Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
3. søndag efter Helligtrekonger, 25.01.2009
Predigt zu Mattæus 8:1-13, verfasst von Peter Lind
Mine forældre har altid sejlet, og selvfølgelig er mine søskende og jeg ofte blev slæbt med ud på vandet i alskens vejr lige fra det rene havblik til noget, der i hvert fald i en lille 6-årig drengs øjne mindst måtte være en sand orkan. Det var ikke altid lige sjovt, når man var blevet placeret nede i bunden af båden og fortvivlet klamrede sig fast, når blæsten fik båden til at krænge voldsomt. Det ene øjeblik sad man og så ud på de hvide skumtoppe; det næste øjeblik så man nærmest lige ned i det brusende dyb, mens man med hele sin lille efterhånden drivvåde krop stemte imod, for at båden skulle rette op igen.
Det gjorde den altid, selvom de sikkert kun få sekunder, hvor vandet slikkede op omkring den læ ræling føltes som evigheder. Og efterhånden lærte jeg ligefrem at sætte pris på disse sejlture og føle mig helt tryg ved det.
En væsentlig grund til det var, at min far bestemte suverænt, når vi var ude at sejle. Selvom vi bestemt var en familie med mange meninger og en stor lyst til at diskutere, så gjaldt det altid, når vi var ude at sejle, at min far sagde, hvad der skulle gøres, og vi andre adlød øjeblikkeligt uden nogen diskussion. Det fungerede faktisk ret godt, og vi var f.eks. i stand til at komme susende ind i den lille, lokale havn for fulde sejl og på ganske få øjeblikke tage sejlet ned, lægge til kaj og fortøje båden, fordi min far gav ordrerne og vi andre gjorde, hvad der blev sagt - prompte.
Da jeg første gang havde min kæreste med ude at sejle i mine forældres sejlbåd, troede jeg i min naivitet, at nu var det mig, der var kaptajnen og mine ordrer, der skulle adlydes uden diskussion. Men min kæreste havde ikke prøvet at sejle før, og var derfor ikke klar over dette systems fortræffeligheder, så da jeg første gang gav ordre om, at hun skulle holde fast i skødet og styre lige ud, mens jeg hejste sejlet, spurgte hun: "Hvorfor det?" Og da jeg - nok med en noget forøget stemmestyrke - bad hende om bare at gøre det, sagde hun lettere fornærmet: "Tal pænt til mig!"
Vi forliste ikke - hverken med båden eller med forholdet; blev senere gift og har også selv fået båd, og vi nyder at sejle hele familien, og det går også fint, men jeg må nok erkende, at selvom jeg mener, at jeg er kaptajnen ombord, så er jeg ikke i stand jeg ikke udtale mig med samme effektive og indiskutable autoritet, som min far i sin tid var. Både kone og børn gør nok, hvad jeg siger, når vi sejler, men ikke bare fordi jeg befaler det, men fordi de har fået forklaret meningen med ordren og således selv har indset, at det er fornuftigt at gøre det.
Henrik Jensen fra Roskilde Universitetscenter har i det senere års tid talt og skrevet om "Det faderløse samfund" - om hvordan faderautoriteten i løbet af det tyvende århundrede har mistet sin centrale betydning i samfundet. Det gælder nemlig ikke bare, når jeg er ude at sejle med min familie, men på alle planer i samfundet. Ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne nævnes ofte som årsag til dette generelle autoritetstab, men ungdomsoprøret var snarere et udtryk for det end en årsag til det. De autoriteter, der tidligere var fuldstændigt urørlige, bliver i dag igen og igen anfægtet og udfordret; hvis de da overhovedet har overlevet som autoritet. F.eks. politikerne, lægerne, politiet, lærerne, forældrene og såmænd også præsterne og mange, mange flere. Det er bestemt en udvikling, som på mange måder har været meget god og nødvendig, fordi autoriteten i mange tilfælde tidligere var ensbetydende med et veritabelt tyranni. Men det har også i dag nogle store omkostninger, at autoriterne er blevet nedbrudt - måske ligefrem for en stor del er forsvundet - fra vores samfund. Ligesom når man sejler, og det er nødvendigt at adlyde kaptajnens ordrer, for at man ikke skal forlise, er det naturligvis også tvingende nødvendigt i mange andre sammenhænge at adlyde en befaling, for at samfundet ikke skal gå fuldstændigt i stå. For man kan ikke altid frit og kvit bestemme selv og kun gøre, hvad man selv har lyst til. Men prøv f.eks. at spørge skolelærerne, hvad deres elever mener om det?
Hvad betyder dette autoritetstab for vores opfattelse af pligt, ansvar og skyld?
Hvad betyder det for vores opfattelse af tro?
Hvad betyder det for vores opfattelse af Gud?
Og hvad betyder det for os?
