Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
1. søndag i fasten (Invokavit), 01.03.2009
Predigt zu Mattæus 4:1-11, verfasst von Peter Nejsum
Fristelse, hvad er fristelse? Det er jo mere end bare noget der ser dejligt ud. Der er mere på spil. Den bedste måde at forklare det på, er i virkeligheden at se på Morten Boje, den unge dansker der for en halv snes år siden overlevede Estonias forlis. Han fortæller hvordan han, efter færgen var sunket, natten igennem stod i koldt vand til brystet, i en redningsflåde der var punkteret og fuld af vand, som et stort soppebassin. Her tilbragte han nogle vanskelige timer i mørket, her midt i efterårskold Østersø, med bølger der konstant slog hen over hovedet på ham, mens han ventede på at redningshelikopterne kom. Det føltes, kan I nok regne ud, som en evighed. Imens døde folk omkring ham. Her oplevede han noget meget mærkeligt: At det der krævede allerflest kræfter var at modstå fristelsen til - at give op. At lukke døden ind. At lægge sig til at sove, vel vidende at det ville være det sidste man gjorde. Døden blev en fristelse ud over alle grænser. Det eneste der holdt Morten Boje fast, var tanken om kæresten derhjemme og hendes sorg over ham, hvis han døde. For hendes skyld måtte han holde fast i livet og kæmpe, og det var hvad han med stort besvær valgte.
Det er meget tankevækkende synes jeg. Og det fortæller hvad fristelse er: En genvej, en flugt, der byder sig til. Men som ender blindt, i hans tilfælde med død. Det er det nemme, det bekvemme, der vil udenom besværet og kampen.
Fristes man til at lyve og forstille sig, er det jo netop det: At slippe nemt ud af en besværlig situation. Fristes man til at tale dårligt om andre, fordi de truer ens position, at nedgøre andre for selv at kunne stråle, er det jo det samme der sker. Men fristelsen kan også være, at man i en situation hvor man er under et voldsomt psykologisk pres, griber ud efter hvad som helst der kan få tilstanden bragt til ophør, selvom det betyder at man må strække våben og dukke sig eller vende det hele indad.
Det skal tilsløres, hvad der egentlig er på færde. "Det var nok også det bedste" "De andre skal nok klare sig alligevel". Eller man beklikker motiverne hos den der siger noget andet. "Det siger han bare fordi han vil beholde det for sig selv", eller sår tvivl om det nu er så rigtigt, at gøre som man skal.
Djævelen kaldes Fristeren i det stykke af evangeliet vi hører i dag. Han vender op og ned på tingene, og får det forkerte til at se rigtigt og tillokkende ud. Et af hans yndlingsord er hvis:
Det er tvivlens grundord: Sådan var det dengang i Paradisets have, da han fristede Eva ved at så tvivl om Guds motiver, og sådan er det da Jesus bliver fristet i ørkenen: Hvis du virkelig er Guds søn, så gør sådan og sådan. Sådan indledes hver af fristelserne. Hvis - Det er jo en snedig måde at så tvivl om hvem Jesus opfatter sig selv som, det er ikke noget han selv har fundet på, men en bestemmelse han har fra Gud. I det forudgående afsnit har vi nemlig hørt om Jesu dåb, hvor en stemme fra himmelen, der forkyndte: Det er min elskede søn.
Vi kender dem jo godt, den slags udsagn: Hvis du virkelig er en mand, gjorde du sådan og sådan... Hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke gøre sådan og sådan... Kender vi det ikke? Og kender vi ikke vores reaktion på den slags udsagn, usikkerheden, tvivlen der kiler sig ind, og endelig trangen til at bevise noget ved at gøre præcis hvad den anden vil have én til. Det er jo grunden til at vi spørger sådan, at vi tiltvinger os en magt over den anden, derfor kan være så ubehageligt.
