Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Sidste søndag efter hellig tre konger, 01.02.2009
Predigt zu Matthæus 17:1-9, verfasst von Jens Arendt
Helligtrekongerstiden er en tid, hvor Jesus skifter mere og mere i sin påklædning og sit udseende, indtil han står med skinnende hvide klæder, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem. Der er en historie om en lille pige, som går med sin far ind i kirken. Begge ser op på en glasmosaik. Faderen: siger: "Ham der det er Jesus!" Datteren spørger: "Hvem er Jesus?" Men før faderen har svaret, svarer hun selv: "Nu ved jeg det, det er ham lyset skinner igennem".
Man går næsten op ad forklarelsens bjerg i helligtrekongerstiden. Der er beretningerne om de visemænd, som giver gaver. Jesus som opfører sig som et mærkeligt barn i templet.
Jesus laver vand til vin og har magt over storm og hav; indtil han står som Gud selv mellem Moses og Elias.
Det er som at gå op ad et bjerg. På et tidspunkt går man i tåge; men i virkeligheden er det skyerne, man går inden i. Pludselig bryder lyset frem, og man står midt i den strålende sol. Men når man er gået op på et bjerg, må man også gå nedad. Det sker lige efter. Jesus og disciplene kommer ned til den månesyge dreng, hvor Jesus siger: "Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Matt 17,17)
Det går nedad, indtil Jesus igen tager Peter og Jakob og Johannes på en tur alene på et bjerg, denne gang er det oliebjerget; stedet er Getsemane have. Denne gang er disciplene ikke så interesseret i at blive for lang tid på stedet, for afsnittet ender med, at alle disciplene lod ham i stikken og flygtede. Matt 26,56.
Historien om forklarelsen på bjerget er knyttet sammen med påsken.
De enkelte dele af Mattæus hænger sammen; ligesom i virkeligheden også bibelen hænger sammen. bibelen er ikke kun en antologi; ikke en tilfældig samling.
Mange mener at det nye testamente er blevet til som et kartotekskortsystem. Det består af løse elementer, som efterhånden blev bundet sammen tættere og tættere. Men der er, er en sammenhæng i evangelierne. Biblen er en sammenhæng. Der er en sammenhæng i historien, fordi historien er Guds historie.
Man kan hele tiden modstille det, der sker på bjerget, med påsken. Her hører du, hvordan han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen. Men når vi er nået ned af bakken langfredag, så hører vi, "at hans skikkelse havde ingen skønhed, i så ham, men vi brød os ikke om synet, ...én man skjuler ansigtet for." ( Es 52,13-53,12)
Her hører vi om hans strålende hvide klæder. På korset er han uden tøj, fordi man kaster lod om hans kappe. Her er han mellem de største hellige. men der hænger han mellem 2 røvere.
Her viser Elias viser sig. Men på korset spotter de andre og siger: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham. " (Matt 27,49)
Her omgives de af lys på bjerget. Men langfredag står der, at fra den sjette time faldt der mørke.
Langfredag hører man om Herrens lidende tjener, men det udtryk, som vi hører her: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag" er næsten et citat fra det sted, som indleder afsnittet om den lidende Herrens tjener i Es 42.
"Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag."
Moses og Elias er de to største af de hellige mænd i det Gamle testamente. Man sagde, at de var de eneste som er taget direkte af Gud op til himlen. Moses og Elias var de eneste, som har talt med Gud på et bjerg. Det er i virkeligheden det, som gentager sig. Nu taler de igen med Gud selv, dvs. de taler med Jesus.
Moses og Elias havde mødt Gud på Horeb, Nu møder de, ikke kun en anden religiøs personlighed som dem selv; men det er igen Gud de møder.
"Dette er min søn. Hør ham!"
Jesus er ikke kun en lære om Gud, men han er Gud. Når vi skal have med at Gud at høre skal vi gå til Jesus. Hvis vi søger Gud andre steder i Kristus, vil vi før eller siden blive anfægtet af vores eget billede af Gud. Vi stiller legitime spørgsmål om skabelsen, lidelsen; det onde og det gode. Vi anfægtes. Det, der anfægter os er vores eget billede af Gud. Vi laver et billede af Gud, når han ikke lever op til det billede, som vi har lavet.
Kommer troen af det, som sker her på bjerget?? Nej !!
Det er nede på jorden, mellem alt det som anfægter os, sygdom, synd og død, at troen kommer.
Peter har lige før bekendt sin tro og sin vantro. Jesus har sagt: "Du sanser ikke, hvad Gud vil, men hvad menneske vil".
Det gentager sig nu i Peters udsagn: " Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her..". Jesus reagerer jo ikke på Peters tilbud om at bygge hytte og tage varig bolig på bjerget. Han bygger hytte hos os. Vi skal ikke bygge hytte hos ham. Han afviser derimod at fastholde øjeblikkets klarhed. Jesus ønsker ikke at vi skal møde ham i den himmelske afklaring, hvor al tvetydighed og mørke er vist bort.
Han går ned fra bjerget igen - ned til hverdagen og dagligdagen - ned til den epileptiske dreng, den forvildede slægt. Han går ned til faderen, som råber: "Jeg tror, hjælp min vantro". Han går ned til dem, der vil ham til livs og til dem, der hånligt vender ryggen til ham, fordi de i hans person og gerning ikke ser den ringeste klarhed og det mindste glimt af lys.
Det er med andre ord nede i den verden, vi alt for godt kender til, at Jesus vil være - det er ikke på forklarelsens strålende bjerg. Det er til os i al vores skepsis og begrænsede opfattelse af, hvad der giver mening og afklaring, han kommer. Det er ham, der har bygget sin hytte hos os.
Det foregår på livets støvede veje, men han er med os på vejen. Derfor slutter dagens beretning også med Jesus opfordring til sine forvirrede disciple; "Rejs jer og frygt ikke"
Efter de ord går han selv ned af bjerget og følger derfra den vej, der fører til hans sande forklarelse - vejen gennem kors og død til opstandelsens liv. Og først da han havde nået dette mål, kunne disciplene se, hvem han var - Guds elskede Søn - og først da blev det forklaret, som indtil da var forblevet en dyb og uudgrundelig gåde. Amen.