De to helbredelseshistorier, som vi lige har hørt evangelisten Matthæus berette om, handler begge om en fuldstændig ubetinget og indiskutabel tro på Guds autoritet. Den spedalske, der kaster sig ned for Jesu fødder, gør det, fordi han tror på, at Jesus med sin guddommelige autoritet, kan gøre ham rask; det afhænger udelukkende af Jesu og dermed af Guds vilje; "Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren." Der er ingen tvivl i den spedalskes sind om, at Jesus kan gøre det. For Jesus er som Guds Søn den absolutte autoritet, og den spedalske viser det ikke alene med sin henvendelse til Jesus, men bevidner det tillige overfor præsterne i templet, da han efter sin helbredelse skal bringe sin offergave til Gud.
Denne tro på Guds autoritet bliver endnu stærkere præsenteret i den følgende beretning om officeren, der kommer til Jesus for at få sin tjener helbredt. Ikke alene illustreres hans store tro på Jesu og dermed Guds autoritet ved hans egne erfaringer fra det autoritære, militære system, hvor officerernes ordrer adlydes blindt af soldaterne, men ud fra den erfaring af autoritet har han tillid til at bede Jesus om blot at sige et ord, så vil hans tjener blive helbredt. Og det mest imponerende er næsten, at officeren tror så stærkt på Jesu autoritet, at han vitterligt går af sted, da Jesus har sagt: "Gå, det skal ske dig, som du troede!" Han afkræver ikke Jesus yderligere en forsikring om, at tjeneren er blevet rask. Han afventer ikke en melding derhjemmefra om, at tjeneren er helbredt for sin lammelse. Han vender sig blot om og går - i tro på det ord, der er blevet sagt.
Så stor en tro på Jesu autoritet fra henholdsvis den spedalske og officeren. Og de bliver begge belønnet for deres store tro; deres bøn om helbredelse blev hørt og opfyldt.
Der er én meget stor fare ved at høre disse to beretninger om at tro så stærkt på Guds autoritet. De kan meget let blive fortolket som, at helbredelserne afhænger af de pågældendes store tro. Altså, når den spedalske og officerens tjener bliver helbredt skyldes det, at henholdsvis den spedalske og officeren kan præstere en så stor tro. Og derfra ligger det jo snublende nær at konkludere, at når vi i dag ikke er i stand til at få opfyldt vores bønner om helbredelser fra frygtelige sygdomme eller ulykker, så er det fordi, vores tro ikke er stor nok. Det er vores egen skyld, fordi vi ikke kan præstere en stor nok tro.
Sådan er det ikke! Det kan det ganske simpelt ikke være, fordi det jo netop ville være at anfægte Guds autoritet at forstå det sådan. Guds magt og vilje afhænger ikke af vores tro - uanset om troen er stor eller
lille, fordi Gud er den absolutte og suveræne autoritet. Han gør, hvad han vil. Og det er så en konstant udfordring for vores tro at acceptere, at han ikke gør, hvad vi vil.
Ikke mindst fordi vi er blevet så vant til at opfatte os selv som den største autoritet i tilværelsen. For naturligvis har det almindelige autoritetstab i samfundet præget vores opfattelse af Guds autoritet. Måske er hele den udvikling i virkeligheden begyndt med netop en svækket tro på Guds autoritet. - Det kan være, at Henrik Jensen kan svare på det på torsdag. - Men det kan ikke lade sig gøre at være en kristen kirke og tro på Gud, hvis vi ikke kan acceptere, at det er Gud, der er den største autoritet. Ellers giver det ingen mening, at vi kommer i kirken med vores små børn for at få dem døbt. Så giver det ingen mening, at de unge mennesker kommer her for at få deres dåb bekræftet ved konfirmationen. Så giver det ingen mening, at vi holder vielser, bisættelser og begravelser. Eller samles til gudstjeneste. For alt det giver kun mening, hvis vi kan komme herind for at høre ordet om Guds suveræne autoritet og gå herfra igen i troen og håbet på, at Gud er den autoritet, som er så ufatteligt meget større end os selv; en magt som er den ubetinget største og stærkeste.
Det er ikke en tyrannisk autoritet, der demonstrerer sin frygtindgydende magt ved store, voldsomme tegn og undere. Det er den autoritet, der viser sin magt i sit ord og lader det blive hørt til tro og håb. For Guds ord er Jesus Kristus, der blev født som et menneske julenat; der døde og blev begravet langfredag og som opstod fra graven påskemorgen. Gud viste sin autoritet én gang for alle for 2.000 år siden ved suverænt at lade sit magtfulde ord lyde ind i vores verden som sin egen Søn. Det er ved at høre det Ord i tillid til Guds autoritet, at vi kan gå ud i livet i troen på og i håbet om, at det er talt til os - at vi er frelst fra døden og synden ved det Ord. Amen.