som det, ingen havde forventet, og som det Gud ikke er: Som et menneske. Og som et menneske af ynkeligste slags: En enlig, hjemløs, arbejdsløs og til sidst også kriminel - han døde som en lovbryder.
Jesus gik rundt og forkyndte, at Gud er som han: Den, der tilgiver syndere, den, der tager imod fortabte, den, der dømmer selvtilstrækkelighed og ligegyldighed over for næsten, og den, der holder ved i den lidelse hvor ingen kan være. Gud, sagde Jesus, er ikke bare der, hvor der ingen lidelse er. For Gud er i verden. For alle i verden. Derfor er Gud er også der, hvor lidelsen, angsten og tomheden er åbenlys.
Det havde ingen hørt og troet før. Det har vi stadig svært ved at høre og tro. Alle os, som mener, at Gud skylder os at holde hånden over os og dem vi holder af. Også vi har svært ved at høre, når Gud nægter at være succesgaranti, og ikke lover os et langt og vellykket liv. Derimod lover Gud os følgeskab igennem alt det andet, vi skal igennem. Og Gud stiller nye krav og giver nye muligheder, hvor de gamle ligger misbrugte og ødelagte tilbage.
Det er den sidste dag i det gamle år. Vi står på tærsklen til et nyt, som vi ikke kender eller ved hvad vil bringe. Vi står her med alt det gamle, det vi fik og det vi må bære med os på godt og på ondt.
I år kan Simeon - han, der hører og hører efter - følge os på vej ind i det nye. Hans ord kan vi låne til at sige farvel til det gamle Der er håb og drømme, som vi må lade bag os og som vi ikke fik opfyldt. Der er sorger og savn, vi må bære med os. Men vi kan med Simeon "drage bort - drage videre med fred". For også vi har hørt og set Guds frelse. Jesus, vores bror og Guds søn, har været her. Vi er givet fri. Fri til at gå ind i det nye, som vi ikke kender. Med fred for både i går og i morgen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.