Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Helligtrekonger, 06.01.2009
Predigt zu Mattæus 2:1-12, verfasst von Peter Nejsum
Hvordan skal man erkende Gud? Hvordan kommer Gud til syne? Det er det centrale spørgsmål der rejses her i Helligtrekonger-tiden, tiden efter den såkaldte epifani-fest, dvs. festen for Guds tilsynekomst. At Guds søn kommer til verden, betyder at Gud kommer til syne. Den dybeste menneskelige længsel stilles, den længsel som ikke har forandret sig, ja måske endda er blevet større i vores moderne verden. Hvordan viser Gud sig? Og hvordan får vi øje på ham?
Og det er et vigtigt tema i Mattæus' herlige fortælling om de vise mænd. Det er vigtigt for ham at fortælle hvem der er de første vidner, akkurat som det er det for Lukas, der vælger hyrderne. Og hvem er det så, og hvorfor? Ja, "nogle vise mænd fra et land østpå", fortæller han. Ikke andet. Hvem de var, hvad deres baggrund var, om de er astrologer, eller hvad deres visdom i det hele taget bestod i, fortæller han ikke noget om. Ja han fortæller ikke engang hvor mange de er, at de er tre er noget en senere tradition har digtet til. Og, må man tilføje, alt muligt andet, at de skulle være konger, hvad de hed, og hvilken hudfarve de havde. Men alt hvad vi får at vide er at de er vise mænd fra et land østpå. At det er fremmede, der først ser hvad der er sket, det er det vi får at vide. Det er til gengæld det afgørende. For de ser jo det som jødernes ikke selv kan se, de fremmede.
Det er det eneste vigtige, og derfor behøver vi ikke at vide mere om dem og deres visdom. De kommer ind fra højre, og forsvinder ligeså hurtigt igen. Man kan ikke lade være med at fascineres af at de bryder op hjemmefra, pakker deres kameler, og begiver sig af sted den besværlige vej til et fremmed land, blot fordi de har set en stjerne, og fordi de længes efter at se det barn som den lysende stjerne tyder. Tænk sådan at bryde op og tage af sted på det grundlag. Jøderne, de ser ikke noget. Og de vise mænd må have undret sig over at komme til Jerusalem og se at alt var som det plejede at være, at alle uanfægtet levede videre, at den hektiske travlhed i basaren var den samme, og alle var optaget af hvert deres. De har spurgt sig for om denne nye konge, men kun fået hovedrysten til svar. Der en vældig kontrast mellem de vise mænd og jøderne, mellem den åbenhed overfor det nye der er sket, og dem der er aller tættest på som, som ikke har øje for det, ja ligefrem har nok i sig selv, og med Herodes møder det med mistænksomhed og frygt.
De første til at erkende at Gud er kommet til verden er nogle fremmede med helt andre forudsætninger. De kan se det de andre ikke kan se. Det er pointen. Fra begyndelsen går det guddommelige ind i vore verden med en fremmedhed, en anderledeshed, der gør at det enten vækker hovedrysten eller modstand. Det lader sig ikke erkende hvis man alene forlader sig på hvad man kan sige sig selv. Det guddommelige kommer altså til verden som noget fremmed, som noget der bryder med vores vante forestillinger om os selv og verden omkring os. Og derfor er det de fremmede der først ser hvad stjernen over os betyder.
Det er der måske i virkeligheden ikke så mærkeligt. For meget andet erkender vi først i mødet med det anderledes, det fremmede. Ved at spejle sig i det der er forskelligt fra os, kan vi se hvad vi selv gør. At det ikke er nogen naturlov, den måde vi gør tingene på, eller opfatter verden på. Mødet med det anderledes kan bekræfte os i vores egne forestillinger. Men det kan også åbne os. Det kan gøre at vi pludselig ser vores praksis i et nyt lys, ja vi det kan være en åbenbaring at opleve at der er andre muligheder end dem vi mere eller mindre tvangsmæssigt vælger hver gang selv. Det kan være en overraskende vinkel, der sætter alting i et helt nyt lys.
Forleden kom jeg gående en aften hjem fra Slangerup. Der er ikke mange mennesker sådan en aften. Der var kun mig. Lige indtil der dukker en pige op i horisonten, og ubevidst går jeg i gang med at finde passende sociale samværsregler. Jeg ser på hende på afstand: Er det én jeg kender? Nej. Så gælder reglen: Lade som om man ikke lægger mærke til hinanden. Egentlig lidt bizart, når man tænker på at hun og jeg er de eneste levende væsener på vejen. Jeg ved at hun er der, hun ved jeg er der. Men vi lader som ingenting, kigger væk, især i det vanskelige øjeblik hvor vi passerer hinanden. Det er egentligt mærkeligt. Havde vi været beduiner og havde mødt hinanden i ørkenen, så havde vi foretaget en lang og ordrig hilseceremoni, ja vi havde måske indtaget et måltid sammen. Det er bare et lille eksempel på hvordan det anderledes kan kaste lys over noget, jeg troede var en given ting.
