Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Midfaste (Lätare), 22.03.2009
Predigt zu Johannes 6:1-15, verfasst von Margrethe Dahlerup Koch
En brødtekst er den rå, uredigerede tekst, som den ser ud uden noter, afsnit og overskrifter. Brødteksten er den egentlige, basale tekst. Den tekst, som endnu ikke er tilrettelagt og rettet lækkert eller smart eller pædagogisk an, så den glider lettere ned. Brødteksten er den tekst, man må tygge sig igennem.
Når vi går i kirke i fasten, mødes vi også af brødtekster. I computersprogets betydning af ordet, og helt bogstaveligt. Både 1. søndag i fasten og i dag til Midfaste handler det om brød. 1. søndag i fasten fristes Jesus af Djævlen 3 gange, den ene gang til at gøre sten til brød. Jesus afslår, med henvisning til de ord, vi i dag hørte i læsningen fra alteret fra 5. Mosebog: "Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Herrens mund". Livet er mere end behovstilfredsstillelse. Mennesket er mere end en krop. Sådan kunne man sammenfatte Jesu afvisning.
Men brødet, det dukker op igen i dag. Jesus nægtede at gøre sten til brød. I stedet gør han i dag Midfaste søndag, brød til brød.
Hvorfor gør Jesus i dag på bjerget det bespisningsunder, som han nægtede at gøre i ørkenen for 3 søndage siden? Hvad er forskellen?
Den er det altafgørende, at det at forvandle de hårde sten til brød på anden måde end ved surt slid, er et tryllenummer, som tryllekunstneren kan tvinge sine tilskuere til underkastelse med. Den stærke mand, der let og smertefrit giver os det, vi vil have: Velfærd, underholdning, og tog til tiden - ham beundrer vi og underkaster os, fordi han kan det, ingen af os andre kan.
Men Jesus vil ikke have underkastelse - da de i dag vil gøre ham til konge og fører, stikker han af.
Jesus vil ikke det exceptionelle. Han vil det modsatte: Vise, åbenbare det mest dagligdags under af alle: Gavmildhedens under. Det under, at liv, der bliver delt, ikke bliver mindre, men større. At det, der strøs ud, bliver til mere. Som hvedekornet, der lægges i jorden og dør, vokser op og giver mange fold.
Det er brød, og ikke sten, Jesus velsigner og gør til mere den dag på bjerget, fordi brød er billede på liv - det basale, nødvendige. "Giv os i dag vort daglige brød" beder vi i Fadervor, - og mener ikke bare rugbrød, men også alt det andet, og alle de andre, vi dagligt lever af, suger kraft, næring, livsmod og håb fra. Det daglige brød, det er netop også "alt, hvad der udgår af Guds mund".
Brød er billede på livet - det liv, som leves i verden med alle de modsætninger, sorger og skævheder, det betyder.
I den bibelske fortælling dukker brød først op i det øjeblik, Adam og Eva forlader Paradiset. I Paradiset er der ikke brød. Der er frugttræer - og Paradisføden er den uforarbejdede mad - den, man bare kan lade falde lige ned i munden.
Da Adam og Eva forlader Paradiset, bliver de sendt ud i brødets verden. "I dit ansigts sved skal du spise dit brød", siger Gud til Adam.
Verden uden for Paradis er brødets verden, - det brød som man arbejder, kæmper og slås for. Brød er forarbejdet mad. I modsætning til at række hånden ud, plukke et æble og stoppe det i munden, så tager det tid og koster anstrengelser at bage brød.
At det er det daglige brød, og ikke dét daglige æble som ellers skulle kunne holde både læger og alverdens andre ulykker fra døren, - at det er det daglige brød, vi beder om i Fadervor, er et udtryk for, at det liv, vi lever, og beder om hjælp til at kunne leve, ikke noget, vi modtager med hænderne i skødet. Livet er gave og opgave.
