Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
2. søndag i fasten (Reminiszere), 08.03.2009
Predigt zu Matthæus 15:21-28, verfasst von Erik Fonsbøl
Hvem er hun, denne kvinde, som skildres så lidenskabeligt engageret og sympatisk i evangeliet?
Ja, jeg tror, hun repræsenterer en meget stor del af verdens befolkning. Hvis vi kigger lidt på Israels historie, så var kanaanæerne i hvert fald ifølge Det gamle Testamente, det folk, der boede i Palæstina, dengang det udvalgte folk kom tilbage efter ørkenvandringen. Det var uheldigt, eftersom Josua og hans stormtropper mente, at Gud havde bestemt dette land for Israel, og derfor havde de ikke blot lov til, men guddommelig pligt til at udrydde kanaanæerne, som jo i øvrigt dyrkede den afskyelige Baal - en frugtbarhedsgud, som Israels Gud hadede af et godt hjerte.
Så kanaanæerne indtog vel i de gode jøders bevidstheden en - skal vi sige paria-stilling. De var en slags kasteløse, som man måtte behandle som sådan.
Det samme synspunkt gør sig vel gældende i dag i forholdet mellem ortodokse jøder og zionister på den ene side og så de frygtelige palæstinensere, som har tilladt sig at bebo Israel i et par tusind år - naturligvis uretmæssigt, eftersom Gud selv har givet dette land til Israel. Og så er disse palæstinensere jo oven i købet terrorister, som man efter gældende amerikansk - og derfor også israelsk lov - må behandle ganske efter forgodtbefindende. Tænk, de tillader sig at protestere imod, at et fremmed folk har besat deres land nu i snart 60 år.
Eller hvad med forholdet mellem de sorte sydafrikanere og den hvide indvandrerbefolkning, som satte sig så massivt på landet og reducerede den oprindelige befolkning til slaver.
Eller de europæiske indvandrere i Nord- og Sydamerika eller Australien, der simpelt hen udryddede den oprindelige befolkning eller reducerede den til maleriske folkeminder.
For ikke at tale om det verdensomspændende religiøst betingede had mod "de andre", som menneskers forskellige guder altså tilsiger at behandle som undermennesker og det, der er værre med god samvittighed. Jeg forstår såmænd godt, at ateismen vinder frem i vores land, og set i denne sammenhæng: Godt for det! Vi kan jo ikke acceptere religionernes fortsatte hærgen i vores verden. I livets navn må uret falde!
Jeg tror, det er denne store, undertrykte befolkningsgruppe, den kanaanæiske kvinde repræsenterer, og læg venligst mærke til, at selv Jesus ifølge evangeliet tilsyneladende accepterer den verdensorden, der ligesom tillader undertrykkelsen på baggrund af folkeligt tilhørsforhold. I hvert fald i starten. Han lader hende råbe i sin nød uden at reagere med ét ord.
Med vanlig indfølingsevne råder Jesu disciple ham til at sende hende væk, så hun ikke skal gå og råbe efter dem. Ganske som da mødrene kom med deres spædbørn.
Jesus mener altså ikke, at hans mission kan gælde andre end jøder - hans eget folk.
Men hun bliver ved, denne lidenskabelige mor. Hun ser stort på al skam og kaster sig for hans fødder og beder om hjælp som vist kun en mor kan bede for sit barn.
Men Jesus blive ved sit: Man skal ikke tage børnenes brød og give det til hundene. Så er hun da vist sat på plads, når man tænker på, hvordan hunde betragtes i Mellemøsten.
Og selv da giver hun ikke op, men argumenterer ud fra det faktum, at hundene jo da netop æder af de smuler, der altid falder fra børnenes bord. Giv mig blot så meget som en krumme af det brød, du har til dit eget folk. Det er jo nok til at frelse min lille pige.
Og så forstår vi også Jesu reaktion eller rettere omvendelse, som er den sammen, som kommer frem, da en officer i den romerske besættelsesmagt, som heller ikke hørte til de mest populære folk i Israel, kom og bad for sin tjeners liv: Du skal ikke engang nedværdige dig til at gå ind i mit hus, men sig blot et ord - det er jo så rigeligt, når det er dig! Mere end nok til at frelse min tjener. Sig blot et ord!
