Göttinger Predigten
Göttinger Predigten im Internet hg. von U. Nembach
Palmesøndag (Palmarum), 05.04.2009
Predigt zu Mattæus 21:1-9, verfasst von Morten Fester Thaysen
Jesus lægger ikke skjul på noget, da han drager ind i Jerusalem. I pjalter sidder han på et ynkeligt æsel - det er det hele. Der er ingen storhed ved det. Og det er også et spørgsmål om de folk, der hilste ham med palmegrene, virkeligt mente det alvorligt - eller om det var en hån - det man i dag kalder en event - gadedrenges gøren-nar-af-en, der ser sær ud?
Under alle omstændigheder - der er intet flot ved Jesus, da han drager ind i Jerusalem.
Men netop på den måde får han det sagt: Nu overgiver jeg mig i jeres hænder. Jeg tager jer ikke med magt. Jeg ved godt, at der er nogle, der er ved at flette læderstrimler til de piske, jeg skal piskes med. Jeg ved godt, at der er nogle, der er ved at finde ud af jordbunden på galgebakken for at finde stedet, hvor mit kors skal stå. Jeg ved godt, at præsterne og de højeste kirkelige embedsmænd holder møde om, hvordan de kan få gjort af med mig - og så stadig se retfærdige ud.
Jeg ved også, at hvis jeg holdt et indtog som konger plejer at holde - med pomp og pragt - skaldende fanfarer - blafrende faner - drabelige livvagter omkring mig - og jeg selv siddende på et prægtigt ridedyr i endnu prægtigere klæder. Jeg ved godt, at gjorde jeg sådan, ville jeg blive virkelig hyldet og beundret og tilbedt og frygtet, og at præsterne ville gøre plads for mig på templets helligste sted og skrive salmer om mig.
Men sådan skal det ikke være! Jeg ved, at mange vil forkaste mig i de dage, der nu kommer. Men jeg er heller ikke kommet som læge for de raske, men for de syge.
Og vi vil finde hinanden!
Jerusalem - denne mærkværdige by. Den rummer det hele. Templet i al sin pragt - for jøderne verdens fornemste religiøse monument. Præsteskolen med dens travle aktivitet - med elever, der skulle have det gamle testamentes regler og teologernes kommentarer hertil banket ind i hovedet.
Fornemme kvarterer, hvor folk levede i prægtige huse og i sus og dus - langt væk fra byens og samfundets problemer - kun optaget af at planlægge det næste selskab - det næste party - og menuen til det.
Jerusalem med fattige kvarterer - med afmagrede mennesker, der er forbitrede på et samfund - en hakkeorden af umenneskelighed, der gjorde, at en mor f.eks. gang på gang ikke kunne bære et barn til en døbefont, men ud til en åben grav, fordi der ikke var mad til det. Fattigkvarterer med mennesker med drømme i - mange drømme om, at det hele nok skal blive bedre. Og så mennesker, der havde opgivet og nu bare ventede på at dø, fordi de håbede, at noget langt bede ventede efter døden så.
Kongeslottet skal vi også have med. Kongeslottet med den kolde og kyniske Herodes, der betragtede sine medmennesker som kryb, man må kvase hovederne på. Herodes som synes, at de blomster er kønnest i slotshaven, der er blevet vandet - ikke med vand, men med blod - leveret af bøddelen.
Jerusalem - denne forvirrede by. Modsætningernes by. Glædens by. Sorgens by. Hadets by. Storsindets by. Troens by. Tvivlens by. Latterens by. Grådens by.
Derind drager Jesus. I Pjalter og på et æsel.
Han kommer ikke som en eller anden mirakelautomat, der i et nu kan udjævne alle modsætninger og gøre det hele nemt og behageligt for enhver. Han kommer ikke for at redde folks penge eller position eller ære eller forfængelighed eller appetit. Han kommer ikke for at tage besværet og kampen ud af livet.
Han kommer for noget helt andet! Ind i Jerusalem kommer Jesus. Ind i modsætningernes by. Han vil ikke hyldes. Han vil ikke dyrkes. Han vil ikke beundres. Det gør han klart med det samme med den måde, han kommer dragende på. Han vil noget andet. Han vil elskes!
Det er den grundtvigske præst - oveni købet en af Grundtvigs allernærmeste venner, Peter Rørdam, der siger det lige ud i nogle breve, han har sendt til familie og venner: Han skriver: "Jeg vil elskes! Jeg vil elskes som præst." Ellers duer det hele ikke til noget. Det lyder jo forfængeligt, ikke sandt. Det lyder krukket. Dette: "Jeg vil elskes!" Man plejer jo gerne at sige noget om, at man gerne vil elske. Man plejer da ikke at sige: "Jeg vil elskes!"
Men det siger Jesus altså også. Måske med lidt andre ord. Men det er indholdet i det meste af det, han siger i Det Nye Testamente. "Jeg vil elskes." Og da han drager ind i Jerusalem, vil han elskes. Det er det, hele dette optog skal til for.
For kun når vi mennesker har kaldt kærlighed frem i dem, der betyder noget for os - kun da er der åbnet ind til sindets inderste - der, hvor alt andet end ægthed - ægte følelser, ægte ømhed, ægte kærlighed, ægte løfter - i sindets inderste må alt andet end det visne og forgå. Og kun når vi elskes, kan vi komme i dyb og inderlig forbindelse med hinanden. Først da kan vi give hinanden det bedste af os.
