Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Judika, 29.03.2009
Predigt zu Lukas 1:26-38, verfasst von Margarethe Dahlerup Koch
I dag er der en graviditets tid til jul. Om 9 måneder bliver barnet født i Betlehem. Af en fattig jomfru som sidder i løn. Og også til den tid er det, ligesom i dag, Lukas, der fortæller historien. Og han begynder historien, som også vores egen historie i sin tid er begyndt: Der var en gang en pige eller kvinde, som blev gravid.
Det er vigtigt. Jesu historie begynder som vores historie. Ved overhovedet at fortælle om undfangelse og fødsel vil Lukas først og fremmest understrege, at Jesus er et rigtigt menneske. Lukas vil fortælle, at Jesus kom til verden som enhver af os er kommet det. I f.eks. den græske gudeverden er Pallas Athene sprunget fiks og færdig ud af Zeus´ pande uden berøring af menneskehånd. Men det er ikke sådan en overnaturlig gudefødsel, Lukas forkynder. Jesus er ikke bare en gud i forklædning. Nej, Jesus er netop helt fra begyndelsen et menneske, ligesom vi. Han har ligget i en kvindes livmoder og er blevet født, ammet og puslet som vi. I et vers af "Nu kom der bud fra englekor", skrev Kingo oprindelig sådan: "Guds søn hun (altså Maria) under hjertet bær, som hendes bryst skal suge. Der ligger Gud, et lidet nor, og sagte gror". Gud som et menneskefoster og et i ordets egentligste betydning pattebarn. Det er sådan Kingo digter om Gud. Mere skrapt kan den kristne forkyndelse af, at det var Gud selv, der blev menneske i Jesus, vel ikke sættes op.
Det er den ene pointe hos Lukas: Gud blev menneske fuldt og helt som vi, da Jesus blev undfanget og født af en kvinde.
Men den kvinde var så altså en jomfru. Den helt almindelige fødsel er alligevel anderledes. Det er en jomfrufødsel. Og med det, understreger Lukas sin anden pointe: Nemlig at med Guds komme til verden i mennesket Jesus, er det gamle forbi - det er blevet nyt.
Enhver barnefødsel er en ny begyndelse. Kloge bedstemødre ved det - og forstår også, at det er derfor, man skal være meget varsom med uopfordret at give gode råd om spædbarnepleje til døtre og svigerdøtre, der lige er blevet mødre. For er stemningen til det, så ender sådan en velment rådgivning lynhurtigt i et frontalt modangreb, hvis hovedindhold er alt det forkerte og irriterende, bedstemødrene og -fædrene gjorde mod deres egne børn, og som der nu omsider er anledning til at få på bordet og fortalt dem. For "sådan skal vores barn i hvert fald ikke opdrages".
Som nybagt forældre har man en forestilling om, at man vil begynde forfra. Vi kunne ikke drømme om at arve forrige generations måde at være forældre på. Og derfor kan den store, ultimative "Bogen om barnet" forfattes igen og igen med helt nye råd og teorier og evige sandheder om, hvordan børn i virkeligheden skal behandles.
Enhver barnefødsel er en ny begyndelse. Men den barnefødsel, som bebudes af englen Gabriel i dag, den barnefødsel er altings, alle tiders og hele menneskeslægtens helt nye begyndelse.
Og Lukas har ment, at det kunne han bedst gøre sine tilhørere klart, ved at fortælle, at Maria var jomfru. Det nye - det helt nye - begynder med en jomfrufødsel.
I den kultur, Lukas skriver ind i, er det faderen, der bestemmer over barnet. Barnet hører til i faderens slægt. Og barnet tilhører faderens slægt. Et barn er med andre ord ikke kun en ny verdens begyndelse. Det er også fortsættelsen af en gammel verden. Barnet bærer slægtens historie, navn og arv- alt det gamle med sig helt fra begyndelsen.
Og selv om vores kultur har ændret sig, og fædre og mænd ikke mere har den samme magt, så er det stadig vores vilkår. Som nye forældre erkender vi det skuffede og irriterede, når vi lidt henne i forældreskabet opdager, at trods alle intentionerne om, at vi ville gøre det hele på vores egen måde, så slæber vi selv - eller selvfølgelig især vores ægtefælle - alligevel rundt med en hel masse gammel bagage fra barndommen, som bestemmer vores måde at være mor eller far på.
