Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Fastelavn (Estomihi), 22.02.2009
Predigt zu Matthæus 3:13-17, verfasst von Else Hviid
Der er religion i tv hver eneste dag. Der er religion i bøger, aviser og i politik. Og der er religionskritik, efterhånden også hver dag og de samme steder i medierne, ved konferencer og på teaterscener.
Den amerikanske filosof og religionshistoriker og forfatter, Sam Harris, skriver i sin bog: The end of faith (oversat til dansk i 2007 med titlen "troens fallit")
- Vi er nødt til at tage religion for, hvad det er. En falleret videnskab, som har taget fejl i beskrivelsen af verden, en prædiken overleveret fra vore forfædre, som ikke stillede krav om beviser og gode argumenter.
Det udgangspunkt deler han med de fleste danske religionskritikere, og den er baggrund for deres kritik af, 1. at religiøse mennesker, altså også kristne naturligvis, bruger deres religion, disse fallerede, overleverede og udokumenterede prædikener som begrundelse for deres holdninger og handlinger f.eks. i politik. 2. dernæst af at man tilsyneladende skal tage sådanne mennesker alvorligt, som baserer sig på sådan en falleret videnskab.
Religionskritik er en vigtig disciplin. Ligesom jeg har fået troen ind med modermælken, har jeg faktisk også fået religionskritikken, i sin allermest banale - og vestjydske form: "Kan det nu også passe?" Og som teolog er jeg faktisk opdraget med religionskritik som videnskabelig disciplin også. Og det er jeg taknemmelig for.
Jeg deler da også religionskritikernes frygt for, at vi også her i vores del af verden skal til at forholde os til politiske emner ud fra religiøst ståsted.
Men at man ikke vil eller kan respektere et andet menneske, fordi det henter sin væsentlige kilde til at tro, håbe, elske og leve fra andet end videnskab, fra Gud, ja, det kan jeg jo ikke forstå.
Jeg bliver så træt af at høre de aggressive religionskritikere tage fejl. Af deres fundamentalisme, som ikke adskiller sig fra den religiøse fundamentalismen, og som ikke vil skelne mellem religion og videnskab. Men religion er ikke en videnskab, som bare tager fejl i beskrivelsen af verden. Religion er ikke videnskab, og sætter sig ikke for at beskrive eller bevise verden, men for at tolke verden.
Det er selvfølgelig frygtelig besværligt. Det nemmeste ville jo være, at kunne opstille objektive sandhedskriterier for alt hvad vi skal tænke og mene og lever efter. Men så let er det ikke.
Se nu bare i dag. Hvis vi skulle forholde os objektivt til de tre tekster vi hører i dag, ja, hvis vi mente om de tre tekster, at de selv var udtryk for objektive beskrivelser af verden og sandhed, ja, så var det let at kommer videre. For så kunne vi bare forkaste dem.
Sl. 2 er en af de mest krigeriske og nationalistiske kongesalmer vi har i Det gamle testamente, og den er blevet til i anledning af en konges tronbestigelse - for tretusind år siden i en orientalsk kultur. Den udtrykker drømmen om verdensherredømmet i et barskt og aggressivt sprog om en konge, der knuser andre folk: »Du er min søn, jeg har født dig i dag. På din bøn giver dig jeg folkene som ejendom og den vide jord som arvelod. Du skal knuse dem med et jernscepter, sønderslå dem som pottemagerens kar« (Sl 2,7-9).
Hvad har denne gamle salme at gøre i en gudstjeneste? Ja, vi drager ikke krig for idéen om dette verdensherredømme. Idéen om Guds eller Kristi verdensherredømme kender vi naturligvis, for den findes i Det Nye Testamente: Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Men Jesus taler helt anderledes om magt, og vi hører det allerede i dag i ev., om Jesu dåb.
Men først skulle i høre en epistel, et brev fra apostlen Peter, som i sit første brev også spekulerer over dette med Guds herredømme.
Nu ved jeg som teolog, og fordi der indgik religionskritik i min uddannelse, at det nok ikke er Peter der har skrevet dette velformulerede brev, som oven i købet er overleveret os på formfuldendt græsk. For nu bare at nævne et par af de indicier, der tyder på, at det ikke er skrevet af en ilter og opfarende fisker, som utvivlsomt har brugt mere tid i en båd på Genezaret sø end på en skolebænk. Som vi traditionen har lært at forestille os Peter.
Men brevet er skrevet, det er der sådan set ingen tvivl om, i slutningen af det 1. årh. til en menighed i Lilleasien, og den er en hjælp til at prøve at formulere for disse nyomvendte mennesker, hvad det egentlig er for en tro, de nu hænger ved, og hvordan de skal forsøge at leve i verden med Gud og med hinanden.