Hvis du virkelig er Guds søn, siger Djævelen, så sig at stenen der skal blive til brød - er du måske ikke sulten? Hvis du virkelig er Guds søn, så bevis det, lad dig kaste ud fra klippen og lad englene gribe dig. Og til sidst: Hvis du vil tilbede mig, så vil jeg give dig al magt over hele verden og alle menneskers sjæle, så alt skal blive som du vil have det. Det er i grunden det samme, der går igen i de tre fristelser: Det er et bestemt billede af hvad det vil sige at være Guds søn, der holdes op for ham. Det er at være Guds søn på den måde alle mennesker altid har drømt om det, Guds udsending der skal gøre en ende på al nød og elendighed, og opfylde de drømme og håb om et bedre liv, som vi hver især sidder med. At gøre stene til brød i vores liv. Det er at træde frem på en sådan måde, at ingen kan være i tvivl om hvem han er. At det ikke bare er ord og løfter, men at der er håndfaste beviser, om ikke andet så på den måde, at troen gør erfaringer, der er til at tage og føle på. Og endelig er det ønsket om, at han skal fri os fra alt det der begrænser os og som vi ikke er herrer over. Det er det billede, der holdes op foran ham. At det er fristende at give efter for det, det ligger i sagens natur. Er det ikke netop det der kendetegner fortællingerne om ham, at han overalt hvor han kommer hjælper de mennesker i nød som kommer til ham? Hvor stor må fristelsen til at føje Djævelen ikke have været? Tænk hvad han ville have kunne udrette hvis han havde givet efter? Hvis du er Guds søn, så giv menneskene, hvad de råber på. Hvis du er Guds søn, så bevis det! Så gør da i det mindste lidt nytte. Det er fristelsen.
I grunden er det ikke meget anderledes end når man siger: Hvis Gud virkelig er til, så ville han ikke tillade så meget ondt. Hvis Gud virkelig er til, så ville han ikke skjule sig, men træde frem, så man kunne blive overbevist. Hvis Gud virkelig er til, hvorfor giver han mig ikke det jeg beder så inderligt om? Hvorfor giver han sig ikke til kende for mig så jeg ved han er der? Det er som om, man gerne vil have Gud til at være på en bestemt måde, for at man vil tro ham.
Det er de billeder Jesus siger nej til da han fristes i ørkenen. Og det er Djævelen, der spørger sådan. Jesus afviser Djævelens fristelse til at være andet end menneske, en halvgud, et overmenneske. Mennesker må leve med at sten ikke bliver til brød, mennesker må leve med at Gud ikke lader sig eftervise, og mennesket må leve med at det ikke er Herre over sin tilværelse, i hvert fald ikke i de afgørende situationer. Det er de vilkår vi lever vores liv under, og de vilkår holder han fast i også er hans. Sådan har Gud valgt at give sig til kende: Ved at blive menneske. Det er så fristende at smyge sig udenom at være menneske med krav og begrænsninger, det sætter. Men Jesus er netop Guds søn ved ikke at smyge sig udenom, hvor fristende det end måtte være. Han tager et menneskeliv på sig, ikke et ophøjet og afklaret et, men et liv der rummer al den usikkerhed og angst og fristelse som vi kender til.
Derfor svarer han også Djævelen som han gør. Alle hans svar er variationer over det samme tema: At stole på Gud i et og alt, og tro på at han vil ham det godt.
Hvis han ikke blev menneske, ikke bare på skrømt, men fuldt og helt, så ville det jo ikke have haft noget med mig at gøre, ikke noget med mit liv. Så ville han blot være et uopnåeligt ideal, eller et væsen i en guddommelig sfære som er adskilt fra min hverdag. Så ville han ikke være anderledes end de billeder, jeg så gerne vil leve op til, men alt for tit kommer til kort overfor, og som derfor i virkeligheden lader mig i stikken.
Læg mærke til, hvad den tro fører med sig. For Jesus opnår jo alt det, han fristes med her, punkt for punkt. Stene til brød: Ja han bespiser tusindvis af sultne mennesker i ørkenen, som vi skal høre om et par uger. At styrte sig ud fra templets tinde: Ja han lader sig styrte i døden - for atter at blive grebet af engle, de engle der sidder ved den tomme grav og spørger de målløse kvinder der kommer derud påskemorgen: Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Og magt over verdens riger? Ja, hver gang vi døber et lille barn, hører vi ham sige: Mig er givet al magt i himmelen og på jorden.
Han opnår det alt sammen, det han fristes med - ikke via den genvej Djævelen tilbyder ham. Men ved at gå ind under den besværlige og lidet glamourøse liv, som han deler med os andre, og som Gud havde beredt ham. For du skal tjene Herren din Gud og ham alene. Og derfor siger han nej til genvejen, nej til flugten, uanset hvor tillokkende det måtte have været. Og tjene Gud, det gør han ved at være en af os, kæmpe sammen med os, for at vi kan vide, at det også kommer os til gode, den sejr han vinder, det overskud af liv, der bliver ham til del. Derfor kan vi tage vores liv på os, derfor behøver vi ikke flygte fra det.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.