Derfor må Jesus sige: Jeg vil elskes! For at han kan komme til at udveksle godhed og tro og mod og munterhed. "Jeg vil elskes." Det vil du og jeg såmænd også i vores liv og færden: Elskes! Accepteres, sådan som vi nu er. Værdsættes. Ikke bare være i vejen. Ikke bare være nogle, der vækker hårde følelser til live. Ikke bare være nogle, der godt måtte være væk - ikke bare være nogle, som folk må gøre umage med at tvinge ansigtsmusklerne på plads for ikke at vise træthed og lede ved. Møder vi den slags, når vi ingenting i hinandens sind.
"Jeg vil elskes." Det siger Jesus mellem linjerne i vores tekst. Han kommer ridende ind i denne modsætningsfyldte by, der mest af alt ligner dit og mit sind.
Her er han som vil favne dig med sin kærlighed. "Her er han som vil gavne dig med sin blodige sved." Fattig og værgeløs drager han ind i dit og mit sinds modsætningsfyldte by. Vi har jo det hele i os. Sikkerheden! Den store og stærke sikkerhed på os selv - på vores indflydelse og på vores magt - på vores evner og vores tro. Os der kan være så rige ind i mellem. Og sindet bølger af succes - af andres ros - af gode omtaler af os, hvor vi er rige på indflydelse, rige på medmennesker, der klapper os på skulderen for at få del i indflydelsen.
Vi har det hele i os - du og jeg. Såmænd også fattigkvartererne, har vi. Hvor der ingen glæde er mere. Hvor alt er skuffelse. Kamp for at holde ud. Hvor der drømmes desperate drømme for at glemme. Hvor vi nærmest skammer os over ikke at være døde endnu.
Vi har det i os: Kongens palads. Lysten efter at lade andre betjene os. Lysten til at vise magt, så andre må krybe for os. Lysten til at grine vores livslede og hån op i ansigtet på andre.
Vi har det i os - alt det, der var i Jerusalem. Tolderen. Kræmmeren. Luderen. Herskeren. Farisæeren - og længslen efter, at der vil komme en, der vil se andet og mere end den flotte og pralende arkitektur - og mere end den vilde forvirring. For vi har jo også længslen efter en, vi kan elske. En, der vil have noget godt fra os. En, der kan holde os ud. Ufærdige. Umodne. Forrevne i sindet, som vi jo dog er. Der kommer Jesus og vil elskes. Han giver sig i vore hænder og vil elskes. I vore hænder, der har for vane at gøre ondt og som også kan tømre kors sammen, men som også kan kærtegne.
Uden forbehold giver han sig i vore hænder og vil elskes. Og derfor må vejen ende på korset. Så forvirret er vort sinds by: Vi vil elske og kommer dog snart til at hade. Men Jesus vil stadig elskes - og da han hænger på korset; uskyldig, men fyldt med kærlighed - da kan man intet andet end elske.
Og så til sidst. Per Lagerkvist fortæller i romanen "Det hellige Land" om en mand, der er på pilgrimsrejse mod Jerusalem. En rejse som går gennem det meste af verden.
Pludselig får han øje på tre kors på en tinde. Tre tomme kors. Han gik derhen. Hvorfor tre? Hvorfor ikke bare et? Hvis kors det midterste var, vidste jo enhver. Men de to andre, hvad havde de der at gøre. Hvad havde de at gøre med det, som var sket engang. Forbrydere, to almindelige forbrydere. To mordere. To af menneskeheden almindelige mordere. Hvorfor hang han samme ned dem? Hvorfor hang han ikke sammen med to anstændige mennesker, uskyldige? Eller alene? Men det gjorde han ikke? Hvorfor det?
Han gik nærmere.
Forbryder. Det var han jo selv. Morder, det var han jo selv. Pilgrim og forbryder. Pilgrim på menneskehedens banditskib. Med alt muligt udskud ombord og selv havde han være et af dem. Sådan var det, Sådan havde hans liv være fra begyndelsen til ende. Tre kors og ikke et.
Han standsede ved det midterste. Det her er hans. Den uskyldiges. Det er ikke noget for mig. Jeg vover ikke at røre ved det med min blodbesudlede hånd.
Men det her, sagde han og gik hen og tog på det. Det her er forbryderens kors. Mit kors. Det vover jeg at tage på. For det er ikke rent. Det er mit kors. Det kunne jeg selv have hængt på.
Han tav. Og alligevel. De tre kors stod jo sammen der. Det var ikke bare et ensomt kors, ikke bare hans. Og heller ikke bare forbryderens kors. Nej, ved siden af sig havde de et, som var Guds søns og som var den uskyldiges. Altid stod de tre kors sammen.
Jesus vil elskes. Derfor altid hans kors ved siden af de to forbryderes. Aldrig alene, men altid sammen. Sådan må det være. Han vil elskes - og sådan rider han ind i dit og mit forvirrede og modsætningsfyldte sind. Korset viser, hvor langt ind han rider. Og da siger han til os - se i dag skal du være med mig i paradis.