Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Septuagesima, 08.02.2009
Predigt zu Matthæus 20:1-16, verfasst von Peter Lind
Når man hører denne berømte lignelse om arbejderne i vingården og skal prøve at finde ud af, hvad den handler om og hvad man dernæst kan bruge den til, så render man uvilkårligt ind i to store problemer.
Det første problem er faktisk, at den er så ligetil at forstå. Jesus siger det jo selv: "Himmeriget ligner..." Det er altså en lignelse - en sammenligning - mellem Himmeriget og denne vingård og dens ejer, "der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere." Og det er jo ikke vanskeligt at forstå, at vingårdsejeren er et billede på Gud eller evt. Jesus, - hvad der i princippet jo kan komme ud på ét - og arbejderne, som lejes i løbet af dagen, er naturligvis mennesker, der tager imod Guds evangelium om syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Og eftersom evangeliet ved Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse bliver skænket os fuldt og helt lige fra vi bliver født, og ikke i nogle procentvise portioner alt efter, hvornår man måtte komme til tro på Gud, så er den uundgåelige konklusion på denne lignelse, at alle mennesker får Guds nåde; alle mennesker bliver frelst, og alle mennesker kommer i Himmeriget.
"Amen" - kunne man for den sags skyld godt sige allerede på dette tidspunkt, for i virkeligheden er lignelsen jo en prædiken i sig selv. En prædiken som Vorherre selv holder for os. Meget ofte handler teksterne i evangelierne om Jesus; hvad han siger og gør, og hvad der sker omkring og med ham, men her - som i lignelserne generelt - taler han direkte til os, og som sagt på en meget forståelig og præcis måde.
Som prædikant i dag på denne septuagesima søndag står man derfor lidt med fornemmelsen af, at alt hvad man ellers måtte finde på sige om denne lignelse, det kan næsten kun forplumre dens ellers så klare og tydelige glædesbudskab.
Når jeg nu tillader mig at kalde det for et problem, så er det såmænd ikke fordi jeg jo gerne skulle kunne sige lidt mere om denne tekst end det, jeg har gjort indtil nu, men fordi denne klarhed og fuldkommenhed, som lignelsen udstråler, næsten blokerer for videre fortolkninger af teksten. Altså, når vi har hørt den og taget imod den; - hvad kan der så siges mere om den?
Jesus forkynder med den et glædeligt budskab om Gud og om Guds rige. Det er næsten som en turistguide, der fortæller om et bestemt land og indbyggerne dér. Sådan en slags "Turen går til Himmeriget" ligesom de utallige rejsebøger i Politikens velkendte serie. Men til forskel fra de almindelige turistguider og rejseførere, hvor man jo selv kan rejse dertil og sagtens kan have en helt anden oplevelse af landet og menneskene end den pågældende forfatter, så er denne beskrivelse af Himmeriget fortalt med en autoritet, som ikke kan diskuteres. Selv med alle mulige teologisk-videnskabelige forbehold overfor teksten, så er det altså Guds egen Søn, der her fortæller os om dette forjættende land, Himmeriget, og dets suveræne og enevældige hersker, Gud Fader. Tror vi på, at Jesus Kristus er Guds enbårne Søn, så bliver vi selvfølgelig også nødt til at have tillid til, at det, han fortæller om Himmeriget og om Gud Fader, at det er sandt.
Eller sagt på en anden måde: Der er ingen andre end Jesus, der på troværdig vis er i stand til at fortælle om, hvordan Himmeriget og Gud Fader er. Der er såmænd mange andre, der har forsøgt at give deres personlige "rejsebeskrivelse" lige fra nogle af personerne i Bibelen, Enok i Det gamle Testamente f.eks., og Johannes fra Patmos, der uhyre detaljeret fortæller om både Himmeriget og de sidste tider i sin åbenbaring, som jo afslutter vores bibel, til alle mulige andre åbenbaringer og beretninger om f.eks. nærdødsoplevelser og kontakt med ånder osv. osv. Det må man i de enkelte tilfælde selv vurdere, om man finder dem og deres fortællere troværdige og sande; men her, hvor det er Jesus, der fortæller, så må vi sådan set bare tage det til efterretning og tro på det, som vi tror på ham.
Inden det kommer til at lyde alt for bombastisk, så er det vigtigt at bemærke, at netop Jesus - i modsætning til mange af de andre beskrivelser af Himmeriget, som jeg før nævnte nogle af - at netop Jesus fortæller om Gud og Himmeriget i en lignelse. Johannesåbenbaringen f.eks. fortæller så mange fantastiske detaljer fra Himmeriget, at det næsten er som et helt lysbilledforedrag - bare i ord, og derved mister det også en stor del af sin troværdighed.
Jesus fortæller overhovedet ikke noget om, hvordan hverken Himmeriget eller Gud ser ud; han fortæller udelukkende om de principper, der gælder i Guds rige - ét hundrede procent nåde og kærlighed. Det er, hvad vi har brug for at vide, og så skal alt det andet såmænd nok åbenbares os, når tiden er inde. Det bliver i øvrigt ret spændende!