Og det der med Herredømmet, som nok kunne have interesse for en befolkning, der var trætte af de romerske kejsere og især de forfølgelser af kristne, som deres århundrede havde budt på et par stykker af. Det med Herredømmet, det prøver brevets forfatter efter bedste evne også at sige noget om. Og hvordan sætter man ord på den tro, at Guds søn, som levede og tændte dette håb i mennesker, at en ny tid var inde, når denne Guds søn også var korsfæstet og død, og man kun havde nogle forskræmte kvinders ord for, at han og hans budskab ikke var blevet i graven, men at han var opstået og budskabet derfor stadig levende. Hvordan sætter man ord på, at det er det vi tror?
Brevskriveren forsøger sig med denne beskrivelse af Jesus Kristus, ja, han prøver måske nok at forklare, hvordan vi tænker, at Jesus ikke er fortid, at han stadig lever og er: han som er faret op til himlen og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham.
Da man et par hundrede år senere satte sig for at samle på kort form de centrale trosudsagn i en trosbekendelse, bruger man formuleringerne fra 1. Peters brev til at sige det om herredømmet. Først nedfaret til dødsriget, for derfor at kunne stå op og fare op til himmels. Siddende den dag i dag et sted, ikke her, hvor vi kan se ham, men siddende et sted........ved Guds højre hånd.
Og da de første kristne fra vores egne himmelstrøg skulle gøre den samme øvelse, - for det var da stadig et kors for tanken og en anfægtelse at skulle tro, at Jesus for ned til dødsriget, op derfra og til himmels; ja, så kom det til at lyde som i den salme vi ikke synger så tit og som vi i dag har sunget i to dele. Her gendigter Grundtvig et af de allertidligste oldengelske kristne digte( fra før 680), nemlig Kynewulfs kvad om nedfarten til Helvede.
Det er ikke videnskab, det bilder vi os ikke ind, og det er ikke sikkert hverken "Peter", trosbekendelsen, Kynewulf eller Grundtvig har leveret et endegyldige, overbevisende eller bare et nogenlunde brugbart svar på, hvordan det nu forholder sig med det verdensherredømme. Men de har forsøgt sig.
De religionskritikere vi for øjeblikket ser på TV og læser i aviserne ved det ikke, men vi er i den kristne kirke helt på det rene med, at vi søndag efter søndag bekender en tro -og det er jo vel at mærke noget andet end at tilslutte sig en videnskabelig sandhed- hvis tekstgrundlag oven i købet - for det med herredømmets vedkommende - er en "perifer" tekst - epistlen.
Og vi er da også helt på det rene med, mange af os, af det med herredømmet og magten måske godt kunne trænge til, at vi forsøgte os med andre formuleringer.
Nogle formuleringer som kunne udtrykke det helt centrale, at Kristi herredømme ikke datid, men både nutid og fremtid. Herredømme, det er jo måske også et belastet ord, for vi har jo lært, ikke kun fra Salme 2, at herredømme og magt er to sider af samme sag.
Men nu er vi jo ikke fundamentalister her, vi må godt gå kritisk til teksterne og sige, at de ikke er lige vigtige, lige centrale. Der er forskel. Noget af det allervigtigste i kristendommen, er det vi hører hos Mattæus i dag. Om Jesus, der af et menneske, Johannes, tog imod dåben. Som noget af det allerførste vi hører om Jesus, lader han sig afmægtig døbe og kalde ved navn, så magt herefter også kan tænkes sammen med afmagt. Han står ikke selv frem og skaber, proklamerer eller realiserer sig selv og sit herredømme. Han kaldes ved navn af Gud: Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag. Han skaber sig ikke selv, han får identitet - og han prøves allerede næste søndag, 1.s.i fasten på, om han nu også vil stå ved sin identitet.
Da vi blev døbt fik vi sammen identitet. Vi behøver ikke opfinde det hele selv, vi fik navn og identitet, vi blev Guds søn eller Guds datter: Vi er set på med velbehag, vi er elskede mennesker, i hvem Gud ser sig selv. Det giver det enkelte menneske både en værdighed og en status, som der ikke kan begås overgreb imod, uden at det også er overgreb mod Gud.
Vi får vores identitet fra Gud, vores livshistories evige omdrejningspunkt ligger uden for os selv, og vi kalder det frelse. Kristus udvirker det, dengang som nu og altid, og i den forstand kan vi vel godt sige, at dåben også er ord for han evige herredømme. Amen.