Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag efter hellig tre konger, 11.01.2009
Predigt zu Lukas 2:41-52, verfasst von Jesper Hougaard Larsen
For et par måneder siden udgav teologen, Jørgen I. Jensen, bogen "JEG-automaten". Bogen er en kritik af den tendens, der er i vores samfund til selvudvikling og selv-iscenesættelse.
Det helt store mantra i disse år er den enkeltes bevidsthed om kompetencer. Det starter allerede i børnehaveklassen, hvor børnenes kompetencer bliver nedskrevet i en slags skudsmålsbog, der skal følge dem resten af livet.
Evalueringer på alle planer følger så børnene og de unge op gennem skolesystemet. Hvad vil du? Hvad kan du? Hvordan vil du opnå dine personlige målsætninger? Lyder spørgsmålene til de unge.
Og som voksen fortsætter det: En ustandselig vurdering, for at tjekke at DU udvikler DINE kompetencer.
Jørgen I. Jensen skriver, at denne udvikling har gjort samfundet barnligt. Det bliver til en livslang skoling, dog ikke i livets skole, men i en flinkeskole, en pensumskole - ene og alene med det formål at være i stand til at leve op til skemaer og konsulenter.
Målinger, test og planer for dig og dit liv. En evig snagen i det indre menneske, personligheden sat under skarpt lup.
Konsekvensen af denne udvikling er, siger Jørgen I. Jensen, at mennesker ses gående rundt og mumlende på deres egen biografi hele tiden, for det tilfælde, at der skulle komme en interviewer eller et spørgeskema forbi.
Det skrækkelige ved denne udvikling er ikke, at der bliver fokus på det enkelte menneske, det er fint nok, at man bliver bevidst om sig selv og sine muligheder.
Nej det skrækkelige er, at det sker i et lukket rum. Det bliver en jeg-tænkning uden et 'du' og uden en tredje instans, som du er ansvarlig for, den instans vi i kristendommen kalder for Gud.
Uden din næste og uden Gud bliver din personlige biografi et fritsvævende CV, nemlig DIT CV, DINE kompetencer, DIN profil, DIN karriere, DIN succes, DINE valg, DIN personlighedstype, DINE værdier, DINE mål.
"DU" ejer "DIG" selv. Du repræsenterer selvbiografien, men du gør det uden at skele til det ansvar, der følger med at være et menneske skabt i Guds billede.
Alt det Jørgen I. Jensen her kritiserer, kan kaldes for coaching-kulturen, hvor den enkelte selv må tage ansvar, men kun for sig selv. Hverken den historiske situation eller den fælles menneskelige sammenhæng fra fortid over nutid hen mod fremtiden er til nogen hjælp i coaching-kulturen.
Der synes ikke at være plads for tanker om eller tro på, at noget venligt eller imødekommende uden for den enkeltes forestillingsradius kan bidrage til oplysning om menneskelivet. - Bortset fra den nye gud, coachen selv.
Når selvbiografien, som altid topper bog-hitlisterne ved juletid, er ledestjernen på bekostning af en anden ledestjerne, ja, så udviskes den absolutte grænse mellem jeg og du. I komptencernes verden er alle andre mennesker 'jeg'er som en selv. 'Du'et som det forpligtende menneske, der bliver din skæbne, findes ikke i kompetencernes verden.
Alt hviler på den enkeltes skuldre, hjælp er ikke længere at hjælpe sit medmenneske, men er blevet reduceret til hjælp til selvhjælp. Det er her coachen kommer ind, ikke som den, der står ved din side, men den, der peger på, hvordan du selv kan få succes og opfylde dine mål.
Mens det, der kommer udefra, kun har betydning, for så vidt som det kan indgå i den enkeltes egen livsproces.
Og sådan går der millioner af stræbende 'jeg'ere gennem livet, stift stirrende på deres egne mål. Og de kan kun se det hos hinanden, som er målrettet.
Hver især er de ambassadører for deres egen livshistorie, deres egne projekter, deres egen selvudvikling og kan kun opfange noget tilsvarende hos andre.
'Jeg' plus 'jeg' giver imidlertid kun: 'jeg' - Hvorimod 'jeg' plus 'du' forpligter, fordi resultatet af 'jeg' plus 'du' er en åbning ud mod verden, væk fra dig selv og hen til din næste.
Og så er vi dybt inde i et kristent menneskesyn. I kristendommen er det 'du', jeg møder, ikke mit livsprojekt, ikke et andet 'jeg', som kan nedskrives til resultatet af test og evalueringer.