Brød er liv. Det nødvendige, det basale og det liv, som koster arbejde, besvær og kampe. Brød er livet, som det leves her og nu i den ikke-paradisiske verden.
Da Jesus den dag på bjerget tager brødet i sine hænder, velsigner det og deler det ud, er det dét liv, vores menneskeliv, han velsigner og dermed forvandler og gør større.
I Johannes´ fortsættelse, som vi ikke hører her i kirken før 2. pinsedag, tyder Jesus selv det, han har gjort med bespisningen på bjerget. Han lægger en ny tydning af brødet oveni. Brødet er menneskelivet. Og brødet er det menneskeliv, som Jesus har forbundet sig med, har taget på sig, og gjort til sit.
Brødet, det brød, der bliver mere og mere af, jo mere man deler det ud, det brød er Jesus selv. "Jeg er livets brød", siger han. "Det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden". Det er mig, I lever af.
Sådan som vi får det at se og høre og smage, hver gang vi er til alters, og får brødet rakt. Brødet med billedet af den korsfæstede på.
Liv, der deles, - der lader sig bruge, fortære og slide op i kærlighed, for andres skyld - det liv forvandles og bliver større. Det er ikke det, vi læser i brevkasserne eller lærer vores børn, for at de kan klare sig i tilværelsen.
Men det er det, Jesus forkynder. Han levede sit liv sådan. Da han sin sidste aften brød brødet - brækkede det midt over, inden han delte det ud, - var det et billede på, hvordan hans krop skulle radbrækkes og korsfæstes til døde.
Korsfæstelsen er gavmildhedens endegyldige udtryk. På korset giver Jesus alt fra sig. Han giver sig selv.
Den dag på bjerget får de 5000 en forsmag på, hvad der skal ske. De får forsmag på, at livet, menneskelivet skal forvandles. "Påsken var nær", husker Johannes, der fortæller historien, os på.
Menneskelivet forvandles. Det liv, der leves uden for Paradis, i brødets verden, hvor døden og forgængeligheden råder, det liv er velsignet og skal befries fra forgængelighedens ubarmhjertige lov. Det, der strøs ud, skal blive til mere. Som hvedekornet, der begraves og lægges i jorden, skal vokse op og give mange fold.
Om 3 uger, Påskedag skal vi høre og fejre det igen. At han, der kaldte sig for Livets brød, stod op af graven, og at vi, som lever af ham, skal gøre det samme. Dele ud af det liv, vi har fået - i troen på, at der er mere, hvor det kommer fra.
Den dag på bjerget foregik bespisning, uddelingen, på det grønne græs, fortæller Johannes i sin brødtekst, hvor den slags små regibemærkninger umiddelbart virker underligt overflødige. Men Johannes har tænkt sig godt om, da han huskede at fortælle om græsset. Græs, frokost i det grønne - det er et Paradisbillede. Og det var oven i købet på skabelsens tredje dag, Gud lod græsset gro frem på jorden. Den tredje dag som siden fik en ny betydning som "opstandelsesdagen". Johannes lader med bemærkningen om det grønne græs, Paradiset og brødet - den ikke-paradisiske føde, - mødes.
For overalt hvor det sker, at livet deles ud, hvor gavmildheden sker, - dér er Paradis, Guds rige. Ikke som et fjernt, tabt land, men som en virkelighed, der er her og nu som en måde at være sammen på. Her og nu midt i brødets ikke-paradisiske verden.
Det skete engang på et bjerg for 5000 mennesker. Det sker, hver gang vi går til alters. Og det sker overalt, hvor det daglige brød, vi lever af - kærlighed, tilgivelse, opmærksomhed, forventning, og helt konkret føde, drikke og penge - hvor vi, der har fået, deler dét daglige brød ud til alle, der har brug for det.
Hvor det sker, dér er Guds rige midt i blandt os. Som en grøn plet med græs midt i det øde. Som en himmerigsmundfuld, der smager efter mere.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.