Så i første omgang skal vi bruge denne lignelse om Himmeriget til at få et lille hurtigt kig ind Himmeriget, som om den er Himmerigets port, Jesus lige har ladet stå på klem, så vi kunne få en lille fornemmelse af, hvordan der er dér. Et kig som må virke meget beroligende og trøstende for os alle sammen - de sidste såvel som de første. Dét betyder nemlig ikke, at alt bare vendes på hovedet i Himmeriget og de første nu i deres selvretfærdighed skal stå og vente pænt allerbagest i køen. "De sidste skal blive de første, og de første de sidste" betyder, at alle kommer ind i Guds rige på én gang. Med Jesus Kristus slås porten til Himmeriget billedligt talt op på fuld gab, så alle mennesker kan komme ind i det. Ingen bliver de sidste, ingen bliver de første - alle kommer ind på samme tid, nemlig i det skelsættende øjeblik påskemorgen, hvor Jesus Kristus stod op fra graven - dvs. for knap 2.000 år siden!
Himmeriget er altså både "noget" fremtidigt og noget nutidigt.
Himmeriget er noget fremtidigt for os - at dér i Guds rige skal vi engang i kraft af Guds nåde og kærlighed alle sammen samles; Jesu genkomst, dommedag - engang. Det er det, Jesus helt konkret fortæller om med denne lignelse; det er det, vi i første omgang kan bruge lignelsen til, når vi tager den på ordet. Som et håb for fremtiden. Som et fyrtårn vi kan styre efter i tro og tillid til, at så kommer vi engang i sikker havn.
Men himmeriget er også en del af vores virkelighed nu og her og har været det lige siden Jesus stormede dødsriget, overvandt dødens magt og opstod fra graven påskemorgen. Det er kun Gud, der véd, hvad klokken er blevet nu - hvilken time på dagen vi befinder os i, om vi er i den tredje eller den ellevte time - men dagen er i gang, og vi skal på arbejde - men hvad skal vi lave? Hvad fortæller lignelsen os om det? Kan vi overhovedet bruge den til det også?
I disse år diskuteres der i hele den vestlige verden heftigt for og imod religionens rolle i samfundet. Er religionen en privat sag for det enkelte menneske, som så værsgo har at holde det for sig selv og ikke belemre andre med det, eller er det en uundgåelig og nødvendig del af den offentlige samfundsdebat? I USA har vi kunnet se dels, hvordan præsident Bush's har en meget åbenlyse brug af bibelske begreber ligesom der har været en meget bastant religiøs udvikling i nogle stater, hvor det f.eks. er blevet forbudt at undervise i Darwins udviklingslære i skolerne. Her i Europa har vi i mødet med den ekstreme udgave af islam oplevet hvordan nogle mennesker kan gøre deres religion til den eneste gyldige sandhed og dermed truer vores demokratiske samfund. Den såkaldte Muhammedkrise for et år siden var med sin debat om ytringsfriheden i et demokratisk samfund jo netop et eksempel på hvordan demokratiske og religiøse principper kan støde voldsomt sammen. Nogle mener derfor, at tingene skal skilles fuldstændigt ad; at man så at sige skal leve i to forskellige verdener, som ikke har noget som helst med hinanden at gøre.
Det er bestemt meget fornuftigt at være bevidst om, at der er forskel på de forskellige rum, vi befinder os i, men alligevel er det fuldstændig urealistisk på den måde at tvinge troende mennesker til at være spaltede i to forskellige personer. Det er således et grundlæggende princip i kristendommen, at den er en del af verden. Det skal vi være overordentligt glade for, for ellers havde vi i dag ikke haft nogle af fundamentale værdier i vores velfærdssamfund, som det er tilfældet. Samtidigt skal vi også være meget taknemmelig for, at Martin Luther for snart 500 år siden definerede en klar skelnen mellem religion og politik, men selvfølgelig fastholdt Luther også, at et menneske altid har sin tro med sig.
Når vi derfor hører denne lignelse om "en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård" og derpå tænker, hvad skal vi bruge den til, så er der to svar, og det er der altid, når vi hører evangeliet. Det er selvfølgelig ét svar - det ene og samme glædelig budskab, men det skal bruges på forskellig måde alt efter, hvor man befinder sig.
Denne lignelse f.eks. fortæller om Himmeriget og om Gud, og selvom det ved Jesus Kristus blev en del af vores verden, så er vores verden ikke Himmeriget og Himmeriget ikke verden. Vi kan derfor ikke bare bevidstløst overføre denne lignelses principper om de sidste og de første til vores verden. Så ville der ikke være meget at konkurrere om til EM, VM, OL o.l. eller at forsøge at forhandle sig frem til en bedre løn for sit arbejde.
Men det håb om Guds nåde og kærlighed, som lignelsen forkynder for os, er en del af os og dermed en del af vores verden. Det håb gør os til nogle andre mennesker end dem, vi ville være, hvis vi ikke havde hørt det. Det er et håb, der forandrer os, og derfor skal vi forandre vores verden. Amen.