Det er den form for erkendelse der ligger i Jesu lignelser. For hvad er det egentlig? Det er små historier fra hverdagen: Om en far og hans søn, om en mand der sår korn, om en mand der skylder penge, om et får der er blevet væk. Det er fuldstændig genkendelige situationer. Små historier som der hver for sig måske ikke er særlig overraskende, hvis det ikke det lige var fordi de fortælles om noget andet: Om Guds rige, om tilgivelse, retfærdighed, forholdet til Gud. Der er ikke noget mærkeligt i at en far løber sin søn møde og omfavner ham, når faren tror at sønnen har været død, men nu er kommet hjem i god behold. Så er det også fuldstændig ligegyldigt om han har båret sig dumt ad og har svigtet og hvilke undskyldninger han måtte have. Det vigtige er at han er kommet hjem. Hvilken far ville ikke reagere som han gør? Nej, vel? Det overraskende i historien ligger i Jesus' påstand om, at sådan gør Gud selvfølgelig også! Og på den måde udfordrer han en bestemt forestilling om Guds retfærdighed. Om at man får løn som forskyldt. Alle der står forurettede tilbage som den anden søn, der altid har passet sit og været en god dreng, og er der måske nogen sinde blevet holdt fest for ham?
Og det er kun ét eksempel. Noget fremmedartet, anderledes, trænger ind i det vante billede vi gør os, vender op og ned på det. Når lignelserne virker så overbevisende, og står tilbage som et lysende træk ved Jesus, som rækker langt ud over hans betydning for kristendommen, ja så er det fordi han får en gnist til at springe mellem det velkendte og dagligdags på den ene side og det uventede og guddommelige på den anden. En gnist der får det guddommelige til at komme til syne - som noget fremmedartet.
Det betyder også noget for det at være kirke. At være kirke, det er at få rakt en sandhed, at få rakt det man ikke kan sige sig selv, at få rakt en sandhed om sig selv som man måske helst ville være fri for. Og få rakt det man måske ikke tør tro, fordi det virker for godt til at være sandt.
Det lykkes sikkert ikke altid, ja sådan er det med garanti. Men det ændrer ikke på, at det er formålet. Og mange gange tænker man måske, at det dér, det gælder ikke mig, eller: Jeg tror nu alligevel at der er som jeg hele tiden har ment, eller: Bare man kunne tro det dér. Det er der alt sammen ikke noget mærkeligt i, for der skal tit meget til at ændre tankebaner der er groet fast. Men det hver gang det der forsøges i gudstjenesten, med større eller mindre held selvfølgelig.
Derfor er det også en misforståelse når man hører at man sagtens kan være kristen uden at gå i kirke. Hvem skal så række én den sandhed man søger? Hvem skal være den der peger det barn ud, som stjernen er gået op for? Så er der ingen til at modsige én, ingen til at vise det guddommelige i dets fremmedhed og anderledeshed. At konstruere sin egen sandhed ud fra hvordan man opfatter verden, det gør vi alle sammen. Det hører med til at være menneske, ikke mindst i en moderne verden. Men det guddommelige viser sig nu engang som noget fremmedartet, som noget jeg ikke kan sige mig selv, som noget der modsiger mig. Og som derfor skal tales til mig.
Evangeliets sandhed om mennesket og om Gud lader sig heller ikke fryse fast. Det ligger også i det. I det øjeblik den bliver til vante og trygge forestillinger, skal alarmklokkerne lyde. For så er der noget vigtigt der er ved at gå tabt. Evangeliet er nemlig i selve opgøret med de forestillinger, der skal betrygge os og komme alting ned i velordnede kasser, så fromme og rigtige de kan tage sig ud. Evangeliet er derfor en bestemt proces, noget der finder sted igen og igen.
Hver gang vi tror vi ved hvad et menneske er, eller hæfter en bestemt betegnelse på det, så får at vide: Et menneske er altid mere end det. - Og hver gang vi tror at vi har begrebet hvad Gud er og slår os til tåls med det, så får vi at vide: Gud er altid mere end det.
Da det guddommelige kom til syne i denne verden, skete det på en måde så det var usynligt for dem, der stod lige ved siden af. Kun de fremmede havde øje for det. Vi fejrer at et det også kommer til syne for os - men altid som noget uventet, fremmed, noget der rækkes os.
Amen.