Hvem, vi end er, så bærer vi allesammen rundt på en fortid og en arv. På godt og på ondt. Vi kan prøve at fornægte den, lyve om den, eller fortrænge den, men den er der alligevel. Vi kan ikke gøre os jomfruelige og uberørte af fortidens synd og skyld og skam og skrald. Vi kan ikke gøre os historieløse.
Men vi kan få en ny historie, hvor der er gået død og fortræd og synd og bitterhed i den gamle. Dét er dét, vi søndag efter søndag holder gudstjeneste for at høre.
Og dén nye historie, siger Lukas, den handler om, at der intet er at hente i det gamle og døde. Derfor skal der ikke blandes mandlige sædceller og dermed fortid og uopgivelig arv ind i den. Derfor fortæller Lukas, at Jesus ingen biologisk, jordisk far har. For med Jesu undfangelse og fødsel begynder historien om ham, der brød bindingen til fortiden.
Omkring år 0 besluttede Gud sig til at begynde forfra og lade et menneske føde på en helt ny måde. Et menneske, som det gamle, fortidens synd og fortræd, ikke havde nogen magt over og indflydelse på.
Og det viser Gud, siger Lukas, ved at lade det menneske føde af en jomfru.
Det menneske, Jesus, er ikke bestemt af andet end Gud. Han er ikke født af en mands vilje, men af Guds. Jesus er ikke fanget ind i de net og ikke bestemt af den arv, som mennesker ellers lader sig fange, binde og bestemme af. Jesus er den, han er i Guds øjne. Og han vil ikke være andet..
Og Jesus ser mennesker på samme måde: Som dem, vi er i Guds øjne og ikke som dem vi er i hinandens. Når Jesus møder et menneske, spørger han aldrig, hvem vedkommende er, eller hvorfor det er gået vedkommende, som det er. Et menneskes fortid er fuldstændig uden indflydelse. "I har hørt, at der er sagt sådan og sådan til de gamle", siger Jesus i sin store Bjergprædiken, "men jeg siger jer... Fortidens magt brydes. Der er kun det jomfruelige nu, hvor Jesus og dét menneske, han står overfor, mødes. Og det er det nu, der er det afgørende. Det er dét, der ligger i Jesu ord til dem, han møder, ser og helbreder: "Dine synder er dig forladt". Din værdi som menneske lige nu og dine muligheder i fremtiden, alt det afhænger ikke af din fortid. Gud og din næste har krav på dig her og nu. Og det er det eneste, der tæller.
Jesus giver en ny begyndelse. Til mennesker dengang. Til os nu. Der åbner sig en ny verden og en ny historie, hvor alt det gamle hverken har magt over det, der er nu, eller over det, der skal komme.
Mariæ Bebudelsesdag ligger i slutningen af fastetiden. Den tid i kirkeåret, hvor vi forbereder os til påske - til at se ind i den tomme grav og forstå, at det tomme hul betyder, at vi skal vende om - vende os om, og se den anden vej. "Gå herfra" siger englen i graven til kvinderne påskemorgen. "Se og vend jer i stedet ud mod det levende nu. Det er dér, I skal møde den opstandne, som han har sagt jer.
I dag, Mariæ bebudelsesdag forberedes vi på dén påskebesked ved at høre, at historien om ham, der brød graven op indefra - hans historie i verden var allerede helt fra begyndelsen en historie, hvor fastlåsthed og én gang fastlagte love og regler ikke talte.
Dén historie er vi blevet en del af. Den historie har vi lov at kalde for vores. Uanset hvor fastlåste og handlingslammede vi kan se os selv, uanset hvor dødsdømt vores liv er, så er vi blevet fortalt ind i en anden historie - Guds store historie. Og i dén historie er intet dødsikkert, selv ikke døden. I den historie er hver morgen jomfruelig ny og nådefuld, og vi opstandne fra de døde.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.