Men der, hvor jeg og du er på færde, kan tiden vide sig ud og ankomme med ny betydning, her kan perspektiverne skifte igen og igen. Når det andet 'jeg' bliver til et 'du', følger der helt naturligt et ansvar med!
Og hvad har denne analyse af 'jeg'ets rolle i vores samfund med beretningen om den 12 årige Jesus i templet at gøre? Drengen, Guds søn, som forældrene ikke kan finde, og da de endelig finder ham, fører han sig frem som en uartig gadedreng, der har hængt ud med de store.
Og tilmed udviser han den frækhed at sætte forældrene på plads, da de udtrykker deres bekymring over, at han har været væk fra dem. Og de har været på randen af sammenbrud over, hvad der kunne være sket deres knægt.
Og så siger han til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?"
Det forstod de ikke. Og hvilke forældre ville dog være i stand til at forstå deres 12 årige, hvis han eller hun kom bedrevidende og sagde: "Ved I virkelig ikke! Nu skal jeg fortælle jer, hvordan verden hænger sammen."
Mon ikke de fleste forældre ville sætte knægten eller tøsen på plads og bede om lidt ydmyghed.
Men, fortælles det, så tog han alligevel tilbage til Nazareth og var lydig imod dem. - Her virker det som om, at evangelisten lige skal gyde olie på vandene og have pakket ulydigheden ind og understrege, at han alligevel var et fromt og artigt barn, der gjorde hvad far og mor forlangte.
Men senere i evangeliefortællingen kommer det nu til en voldsom konfrontation, da Jesus i mødet med sin familie igen sætter dem på plads og afskriver dem som sin rigtige familie.
Og alligevel gemmer Maria alle Jesu ord i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker, fortæller evangelisten.
Og det sidste her om at gå frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker, er afgørende, og så kommer svaret på det spørgsmål jeg stillede for lidt siden: Hvad har analysen af jeg-kulturen at gøre i en prædiken om den 12 - årige Jesus?
Der er selvfølgelig ikke en direkte forbindelse, og så alligevel. For med ordene om at gå frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker, har evangelisten givet os en nøgle til kritikken af enhver tid, der ikke ønsker eller ikke magter at se det enkelte menneskes samhørighed med Gud og med andre mennesker.
Var der noget han stod for denne Jesus, var det hans utrættelige kamp for at vise mennesket hen på dets ansvar for et forpligtende liv med Gud og næsten.
Den moderne coaching-kultur er ikke i stand til at se sammenhæng med verden og med andre mennesker, men har gjort coachen selv til gud, hvis budskab er "hjælp til selvhjælp", så du kan komme i gang med dit succes-fulde liv.
Det er dog en anden gud, vi møder i Jesus fra Nazareth. Jesus påpeger gennem hele sit liv og virke, at du netop intet kan gøre af dig selv uden at du støder ind i noget andet eller nogle andre.
Alt er du blevet givet af Gud, også din næste, fjern og nær. Jesus magtede at være både i sin faders hus og tæt ved mennesker. Han kom ikke til verden for sin egen skyld, men han kom for vores skyld, ja, for at sætte os frie til at elske vor næste.
I et kristent menneskesyn er ingen alene med glæden og smerten. Hver enkelt 'jeg' er kun et 'jeg' i forhold til noget andet og noget tredje, nemlig et 'du' og så Gud.
Ja, kristendommen går endda så vidt som til at påstå, at et menneskes forhold til Gud ikke kan tænkes uden om forholdet til ens næste.
Vi må have Gud og vores medmennesker med, når vi forsøger at finde os selv. Uden Gud og uden alle de andre, vi er forpligtet på, går vi i selvsving og ender måske med fine karakter og gode skudsmål.
Men hvad skal vi dog bruge dem til, hvis vi ikke ser, at der var nogle der ikke kom med på vognen og ikke magtede at skrive deres selvbiografi.
Guds selvbiografi handler om Jesus Kristus, der kom til verden for at knytte en evig forbindelse mellem 'jeg' 'du' og Gud selv. Guds selvbiografi er så velskrevet og så omsluttende, at vi tilbydes den som vor egen historie, fordi den også handler om os.
Og for at slutte i matematikkens verden: jeg + du + Gud = Kristendommens evige svar på vor søgen efter livsopfylde. Det er livet, som det kan og bør finde sted i tro, håb og kærlighed. Amen.