Og Jesus siger: Tænk, hvis der var sådan en tro - sådan en tillid til mig i mit eget folk, som der åbenbart er hos disse pariaer, som er dømt uværdige af alle de såkaldt rettroende jøder. Og tjeneren blev rask i samme stund. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Det handler om tro, som måske er et af de mest misforståede begreber i verden. Mest fordi tro er blevet gjort til adgangskode for at komme ind i det pæne religiøse selskab. Hvis ikke du tror, kan du ikke være sammen med os - eller som Gud Herren sagde til Israels folk gennem profeten: Hvis ikke I er troende, kan I ikke blive boende! Sådan. Og i mange kirkelige kredse er troen selv i dag blevet perverteret til en tro på det overnaturlige. Du skal tro bogstaveligt på Bibelens fortællinger - ellers kan du ikke være med i kirken!
Men tro i ordets oprindelige kristne betydning handler for mig at se om noget langt dybere og langt mere dyrebart end sådan et adgangskort til de rette kredse. Og det er vel også, hvad fortællingen prøver at sige.
Tro har med nærvær at gøre - nærvær og opmærksomhed. Tilstedeværelse fuldt og helt. Sådan som både officeren og den kanaanæiske kvinde var det. Dette øjeblik rummede i sig hele livet - dette hellige nu, hvor du står overfor dit medmenneske, som er det samme som at stå overfor Jesus, som er det samme som at stå overfor Gud.
Det er dette guddommelige nærvær, troen medfører. For jøderne - altså for hans eget folk - stod religionen i vejen - den religiøse eftertanke, som f.eks. tilsagde gode jøder at vende ryggen til romere og kanaanæere og samaritanere og spedalske og urene og hele rækken af de urørlige og unævnelige, som Jesus bramfrit lever sammen med og rører ved i et væk. Og netop jøderne anså sig selv for de eneste sande troende. Men de var aldrig nogen sinde til stede i deres liv. Billedligt talt sad de hele livet i synagogen og funderede over det liv, de aldrig kom i nærheden af.
Jeg mener, det er en af hovedpointerne i evangelierne, at alle de filtre og slør og mure og hegn, som er mellem os og vores liv af den ene eller anden grund - måske religiøst, måske politisk-nationalt betinget, eller måske fordi vi er fanget af os selv - af vores eget ego, som hele tiden skal tilfredsstilles, og som kræver retfærdighed og mening i tilværelsen og udkomme og hvad ved jeg - at alt det, som holder os borte fra selve livet - det er de forhindringer, Jesus fjerner med sit liv, hvor han vader rundt på alle forbudte steder både fysisk og åndeligt og religiøst - og med sin død, som er en del af hans livsholdning: Hvad kan døden skade mig i virkeligheden? Hvad kan uretfærdigheden skade mig? Og hans opstandelse, som er symbolet over alle symboler på livets dybeste og inderste virkelighed. Fordi livet grundlæggende er et forårsliv - et opstandelsesliv.
Jeg tror på dette liv! På det liv, som evangeliet om Jesus viser mig, og som jeg dybest set kan genkende som mit eget virkelige liv derinde bag alle forhindringerne, maskerne og fortrængningerne. Jeg tror på, at der i ethvert menneske er en guddommelighed, der som oftest er undertrykt af alle disse frygtsomhedens sære krumspring, der får os til at vende livet ryggen. Og jeg tror, at det var denne guddommelighed, Jesus opdagede i dagens fortælling, så han igen måtte erkende, at virkelig tro sjældent findes blandt de troende, men derude i grænseområderne, hvor ingen rettroende kommer.
Mange gange siger Jesus til mennesker, han har helbredt: Din tro har frelst dig. I dag kunne han vel ligeså godt have sagt: Kvinde, din tro har frelst mig! Din tro har vist mig, hvad der findes i ethvert menneske - uanset hvem. Du har vist mig, hvad livet er værd. Du har vist mig Gud!
Fastetiden går for at være afholdenhedens og eftertankens tid, og det kan jo sikkert være meget godt. Men måske skulle vi hellere gøre fastetiden til en stille og lyttende tid, hvor vi tør lade os betage af naturens mirakuløse genopvågnen. Netop i denne tid kan den opmærksomme se og glædes over alle de små forårstegn - lige nu, inden det hele bryder løs.
I stilhed kan vi være til stede midt i naturens opstandelse - og måske endda blive en del af den selv - selv få lod og del i det opstandelsesliv og den trodsige forårsglæde, digterne synger så smukt om - netop om de små tegn i det spirende forår, som giver os tro på livet.
Og med opmærksomheden og stilheden vokser lydhørheden af sig selv, og i dit eget indre møder du pludselig et liv, du aldrig havde drømt om. Den Guds fred og den virkelige frimodighed, som kommer af at være til stede uden omsvøb. Og så - ja, så skal du leve. Amen.