Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Nytårsdag, 01.01.2009
Predigt zu Lukas 2:21, verfasst von Claus Oldenburg
Det er gammel dansk talemåde, at 'man går ind i det nye år i Jesu navn'.
Det kan umiddelbart lyde som en lidt for from eller måske en superkristelig talemåde, men udtrykket har vel den realitet i sig, at Jesus-skikkelsen i den europæiske civilisations lange historie har - eller i hvert fald har haft - en meget betydelig symbolvægt.
Symbolet er det, der samler - modsat det diabolske, som er det, der splitter. Ordet diabolos bruges også om Djævlen eller det dæmoniske i ældre græsk terminologi.
Hvis man således sammenholder disse to udtryk - eller kontrasterer dem - får man modsætningen frem mellem den kraft, der samler, og den kraft, der splitter. Og selve dette er klart et følelsesanliggende, og som sådan er det dermed uden for fornuftens kontrol.
Og så teksten. Den kan forekomme meget vel kort og endda indholdstom, men den er faktisk mættet af betydning, hvis man igen forholder sig til Jesus-skikkelsen og den lange religiøse tradition, som har formet den europæiske historie.
Det helt afgørende i teksten er, at Jesus bliver omskåret.
I sig selv er dette ikke opsigtsvækkende, for Jesus var jøde, og små jødiske drenge bliver omskåret, og sådan har det været fra urtiden - eller præcisere: fra Abrahams dage.
Men der er en meget væsentlig pointe i, at den tidlige kristendom forlod omskærelsen, og dette mentalt-fysiske skridt var Paulus mester for - og det fremgår i hvert fald antydningsvis af epistelteksten fra Galaterbrevet, som jeg læste fra alteret. Men problemet er langt mere komplekst, end dette korte tekststykke kan angive.
I Paulus' umiddelbare optik var mennesket 'bevogtet under Loven og spærret inde', som han siger, men nu er der med Kristus indtrådt en ny frihed, og den gælder alle, uanset etnisk oprindelse, social status og køn - og man kunne sikkert også opregne en lang række andre forskelle, som dermed skulle være ophævet.
Og det helt afgørende for Paulus er, at alt i denne verden så at sige kan opsamles i Kristus-figuren, altså symboltyngden igen.
Og nu er det ikke Jesus-skikkelsen isoleret, altså den jordiske Jesus, der er hovedfiguren, men det er den opstandne Jesus med titel af Kristus, et ord, der egentlig betyder 'den salvede', men som i jødisk sammenhæng er selve den guddommelige kongetitel.
For Paulus kendte ikke Jesus efter kødet, men i sin berømte vision foran Damaskusporten lærte han Ham at kende som 'den opstandne'.
Og dér begynder kristendommen.
Den er ment som en frihed for mennesket, for Paulus netop som en frihed fra Loven.
Hvad er Loven så? Ja, umiddelbart er det Moseloven, en norm og den række af forskrifter for gennemførelsen af det daglige liv, som er indeholdt heri. Man kunne kalde Moseloven 'Guds regel', kulturelt, sædvanemæssigt, strafferetligt og politisk.
Dette lovbegreb svarer nøjagtig til det muslimske udtryk 'sharia'. Hele problemet lå og ligger i fortolkningen af denne overlevering, som i sit væsen er teokratisk, altså gudsbetinget.
Denne forpligtelse på Loven, som i princippet gælder både jøder og muslimer, blev og er markeret fysisk ved omskærelsen. Den kan ikke gøres om. Så den omskårne hører til pagtsfolket - altså lovens folk eller 'bogens folk', som en muslim snarere vil udtrykke det.
Så Jesus var altså også forpligtet.
Men for Paulus intellekt og følelse er Lovens nytte begrænset til en slags sørgmodig omstændighed ved tilværelsen, for dens funktion kan kun være at opretholde en vis stabil orden samt opstille en moralsk kodeks, hvor der er nøjagtig og genkendelig forskel på synd og ikke-synd, rigtigt og ikke-rigtigt. Alt sammen ifølge Paulus både udmærket og nødvendigt, men menneskets liv trænger til en ny dimension, og den gemmer sig i forestillingen om 'kærlighedens rige'. Også dét rige kan lynhurtigt blive til en floskel, for så skal vi bare gå rundt og være gode ved hinanden, men den slags småmoralske opstrammere har ingen synderlig virkning. Og har aldrig haft det.
'Kærlighedens rige' - eller Kristi Lov som Paulus også benævner det - er langt snarere erkendelsen af, at der er områder af tilværelsen, som præcis ikke kan reguleres håndfast hverken forud eller bagud, men rummer en række følelsesregistreringer, som bevæger sig frit, fordi de kommer og går.
Det handler om menneskets følelse, og præcis fordi denne aldrig kan begrundes rationelt, er vi inde på irrationalitetens område.
Loven er rationel, for den ordner og regulerer.
Følelse er irrationel, præcis fordi den ikke kan ordne eller regulere, men følger sin egen logik, hvor grebetheden er uomgængelig.
Og en grebethed er så at sige uden for den moralske logik. Den tager Loven sig af.
Men hvordan er relationen så?
Man kan måske sige det sådan, at lysten til at slå ihjel på en udmærket måde hæmmes af Lovens tale og advarsel.
Og man kan vel også sige det sådan, at en pludselig og stærk erotisk tiltrækning hæmmes af Lovens indbyggede fornuft.
Så der er faktisk to riger, der kappes om herredømmet over menneskers liv og samfundets liv. Og de skal på god dialektisk vis holdes i balance. For de kan heller ikke leve uden hinanden.
Loven kan nemlig blive en kold strammer, og følelsen kan blive et selvoptaget overkogeri.
Men det er Paulus' teologiske og idéhistoriske fortjeneste, at han indregner begge riger og tænker sammenkædningen efter.
Og det sker i Kristus-skikkelsen.
Det udtryk, som Paulus som oftest bruger, er forsoningen. I den kirkelige tradition bruges udtrykket normalt ud fra en dogmatisk betragtning, og så er forsoningen en slags guddommelig gestus - udført i Kristus-skikkelsen - over for de menneskelige dårligdomme, herunder alle de synder, som mennesket ifølge Loven måtte have gjort. Så bliver vi tilgivet alle vore fejl, forbrydelser og den indbildte perfektheds sideskud. Vi er absolut i småtingsafdelingen.
Måske er forsoningen noget andet.
At guddomsmagten indadtil erkender, at den selv må tage et medansvar for verdens liv og menneskers liv.
Så påtager Kristus sig ikke menneskets skyld, som om Han kunne fjerne den i metaforisk forstand ved en pletfjerner, men Han bliver den medskyldige, og skikkelsen lever side om side med mennesket i alt, hvad der hænder det.
Man kan måske sige det sådan. Vi må tage det hele med. Og Han tager det hele med. Og dette sidste har vi i hvert fald Hans historie som garanti for.
For at runde teksten af. Han blev omskåret. Vi behøver det ikke. For forpligtelsens tidsalder er for længst afløst af tilgivelsens kunst, og den er helt gensidig.
Når vi annammer det - det er et gammelt følelsesudtryk - går vi ind i Nytåret 'i Jesu navn'. Amen og glædelig nytår.